Formålet med denne side er, at vi efterfølgende har vores rejsebeskrivelse og at I, der har lyst, kan følge med i vores tur.

Britta og Jens

Efter en fantastisk tur gennem Østersøen, til Gotland og gennem Götakanalen, Göta älv og Trollhätte kanal tilbage til Danmark i 2021, begyndte vi i 2022 at sejle gennem Europas floder og kanaler til Grækenland.

Vi skulle dog lige i vandet først:

Vi har planlagt at sejle fra Fredericia lystbådehavn den 29. april kl. 11.00, for at nå til Trave Werft lidt nord for Lübeck den 3. maj. Her har vi booket tid til at få vores mast og rig af båden. Mast mm. transporteres til Marseille på “lastbil”

Forhåbentlig bliver det vores eneste stramme deadline i år.

2022

Se ruten

Tyskland

Så kom vi til Tyskland

Tak til jer der kom og vinkede farvel i Fredericia. Resten af den gode flaske Brut fra Antorini blev drukket ved ankomsten til Mommark Marina. Vi har nu haft to dage med lange sejladser. Vejret har været til den kolde side og solen har gemt sig bag skyerne og kun vist sit skønne ansigt i korte glimt. Vi sidder nu i Heiligen Hafen og arbejder med teknikken for at få disse indlæg til at lykkes. Efter ankomsten hertil var vi et smut oppe i byen, hvor der var musik og boder på torvet. I morgen går det videre til Travemünde hvor vi så ankommer i god tid til, at få både sejl og mast mv. af båden.

Fra Heiligenhafen til Mölln

Vi sejlede fra Heiligenhafen søndag morgen i god vind fra vest. Vinden døde desværre ud lige efter vi var kommet under Femern Sund broen, så vi måtte gå for motor resten af vejen. Efter 36,49 sømils sejlads kom vi i havn i Travemünde, hvor Lise og Peter fra Skanderborg tog imod os ved en ledig plads. Lise og Peter sejler i Sophia, en af de øvrige fem både der skal have deres mast med samme transport som vores, til Marseille. Det blev en meget hyggelig aften med Lise og Peter.

Havnen i Travemünde er en væsentlig hyggeligere havn end den vi kom fra, men ret skal være ret, vejret er også blevet væsentlig bedre. Mandag, tog vi sejlene af båden og fik dem pakket sammen på kajen og stuvet ned i båden. 16 grader, solskin og vindstille – det perfekte vejr til den slags arbejde. Mandag eftermiddag sejlede vi så til Trave Werft, meget tæt på Lübeck. Her mødte vi de øvrige sejlere, som alle hurtigt blev enige om, at vi skulle finde et spot på brinken hvor vi kunne drikke en øl – se det er gode sejlervenner – allerede 😊

Tirsdag skulle tre både have deres master af, og onsdag skulle vi, og resten, have master af, så vi kan sejle på kanalerne uden at brage ind i en bro. Vi må maksimalt være 3,5m over vandet og 1,8m under, og 5m brede. Vi bør kunne klare disse krav, så nu er det bare spændende om der er vand nok i kanalerne til, at de også kan leve op til det de lover. Om folkene på værftet bare ville af med os, eller om de synes vi var virkelig godt selskab, skal være usagt, men tirsdag kl 16.30 fik vi at vide, at de ville tage vores mast af kl. 17.30, som den sidste båd. Tak for hjælpen til alle jer gode sejlere.

Super, så vidste vi da hvad vi skulle lave den aften😉 Masten af, båden tilbage på plads og så i gang med at fjerne antenne, vindmåler og windex – så langt så godt. Så skulle Salingshornene afmonteres – det blev straks meget sværere. De har nok ikke været afmonteret siden de blev sat på i 2002!! Fast sad de i hvert fald. I gang med WD40 og da vi fik den første bolt ud, blev den brugt til at banke de øvrige ud med. Imellem slagene kunne vi høre Lotte (Julie og Troels’ datter på 9 mdr) græde. De var dog søde at sige, det ikke var på grund af vores banken men, at hun var ved at få endnu en tand. Hold nu bøtte hvor det larmede og tog tid. Da de alle endelig var afmonterede, skulle både mast og bom, salingshorn og kickingstrap (her var lige lidt sejlerord 😉) pakkes sammen så det kan tåle turen på lastbil/trailer til Port Saint Louis.

Først pakket i bobleplast, så i folie og skilte med oplysninger, så alle til enhver tid kan se det er vores mast og bom. Efter 3 timers hårdt arbejde (læs hårdt, som i hårdt i forhold til at holde ferie) kunne vi endelig få lidt aftensmad inden vi tørnede ind.

Onsdag blev det så afrejsedag igen, denne gang i ”motorbåd” vi sejlede ned ad Elbe-Lübeck kanal til Mölln. Første stop blev ufrivillig i Lübeck, da broen dér først åbnede 1 time efter vores ankomst, men så gik det resten af vejen uden unødige stop. Vi skulle sluses op gennem 5 sluser og det tager jo lidt tid. Ved første sluse lå Sophia og vi fulgtes med Balesin (med Elke og Peter fra Gråsten) Så selv om vi kun sejlede 38 km (ja på kanalerne er det km og ikke sømil) tog det alligevel godt 6 timer.  Mölln sø står i kortbogen til at have en vanddybde på 1,5 – 2 m. Vi havde ikke mindre end 3,5 m vand gennem søen og i havn. En dejlig havn hvor der nu ligger 3 danske både med flinke og rare sejlere ombord.

Fra Mölln til Wolfsburg

Denne opdatering bliver primært i form af billeder fra turen. I folkeskolen lærte jeg et udtryk på tysk “Immer gerade aus”. Dengang vidste jeg ikke det var synonym for de tyske kanaler. Vi har dog fundet ind i en rytme hvor vi sejler der-ud-af stille og roligt (max hastighed er 12 km/t) vi ligger på omkring 11, med ca 1700 omdrejninger (igen lidt for sejlerfolket ;-)) Kun afbrudt af sluser, og de findes i mange udformninger og størrelser. Det kan ofte give noget ventetid, da de aldrig sluser fritidsfartøjer alene, medmindre der er erhvervsfartøjer der venter oppe eller nede, fandt vi ud af ved Sleuse Anderten lige før Hannover, så ingen ventetid der – skønt 🙂 Det er erhvervsfartøjerne der betaler for slusning – det er gratis for os, her i Tyskland.

Nå men tilbage til billederne

Så kom vi til Holland

Siden vi forlod Wolfsburg den 8. maj, har vi sejlet ca 400 km på disse tyske kanaler: Mittellandkanal, Dortmund-Ems-Kanal og Wesel-Datteln-Kanal. I dag fortsatte vi så på Rhinen til Holland, ca 90 km, og ligger nu i havn på floden Maas. Ikke mange km på så mange dage, men i modsætning til A7, hvor det går rigtig hurtig, for vi skal skynde os ned og opleve, sejler vi har med oplevelseshastighed. Nemlig ca. 10 km/time på kanalerne og ca 16 km/timen på Rhinen, da vi sejlede med strømmen.

Vi har ligget i både gode og dårlige havne. Vi er holdt op med at forvente, hvad vi forstår ved en lystbådehavn, selv når der står ”Yachthafen” på skiltet. Og som i så mange andre sammenhænge, bliver oplevelsen bedre når man ikke forventer for meget. Nogle gange overnatter vi ved kanalbrinken, altid gode, og forskelligartede, oplevelser.

Vi har været i Hannover, en skøn by, som er et besøg værd næste gang I/vi drøner ned ad A7 for at opleve😊 Vidste du for eksempel, at Hannover er venskabsby med Hiroshima!!

I lørdags kom vi til en lille havn i Dorsten på Wesel-Datteln-Kanalen.

Nærmest bare et indhak på kanalen, men en lille perle af en havn med flinke mennesker og liv på havnen. Hvis jeg ikke tager helt fejl havde havnefogeden nydt liiiige lidt for mange øl, da vi kom og meldte os hos ham. Den formular (og de er omfangsrige her i Tyskland) som han skulle udfylde var så stor en opgave for ham, at han måtte kigge op og puste ud hver gang han havde skrevet et ord, eller sat et kryds. Nå pyt vi havde god tid og han, og de øvrige der sad foran hans kontor med hver deres øl, var flinke og rare. Hvad pokker det var jo lørdag 😉

I søndags kom vi til Wesel, en by vi tidligere har besøgt, men det var godt at få den genopfrisket.

Og når man ankommer fra vand siden, er det jo altid en anden oplevelse. Vi blev taget imod af tæt på alle dem der var i deres både ved den bro vi lagde til ved, og det var mange. De havde haft fælles sejlads og spisning aftenen før, så det var nok derfor deres biler stadig stod på p-pladsen og de var i bådene. De ville alle gerne snakke og særligt en mand fra Svendborg, som nu bor i Wesel, fik vi en god snak med. Sjovt som vi danskere finder sammen i udlandet. Måske mest der, hvor der ikke er så mange danskere. Og når vi nu er ved danskere, så har vi lige i dag snakket med et par i havnen i Nijmegen. For 10 år siden sejlede de den tur vi skal på nu. Vi fik også kontakt med et tysk par, der tilfældigvis havde 2 Wateralmanak (en bog med alle regler for sejlads i Holland, skrevet på hollandsk, og som er lovpligtig at have med i båden. Skørt, for vi forstår ikke en bønne af hvad der står, men sådan er reglerne og dem skal vi jo følge) så vi købte den ene. Så risikerer vi ikke bøde for ikke at have den med. Vi ser faktisk ret meget sejlende politi her, både i Tyskland og her i Holland. I DK ser vi dem nærmest kun til Rock under Broen, og når Dronningen kommer til byen på Dannebrog.

Vi har det virkelig godt og nyder både sejladserne og havnene/broerne vi ligger ved. Jeg ved ikke rigtigt om jeg kan skrive vi nyder sluserne, men det er altid spændende at sejle ind i en sluse og se hvordan det går. Kommer der meget uro i vandet, eller går det stille og roligt. Er væggene lige og glatte eller er det spunsvægge hvor det er sværere at fender af. Hvor mange kommer med i kammeret – er der plads til os alle. Men i bund og grund er det jo en del af oplevelsen ved kanalsejlads.

Og så – ikke mindst – har vi haft godt vejr på hele turen. I går eftermiddags havde vi regn og torden i 3 timer mens vi lå i havnen i Wesel. Ellers tørvejr og gode temperaturer. Så bliver alting også bare lidt bedre😊

Holland

Maas-Waalkanaal og Maas floden

Jeg vil lige fortsætte om sluser. Den første vi kom i stod på kortet som om vi skulle sluses ned. Vi blev så sluset op, dog kun ca 2 m. Det er altså ikke kun i arbejdslivet man skal være omstillingsparat 🙂 Den næste sluse stod åben, så der var åbenbart ikke højdeforskel denne dag, så det blev den letteste sluse til dato, da vi bare kunne sejle igennem. Efter et ophold i en hyggelig havn på en sidekanal, kom næste sluse hvor vi skulle sluses op. Vi fik lov at sejle ind og lagde os midt i slusen, som man gør når man er alene. Men, men, men…slusemesteren kom ud af sit “bur” og vinkede os frem og da så vi en af de store flodpramme nærme sig slusen, den skulle åbenbart også med. Her slog jeg korsets tegn og håbede på, at hans “bremser” virkede. Det gjorde de heldigvis/naturligvis og vi kom fint op og ud.

Efter dette lagde vi os ind i endnu en havn på en sidekanal. Min begejstring var stor da jeg så maskinparken i servicebygningen. Helt ny vaskemaskine og tørretumbler:-) Endnu engang søde mennesker og når havnemesteren ringede med klokken var der frisk kaffe på kanden.

Nu er vi så kommet til Venlo ca 80 km nord for Maastricht. En virkelig hyggelig, pæn stor by. Vi ligger midt i byen med “kajak-polo-stadion” lige for enden af havnen.

I dag har vi været på morgenmadsrestaurant. Jeg er sikker på, Vivaldi ville være grønne af misundelse på antallet af kunder. Der var virkelig mange og hver gang nogen gik ud, kom der nye til. Der kommer nogle penge i døgnboksen derfra, da betaling foregår med kontanter. Holland er ikke bedre end Tyskland hvad kortbetaling angår. Mange steder modtager de kun egne Hollandske kort og altså ikke kreditkort 🙁

I går var vi en del rundt i byen og omegnen og i dag – lige nu – er vi på biblioteket for at benytte deres wifi.

I går eftermiddags var der regn, torden, lyn og blæst nogle timer. Vi havde set det komme på vejrudsigten(YR selvfølgelig) så fortøjningerne blev lige tjekket og når Jens nu var i gang blev kølevandsfilteret renset og olien tjekket (som vi/han gør i hver havn) Vi ville have sejlet videre idag, men da vi så der var fest/koncert i parken i aften med det bedste fra 50’erne, valgte vi at blive og få den oplevelser med.

Rigtig god weekend til alle jer der hjemme, og særligt til Rikke og Jakob der i morges blev kapret til polterabend 🙂

Maastricht

Da vi skulle til Maastricht fra Roermond, som vi havde været i et par dage, sejlede vi ud i blæsevejr og truende sorte skyer. Det blev dog heldigvis kun til små regnbyger. Da vi kom til den første sluse vi skulle i, var alt godt og næsten ingen ventetid. Vi skulle sluses sammen med to andre både. Da slusningen var i gang mistede den ene motorbåd grebet om pullerterne og var pludselig løs i slusen. Den havde heldigvis motorkraft nok til at komme ind til muren i modsatte side, dog efter noget panik på båden. Da vi så kom op og kun ventede på, at porten skulle åbne lød det i højttalerne ”Til jer lystsejlere, vi har tekniske problemer, så vi ved ikke hvornår I kan komme ud af slusen” Så lå vi der!! Men vi kunne da fortøje og slappe af, mens teknikerne, og de tililende ingeniører, arbejdede hårdt på at få problemet løst. En tekniker løb fra den ene ende af slusen ned mod den anden. Jeg tror han fortrød undervejs, for vi lå alle og så efter ham, så han kunne/ville ikke lige stoppe og gå. Han lignede ikke en der plejer at løbe… Efter 55 minutter åbnede porten og der var bifald til teknikerne.

Vi kom til Maastricht efter endnu 2 sluser og fik en plads i t’Bassin inde midt i byen. Der var lovet 1,80 m. Det var der måske også, men der var så meget begroning i vandet, at vi mærkede bunden. Vildt alt det der kan gro under vandet her.

Maastricht oplevede vi til fods og på cykel. Det er en kommune OG en by med godt 122.000 indbyggere. Den ligger 49 meter over havoverfladen og er nok mest kendt for Maastricht Traktaten og, for nogle også kendt for André Rieu.

Jeg vil aldrig glemme den store boghandel der ligger i byen. Helt fantastisk. Søg evt. på Book Store Dominicanen. På deres hjemmeside kan du få en 3D tour (måske særligt for boginteresserede).  

Den store tur på cykel til rigtig mange af de steder, hvor der har været afholdt møder eller lignende i forbindelse med Maastricht traktaten i 1992. På selve det torv, hvor de første Euro blev hævet den 1.1.2002 var der markeret med Eurologo på fliserne. Det er en virkelig spædende og flot by der ligger på begge sider af Maas floden, over hvilken der er en del flotte nye og gamle broer.

Vores bydel var præget af unge mennesker og småbutikker. Lidt Nørrebroagtigt. Rigtig hyggeligt og ikke langt fra midtbyen med rådhuset og torvet som central plads og så er der bare masser af cafèer og restauranter og rigtig mange mennesker på dem alle. Vi kan dog godt mærke, at det nu er storbypriser og at de skal have flest muligt ind og sidde. De fleste steder sidder man lige så tæt på personerne ved nabobordet, som vi sad på hinanden.

Vi besluttede at vi ville sejle lidt sydpå og lægge os i Maastricht Marina for at komme lidt i udkanten af byen, inden vi skal videre til endnu en stor by: Liege. Så vi sejlede afsted torsdag (Kristi Himmelfartsdag) ved middagstid. Hvad vi ikke havde forventet var, at både marinaen og den tredje havn i Maastricht var fuldt bookede, da de også har helligdag her ☹ Efter at have kigget lidt på vores kort besluttede vi at sejle længere sydpå og finde et sted at ligge, og her ligger vi så nu i Haccourt. Vi ligger ved en gammel nedlagt kajkant hvor der ikke er helt ro på vandet på noget tidspunkt. Sejler der nogen forbi på floden bliver vi vippet godt og grundigt, men der er en by og der er gode kolde øl til salg på caféerne 😊 Nu bliver vi her til i morgen og så ser vi hvad vi så beslutter os for – sådan er det så dejligt, selv at bestemme over sin tid 😊  😊 Men vi er på vej til Liege, Belgiens 3. største by.

Belgien

Liege og Huy

(Opdateret 2. juni 2022)

I fredags kom vi til Liege og fik en fin plads i havnen. Båden der lå foran os, fra Lauenburg, har vi sejlet sammen med tidligere, været i sluser med og ligget i havn med. Hyggeligt at mødes med dem igen.

Turen ind mod Liege er industri på begge sider af floden. En del af det er lukket og står nu bare og ruster og forfalder. Måske den grønne omstilling også skal have skyld for det, da en del af ”fabrikkerne” ligner noget der har haft med kul at gøre. Da vi kom tættere på byen, kom alle de store boligblokke. Det er åbenbart ikke en ny tendens vi ser i Danmark, hvor byernes kystlinjer/havne plastres til med boligblokke, så de nærmest lukker af for byen. Det har de gjort her i mange år. De har dog været noget mindre heldige med arkitekturen.

Vi sejlede på Albert Kanal, og hvor den løber sammen med Meuse, var der naturligvis en statue af Albert den 1. Når jeg skriver ”naturligvis” er det fordi Albert d. 1. af Belgien var en meget afholdt konge. Der er pladser, broer og gader opkaldt efter ham og så er der et hav af statuer.

Da havnen er lige midt i byen, var der naturligvis en del larm fra biler, mennesker der opholdt sig ved havnen og udrykninger. Vi har aldrig oplevet så mange udrykninger som der var i Liege. Men der er jo larm i storbyerne, så det følger med og vi nød at have alt indenfor gå/cykel afstand. Og så nød vi de amerikanske sange fra en af fastliggerne. Han er amerikaner bor i Liege men er født i Gentofte, så ham kom vi naturligvis i snak med. Hvem kender ikke ”Goodmorning America how are you”, Bye bye Miss American Pie” og flere I den kategori, men også Beatles sange lød der fra båden.

Vi cyklede rundt i Liege, på begge sider af Meuse, og så en del af alt det der står i guiderne man skal se. Kirke Saint-Jacques, Katedral Saint-Paul, universitet van Luik, Collegialekerk Saint-Jean-l’Evangéliste, Operaen, Fontein van de Maagd, pladser, statuer, banegården og en del broer.

I Belgien er de ikke så gode til at lave cykelstier som i Holland, så mange gange måtte vi sno os mellem kørende og parkerede biler. Men alle bilister tager hensyn til cykler og fodgængere, hvilket er noget anderledes end derhjemme. Her står man aldrig og venter ved en fodgængerovergang, bilerne stopper😊

Der graves og bygges på livet løs i byen. Det er faktisk noget værre rod. Rigtig mange steder er der gravet og lavet omkørsler uden der sker mere. Som om de har glemt at de er i gang, og nu er startet et andet sted. 

Vi spiste store kødboller i æblesovs med pommes. Som skulle være en særlig ret fra Liege. Vi fik også Liege-vafler. Vi kunne dog ikke se forskel på dem og Belgiske vafler, men vi er jo heller ikke fra Liege….

Og så – ikke mindst – er der en del øl der skal smages. Det er tydeligt, at vi er kommet til et stolt øl-land. Indtil nu har alle de øl vi har smagt været gode. De serveres altid i det korrekte glas, som også er is-afkølet. Vi kæmper videre og ser om der skulle komme en vi ikke bryder os om – jeg tvivler.

Efter fire dage i Liege sejlede vi videre til Huy, en mindre by med kun ca. 22.000 indbyggere. Turen ud af Liege var også med massiv industri. Da vi nærmede os Huy mødte vi bjergene, dog stadig lidt i det små, men dog bjerge og flot natur. Vi så vores første vinmark og havnen vi skulle ligge i. Det er en skøn havn med en restaurant og en bar og kun ca. 2 km til byen. Så vi nyder roen i havnen og nyder byen når vi cykler derind.

Vi har også her været i kirke og rundt i byen – lidt mere ustruktureret – men vi kom til byens torv hvor vi blev nødt til at købe en øl og få lidt frokost, på en af de mange restauranter. En alm. onsdag og alligevel en masse mennesker på torvet. Byen er halv så stor som Fredericia, men her gør kulturen nok, at der er mange der går ud og får frokost, kaffe, en øl eller et glas vin.

I dag var vi oppe på byens gamle fort, hvor der er en fantastisk udsigt over byen og floden. Den triste historie er, at tyskerne brugte det som koncentrationslejr fra 1940 – 1944. Fortet er nu indrettet til museum. Eneste adgang er til fods opad, opad, opad.

 Vejret har været lidt ustabil de seneste dage, men det ser ud til at vende nu. I dag har vi haft sol fra en skyfri himmel og næsen ingen vind.

Namur – første gang

(Opdateret 15. juni 2022)

Turen fra Huy til Namur var virkelig skøn, vejret var godt og landskabet flot.

Vi havde planlagt at gå ind i en mindre havn i udkanten at Namur, men da vi kom til den, synes vi alligevel, at vi ville sejle helt ind til byen. Nu ligger vi så her i Port de Jambes. I Danmark ville vi nok have svært ved at få ordet ”havn” ud af vores mund ved synet af denne Belgiske flodhavn. Det der er med til at gøre den til en havn er, at der er lagt flyde T-broer ud fra en bro langs brinken og så er der en sanitetsbygning. Men nu er vi jo ikke i Danmark, med alle landets dejlige lystbådehavne, men ved floden Meuse i Belgien og her er det en havn, og en god en af slagsen😊

På cykel tager det os ca. 7 min. at komme over floden og ind i centrum, så nærmere byen kan man kun komme, hvis man vælger at ligge til ved den modsatte brink, hvor der ikke er faciliteter.

Vores lokale bager (5 min. gående herfra), har det mest fantastiske brød (og kager – de er i hvert fald flotte) så vi får dejlig frisk købe brød til morgen hver dag. Deres croissants er også virkelig lækre, svært at forestille sig, at brødet bliver bedre i Frankrig, vi får se – og vi glæder os😊

Lørdag var der marked i byen, hvor vi købte skønne fyldte brød til vores frokost. Vi mangler desværre ikke ost lige nu, da vi købte hos en lille ostehandler i Huy, så vi gik kun ind for at ose, i den butik der nok har det største osteudvalg vi nogen sinde har set. Wow det var lækkert.

Her i Namur er der også et fort, et af Europas største. Så der var vi oppe og nyde gåturen ned og den fantastiske udsigt derfra. Vi valgte gondoler på kabelbanen opad😊

Fra Namur til Dinant

Selv om vi egentlig ikke skal længere mod syd af denne flod, valgte vi alligevel at sejle en tur op ad Meuse, mod syd, og til Dinant, da vi har god tid.

Det var til dato den smukkeste tur, og vi valgte at tage en overnatning ved en af de små øer, der er i floden her. Vi lagde til ved en lille ø, Ile de Yvoir. Her er der café, legeplads, toiletter og bad. Blot ikke åbent denne dag. Der havde dog nok været åbent i pinsen, og de sidste gæster gik efter lukketid, for deres bord var ikke ryddet, og nu har vi pludselig 2 ølglas i båden. Her i Belgien går man jo meget op i at øl bliver serveret og drukket af de korrekte ølglas. Får man en øl serveret på en restaurant i et forkert glas, kan man undlade at betale for øllen og det bliver accepteret. Har de ikke flere rene glas til en bestemt øl, sælger de bare ikke den øl. Så er man da dedikeret – respekt.

Nå men vi lå her for natten kun med selskab af en flok gæs, der gik og græssede, ”snakkede” og sked. Det er helt ufatteligt hvor meget der kan komme ud af sådan en gås. Nærmest som en mellemstor hund. I min verden skulle gæssene aflives og puttes i fryseren, men her kommer der en mand sejlende over til øen om morgenen og går med en løvblæser og blæser alt lortet ud i vandet. Her hører det selvfølgelig også mere naturligt til, end på flisegangene fra ”færgen” til caféen.

Fra Yvoir til Dinant var vi velsignet med regnvejr næsten hele vejen. Der er bare overhovedet ingen læ når man skal gennem et par sluser. Sejlertøjet kom i brug. Ikke siden min barndom har jeg haft vandpytter inde i skoene, men det havde jeg i dag. Lækkert med luftige stofsko når man sejler, men ikke så godt i heftigt regnvejr.

Da vi kom til Dinant fandt vi en plads ved kajen, lige nedenfor et caféområde i byen. Vi fik sat teltet på båden og hængt tøj til tørre. Det tog kun 2 dage så var mine sejlersko tørre😊 Efter et par timer i båden listede vi os ud i den aftagende regn og rundt i byen, ind i kirken, og hen til Adolph Sax’s hus. Adolph Sax er født i Dinant og er byens stolthed. Han opfandt Saxofonen og blev i 1800-tallet meget kendt for det, naturligvis. Levede en stor del af sit liv i Paris hvor han også døde, i fattigdom desværre. Der er Saxofoner stort set alle steder i byen.

I Namur så vi det største udvalg af oste i én butik, her i Dinant, det største udvalg af øl i én butik. Vi nøjedes med at kigge i dag – handlede ind dagen efter – og gik i stedet hen på Café Leffe hvor vi kunne sidde i tørvejr og nye et par gode øl.

Her i Dinant har de også en stor borg på toppen af bjerget. Men nu havde vi vist set dem vi skulle se. Til gengæld synes Jens vi skulle handle ind i et supermarked, ”lige lidt op ad vejen”. Det var ikke så slemt sagde han, ”der er ikke engang serpentinevej, som i Lemvig”. Det blev så til godt 2 km på en 8% stigning på foldecykler med tre gear. Denne dag havde min cykel et 4. gear – gå og træk gearet😊 Jeg ville til enhver tid have foretrukket Lemvig. Dog var turen ned fantastisk 😊

Nå men byen var skøn og vejret blev godt. Vi blev i 2 dage inden turen gik samme vej retur, ét stræk til Namur. 6 sluser og et kort ophold i Profondeville, hvor vi lige skulle nyde en øl og en kop kaffe overfor kirken. Også en rigtig flot by, 26 grader og høj sol.

Namur – anden gang

Denne gang var vi her kun for at overnatte, da vi skulle videre mod vores bestemmelsessted i Seneffe. Her skulle båden ligge mens vi er hjemme til bryllup mv.

Vi sejlede afsted, denne gang på La Sambre, mod Charleroi, som vi gerne ville forbi første dag. Vi skulle naturligvis igennem sluser igen i dag, og i 3. sluse (læs: inde i 3. sluse) var der et skilt på fransk, som vi kunne se omhandlede noget med en sluse og et antal Km væk. Vi spurgte slusevagten hvad det betød, men som de fleste andre snakker han sikkert sit førstesprog perfekt, så der er ikke kapacitet til andre sprog. Han kunne med krydsede arme fortælle os, at næste sluse var lukket og med alle ti fingre fortælle at den først åbnede igen om 10 dage. I den situation er det godt nok at ingen i miles omkreds forstår dansk, for der kom nok nogle eder ud af vores munde. Og når han alligevel ikke forstår engelsk, kunne et enkelt højlydt Fuck jo ikke gøre skade.

Vi sejlede ud og videre mod 4. sluse – bare lige for at samle os og finde ud af hvad vi så ville gøre. Da vi kom tæt nok på slusen, kaldte jeg ham op på VHF’en og fik at vide, at slusen altså åbner igen onsdag. Dette her var lørdag. Og så skulle alt jo være godt, men NEJ! For vi skal med et fly hjem onsdag morgen – så ny plan. Her blev det meget tydeligt, at SBS-Odense ikke havde været ind over, for så ville orienteringen om den lukkede sluse have stået i første og ikke i 3. sluse. 52 km sejlet – til ingen nytte. Så retur til Namur

Namur – tredie gang

Vi kom retur, havnen var optaget, så vi fandt en plads langs den modsatte bred, som også blev fyldt op i løbet af aftenen. Søndag gik vi til havnen og snakkede med nogle sejlere. En tysk båd skulle sejle videre mandag formiddag, så vi aftalte at vi kunne få deres plads, hvilket jeg orienterede havnemesteren om og så var det jo i orden. Nu ligger vi så i havnen igen og her bliver vi til onsdag tidlig morgen, hvor vi nu skal med tog til Charleroi, videre med lufthavnsbus og så med fly til Billund. Båden bliver liggende til vi er retur den 27. juli, og så håber vi bare på, at alle sluser på La Sambre er i orden, så vi kan komme videre og til Paris hvor vi har booket plads i havnen fra den 11. juli.

Her i Namur snakkede vi en del med et engelsk ægtepar der har sejlet på kontinentet, som de siger, de seneste mange år. Lige nu ligger de her fordi de skal have nye batterier i båden. De var ”stået af” mens båden lå her og de var hjemme i UK. Dem fik vi en del information af og også nogle kortbøger de har brugt. Dejligt. Vi gav dem en flaske Gammel Dansk som tak for bøgerne. Det var en gave vi fik med fra nogle af vores venner, men vi mente det nok gik, at give den som tak for bøger og information. Og den gjorde stor lykke. De kendte den, fordi de tidligere har kommet på Langeland hvor de havde venner og der var blevet introduceret til Gammel Dansk. De er på vej til Holland hvor båden skal sælges da det ikke længere (efter Brexit) er attraktivt for dem at sejle her. De er nok også allersidst i 70’erne, så er det okay at gå i land.

Søndag eftermiddag fik vi et kort besøg da Thomas Veber kom hen til os i Mini Lisa. Han er p.t. på vej rundt i Holland, Belgien og Frankrig i en meget lille båd med en stor motor. Hyggeligt at snakke med ham. Tirsdag fik vi et kort besøg af S/Y Condor, også hyggeligt at hilse på dem igen. De skal samme vej som os, så de sejler op til 4. sluse og venter til onsdag morgen hvor den skulle åbne igen.

Vi forlod båden i morges – tidligt – i det skønneste vejr. Nu sidder vi så i lufthavnen og venter på vores fly hjem og – ikke mindst – benytter deres wifi til denne opdatering.

Vi fik også købt Vignette til Frankrig, så vi kan sejle lovligt ind i Frankrig når vi kommer tilbage 🙂

Tilbage i Belgien

Vi har været hjemme i 11 skønne dage. Virkelig dejligt at nyde Danmark omkring midsommer og ikke mindst at være med til bryllup hos Rikke og Jakob. Vi havde jo absolut intet i køleskabet, eller alle andre skabe for den sags skyld, så vi spiste hos vores børn og gode venner. Vi var med til Annettes afskedsreception i Nordea, efter 49 år i banken. Skønt at hilse på tidligere kolleger og ikke mindst dejligt at se Niels og Steffen igen. De ser jo lige så godt ud som jeg husker dem😉 Ugen blev afsluttet med Thorkilds 70-års fødselsdag, startende med en skøn sejltur på Lillebælt og en dejlig fest om aftenen. Dagene blev som vi ønskede dem, med masser af samvær med familie og venner, hækklipning samt lidt andet havearbejde. Nu ser vi frem til at få besøg af nogle af børnene når vi kommer til Frankrig og de får ferie.

Men nu er vi tilbage i Namur for fjerde, og forhåbentlig sidste gang ⛵. Vi har fået købt ind og gjort klar til at sejle herfra i morgen med kurs mod Paris, hvor vi har booket en havneplads – midt i byen – fra den 11. til den 17. juli. Skulle nogen af jer komme forbi, giver vi gerne et glas vin.  

Det er år siden, jeg har set Jens gå så hurtigt, som da vi gik fra banegården i Namur og ned til havnen 😊. Men båden havde det heldigvis godt og det har vi også.

Fra Namur til Mons

(Opdateret 30. juni 2022)

Tirsdag morgen den 28. juni sejlede vi – igen – op ad La Sambre. Denne gang var alle sluser åbne. Men da vi kom ind i sluse 3 og så skiltet om sluse 4 stadig hang der, blev vi da lidt tavse, men besluttede os for, at det måtte være fordi der stadig var arbejde med/i slusen. Og det var heldigvis tilfældet. Vi kom fint igennem og nåede til Charleroi, hvor vi sejlede lige forbi banegården, hvor vi gik dagen før.

Vi havde kontakt med Claus og Lone på Freja, de var på vej ned ad Charleroi-Bruxelles kanalen, den samme som vi skulle op ad fra Charleroi, så vi håbede at kunne mødes med dem.

Vi ville have gået til den havn hvor båden skulle have ligget, mens vi var i Fredericia, men valgte at lægge til ved kajkanten i Pont-Á-Celles ca. 10 km. før. Da havde vi sejlet i 11 timer og mente det var nok for den dag. Vi fik grillet og spist aftensmad inden Freja kom sejlende ned til os ved 21.30 tiden. De havde bestemt også haft en lang sejlerdag.

Vi havde lovet G&T når de kom, så de nåede kun lige at få fortøjet inden vi mødtes hos os. De havde deres barnebarn Emil med (som dog fik Cola). Dejligt og hyggeligt at være sammen med dem igen. Vi har ikke set dem siden Travemünde.

Onsdag morgen tog vi afsked med Claus, som eneste vågne på Freja, kl. 9. Vi fortsatte på kanalen indtil vi skulle mod vest på Canal du Centre. Efter kort tid kunne vi vælge den nye eller gamle kanal, men valgte den nye for at prøve bådelevatoren med et fald på 73 meter, med 20 cm. i sekundet!! Den nye kanal bragte os også over en 500 meter lang aquadukt, hen over by og veje. Lang tid inden vi kom til elevatoren kunne vi se motorrummet.

Vi havde ingen ventetid ved elevatoren, da vi kom ind sammen med en pram, der var på vej ind da vi kom.

Det er altså en helt fantastisk oplevelse at sejle ind i et kar, hvor vi ikke kunne se land eller vand foran. Fortøjer som ved en bro og så ellers bare lave ingenting, andet end at opleve og nyde turen ned.

Som I en anden lufthavn, blev der annonceret i højttalerne: ”Attention, attention – og så på fransk, hollandsk og engelsk, at nu starter nedturen” og det gjorde den så. Men vi mærkede stadig ingenting. Vi kunne naturligvis høre maskineriet larme og vi kunne se kablerne blive længere og længere ligesom vi efter meget kort tid kunne se landskabet komme op til os. Det var fornemmelsen, at vi stod stille og landskabet kom op til os 😊

Da vi kom ud af karret, lagde vi til ved en bro og gik hen og så det hele indefra. Vi så bla en film og dengang den nye kanal blev gravet, aquadukten blev bygget og naturligvis også bådelevatoren. Der var også film om dengang de gamle elevatorer blev bygget. Der er fire på den gamle kanal som stadig er i brug. De er for øvrigt på Unescos verdensarvs liste. De kan løfte fartøj på 300 ton. Den nye kan løfte 1.350 ton., så ingen problemer med os⛵

Efter bådelevatoren skulle vi lige igennem 2 sluser mere på henholdsvis 10 og 5 meter. Men nu går vi nedad, så det var nogle af de lette sluser. Så kom vi til Mons, hvor vi kaldte havnefogeden på VHF’en – han svarede godt nok ikke, men stod på broen og tog imod os. Han forstår og taler engelsk SKØNT ikke at skulle ”samtale” på fransk, når man nu ikke kan snakke fransk😊

Havnen er nærmest en udposning på kanalen som danner en sø. Der er rigtig meget vandsport af den slags der larmer. Speedbåde, Jetski, Vandscootere og en enkelt Formel 1 racer på vand. Livlig aktivitet, som på grund af det meget gode vejr hele dagen, først stoppede ved 20-tiden. Vi havde masser af underholdning, og så kunne vi da ikke høre bilerne på motorvejen så længe 😊

Ved 22.30 tiden kom der en tysk sejler ind i havnen, som vi hjalp med fortøjning – ligger lige bag ved os – og så blev vi budt på en øl. Meget hyggelige mennesker der kom fra Paris, ad samme vej som vi skal ned af nu. Det blev en hyggelig time sammen med dem, hvor vi udvekslede sejlerhistorier og gode fif.

Til gengæld er der helt stille her i havnen i dag. Vi hører kun regnen på båden. Nåede dog lige en tur ind til byen i formiddag da byerne var små. Men siden kl. 12 har det regnet konstant og nu er klokken over 19 og det regner stadig. Men det bliver tørvejr igen i morgen og så sejler vi videre mod Paris.

Så har vi taget en del video i slusen til os selv, og dem der er interesseret. Viser det bedre end billeder. (kan springes over :-))

Belgien / Frankrig

Fra Mons til Compiégne /Canal du Centre til Oise

Opdateret 7. juli 2022

Vi sejlede fra Mons til Peronnes ad Canal Nimry-Blaton-Péronnes. En tur på 6 timer ad en skøn kanal. I Péronnes lagde vi til ved gæstebroen, som er den flotteste bro vi nogensinde har set, og så er den let at lægge til ved 😊 Vi ventede godt og vel en time på at komme i den eneste sluse på dagens sejlads. Til gengæld blev vi så hejst 12,5 m ned. Der var god plads i havnen, kun os og en båd mere (hollænder selvfølgelig, for dem møder vi flest af) ved gæstebroen.

Fra Péronnes sejlede vi ud på l’Escaut. Startede dagen med en sluse, hvor vi også måtte vente en times tid – dårlig timing af os, vi kunne være blevet i havn☹ men vi fik snakket med en fisker, der måtte hive snøren i land, da vi skulle ligge og vente hvor han fiskede. Flink mand der kunne få engelske gloser og resten gik så med tegnsprog og fransk/dansk/engelsk. Der blev ved med at komme erhvervsfartøjer – pramme -fra slusen bag os, men jeg forstår da så meget fransk, at da slusemesteren sagde ”aprés la bateau” blev vi glade. (”efter lystbåden”)

Havnen i Valenciennes ligger i en lille sidekanal. En fin havn med gode faciliteter, meget tæt på byen. Vi måtte dog lidt tilbage og sejle ind igen, da vi første gang gik på grund. Det er heldigvis mudder, så vi kan bakke ud og der sker ikke noget ved det. Indsejlingen er lige efter slusen, hvor de store pramme har godt gang i skruen for at komme op i fart og derfor hvirvler bunden op, meget af det lægger sig så lige ved sving på kanalen.

På vej hertil var der en del franskmænd, der hilste ihærdigt på os og gav thumbs-up af vores flag. En bil kom dyttende langs kanalen og de sad med armene ud ad vinduerne for at vinke. – Vi tager måske fejl, men vi tror det er pga Tour de France og ikke bare fordi det er os.

Efter Valanciennes lå vi tre nætter ved forskellige kajer langs kanalerne. Vi var gennem 25 sluser og 2 tunneller. Rigtig mange af sluserne var virkelig møgbeskidte, så vores tovværk og båd er blevet ret beskidte, ligesom vores handsker og tøj. Nå det kan vaskes og det er det blevet i dag, her i havnen i Compiégne.

1. dag fulgtes vi med en hollænder gennem alle sluser, men næste morgen, da vi startede ud kl. 06.15 sov de stadig. Til gengæld var der en anden hollænder der gerne ville med, så dem fulgtes vi med hele dagen.

Den største oplevelse var i mandags hvor vi var igennem en 4,4 km lang tunnel.

Tirsdag var vi igen igennem en tunnel, denne gang dog kun 1,1 km. lang.

Vi havde et mål om at nå til Campiégne i går, men da vi havde sejlet fra 8.30 til 17.30 med 9 sluser og en tunnel. 64 km i alt, valgte vi at lægge til kaj i Longueil-Annel, en hyggelig landsby. Så i dag sejlede vi kun 6 km hertil og uden sluser. Men så ankom vi på et tidspunkt, hvor det var til at få en plads i havnen.

Og så blev der gjort rent inde og ude, så det gode skib D’Livet nu skinner overalt. Det gør vi også men det er mere en rød/brun farve, for vi har godt nok været velsignet med godt vejr. Selvom vi har haft morgener med tågedis.

Og så skal der lyde en tak til Google translate. Jeg har ført en temmelig lang samtale med en slusemester via den. Den hjælper os med menukort og i dag hos grønthandleren, fik vi også kun det vi skulle have. Faktisk overrasket over hvor få mennesker i dette land, der kan snakke engelsk.

Fra Compiégne til Paris – Oise til Seinen

Opdateret 16. juli 2022

Vi havde god tid, til vi skulle være i Paris, så vi havde en overligger i L’Isle-Adam. En helt ny havn, der først var taget i brug i 2021. Sluse ind til havnen, som var lavet på en tidligere sø og der var så, naturligvis, bygget en masse boliger rundt om havnen. Dertil 6 restauranter og et supermarked. Skøn havn og en dejlig by ret tæt på. Byen ligger 25 km (fugleflugt) fra Paris og er bestemt en af de pæne forstæder. Det ses både på boliger, biler, butikker, offentlige anlæg mv. Bla har de anlagt en ”strand” med strandsand men hvor vandet er i form af swimmingpools.

Vi snakkede med et par stykker der bor på deres både og kører til Paris og arbejder nogle dage om ugen. De har også lært at arbejde hjemmefra😊 Vi har alle lært nyt af coronapandemien.

S/Y Savanna og S/Y Freja I byens turistkontor, og i haven udenfor, er der gratis wi-fi, der faktisk virker. Skulle i få brug for koden er den 5MwW6qgafN7egJRodR  Vil I spare havnepengene er der en pæn bro lige efter sluse 6 (L’Isle Adam) på venstre bred. Da havnen er helt ny, er den endnu ikke kommet på alle kort, og som havnemesteren fortalte, har han bestilt skilte til Oise, i Ukraine, så de kommer nok ikke lige med det samme, og årsagen til, at havnen ikke er på alle kort endnu er, som han sagde ”Det er jo Frankrig” 😊

Ikke meget trafik på floden, heller ikke på Seinen da vi kom dertil. Der var aftegnet et liggested i Conflans. Det var der også men broen var blokeret af gamle både og fastliggere. Den anden bro var spærret fra landsiden, men vi kunne fint ligge der, måtte fortøje alternativt da der ikke var pullerter, men der var både vand og strøm og vi kunne sagtens komme i land, da spærringen bestod af et stykke flytbart hegn. Ingen kontrol overhovedet.

Søndag sejlede vi så de 75 km og godt 8 timers sejlads, til Paris hvor vi ankom en dag før vores booking, men det var ikke noget problem. Vi skulle desværre ligge udenpå en fastligger, på trods af, at vi har bestilt plads, men det er en flink franskmand der snakker engelsk, så det er helt ok. Vores Hollændere, som vi har fulgtes med et par dage kom dagen efter os og er taget afsted i dag. Vi tager videre i morgen.

Ikke særlig meget trafik på Seinen, men da vi kom til Paris, var det en anden sag. Her er det primært turistbåde af alle slags og størrelser. Guiderne kan lide af fortælle gode historier om os, der kommer sejlende til byen, men kaptajnen har vist ikke hørt efter, for han sejler der hvor han plejer, så må vi vige.

I Paris er vi med et Navigo découverte kort til metroen kommet vidt omkring. Vi har også gået en del, nok lige til grænsen af hvad Jens’ hofte har kunnet klare. Men vi har set og oplevet meget. Incl Bastilledagen. Vi ligger i Arsenal havn, som ligger lige ved Bastillepladsen. Den er altså lige så bynær som Fredericia gl. havn. Eller for jer der ikke kender Fredericia, endnu, som Wilders plads i København.

Vejret har desværre ikke været storbyvejr. Det har været alt for varmt. Når der er 36 grader, kan man godt finde skyggen og ikke noget problem med at skulle finde toiletter, for alt vand og væske bruges i kroppen. Heldigvis kom temperaturen lige under 30 grader fredag, men stadig sol, som man ønsker sig hjemmefra, men som vi nu gerne vil bytte ud med lidt skyet vejr og en god dags regn. Vi mangler også vand til kanalerne, så regn vil gøre godt på mange fronter.

Men alt i alt har vi nydt Paris, en stor oplevelse at have eget hjem med til byernes by. Og nu glæder vi os til at komme ud af byen og nyde naturen og stilheden på Marne. (Der vist har vand nok)

Fra Paris til Poincy – Fra Seinen til Marne

Opdateret den 22. juli 2022

Så kom dagen hvor vi forlod Paris (17/7). Endnu engang fik vi syn for at det er en meget stor by. Vi kom bla forbi deres ChinaTown og et par betonfabrikker. Betonfabrikkerne lå lige ned til Seinen og lige bag dem var der ret nye boligblokke. Her er man åbenbart ikke sart med at bo tæt på industri og der er helt bestemt brug for beton i Paris, der bygges meget og mange steder. Efter et par timers sejlads var vi ude, hvor der igen var fred og ro. Nu har vi også fået storby nok for denne gang og nyder freden og roen på floden og kanalen. Når man sejler på Marne, er det på floden men også ret tit på kanalen, da floden ikke er sejlbar hele vejen. Vi kom endnu engang gennem en tunnel, denne gang dog kun 800 m. Vi kom frem til Lagny sur Marne, hvor vi blev modtaget af ”Tom Thumb Blue” der også lå i Arsenal havn i Paris. Han bor på sin båd og ligger oftest ved denne bor. Som han siger ”Det er den bedste by langs Marne”. Indtil nu har han ret, en rigtig hyggelig by. Vi blev i to dage, da vi ikke har travlt. Så der var også tid til en omgang tøjvask på det lokale møntvaskeri. Fedt at kunne vaske 4 maskiner af gangen og så med selskab af en sød fransk dame, der var med på at snakke engelsk. Hendes datter har været i Danmark for at studere i et halvt år. Det klarede hun så helt uden at lære dansk !! for som hun sagde: ”Alle danskere er så gode til engelsk” Og så var det godt at sidde en times tid på vaskeriet, når der var 41 grader og sol udenfor.

I Lagny kom Jakob, Rikke, Frederik og Josefine og sejlede med til Meaux. Byen hvor Brie de Meaux produceres, den mest fantastiske brieost der fås (synes jeg). En sejltur på ca 2,5 timer, hvilket var passende når vi sejlede i 40 graders varme og sol. Det var dejligt at få besøg og vi var sammen hele denne dag hvor vi besøgte Saintd Stephen’s Cathedral of Meaux, spiste is i byen og hyggede på båden, inden vi fandt hen til et pizzeria, hvor vi kunne spise aftensmad. Dagen efter besøgte vi dem, på den campingplads de var på. Ud over at være sammen med familien, havde vi set frem til at ligge og dase i en swimmingpool, men vores bønner var blevet hørt, for nu var temperaturen halveret og det regnede hele dagen. Så er 18 grader altså for koldt til at bade i. Så, til nat, var det godt at få dynerne tilbage i betrækket😊

Natten inden regnvejret fik vi for øvrigt uventet besøg. Vi vågnede kl. 3 ved at der gik en på båden, så jeg fór ud og mødte ham på trappen, på vej ned i kahytten. Jens lige bag mig og så fik vi ham smidt ud og sendt afsted. Vi så ham ikke mere, men det tog da lige noget af vores nattesøvn.

I går sejlede vi i ca 1,5 time til denne lille skønne havn i Poincy. Der var 4 mænd i modtagelseskomiteen, der tog fortøjninger, satte strøm til og viste os hvor vi skulle tage vand. Sødt, men den vandslange havde vi godt set 😊 De kom sågar med en trappestige til os, så vi lettere kunne komme af og på båden. Alder?? Nej, højt fribord 😊 De kender alle hinanden ret godt og hygger på havnen. Og så er de villige til at forsøge at snakke engelsk med os. Der kom også en båd fra Schweiz, som er sejlet afsted igen i dag. Så en enkelt dag var der to gæstebåde i havnen og kun plads til en mindre båd mere. Vi bliver her i to dage, for som jeg skrev – vi har god tid. I går cyklede vi ind til byen, som er helt uden butikker, men med en del nybyggeri. Havde det været i DK, ville dere være gang i opførelsen af en Rema1000, men ikke her. Så I dag cyklede vi ind til nabobyen Trilport hvor der er en Carrefour, så nu har vi mad til nogle dage igen. Vi cyklede ca 5 km uden nævneværdige stigninger. Så vi lader Jonas Vingegaard om de stigninger der er udenfor kategori.

Årsagen til at vi ikke har travlt er, at den kanal vi skal ned ad mod Saone som dermed giver adgang til Marseille og Middelhavet, er blevet lukket pga manglende vand i kanalen.

Det er jo noget rigtig skidt, men endnu en af de ting, vi ikke kan gøre noget ved, så vi sejler bare langsomt de næste ca 190 km der er åbne, inden vi kommer til Canal entre Champagne et Bourgogne.

Så vi be’r bare guderne om regnvejr… og så må der gerne skrues ned for temperaturen. Med tæt på og lige over 40 grader, som vi har haft i en længere periode nu, fordamper der alt for meget vand fra kanaler, floder og de vandressoaur der er flere steder.

I dag er det lige begyndt at regne, så må vi håbe der kommer tryk på strålerne, så det batter noget i kanalerne.

Champagneområdet

Epernay – det går ikke helt som ønsket

Opdateret den 30. juli 2022

Der mangler nu så meget vand i Frankrig, at rigtig mange kanaler er lukkede. Vi kan ikke komme ud til Saône og det er nødvendigt for, at vi kan komme til Middelhavet.

Men heldigvis har vi ikke haft så høje temperaturer den seneste uges tid, så vandfordampningen må da have taget af.

Vinfolkene siger også, at pga den megen sol og varme regner de med at høste fra midt i august i år. De plejer at begynde midt i september. Så hvis de får høsten godt i hus i august, vil de sikkert ikke have noget imod at der kommer en del regn til alle os sejlere, for vi er mange der er strandet forskellige steder i Frankrig.

Vores kortsigtede plan er at sejle så langt vi kan på Canal lateral á la Marne, hvor der skulle være vand nok. Der er i hvert fald nok i Marne og det er derfra kanalen får sit vand. Vi glæder os til at få besøg hjemmefra fra på onsdag til fredag og derefter træffer vi så beslutning om, hvad vi så gør.

Siden Poincy i lørdags, hvor det begyndte at regne, men desværre ikke ret meget, har vi sejlet ca 150 km. Det er jo ikke så meget, men vi har nydt hele turen. Vores første stop var i La Ferté-sous Jouarre hvor vi lå ved en bro i udkanten af byen, med en polsk båd bag os. Det viste sig at være amerikanere der har en båd liggende i Holland, men da hollænderne ikke længere vil give reg.nr. til udlændinges både har de nu fået den registreret i Polen. Siden har vi fundet ud af, at der er mange af de både vi møder, med polsk flag, der er ejet og sejlet af amerikanere. Men de er også noget lettere at snakke med og så vil de rigtig gerne snakke. Så dejligt at have dem som naboer.

Weekenden her blev også brugt på Tour de France på telefonen. Ikke helt samme oplevelse som på 45” men når det er det eneste tv vi har er det super godt, og så med den vinder

Mandag kom så dagen hvor vi skulle til selv at betjene sluserne, ved hjælp af en fjernbetjening på vej hen til slusen og så en startstang i slusen. Det gik virkelig godt, faktisk er det ret rart selv at bestemme hvornår slusningen skal begynde. Kun i en af sluserne var vi to både, ellers alene. Vi oplevede også at der var flydebro i 3 af sluserne, det var noget overraskende, men også det gik rigtig fint. Vi er faktisk ved at være ret rutinerede i at sluse både op og ned, men vi har nu også være igennem 120 sluser, siden vi forlod Danmark

Vi kom til Chateau Thierry, den vestligste by i det Champagneområde der er i Marnedalen. En virkelig dejlig by, en flot og velholdt ”havn” og havneområde. Vi besøgte Champagnehuset Pannier. Det var virkelig interessant og vi blev da en del klogere på champagne – og ikke kun smagen 😊. Ville ud at spise tirsdag aften, og da vi havde set et lille sted på vores cykeltur fra champagnehuset der havde flammkuchen, cyklede vi derud.

Da vi kom stod ejeren/kokken/tjeneren/musikeren, i en og samme person og spille saxofon i restauranten, som var en kælder med 4 borde, bænke og stole. Ikke to stykker inventar var ens. Han synes vi skulle have ostefondue, for det smager altså rigtig godt som han sagde. Vi ville gerne have hvidvin til, han havde en fra Alsace, den valgte vi blandt den og ingen andre. Men den var nu også god. Da vi havde ventet noget tid, kom han så alligevel med en flammkuchen. Bare en lille en til at dele, ”det kan I jo godt lide” Da vi var i gang med, den gode, ostefondue kom han med en salat og noget skinke. Der var ikke meget frit valg i Cave 204, men maden, der blev tilberedt ude i gården, smagte godt og det var hyggeligt. Han kunne for øvrigt kun snakke fransk, så vores, ellers korte samtaler, blev af længere varighed.

Og i næste by, Dormans, fik vi endnu en anderledes oplevelse. Turistkontoret fortalte hvor vi kunne finde et champagnehus i byen, så der gik vi hen. Lidt svært at finde da der absolut intet stod udenfor om champagne. Men vi gik ind og spurgte manden i garagen, som straks hentede sin kone fra hendes havearbejde. Det var hende og sønnen der havde med champagne at gøre, kunne vi forstå. Hun viste os indenfor i deres udestue og hentede en flaske champagne uden etiket og banderole. Den var ikke afkølet men hun havde et koldt omslag med, så vi kunne bare sætte os i havestolene og vente. I ventetiden gjorde begge parter alt hvad vi kunne for at få en samtale i gang som både vi og hun kunne forstå. Hun kunne absolut intet andet end fransk men var god til at gestikulere og så måtte vi af og til ty til telefonens oversættefunktion, så vi kunne skrive sammen, når det var nødvendigt for at forstå. Men da flasken blev nogenlunde kold begyndte vi at smage og fortsatte med at drikke indtil flasken var tom. Jeg tror hun trængte til champagnen, for hun fik da sin del. Vi købte to flasker – med etiket og banderole – for som hun sagde: ”Når champagnen skal ud på tur, skal den jo være klædt rigtig på”. Hendes søn (ud fra billeder var han nok midt i 40’erne) var desværre på ferie, og bor i Paris, hvilket var ærgerligt for han kan snakke engelsk, og han har overtaget firmaet. Men det hjalp os jo ikke meget den dag. En oplevelse langt fra dem vi har fået her i Epernay hvor vi er nu.

Epernay er Champagnens hovedstad (produktets ikke regionens). Her ligger næsten alle de store champagnehuse på Avenue de Champagne, i det ene flottere og større hus end det andet. Produktion er ikke ikke meget af her inde i byen, men champagnen handles her i byen, og mange af husene har deres administration og laboratorier her og så har de en del af deres flasker liggende i kældrene.

I byen er der 110 km, vinkælder i alt. I dag var vi hos Castellane. De har 6 km, kælder og slet ikke flasker i dem alle. De er slået sammen med nogle andre huse og har nu produktionen 5 km, udenfor byen.

Der er champagne alle steder i byen. Champagne-bar, café, restaurant og så alle ”husene” At gå op ad Avenue de Champagne er lidt ligesom at gå i Beverly Hills. Her er det bare champagnemærker og ikke filmstjerner i husene.

Fra Epernay til Vitry-le-Francois – her slutter turen desværre for i år

Opdateret den 8. august 2022

Søndag den 31. juli sejlede vi fra skønne Epernay, til den meget stille og rolige by Mareuil Sur Ay.

På denne del af turen skulle vi til at åbne sluser ved at dreje på en stang, der hænger ned, ud over kanalen. I den første sluse virkede systemet ikke, så vi måtte ringe efter VNF, der kom og åbnede slusen for os.

Sluserne er blevet noget mindre nu. De er 5,20 x 39,25 m. Og da D’Livet er 4,25 bred og vi har fendere ude på hver side, er der ikke meget plads at rutte med. Det har så den fordel, at uanset om startstængerne sidder i højre elle venstre side inde i slusen, kan vi nå dem fra båden. Så vi fortøjrer hver gang i højre side.

I Mareuil Sur Ay lå Condor, endnu en dansk båd, så dem fik vi endelig mødt og snakket med. Meget hyggeligt.

Vi cyklede OP til nogle vinmarker og besøgte også champagnehuset Deutz, der som et af flere champagnehuse ligger i denne by. De overlever, i modsætning til supermarkedet, brasseriet, havnekontoret og mange andre i byen. Frisøren og bageren var der stadig liv i. Bageren besøgte vi og fik friskbagt baguette, naturligvis.

Da vi sejlede videre imod Charlons el Champagne og kom til den første sluse, skulle vi nærmest igennem en urskov lige udenfor slusen. Ikke kun grøde på og under vandet, men også deciderede plante-øer der flød rundt lige foran sluseporten. Bovpropellen fik hurtigt nok, og ”satte ud” inden vi nåede ind i slusen og både på kølen og skruen slæbte vi på grønt. Så der var heller ikke meget kraft til at komme ud af slusen igen. Udenfor slusen kunne vi bakke ”skidtet” af og sejle videre.

I Mareuil så vi, de var i gang med at fjerne vandplanterne på bunden af kanalen, en langsommelig proces, men meget nødvendig.

I Charlons fik vi en rigtig dejlig plads i en god havn. Byen er bestemt også en af de bedre og flottere byer vi har besøgt. Store bygninger som i mange andre byer, men deres katedral er alligevel en størrelse for sig. Vildt at man har kunnet bygge så store bygninger for så mange år siden. Katedralen er indviet i 1147. Håndkraft og kloge hoveder har bygget denne og mange andre store bygninger.

Og så til vores sidste sejltur i år…

Turen gik til Vitry-le-Francois, som ligger lige i krydsfeltet mellem Canal Entre Champagne Bourgogne og Canal Marne au Rhin. De to kanaler der kan føre os til Middelhavet. Men det bliver så ikke i år, men næste år. Der er ikke tegn i sol og måne på, at nogen af kanalerne åbner i august, så vi kan ikke nå at sejle til Marseille inden 1. oktober. Vi har derfor besluttet, at båden bliver her i havnen i vinter og så starter næste års togt herfra. Det er ærgerligt at vi ikke når længere, men vi kan ikke ændre på vandstanden i kanalerne, lige meget hvad vi gør, så nu har vi bestilt togbilletter hjem. Vi kommer hjem på 15 timer og vi har brugt 3 måneder på at sejle hertil!

Turen hertil var en af de mere kedelige, vi mødte kun en enkelt båd på vejen, så det var godt, at vi skulle gennem 8 sluser. Det gik rigtig godt, indtil vi kom ind i den sidste sluse, så lukkede porten ikke og så kunne vi naturligvis ikke få gang i slusningen. Igen ringede jeg efter VNF og igen kom der hurtigt en mand og fik løst problemet. VNF folkene er hurtige når vi mangler hjælp.  

Det første skilt vi så da vi kom til havnen her i Vitry, var skiltet med 1,60 m dybde – Ups – vi stikker 1,60 m. Så den havneplads vi havde reserveret, kunne vi ikke komme ind til, vi sad simpelthen fast i mudderbunden. Vi kunne ligge langskibs i havneindløbet, så sådan blev det. Og efter mange overvejelser og snak med havnefogeden, er vi nu kommet frem til, at vi bliver her indtil 1. april 2023.

Vi fik besøg af Gitte, Rasmus og Julie fra 3. til 5. august. Det var rigtig hyggeligt og planlagt så vi lige kunne ses inden der så igen ville gå et par måneder, inden vi kom hjem. Nu kommer vi hjem før dem 😊Her i byen har man lavet en “strand” på pladsen foran kirken. Sand over det meste af pladsen og legeredskaber for små og større børn. Og når det bliver for varmt kan man gå ind i kirken og køle lidt af 🙂

Fredag den 5. august kom Fransk TV 3 ned på havnen og ville gerne lave et indslag med os. De har over flere udsendelser haft indslag om tørken og vandmanglen i Frankrig og nu ville de gerne høre fra os, da vi jo også er berørt af tørken.

Det var ret sjovt, og som det altid er med den slags blev deres halve times arbejde, her ved og på båden, til et meget kort indslag.

Condor er også kommet her til havnen, hvilket kun gør det både bedre og hyggeligere at være her. Der er langt fra miljøet i en dansk havn til denne, og langt de fleste andre havne vi har ligget i på turen.

Nyhedsudsendelse på lokal TV3, region Champagne-Ardenne – de første min.

5. august kl. 19.00

Vi overgi’r os og tager hjem

Gitte, Rasmus og Julie er nu kørt videre til deres campingplads i Holland og vi har besluttet os for, at tage hjem. Vi kan ikke komme længere sydpå i år på grund af manglende vand i kanalerne. Så den 10. august tog vi med toget fra Vitry-le-Francois kl. 9 og efter togskifte i Appenweier, Baden-Baden, Hamburg og Flensborg ankom vi til Fredericia kl. 00.45. Vi kom hjem til dejligt sommervejr og når vi nu ikke kunne sejle videre er det også skønt at komme hjem. Den 28. august havde vi 3 dobbelt skybrud i Fredericia, så for første gang fik vi vand i kælderen. Det er en helt anden og lang historie. Den 14. september kørte vi så ned til båden for at få den tømt og gjort klar til vinteren i vandet. Vi var turister de første par dage hvor vi fik besøgt La du Der-Chantecoq, som er den største kunstige sø i Frankrig. 48km2 med 350 millioner m3 vand. Søen blev anlagt i 1974 for at undgå oversvømmelser i Paris. Søen får sit vand, primært fra Marne og sender det igen ud i Marne 20 km syd for Saint-Dizier. Grundet slusesystemet kan søen holde på vandet, så Seinen ikke oversvømmer Paris. Vandet ledes også ud i Marne som flere steder er vand-fødekanal til kanalsystemet, men i år var det altså ikke nok til at holde os, og mange andre, sejlende. Vi kørte også en tur til Reims, hvor vi bl.a. så Notre-Dame katedralen – virkelig imponerende. Vi fik da også lige købt lidt champgne, når nu vi var i champagnehovedstaden. Derfra kørte vi til Châlons-en Champagne for at besøge S/Y Savanna, Connie og Hans. Det var hyggeligt endelig at mødes, efter god virtuel kontakt hele vejen. De sidste dage arbejdede vi på båden og pakkede bilen. Hjemturen gik via Trier og Cochem ved Mosel. Vi fik sagt farvel til Pascal, havnefogeden, som vil holde øje med D’Livet mens vi er væk. Virkelig dejligt. Den 21. september var vi hjemme igen. Affugterne kørte stadig i kælderen så der var masser af arbejdstimer foran os her. Den 11. november kommer Garant og lægger tæppe på, søndag 13. kommer Mette og Daniel med vores sovesofa, som har været opbevaret hos dem. – OG SÅ ER VI FÆRDIGE 🙂 🙂

2023

Se ruten

Klargøring til ny sæson

Så er vi igen i Vitry-le-Francois. Denne gang bor vi i en hotellejlighed meget tæt på havnen.

Havnen er jo stadig lukket, så der er hverken vand eller strøm, ligesom havneindløbet er lukket med en port. Så vi kan ikke sejle ud før havnen åbner.

Båden havde det fint, selvfølgelig beskidt på dækket, men ikke noget en god dags arbejde ikke kunne fjerne. Den opgave er Jens’. Indvendig tager jeg mig af, og det var den lette del, rengøringsmæssigt. Vi havde en hel del med herned som skulle stuves, men en halv dag til mig, så var det ordnet og jeg kunne gå en tur om i byen 🙂

Desværre er himlen ikke helt så tæt som i sommer, så vi får regn og byger. Men ikke noget at regne (hi hi) for danskere. Vi kørte en tur til Chalons-en-Champagne og fik frokost og vi har været ude ved Lac-du-Der. Desværre er der kun 60% vand i forhold til normale tilstande. Da det er derfra der fyldes vand i kanalerne når de mangler, er det sikkert ikke kun os, der kommer til at opleve vandmangel, som vi gjorde sidste år.

Så er vi sejlende igen – 20/4

Vi skulle med fly fra Billund til Paris den 16. april kl. 7.20. Flyet blev desværre aflyst aftenen før, så vi blev ombooket til kl. 11.50 i stedet for. Det eneste gode ved det var, at vi ikke skulle op kl. 03.45 og at Mette og Daniel kunne sove længere end til kl. 05. Tak for transport fra Vandel til Billund 🙂

Efter flyvetur, tog, metro og tog gik vi mod havnen i Vitry le Francois. Vi havde ikke gået langt, før Poul Erik og Patricia kom kørende for at tage os, og ikke mindst vores bagage, med til båden. Det var super dejligt, både at se dem igen og slippe for at gå med kufferterne.

Næste ændring: Vi var lovet at kunne komme ud af havnen den 17. men fik så besked om, at det først blev den 17. kl 17. Øv øv, men da vi stod op den 17, var kommunens folk ved at fjerne spærringen, så vi fik handlet og gjort klar og sejlede ud kl. 13.15

Heldigvis var Poul Erik og Patricia kommet tilbage til s/y Condor, så dem fik vi sagt farvel til og fik samtidig nogle gode informationer.

Ud af havnen i Vitry og afsked med Condor:

I vores første sluse, ind til Canal entré Champagne e Bourgogne, fik vi udleveret en fjernbetjening til alle sluser og broer på kanalen. Det er altså virkelig godt.

den virkede så indtil vi nærmede os Saint Dizier. Vi sejlede ca 13 km (6 sluser) så lagde vi os ved Orconte. En fin lille plads hvor der både var wc og varmt brusebad (I det lille hus) Aftenstemning:

Dagen efter sejlede vi videre til Saint Dizier. Sidste år var vi med tog til byen, for at besøge Gitte, Rasmus og Julie. Helt sjovt at komme dertil igen. Måske lidt underligt at poste et billede af banegården, men sidste år var hele pladsen foran et stort anlægsrod, og nu er det bare sådan en fin plads, så et billede må der til:

Efter en nat i Saint Dizier sejlede vi videre til Joinville (32 km, 13 sluser og en hel del broer).

Den første bro efter Saint Dizier er ude af drift og jeg ringede derfor til VNF for at aftale tid for at få broen åbnet (et af de gode råd fra Condor) her talte jeg med en der faktisk var rigtig god til engelsk. En dejlig overraskelse som vi ikke møder ret tit. Vi aftalte også, at vi kunne få en ny fjernbetjening – den fik vi så ved slusen lige efter broen. Lidt fra turen:

Vel ankommet til Joinville, ligger vi nu ved en Halte Nautique hvor der er strøm – det er gratis, så hvad kan man forlange mere? Vi ligger fint her, og læg mærke til vores nye flag på stævnen af D’Livet. Vi synes selv det ser ret godt ud 🙂

og så må vi have lært nogle flere europæere, hvordan det danske flag ser ud. Det er godt nok ikke ret mange, der genkender det. Verdens ældste og flotteste flag – en skændsel!!!!

I dag startede med dejlig sol fra morgenstunden, så da jeg hentede morgenbrød måtte jeg simpelthen bare fotografere lidt, så her er lidt af mine oplevelser:

Efter morgenmad og – bad cyklede vi til Chateau de Grand Jardin. Et lystslot der oprindeligt hørte til Chateau d’enHaut (det øvre slot- som blev brændt ned i den franske revolution). Kun lystslottet, som blev brugt til fester og dans fra 1546 står tilbage.

Slottet benyttes i dag til koncerter og udstillinger. Den store have/park omkring slottet er en virkelig fin 1600-tals renæssance have.

Slottet er flot restaureret (det tog også 35 år!) men et skønt sted, som byen med rette er stolte af.

• Ruinerne fra det gamle slot ses på bjerget

• Lystslot med en lille del af haven

• Lystslottet set fra den anden side

• Frugttræer danner espalier på mange hundrede meter hegn i haven

• Lidt inspiration til klipning af buksbum???

• Bambus har mange størrelser – er er XXXL

• Vi klarede turen gennem buksbum labyrinten. Gik kun forkert en gang, og, indrømmet, det var ikke da Jens viste vej

I morgen går turen videre, så må vi se hvor langt vi kommer. Tiden er jo vores egen…..

Fra kanal til flod – 29/4

Den 21. april startede med skønsang i telefonen til Gitte der havde fødselsdag.

Herefter sejlede vi videre til Froncles, en fin Halte Nautique. Her mødtes vi med s/y Freja, Claus og Lone. Dejligt at mødes med dem igen. Vi fulgtes indtil i dag, til morgen, hvor vi skilles for en stund. Når jeg skriver følges med, er det så som så. Vi har ikke haft en dag hvor alle sluser virkede for begge både, så enten den ene eller den anden kom til at vente ved en eller flere sluser. Det er helt tydeligt, at vedligehold af sluser – og kanaler – ikke er lige godt alle steder. Og så må jeg bare igen i år kalde på ekspertise i organisering, igangsætning og udførelse fra SBS-Odense. Hvis VNF (dem der har ansvaret for kanalsystemet i Frankrig) kom i hænderne på dem, ville meget være anderledes 🙂 Selvfølgelig skal budgetterne lige følge med. Men når man oplever, at en VNF mand kommer og hjælper en båd ind i slusen fordi den ikke virker optimalt, og så kører derfra, uden at se op ad kanalen, hvor han ville kunne se endnu en båd ligge og vente på at komme ind i slusen, så er det tankerne går til Odense.

• Morgentur i Froncles. Øverst til højre en gade hvor husenes haver ligger på den anden side gaden. Smart når der ikke er plads i baghaven:-)

Nå men vi er alle kommet godt igennem. Efter Froncles sejlede vi til Chaumont. Vi sejlede fra kl. 8.30 til til 14.00 (25,5 km) i regnvejr!!!. Da vi kom til “havnen” lå der, udover Freja, endnu en dansk båd – Idefix, fra Limfjorden, som er på vej hjem fra Middelhavet. Hyggeligt at snakke med dem. Chaumont er en by der ligger ret højt oppe, så der synes Jens jo vi skulle cykle op. Vejskiltet viste 10% stigning, så det blev “cykel-trækning” op, men nedad gik det fint. Det skal dog siges, at vi cyklede en anden vej ned, knap så stejl. Men vi fik handlet ind, så vi har mad til flere dage, da der ikke rigtig skulle være mulighed for at handle, når vi sejler ned ad det bjerg (ca 400 m over havet) vi er på vej op over.

Den 23. april sejlede vi videre til Rolampont, vi skulle gennem 15 sluser dertil. Vi havde igen lidt bøvl med nogen af sluserne, men VNF folkene er nu hurtige til at komme – det skal de dog ha’ – Vi sejlede afsted kl. 9.30 og da vi var sejlet ind i dagens anden sidste sluse ville porten bag os ikke lukke. VNF kom, men det var ikke bare lige til at fikse, så han skulle have fat i sin boss. Heldigvis var han en af de få vnf-mænd der snakker engelsk, det gør det altså noget lettere at føre en samtale. Nå det kunne trække ud, der skulle flere folk til, så vi måtte bakke ud igen, og blev så fortøjret til nogle tynde grene/buske/træer på uvis tid. Der kunne gå timer eller en til to dage 🙁

Der gik heldigvis kun timer, så efter 2 timer – delvis i regnvejr – fik vi lov til at sejle i slusen igen og vi kunne dermed lige nå at komme ned til, og igennem, den sidste sluse inden vores overnatningssted. Freya lå ved kajen, så vi kunne ligge udenpå dem. Alle pladsens faciliteter kan nævnes i to ord. Pullerter og el. – men gratis 🙂

• Her gik det galt, porten bag os ville ikke lukke

• Og her lå vi så og ventede, fortøjret til en busk

Nu trænger vi til at ligge en dag over et sted, og det blev så Langres, tæt på toppen af kanalen/bjerget. Kun 7 sluser og en bro hertil. Men for ikke at gentage mig selv alt for mange gange vil jeg ikke nævne noget om slusernes funktion på denne tur. Og når alt kommer til alt, virker langt de fleste sluser jo heldigvis. Her i Langres havde vi nu tid til at få ryddet lidt op i diverse stuverum på båden. Vi konstaterede, at vi ikke havde kølervæske med, så Jens cyklede op i byen efter det. Med hjælp fra Hørlev, og tak for det, og google-translate fandt han det helt rigtige og nu viser beholderen nærmere Full end Low.

Havnefogeden her i Langres er meget serviceorienteret. Han tilbyder at køre os op i byen, op og handle eller hente diesel. Vi tog imod tilbuddet og kørte, sammen med Claus og Lone, OP i byen der ligger meget højt over kanalvandstand. Godt klemt sammen i hans (måske konens) Renault Clio. Bestemt ikke ny og heller ikke nyvasket eller opryddet 🙂 men skønt at blive kørt. Vi gik lidt rundt i byen, på bymuren, hvorfra vi nød den skønne udsigt og vi fik en god frokost, inden vi bevægede os nedad igen, med stop i supermarkedet på vejen.

• Kajen i Langres

• Udsigt over Marnedalen fra Ringmuren om Langres

Nu går det nedad!

Da vi stod op i dag, den 26. april var der rimfrost på tovværket. Så er det altså koldt at komme ud af dynerne. Men på med sejlertøjet og afsted. To sluser op og så gennem en tunnel på 4,7 km. Så skulle vi endelig til at sluses nedad. De første 8 sluser hang sammen, så det var lige fra den ene til den næste, tjep-tjep. På den sydlige side af bjerget var det mere forår, alle nuancer af grønt i træerne, tjørn, raps mm fuldendte billedet. Simpelthen så flot en tur, med 24 sluser og en tunnel frem til Cusey. Selv vejret blev bedre, så her i aften har vi spist i cockpittet for første gang og IKKE haft varme på i båden – SKØØØNT.

• En kold morgen
• I tunellen
• Så kom vi ud på sydsiden – hatten kom af lidt senere

Men vi skulle videre. Vi ville til Maxilly i dag, men det synes VNF ikke vi skulle. Allerede ved 5. sluse blev vi stoppet – det viste sig, at den var under reparation, så den var lukket. Det kunne vi faktisk læse på VNF’s hjemmeside, så UPS. Vi fandt en tidligere halte hvor vi lagde os for resten af dagen og natten. Det er jo så skønt her, at når sluserne lukker kl. 19 kommer der helt sikkert ikke nogen forbi, så vandet er helt stille og fortøjninger skal ikke holde helt så meget, som vi er vant til hjemmefra. En tidligere halte vil her sige: En kajkant og en græsplæne! Men med lidt snilde og nogle lange fortøjninger gik det.

• Når vores båd tidligere har sejlet en del i Sverige fulgte der selvfølgelig nogle pløkker med til at fortøjre ved

Vi lå lige mellem to landsbyer, så vi gik en tur til begge byer. I den største var der et posthus/bank og en klaverstemmer. Kan de kaldes butikker var det de eneste butikker der var i byen.

• Klaverstemmerens udendørs reklame/blikfang

Den 28. april startede med endnu en skønsang på mobilen, denne gang til Evan der havde fødselsdag. Han var så heldig, at han ikke tog telefonen, så nu har han sangen på sin telefonsvarer og kan høre den igen og igen 🙂

Turen til Maxilly tog 7 timer og 15 sluser, incl. endnu en ombytning af vores fjernbetjening. Her var kanalen virkelig træls. Mega meget begroning og skidt, så vi måtte bakke flere gange, når vi havde fået nogle planter på slæb. Jens måtte også ned til motoren og puste luft igennem vandindtaget, (ja altså med en fodpumpe) for at få skidtet ud så motoren kunne få kølevand ind – og ud – igen. Men vejret blev rigtig godt og vi kom til at ligge lå fint i Maxilly. Service på kajen var WC, strøm og vand. I byen var en bager/kiosk. Senere på aftenen kom en Ukrainsk båd, den havde Freja ligget sammen med tidligere, så også godt at få hilst på dem.

I dag skulle vi så ud på Petit Saone, så vi sejlede ud af kanalens sidste 2 sluser, ind i den sluse der førte os ud på floden og afsted det gik. Skønt på en bred flod med rent vand, flere både, mere liv, god plads og ca 1,5 kn medstrøm. Efter et par timer sejlede vi i shorts og t-shirts. Sommeren er kommet til os. Vi ligger nu hos H2O i Saint-Jean-de-Losne, en havn med rigtige bådpladser, havnekontor, butik, wc og bad. Det er godt nok længe siden sidst. Her i havnen er der bådudstilling. Ikke at forveksle med bådudstilling i Ishøj eller MesseC. Her er det udstilling af brugte både til salg. Til gengæld er der musik, boder mm på kajen, så det er nok mere en “mini-byfest” end en bådudstilling.

• Farvel til kanalen

Det er i dag 1 år siden vi sejlede ud fra Fredericia og det kan fejres på flere måder. Vi gik ud og spiste frokost ved floden, drak champagne på båden og fik gode bøffer på grillen til aften. Sidste år var det Helle der serverede bobler på båden ved afgang. I år er det egne lokale bobler.

I morgen sejler vi videre, måske til Chalon sur Rhone, vi må se hvor strømmen tager os hen…

Chalon-sur-Saône 1/5

Strømmen og kaptajnen førte os til Chalon Sur Saône, en fin havn:

På vej nedad Saône kunne vi følge med i opstarten på weekenden for lystfiskerne. Der var virkelig mange og de har ikke bare en fiskestang, nej her er der nogle mænd der rent faktisk har ønsker til både fødselsdag og jul. Der er simpelthen ikke grænser for, hvad de har brug for, for at fiske.

Særligt indrettede stole, fiskestangsholdere, net, små hyttefade, rigtigt tøj særlige parasoller/overdækninger, dertil kommer telt til overnatning/spisning, eller campingvogn og så skal man vist køre i en varevogn. Og så tænker jeg der også ønskes liner i forskellige tykkelser, diverse ”fluer” og meget mere, som jeg ikke engang ved hvad hedder – eller er – for den sags skyld.

De fleste er flinke til at trække snøren ind, når vi sejler forbi. Kun enkelte er både blinde og døve. Mange steder er floden så bred, at der er plads til både fiskere og både. De eneste vi så der fangede fisk, var de skarv der dykkede efter dem 😊

Vi var kun igennem 2 sluser i dag. Noget større end de tidligere, så vi måtte have både for- og bagfortøjninger på samme pullert. Der var simpelthen for langt mellem pullerterne til at vi kunne få hver sin. Men de store sluser er bare meget lettere at sluse i, end de små. Og så er der en slusemester man kan snakke med – også på engelsk.

Nå men vel ankommet til havnen her i Chalon sur Saône, gik vi straks over i byen. En virkelig spændende by med en masse små butikker af alle slags og her mener jeg ALLE slags.  Og restauranter, barer og cafeer, naturligvis.

Der er liv i havnen af både fastliggere og gæster. Der kommer en del udlejningsbåde, a la den der, på billedet, ligger bag os. Nogle er dygtige sejlere, men desværre ikke alle. En ankom og gav simpelthen Jens ondt. Jeg ved ikke helt hvor, men der hvor det gør ondt, når man ser en person sejle en 56 fods kanalbåd, og som er absolut uduelig.

”Det gør ondt at se” var eneste gentagne kommentar fra min kaptajn. Og jeg måtte give ham ret. Men da der efterhånden stod 3 på kajen og fik fortalt dem, at de skulle kaste fortøjninger ind til dem, kom de ind til broen og roen lagde sig igen over havnen. Måske ikke helt på båden, da de første skulle finde ud af hvordan de skulle binde fortøjningen rundt om klamperne på båden 😀

• Den 1. maj er stort set alt lukket i Frankrig. Denne dag er den eneste hvor alle private må stille op i det offentlige rum og sælge liljekonvaller. Og det gør de så. De står overalt. Liljekonvallen er her i Frankrig en lykkebringer der sælges hvert år den 1. maj. Mens befolkningen er ude med de røde faner. Uden at de to ting i øvrigt har noget med hinanden at gøre, historisk.
• Der omsættes liljekonvaller for henved 30 millioner euro hvert år i Frankrig

• En af byens kirker, rådhuset og tre tilfældige huse

Fordi vi nu har ligget her i 2 nætter har der været tid til at få vasket tøj og få gjort båden ren ude og inde.

Så nu er vi klar til at sejle videre i morgen. Målet er Macon.

Fra Chalon sur Saône til Lyon 5/5

Efter Chalon sur Saône gik turen igen – ja selvfølgelig – sydpå 😊

Vi sejlede 52 km, 1 sluse og 5 timer inden vi kom til Macon. Den by var virkelig en god oplevelse.

Havnen: Man ligger ved T-flydebroer, pælene ved broerne er 10-12 meter høje og hele havnen er meget pæn og velholdt. Der er 4 ansatte i havnekontoret, man får udleveret en ”brik” til låsen på døren ned til broerne og til Bad og toilet, som bestemt også var pæne, rene og velholdte. Helt igennem en dejlig havn. Pris 26,40 Euro, lidt billigere end i de fleste danske havne, men vi har gennem lang tid vænnet os til, at kunne ligge gratis eller for omkring 10 Euro, såååhh… Det eneste der er helt sikkert er, at det kun bliver dyrere når vi kommer ud i Middelhavet. Så der skal vi have ankeret i brug.

• Havnen i Macon – vi er kommet blandt større både

Tilbage til Macon. Flot og hyggelig by, med små gader og mange små butikker. Gode barer og cafeer. En by vi kan finde på at besøge igen, hvis vi kommer forbi, og det gør vi jo om nogle år.

• Vi sejler ud af Macon, ned ad Saône

Efter et døgn i Macon gik turen til Lyon. En lidt længere tur på 74 km, 2 sluser og 8 timer, men det gik godt Turen var meget flot med landsbyer, natur, fugleliv og bjerge i horisonten. Vi er kommet til Sydfrankrig nu. Der er altså noget med bjerge og vand 😊

Vi sejlede 4 km igennem Lyon, inden vi kom til havnen, Lyon Confluence.

Vi sejlede ind i en lukket havn. Men broerne er her stadig og vi ligger fint med strøm og vand på broen.  En turbådssejler gav os koden til døren ud til broen, så vi mangler faktisk ikke noget, og med koden til låsen, kan vi begge forlade båden samtidig, hvilket trods alt er meget rart. Hi hi..

• D’Livet i Lyon Confluence. Fin havnekontorbygning med et skilt i døren: “Havnen er lukket indtil videre, vi beklager”

Lyon er en fantastisk ren og pæn by. Jeg må indrømme, at vi troede den var mere ”beskidt storby” Vi cyklede fra havnen ind til centrum hvor vi så Bartholdis flotte springvand på Place des Terreaux. Derefter trak vi cyklerne OP til Mur des Canuts, en mur på en fabriksbygning ud mod Boulevard des Canuts, som blev malet første gang i 1987, nyt motiv i 1997 og nu seneste motiv i 2013.

• Mur des Canuts

• Flotte bygninger ved Place des Terreaux og i omegnen heraf

 Da vi kom sejlende, så vi selvfølgelig at det går opad i byen men så meget!!! Google har valgt at skrive, at der er moderate stigninger fra centrum dertil. Gad vide hvem der har givet Google de oplysninger – Jonas Vingegaard???

Det er i øvrigt ellers en super cykelby, med cykelstier alle steder og næsten alle de steder der er indkørsel forbudt, står der ”gælder ikke for cykler” Vi føler os dejlig sikre når vi cykler her.

Store bededag, cyklede vi til Les Halles de Lyon igen, men denne gang for at spise frokost. Vi fik virkelig dejlig mad. Så det var cykelturen værd.

• Italiensk frokost i Lyon

Senere på dagen kom Lone og Claus, i Freja. Skønt at have nogle timer sammen med dem igen. Og rigtig godt at vide, at vi ses igen i Marseille, hvis ikke før.

Der er også kommet en englænder ved ”vores” bro i dag, så nu ligger der 3 både i den lukkede havn.

Håber I alle havde en god sidste officiel store bededag…

Fra Lyon til Avignon – Rhône – 12/5

Den 5. maj sejlede vi ud af Lyon havn, mod Les Roches-de-Condrieu. En kort tur på 35 km, med 2 store sluser (den første var på vej op med et erhvervsfartøj og den næste var klar og åbnede da vi kom) så vi sejlede turen på 4 timer. På vejen mødte vi Hippocampus, der er på vej hjem fra Middelhavet, fik lige sagt hej og god tur til hinanden. Vi bytter havn i dag. Ellers var der ikke rigtig noget trafik på Rhône. Men en dejlig tur i rigtig godt vejr.

I Condrieu fik vi en fin plads næst-yderst ved en af de 5 lange broer der er i havnen. Der stod franskmænd på havnen og tog imod fortøjninger – det lader til, at franskmændene bliver flinkere og hyggeligere her nede sydpå. Den nye havnefoged-medhjælper, som havde anden arbejdsdag i havnen, kom også og tog imod og forklarede på sit bedste engelsk om vand, elektricitet betaling og åbningstider på kontoret. Alle de tre havne ”fogeder” vi har mødt her i havnen, har været meget hjælpsomme og flinke. En god havn med gode faciliteter.

Kort efter ankomst, så vi ”Jonna II” ligge og få diesel på i havnen, de kom efterfølgende over og ligger nu ved siden af os. Rigtig hyggeligt, og rart, at snakke med dem. De er på vej mod Danmark.

Nu hvor vinmarkerne strækker sig bredt og langt på bjergsiderne, måtte vi naturligvis ud at se (læs: og smage) på noget vin.

Vi besøgte Cóte-Ròtie, Corps de Loup. Igen viste google os ud ad en flad vej til stedet. Det, den ikke viste var, at vi nede fra vejen skulle ret stejlt og ret langt op ad bjerget for at komme til selve gården. Men pyt, vi har jo før trukket cykler opad, og det lønner sig – de er vildt gode at have, når vi skal ned 😊

Hvidvinen var vi ikke særlig vilde med, men rødvinen (Britta: på trods af, at det var Siraz. Jens: netop fordi det var Siraz) var faktisk god. I hvert fald god nok til, at der kom 2 fl. I cykelkurven.

På vejen retur var vi i vinbutik hvor vi købte en rød, en rosé og en hvidvin. Hvidvinen, en Còte de Rhône fra E.Guigal. Ingen smagsprøve men den blev købt, fordi vi sejlede forbi hans vinmarker på vej herned. Der er store skilte med vinhusenes navne oppe på markerne.

Vores mødre kunne finde på at købe en vin pga en pæn etiket – det kunne vi ikke finde på, men jeg køber så, åbenbart, ud fra hvilke marker vi sejler forbi. hi hi hi…

Vi har valgt at blive en ekstra dag i Condrieu, da vejrudsigten lover regn. Og det holder – desværre. Men så er der tid til at få vasket lidt tøj og andre små gøremål i båden.

Da vi dagen efter sejlede fra Condrieu var det fint vejr, sol og lidt skyer, men den sidste tredjedel af vejen blæste det op 7 m/s og 15 m/s i stødene. Det kan godt mærkes på en så bred flod som Rhône. Vi fik ca. 15 km foræret i dag, da vi tilbagelagde en afstand på 73 km ved at sejle 58 km på loggen. Resten sørgede Rhônes medstrøm for.

Valence L’Eperviere havn er stor men ikke den mest velholdte havn vi har været i. Deres wifi virkede dog så godt, så vi kunne se en nyhedsudsendelse på DR. Hen ad aftenen, lagde vinden sig og næste morgen kunne vi sejle videre til Viviers 54 km længere sydpå (iflg. loggen 43 km) vi var igennem 3 sluser i dag. Den højeste var 18,5 m – så er der altså højt op, når man ligger i sin lille båd og kigger op.

Sluserne er alle 195 m lange og 12 m brede, så en båd på 13,21 m og 4,20 m fylder ikke så meget.

• Flodkrydstogt kommer ud af slusen – noget større end os

Nå, ja og så passerede vi lige et A-kraftværk på vejen. Det er godt med noget grønt energi.

Havnen er ikke ret stor, men der lå alligevel 2 flodkrydstogter, ved ”ydermolen” da vi kom. Deres gæster var også oppe i byen, da vi kom derop. Tydeligt at se – turister i pænt tøj og med paraplyer, samlet i små grupper med ansigterne vendt samme vej for at se en bygning, en smal gade eller noget helt andet. Håber de bruger nogle penge når de er der. Jeg synes i hvert fald, vi gør, hvad vi kan i den henseende

Vi havde ikke paraplyer med, men regnjakker. Og shorts, så er der ikke så meget tøj der bliver vådt. Byen er virkelig flot. Gamle bygninger, smalle gader og flotte torve og så har den Frankrigs mindste katedral på toppen (vi var godt nok ikke deroppe, men den er der) Så der er meget at se – men bedst i tørvejr, synes vi.

Nå, vi tager åbenbart ikke ret mange billeder i regnvejr men her er et af D’Livet og flodkrydstogter i havnen

• Morgentur til bageren, indtil byen
• I byen

Vi sejlede fra Viviers tidligt, da de lovede mere vind op ad dagen. Afsted allerede kl. 7.30 i stille vind, men de holder hvad de lover her, så vinden kom og blev til blæst – igen. På en flod af Rhône størrelse kan vinden godt mærkes når der er 8 m/s og 16 i stødene, læg dertil, at vi har strømmen med os, så går det faktisk ret godt.

Igen i dag 3 sluser, den højeste var 22 m. Iflg. vores bog, ”Inland Waterways of France, var denne sluse den højeste og den bedst kendte i Europa. God oplysning, når den ikke skriver noget om hvornår??? Men det var den så engang!

Men endnu engang oplevede vi, at de store sluser er de letteste. Det går stille og roligt ned – og så er der jo flydepullerter og det kan vi godt li’

Indsejlingen til Avignon var flot, med pavepaladset og alle de gamle bygninger. Vi fandt en plads ved kajen, men havnekontoret fandt vi først senere. Det ligger gemt godt væk på den anden side gaden mod syd. Vi så det, da vi gik ned af de 193 trin fra pavepalads-pladsen til ”havnegade”. Der lå det lige om hjørnet. Men lukket.

Havnefogeden (en unge pige) kom til morgen og gik ombord på vores båd…. Nå ja – forskellige skikke i forskellige lande.

I dag, torsdag, skal byen opleves og der skal handles ind. Begunstiget af godt vejr, gik vi rundt i byen og endte oppe ved pavepaladset. En storslået udsigt derfra

Senere på dagen kom Freja hertil, og vi bliver liggende sammen indtil på lørdag, hvor vi sammen sejler til Port Saint Louis – Middelhavet 😊

Altid skønt at se en båd med Dannebrog, og særlig skønt at se Freja.

Også fredag var vi på eventyr i byen. Det er virkelig en dejlig by, med bymur omkring. Lige udenfor bymuren er den brede ringvej, rundt om byen – og den vej ligger lige ved siden af ”havnen” (den kaj vi ligger ved) Men vi har efterhånden vænnet os til mange forskellige lyde, de steder vi har ligget, så vejen generer os ikke, selv om vi kan glæde os til at komme derud, hvor der kun er naturlige lyde.

Inden for muren, går gaderne, der findes i alle bredder og længder, på kryds og tværs. Der er flotte og mindre flotte huse, store og små torve og det går hen, op og ned. Men alt det er med til at give byen en charme og hygge vi ikke har fundet mange steder. Aller bedst synes vi om byen, der hvor de små butikker og cafeer ligger og ikke nødvendigvis på de store strøg med internationale kædebutikker. Dog var det godt at se ”Normal” der er indrettet og har stort set samme sortiment som hjemme i Fredericia.

Området omkring pavepaladset er også virkelig flot. I dag er de ved at stille op til vinfestival, hvor alle vinbønderne fra Côte du Rhône har en stand, og man kan så gå rundt og smage de forskellige vine. Den store ulykke er bare, at festivalen først er lørdag aften og der er vi ikke her længere.

• Der stilles op til vinfestival

• Massiv sokkel

• Brudepar i rødt

• En meget lille del af pavepaladset

I morgen tidlig kaster vi igen fortøjningerne og sejler til Port Saint Louis. (tæt på Marseille) På mandag skal vi have båden på land i en uges tid. Men mere om det næste gang.

Så slutter vores indlandsejlads 19/5

Det er blevet lørdag den 13. maj 2023 og vi starter vores sejltur fra Avignon til Port Saint Louis kl. 7.30 i solskin og stille vejr.

Vi skulle endelig ned til Middelhavet. Vores mål for 2022, som desværre blev forhindret af manglende vand i de franske kanaler. Men nu sker det.

Vi sejlede i det fineste vejr, næsten hele vejen. Skulle kun ned med 1 sluse – den ventede vi så på i ca. 45 min. før vi fik lov at sejle ind. Der var vist noget galt med porten.

• Venter på at få adgang til den sidste sluse på Rhône, sammen med Freja

Vi sejler ud af slusen

Derefter var det bare ”følg floden” til Port Saint Louis. Her skulle vi lige igennem en ”sluse” uden højdeforskel, men med en del strøm og fortøjningsringe nede i muren, som sikkert er rigtig gode for de små joller, men som vi ikke kunne nå ned til. Det blev lidt kaotisk, da båden havde sit eget liv ud fra strømmen. Så jeg hoppede i land og ”fangede” en pullert der stod noget tilbage fra kajen. Kom ombord igen og fik endnu en fortøjning på. Fortøjning var bestemt ikke pga. nedslusning, men udelukkende for at holde båden på plads i strømmen. Så gik broen (v/port i hav-enden) op og vi kunne sejle ud.

Kom direkte ud til havnen, som vi havde fået at vide, vi bare skulle kalde på kanal 9, når vi var der. Der var så ikke nogen der svarede. Både Freja og os forsøgte VHF og telefon. Så fik Freja fat i havnekaptajnen som straks udbrød ”vi har kun én plads” Men så stod han pludselig på en bro og anviste os hvor vi skulle ligge. Da vi havde fortøjet, og kom op til havnekaptajnen, mødte vi en ret stresset person, der helt havde glemt Freja, så han fór ud for at anvise dem en plads også. For meget arbejde til en mand her i havnen – og så på en lørdag.

Vi fejrede ankomsten med besætningen på Freja, som i Lyon blev udvidet med Stéphane, en god ven af Claus og Lone, med at spise på en af havnens restauranter. Rigtig god mad og ikke mindre godt selskab.

Skulle nogen af jer påtænke at sejle til Middelhavet og ligge her i havnen, så undgå at komme lørdag og søndag (søndag er lukket i havnen) og sørg for at bestille plads! (prisinfo: 109 Euro for 2 nætter incl.strøm)

Men nu ligger vi her og vi ligger godt. I morgen skal begge både på land i Port Navy Service. Freja kl. 8 og os kl.16.30. De lover desværre en del vind – har I hørt om Mistralen? Den driller af og til (ofte) her i deltaet. Med vind og vindstød op til 25 m/s fra nord. – Vejrudsigten lover noget blæst de kommende dage, men forhåbentlig kommer vi alligevel op i morgen, på trods af vinden. I dag cyklede vi ud til Navy Service for at rekognoscere. Vi fandt vores mast og bom i god behold og fik set på forholdene. Nu glæder vi os til at komme på land og få båden forårsklargjort, så den igen bliver en rigtig sejlbåd.

Port Navy Service har 22 hektar til opbevaring af op til 1.500 både

Mandag morgen cyklede vi igen til Navy Service for at tage imod Freja der skulle på land. De har styr på det her i havnen.

Vi skulle købe noget mere ankerkæde, ”som man kan købe alle steder” ja, ja men ikke alle steder hér og slet ikke når man skal have 50 meter! Men den sidste vi besøgte, har simpelthen alt, også 50 meter ankerkæde – selvfølgelig (sagde hans ansigtsudtryk) Vi skulle bare komme igen i morgen kl. 12 for der middagslukker han, så kunne han køre os og kæden ud til båden. Det skete så tirsdag middag. Super service.

• 25 kg Rocna anker og 100 meter, 10 mm kæde.

Da vi skulle ud af havnen mandag over middag, havde vi en klar plan. Blæsten var lige ind agter og vi skulle dreje ret skarpt rundt for ikke at komme over i de både, der lå ved broen overfor – ikke meget plads, men jeg er sikker på, at der må have stået nogen og klappet, for man skulle, tro vi aldrig havde lavet andet end at gå ud i hård vind. (ja der er jo ikke andre til at sige/skrive det end mig – så tro på det😊)

Det samme skete da vi skulle sejle ind, hvor kranen skulle løfte os op. Medvind hen til indsejlingen og derefter ind i båsen med vinden direkte ind på styrbord. Vi fik ros af Claus og Lone som var kommet for at tage imod 😊 Held eller dygtighed?? Måske lidt af hvert

• Danebrog til tops – på en helt ny måde

• Sådan styrer man en 50 tons kran, med stor omhu og erfaring.

• Så kom vi på plads – her ligger vi indtil den 22. maj
• Mast og bom blev leveret ved båden, og så kunne arbejdet begynde.

Masten blev vi færdige med tirsdag, den skal være klar til påsætning onsdag (i blæsevejr) men det er jo de professionelle der bestemmer og det er dem der gør arbejdet, så sådan må det være.

Vi har fået de nye batterier installeret. Tak til Claus for hjælpen. Sælger leverede batterierne kl. 9 og bar dem helt op på båden, TAK for det, de vejer 32 kg stykket og man skal op af en stige…..

Tirsdagen blev afsluttet med en fælles middag på havnens restaurant. Tak for hyggeligt selskab til Claus, Lone og Stéphane, Michael og Elke og Peter.

Da vi kom tilbage til båden, var den ene ende af vores mast blæst ned fra den olietønde den lå på. Stiv kuling med stød af stormstyrke. Faktisk også svært at gå i.

Vi fik mastetoppen op på tønden igen og gik til køjs, hele tiden med et øre til lydene og særligt til masten.

Normalt kan jeg godt li’ at blive vugget i søvn, når jeg ligger i køjen, men kun når vi ligger i vandet. På land er det overhovedet ikke behageligt at ligge og mærke vibrationerne i båden. Det knager og der er andre ukendte lyde. Båden, og os, har det meget bedre i vandet.

Hvor heldig kan man være:

Vinden lagde sig noget onsdag eftermiddag og heldigvis kom de for at sætte masten på en time før tid. Så de blev ikke generet af vinden. Men 1,5 time senere kom vinden igen, indtil først på aftenen. Og så blev der stille. Hold da op hvor blev der stille.

Forestil jer vind på 18 m/s med stød op til 25. Stiv kuling med stød af stormstyrke – konstant fra mandag aften til onsdag morgen – på et åbent sted hvor der ligger i omegnen af 1.000 både. En hel del med master. Det fløjter, hamrer og larmer fra alle master og vinden i sig selv larmer, og så pludselig bliver der stille.

I dag, fredag, satte vi sejl på. Heldigvis i meget stille vejr.

Nu får vi forhåbentlig tid til at holde weekend (bare lidt) Vi starter med en fredags-fyraftens-øl med gode danske venner.

På land i Port Navy Service og ud på Middelhavet

Endelig for sejl igen 23/5

Det blev til en hyggelig fredag aften, der udviklede sig til også at omfatte aftensmaden. Vi blev vist alle enige om, at det vi havde i båden kunne gemmes til lørdag.

• Jens, Claus, Lone, Britta, Elke og Peter

Elke og Peter kom og tog afsked lørdag morgen. Uanset hvor godt et sted det er at få både op og i, så kan man ikke rose stedet for andre aktiviteter for kunderne.  Her er bådudstyrsbutik og ca. 3 km til byen, så der er vel ikke noget at sige til, at de vil ud og se noget andet en Port Navy Service. Det glæder vi os også til.

Vi cyklede ind til Port Saint Louis for at handle ind til lageret og til vores aftensmad de kommende dage.

Vi (læs: Jens) har fået ankerkæden og anker hevet ombord – manuelt. Det gav lidt sved på panden, så nu får han (læs: vi) en en meget fortjent pain au chocolat og en kop kaffe.

• Langskægget, sår på fingrene og beskidt arbejdstøj, men glad og godt tilpas

Vi cyklede ud til Port Napoleon – til deres udstyrsbutik !! – for at købe en bovfender, så ankeret ikke ridser båden, når det hives op. Vi kommer jo nok til at bruge ankeret væsentlig mere, end vi har gjort nogensinde før.

Derfra cyklede vi videre ud i Camargue-deltaet, der ligger mellem de to arme af Rhônefloden, Grand Rhône og Petit Rhône, der udmunder i Middelhavet. Området er delvis sump og marskland og er Vesteuropas største floddelta – 490 km2. Området er naturligvis beskyttet naturområde med over 500 fuglearter. De fugle vi kørte efter, og som vi så, var flamingoerne.

De er godt nok ikke ret rosa, vel nærmest hvide. Men er der ikke noget med at de får farven, ved at spise mange skaldyr?

Vi så senere en større flok på 20-30 individer, og så cyklede vi hjemad igen – nu i regn og modvind.   

Regnen fortsatte hele natten og næste dag (søndag) med. Lyspunktet denne søndag var da vi skulle over på Freja til vin-og ostesmagning.

Vinene og ostene kom fra Jura bjergområdet. Meget specielle vine og meget gode oste og and. Rigtig hyggeligt og da vi gik hjem, var det tørvejr. Sådan kan vin hjælpe på så meget😊

Mandag skulle vi så endelig have D’Livet i vandet igen. Dagen startede med regn men allerede inden kl 10 var solen og varmen kommet til området, hvilket resulterede i en ordentlig gang torden og regn, lige da vi var kommet i vandet. Men så kunne vi sidde stille og roligt i båden og vente på det drev over.

Opklaringen er på vej fra nordøst

Det er altså noget bedre at sidde i en båd, der bevæger sig i vinden, når den ligger i vandet, end når den står i et stativ på land.

Det sidste males, hvor støtterne har stået.

Og så afsted til det rette element

Vi blev kørt i havnens 120 tons ”kran” da deres 50 tons kran gik i stykker lige som den skulle hente os.

Og her ligger vi så indtil i morgen kl. 8.00, hvor de igen skal tage både op og sætte både i.

Vi sejlede ud tidligt tirsdag morgen og satte sejl – dejligt. Vi kunne sejle for sejl de første to timer, men så døde vinden ud og vi måtte have motoren i gang. En varm sejltur. De første 4 timer sejlede vi med udsigt til Marseilles industriområde. Derefter kom vi om til Marseille og den helt særlige klippekyst. Meget anderledes og meget flot. Klippekysten sluttede og vi sejlede til bagbord ind mod havnen i Cassis. Her blev vi modtaget af havnekaptajnen der hjalp med fortøjningen med mooringlinen. Det går nu meget godt.

Efter indtjekning og frokost, gik vi en tur rundt i byen. Meget hyggelig by med barer, restauranter og butikker der omkranser havnen, men også flotte smalle gader i resten af byen, mange steder kunne man se ned til havnen for enden af gaderne.

Jens her i byen med D’Livet i baggrunden

Da vi kom tilbage, fik vi ny nabobåd. En flot motorbåd med Danebrog agter. Meget flinke mennesker, som vi hurtigt faldt i snak med. Tak for det😊

Det er da flot – vores flag, og så to ved siden af hinanden!!

Aften i Cassis havn.

I morgen sejler vi videre, forhåbentligt med passende vind til at sejle for sejl.

Vi lærer i Middelhavet 28/5

Den nye havn blev ikke den forventedeVi havde booket havn via Navily, men kl. 13 fik vi besked på, at de alligevel ikke havde plads til os, så jeg forsøgte 2 andre havne, der også meldte udsolgt, inden vi fik en plads her i Toulon. En stor havn, hvor Marinen råder over en stor del af den. Der er 3 færger i havnen (Sardinien og Korsika) de ankommer tidligt om morgenen og er væk igen ved 21 tiden. Læg dertil, at der sejler ”bybusser” ud og ind af havnen i løbet af dagen, det giver en urolig havn. Men at blive vugget på vandet er en dejlig fornemmelse, efter at have boet på land i en ugeNu har vi lært, at vi skal booke havn 48 timer før ankomst, hvis vi vil være helt sikre på at have en plads.Toulon er ret hyggelig af en storby at være, med mange gågader, og andre smalle gader. Der er liv i byen og på spisestederne rundt om havnen.

Ud af Toulon, se lige farven på vandet

Fredag sejlede vi så ud på nye eventyr. I dag skal vi ligge for anker for første gang.  Og så lærte vi igen noget nyt. Det er vigtigt at have nok ankerkæde ude, men det bliver ikke nødvendigvis bedre af, at have for meget kæde ude. Der var mere vind end forventet, og vi lagde os nok lidt for langt ude i bugten, men havde godt med kæde ude, så vi kom til at svinge temmelig meget. Det var fint om eftermiddagen, så vi rigtig kunne følge med i omgivelserne, men når man skal sove, er det ikke så godt.

Vi har lært meget disse to dage og allerede i går aftes i en bugt lige udenfor Saint-Tropez, lå vi på lavere vand og med 3x dybde + 3 meter, lå vi perfekt både eftermiddag, aften og nat.

Havnen til i dag, Port de Golfe-Juan, blev booket, vi ville gerne i havn og denne havn er billig (i forhold til havne her i området, kun 41 Euro!!) Vi kunne så kalde op på VHF’en da vi ankom og fik så oplyst vores plads nr, derefter kunne vi sejle lige ind på pladsen. Det er ganske rart. Men på vej hertil slog vi lige et slag forbi (sejlede forbi) Cannes. Bådene bliver større og større.

Modig padelboarder ud for Cannes:

D’Livet i Port de Golfe-Juan:

Bandt andre store både i havnen:

God service, koldt vand, med og uden brus til sejlerne.

 Vejret er dejligt, dog er det ikke blevet til så meget sejl-sejlads, da vinden har været næsten ikke-eksisterende og den vind der har været, har været imod os. Men en gang i mellem får vi lidt motorfred og nyder sejladsen endnu mere.

Aftentur ved havn og strand – Find D’Livet 🙂

God 2. pinsedag i morgen. Vi sejler videre til Italien, gæsteflaget er hejst.

 

Ankerpladser eller havne – 11/6

Vi har nu lært lidt mere om havne og ankerpladser her i det blå Middelhav.

Vi havde hørt, at havnene er dyre at ligge i, og ofte fyldt op, men at de er så dyre overrasker os alligevel. Nogen gange tror vi også bare de siger/skriver der ikke er flere pladser, fordi de ikke vil have sådan en lille båd ind for bare en nat, de tjener flere penge på de store både. Men det kan vi jo ikke vide???

I havnene kan vi let komme fra borde og opleve byen vi er i, ligesom vi bedre kan komme i kontakt med de øvrige sejlere.

Ankerpladserne er gratis og der er altid plads, i hvert fald indtil videre. Vi skal aktivt ro over til ”naboen” hvis vi vil snakke. Vi ser kun byen hvis ankerpladsen er så rolig, at vi kan forlade båden. (vi bliver også mere og mere modige med at forlade båden)

Summa Sumarum. Vi går efter ankerpladserne og går så kun i havn ca. hver 4-5 dag. Primært for at handle og få vand og diesel på båden.

Men vi har ligget i San Remo havn i 4 dage og det var skønne dage i en fantastisk by. En stor by, men når vi bevægede os væk fra de store strøg, og det gjorde vi, var der italiensk landsbystemning i de smalle gader, med de mange små butikker og barer/restauranter. Havnen var fin. Vi havde dog fået at vide, at man kunne ligge 3 dage gratis, så det gik vi naturligvis efter, men ak ak ak, det gælder kun for både under 12 meter. Så vi blev, betalte og valgte at nyde dagene. Vejret var ikke til at sejle ud i, men fint i byen.

Klar til afgang fra Sanremo  (flere billeder på facebook)

Derfra gik vi så på jagt efter en ankerbugt, som vi fandt udenfor Savona havn. Vandet var fladt men under vandet var der uro, som vi mærkede hele aftenen og natten. En meget, meget urolig plads, Det må føles sådan at blive glemt i et pariserhjul, øverst oppe, i stormvejr.

Der skulle lige gæster ind i havnen inden vi sejlede ud.

Nå men næste ankerplads var i Portofino bugten. Vi valgte Portofino fra, da det koster 290 Euro for at ligge i havnen og 100 euro for at ligge ved en bøje. Skulle vi ligge for anker her, ville det blive blandt kæmpe yachter og på en afstand, så vi alligevel ikke ville kunne se ind i byen. Vi valgte derfor at sejle længere ind i bugten til Rapallo. En virkelig fin ankerplads, hvor jeg blev roet i land, så jeg kunne handle. Vi var endnu ikke kommet dertil, hvor vi begge forlod båden. Her havde vi glæde af en bryllupsfest i restauranten lige bag os.

D’Livet for anker, aften i bugten og morgenfriske ud af bugten

Her var vi for første gang i vandet, stadig en lidt kold fornøjelse, men dog en fornøjelse. – ingen billeder 😊

Hen imod Portofino bugten mindede trafikken mere og mere om E20 ved Kolding en hverdag kl. 8.00. Dog uden uheld. Både i alle størrelser sejlede ud og ind af bugten. Den største sejlbåd vi nogensinde har set, så vi her. 120 fod og i hvert fald 10 meter bred. Hold nu kæft den var stor, men faktisk flot. Der sad 3 personer i ”lænestole” henne ved masten under bommen, de var nærmest ikke synlige og have masser af plads omkring sig. Fantastisk – at der er nogen, der er så rige og entusiastiske omkring sejlads, at de bruger en større formue på en sådan båd. Vi fik desværre ikke taget billeder, men de sidder godt fast i ”skuffen” med særlige oplevelser.

Herfra videre til næste ankerplads. Men på turen dertil skulle vi lige forbi Chinque Terre. De 5 landsbyer der nærmest hænger på klipperne. Nedenfor byerne må man ikke ankre op, da hele området er Unesco verdensarv beskyttet og vandet omkring også er beskyttet.

Riomaggiore – en af de 5 byer

Lige derefter kommer La Spezia bugten, her valgte vi Le Grazie. Et valg der ikke kunne have været bedre. En helt fantastisk bugt, tæt på den lille by og med et meget aktivt værft i bunden af bugten. Der var også 3 havne i bugten, men ankerpladsen passede lige til os. Her forlod vi båden to gange for at opleve byen og nyde at gå mere end få skridt ad gangen.

Vi har begge forladt båden

Gåtur langs havnen

Vores selskab til eftermiddags-spritz 

kirken ved aftentide lige ud for os

Vores nærmeste nabo i bugten havde svensk flag agter. Så vi roede over til dem for at snakke lidt. Det viste sig at være en englænder og en hollænder der bor i Sverige og er på vej til Grækenland i deres 27 fods sejlbåd, så det blev ikke svensk men engelsk. Pyt – vi hyggede os og udvekslede planer.

Vi er blevet rigtig glade for ankerpladser (og det er vores økonomi også)

I dag 6. juni ligger vi i Livorno havn. En KÆMPE havn hvor der ligger 5 færger og 3 krydstogtskibe samtidig. Selvfølgelig sammen med alt andet erhverv og så lige en lystbådehavn bagerst.

Vi ligger godt og vi har været rundt i lidt af byen, nydt en Caprese og en kold øl til frokost/eftermiddag og handlet ind til de kommende dage, forhåbentlig i gode ankerpladser på Korsika, som vi når til i morgen.

Her i havnen ligger også en tremastet sejlbåd. Desværre i en del af havnen vi ikke har adgang til. Jeg læste på nettet, at den er købt af en, ikke navngiven, person for ½ milliard kroner. Alle tre master kan drejes, så de står på langs af skibet når der ikke er sejl på.

Så gik turen til Korsika, og det franske gæsteflag skulle hejses igen.

Vi brugte 8 ½ time, primært for motor på et meget stille og meget blåt Middelhav.

Der var en del erhvervstrafik, primært i starten. Da vi var på vej ud af havnen, truttede en af færgerne efter os, han mente han skulle først ud 😉, så han fik lov, vi holdt tilbage (som vi jo også skulle) På vejen over så Jens en sværdfisk. Det var vist den største naturoplevelse i dag, ud over det kæmpe hav naturligvis.

Her på Korsika har vi nu ligget i to ankerbugter. En på østsiden da vi kom, Macinaggio, vandet var noget urolig, og vi havde en bankelyd et sted, som generede søvnen., så det bankede inde i masten hele natten – forfærdeligt. Jeg var endda på dæk kl. 03.30 for at se om jeg kunne lokalisere lyden, men forgæves. Det er kun Jens der kan høre forskel på vores forskellige tovværk på båden, så mens jeg bagte boller til morgen, gik han på dæk og fik strammet vores fald til storsejlet, der bankede inde i masten, og vupti så var lyden væk….

Men nu skal vi da ikke høre på det en anden gang.

Fordelen ved ikke at sove ret godt en nat er, at man sover rigtig godt natten efter 😊

Det nordligste punkt på Korsika rundes

Aden ankerbugt her på øen er Saint-Florent. Lige udenfor en stor havn og en hyggelig by. Vi ligger på 3,8 m. vand med 12 m. kæde og nyder at kunne se ankerkæden på bunden og at kunne bade i det fantastiske vand. Dog stadig kun 22,5 grader. (men det er jo kun koldt første gang)

Havnen og stadig ingen badebilleder… hi hi

Vi er altså blevet glade for ankerbugter, men nyder bestemt også at være i havn ind i mellem og måske i morgen – hvem ved??

Ja, så blev det ”i morgen” og vi ligger nu i havnen i L’Ile Rousse.

På vejen hertil kunne vi se et bjerg med sne på toppen!! Det havde vi ikke lige forventet.

Ikke meget men dog sne

 Havnemesteren kom og tog imod os, hvor vi skulle ligge, og så forklarede han os en del på fransk/korsikansk (kunne det også være) uforståeligt var det i hvert fald. En person fra en anden båd trådte til og oversatte til engelsk. Vi gik til Capitaineriet, 10 min. i middagslukketid, hvor vi mødte en kvindelig havnemester (ja vi kalder dem alle for ”mester”) der var på vej til at låse sin bil op og køre hjem til frokost, men da vi kom, åbnede hun alligevel kontoret og gik ind og fik os, og alle vores bådoplysninger, ind på computeren. Ham der kun taler uforståeligt, trak Jens med hen for at vise ham wc og bad og gav ham en nøgle til det. Man forstår sagtens hinanden, når bare man er villig til at bruge nogle fagter og tegn.

Nu med landgangsbro fundet frem fra kistebænken.

Her til morgen skulle der lige en færge i havn

Så kom den i havn (pyh ha)

Luksus ved at ligge i havn:

Vi har fået frisk brød fra bageren til morgen

Vi har været i bad, uden at bruge af vores vandbeholdning

Jens er blevet klippet på kajen

Vi har landstrøm, så vi kan koge vand i el-kedlen, i stedet for på gas og vi kan få ladet diverse apparater op. (dem der ikke kan lades ved 12 volt)

Og – ikke mindst – vi kan gå rundt i byen og alle andre steder hen. Vi har desværre kun en nabo, og han er vist ikke særlig interesseret i at snakke.

Småkagebageri hvor du kan købe en kop kaffe for 1,5 euro og sidde og drikke kaffe og spise en småkage eller flere.

Nå men vi bliver her i hvert fald til i morgen, der er ankerbugter derude der skal besøges….

Uventet natsejlads 20/6

Som jeg skrev sidst, lå der ankerpladser og ventede derude … Det var helt rigtigt og vi sejlede til en ankerplads ved Girolata. Ankom kl. 14 blot for at konstatere, at alle de godt-beskyttede pladser, nu var besat med betalingsbøjer, så vi lagde os for anker, sammen med fire andre sejlbåde. Vi vippede og rullede, men tænkte, at det nok holdt op når de stoppede med at sejle som sindssyge (høj fart) ud og ind fra kysten.

Der er så mange større og mindre både der sejler ture med turister hernede. Man skulle tro, at de er på akkord, for det går dæleme hurtigt ud og ind af ”havnene”.  Jo højere fart, jo større bølger til os, der bare ligger og nyder vores seniorliv og slet ikke længere forstår, at der er nogen der har travlt 😊

Nå men vi fik da både frokost og kaffe – i dag med pain au chocolat købt ved bageren i morges – det var faktisk en sprogfejl. Jeg bad om et Pane cereale (grovbrød) og så tog damen to chokoladecroissanter. Jeg prøvede igen og denne gang forstod hun hvad jeg skulle have. Men de to croissanter kunne vi jo godt spise, hi hi hi

Tilbage til ankerpladsen.

Vi gik til køjs ved 22.30 tiden, da gyngede det stadig så meget, at vi ikke kunne ligge på siden i sengen uden at blive væltet rundt – det var altså ikke kun de travle unge mennesker, men også, og mest, store bølger der ramte ind til os fra det store hav. Så ikke meget søvn. Kl. 01.30 spurgt Jens om vi skulle hive ankeret og sejle afsted. Aldrig er jeg kommet så hurtig ud af køjen, det var lige hvad jeg ønskede, – at komme væk.

Vi sejlede ud i en sort, sort nat. Ved 3-tiden stod månen op og gav en anelse lys og ved 5-tiden begyndte solen at stå op. Det gjorde jeg også, jeg må indrømme, at jeg fik en times tid på øjet ude i cockpittet.

Vi kunne have ønsket os en fuldmåne denne nat, den var kun halv.

Så nu har vi lovet hinanden, at hvis vi oplever samme bølger igen, hen ad aftenen sejler vi videre. Vi vil have vores nattesøvn, eller sejle i natten.

Vi kom til Sagone, i Golfe de Sagone, hvor vi droppede ankeret kl. 06.30 og gik i seng og sov 2 ½ time (vækkeur til) Her i bugten lå vi rigtig godt og roligt. Vi tog gummibåden ind til stranden og gik hen i byen. En lidt stille by, men med et airconditioneret supermarked, godt at blive kølet lidt af.

Vi badede fra båden og gik tidligt i seng – trængte til at sove.

Den 13. juni sejlede vi videre til Propriano havn. Næsten halvdelen af turen var for sejl – skøøønt.

Vi gik tur i byen, umiddelbart ser det ud som om den har overstået sine bedste dage. Dog blev det lidt bedre, da vi fjernede os fra turistgaden ved vandet og gik op i den del af byen, hvor de lokale bor. En ret flot by og med frugttræer i haverne. Fx Appelsiner og citroner. Der lå en appelsin der kunne nås fra fortovet, så Jens tog den med. Den kunne jo bruges til Apperol Spritz, og det blev den så.

Den 14. juni havde vi et punkt i ”kalenderen” ringe til Jakob, Christian og Tobias og ønske tillykke med fødselsdagen. Ærgerligt at vi ikke kan være sammen med dem til fødselsdagen på lørdag, men når man vælger at være væk i længere tid, er der noget der ”vælges” fra.

Vi blev i havnen en ekstra dag, da de lovede torden og regn. Og her holdt de hvad de lovede. Et par timer hvor vi var rigtig glade for at ligge godt og trygt i en havn. Så blev der gjort rent i båden og inden regnen blev der vasket tøj i havnens vaskeri.

Jeg har måske skrevet det før, men når jeg kommer hjem, vil jeg virkelig sætte pris på at kunne starte vaskemaskinen når det passer mig.

Den 15. maj sejlede vi videre til Bonifacio, den sydligste by på Korsika.

Indsejlingen til Bonifacio havn

 En virkelig flot havn omkranset af restauranter (ved ikke lige hvor flot det er) og så selve byen der ligger helt oppe på klipperne, så det var en drøj tur derop, men man bliver som regel belønnet for sine anstrengelser og det blev vi også her.

Flotte udsigter og en virkelig hyggelig og pæn by.

Tilbage på broen kom der nu en katamaran og lagde til. Heldigvis sender havne altid et par unge fyre ud for at vise vej til vores pladser når vi kommer ind i havnen. De hjælper med mooringslinerne. Men det var ikke helt nok her. Her måtte en også ombord og hjælpe med at få båden lagt til. Det viste sig at være en yngre kaptajn, dygtig men alene til katamaranen, der sejlede med to amerikanske ægtepar, der ikke var til megen hjælp. De var dog flinke og som det altid er med amerikanere vil de gerne snakke, så vi fik os en hyggelig snak på broen. De var meget overraskede over, at vi kunne efterlade vores båd om vinteren og først komme tilbage igen om foråret.

Største båd i havnen, 63 m lang , 14 mands besætning med plads til 12 gæster. Kostede 60 mill dollars i 2010 og koster 4 – 6 mill dollars i drift om året. Kan have 130.000 liter brændstof ombord.

Herfra til Sardinien hvor vi lå to nætter i en ankerbugt. Det gik rigtig fint den første dag, så dag 2 tog vi gummibåden rundt i bugten og derefter sejlede vi ind til en bro og gik en tur rundt i byen for lige at slutte af med et glas kølig hvidvin på tavernaen på stranden.

Vi fik hilst på alle fødselsdagsgæsterne hos Christian og Louise på facetime. Samme temperatur i Fredericia som på Sardinien.

Retur på båden forsøgte vi os lidt med paddelboard, men det var begyndt at blæse så det blev en kort fornøjelse. Vi satte os til at læse og vupti så hang vi bare ikke længere fast. Ankeret havde sluppet, så vi måtte lige flytte lidt og lægge anker igen- lidt mere kæde denne gang.

Vinden lagde sig og vi sov godt. Næste morgen så det sådan ud i bugten

Vi sejlede fra Sardinien tilbage til Korsika, Porto Vecchio, denne gang for sejl, hele vejen – Skøønt. Igen for anker og igen ret uroligt, men ankeret havde godt fat, så fint med det, men vi havde bølgerne ind i hækken og det larmer ret meget. Mellem hækken og vores hoveder, når vi ligger i sengen er der kun glasfiberskroget. Så er det alligevel bedre med et italiensk bryllup på kajen.

Vi havde en fin dag i bugten. Her til morgen sejlede vi til Port Solenzara.

Nu tager vi lige to dage i havn. havnen er helt nyrenoveret med nye broer, nyt hus med Capetainerie og wc/bad. Helt nye elstandere på broerne – de er bare endnu ikke tilkoblet elsystemet, så ingen landstrøm på de nye broer.

Godt vi har solceller og nye batterier – vi klarer os.

Vi nyder at være i havnen og vi har gået lange ture i dag. I aften bliver vi nødt til at spise ude, Jens har fået lyst til Moules Frites 😊

På onsdag (hvis vejrudsigten holder; sejler vi til Elba. Vi skal over og nyde nogle ankerbugter dér. De skulle være fantastiske, så vi glæder os.

Fra Korsika til Elba – 25/6

Vejrudsigten holdt (det gør den heldigvis langt de fleste gange), så vi stod tidligt op og sejlede mod solopgangen, kl. 05.50, mod Elba.

En ting fra Korsika skal lige med her. Vi har købt solhatte 😊 Jeg ved ikke hvad vi ligner, men de er gode i solen. Og så har de lynlåslommer – hvad de så end skal bruges til !!!???

Efter 11 ½ times sejlads, for sejl, kom vi til Porto Azzurro på Elbas østkyst. Vi havde ikke mødt mange skibe undervejs, måske 2 containerskibe og max 5 sejlbåde. Til gengæld havde vi selskab af en del dønninger/rullebølger, så det var ikke en stille og rolig sejlads.

I Porto Azzurro lagde vi os ind i bugten, kastede anker og spiste en god tunsalat til aften. Der lå 8 sejlbåde i bugten og alle, undtagen os, sejlede ind til byen for at spise. Vi skulle lige sikre os, at ankeret holdt, så vi forlod ikke båden.

I aften kl. 21 var der ankerlys på alle både, det har vi ikke oplevet før. Det er utroligt at der er nogen der tør ligge uden ankerlys, men det var ikke her – i dag.

Efter en stille aften, kom rullebølgerne om natten. Så vi sov lidt afbrudt, men næste morgen lå vi hvor vi skulle.  

Torsdag 22/6 brugte vi noget af formiddagen på noget så sindsoprivende spændende som at gøre båden ren ude og inde. Men med det overstået, hoppede vi i det blå vand – Skønt, skønt, skønt 25 grader varmt, klart vand er lige noget for os. Så må andre synes om at vinterbade, vi er til sommerbadning 😊

Fredag aften lå der mere end 45 både i bugten og der var det desværre ikke alle der havde ankerlys på. Men alle tager hensyn når de kommer og ankrer. Man hører lige hvor meget kæde de omkringliggende har ude, så alle svinger ca lige meget. Der kom en og ville ligge ret tæt på os, men da vi bad dem rykke længere væk, var der ingen sure miner, de flyttede til et andet sted. Dejligt at alle kan tage hensyn til hinanden. Men kommunikationen foregår jo også face-to-face og ikke på de sociale medier!

Vi tog gummibåden ind til Porto Azzurro nogle gange og nød byens liv.

Efter at have oplevet helt stille vand (også om natten) og lidt mere vind og dønninger, forlod vi bugten. De lovede blæst, vores vej, og da vi ikke kunne få en plads inde i havnen, valgte vi, lørdag, at sejle til Portoferraio på Elbas nordkyst.

Sejladsen til Portoferraio, var for motor det meste af vejen – modvind (har I hørt det før?) men en fin tur. Kysten er varieret og flere steder er det tydeligt, at der har været udvundet jern.

Elba er Italiens 4. største ø, ligger ca. 10 km ud for Toscana. Den er 27 km lang og 18 km bred. Ca 32.000 indbyggere med de ca. 12.000 i Portoferraio. Det højeste punkt er 1.018 m. Elba er kendt som stedet, kejser Napoleon I, blev forvist til efter slaget ved Leipzig i 1813 og sin abdikation i 1814. Han opholdt sig her i ca 9 måneder og marcherede så tilbage til Paris, hvor han på ny greb magten og begyndte sit 100 dage lange herredømme, før han blev slået ved Waterloo.

Det siges at hans hus står her endnu, i Portoferraio, og der er turistbrochurer med angivelse at vejen dertil mm. Men helt ærligt, 1813 – det eneste hus der står noget af tilbage i området og så skulle det lige være der han har været. Jeg ved ikke, men jeg har lidt svært ved at lade mig overbevise.

Havnen i Portoferraio er virkelig hyggelig, Der er små butikker og cafeer rundt ved havnen og gaden bliver lukket for biler om aftenen, så der er ”live-bio” lige for enden af broen.

Vores båd tilkalder sig jo ikke opmærksomhed, det lader vi de store om. Til gengæld kan mange stå og se på vores flag og drøfte/gætte på hvor vi kommer fra.

Vi fandt cyklerne frem for første gang siden vi kom ”på hav”. Cyklede rundt i byen og til stranden

Da vi kom, lørdag, sejlede vi ind i nabohavnen, hvor vi vidste, at Balesin lå. Men, desværre var der ingen hjemme. Vi fik dog kontakt til Elke og Peter senere. Dejligt besøg om eftermiddagen og rigtig hyggeligt at spise sammen om aftenen. Skønt at være sammen med jer igen.

De har for øvrigt fortræffelige is her i Italien. Særligt dem hos Massimo – uhmmmm.

I morgen sejler vi igen ud i en ankerbugt, det er nemlig også dejligt at nyde freden og roen dér.   

Elba, den italienske kyst og besøg hjemmefra – 13/7

Elba og vejrudsigter hænger uløseligt sammen. Selv om øen ikke er så stor er der store forskelle på vejret.

Når vi skal ud at ligge for anker, er det rart at kunne ligge nogenlunde stille og ikke få de store rullebølger/dønninger ind. Men når vejrudsigten siger: Vind fra nord på nordkysten, vind fra syd på sydkysten og fra øst på østkysten er det en smule svært at finde læ. Så kan vi søge i havn eller tro på vores held og finde et fantastisk sted, som måske viser sig ikke at være så fantastisk, når vi troede vi skulle sove om natten.

Men denne ankerplads i Golfo di Campo på sydkysten var fin. Her lå en del både da vi kom og endnu flere senere på aftenen. Blandt andet lå Balesin her og en anden dansk båd med en familie med 4 mindre børn, og så lå nordmanden, vi mødte i Vitry her også – Jens kunne selvfølgelig kende hans båd!!

-med udsigt til en dansk båd

Vores ankeralarm lød ved 4-tiden, så op og se, men der var ingen fare, så vi kunne gå ned og sove igen.

Da der kom varsel om dårligt vejr, bestilte vi en plads i havnen i Porto Azzurro. Der kan man først komme ind kl. 14. Så vi sejlede, i meget lidt vind, for sejl, for ikke at komme for tidligt – og så er det ret afslappende at ”sejle som vinden blæser”. 14 mil på 5 timer. I havnen fik vi vasket noget tov, der var total stift af salt. Vi nød at kunne gå over i byen, så den blev flittig besøgt, også om aftenen hvor der var levende musik på torvet.

• fra vores havneplads ind over havnen og byen
• Ud til D’Livet  

• Samme bro, nu ind mod byen Porto Azzurro
• Musik på torvet

Dagen efter lagde vi os igen ud i bugten, men først efter et dejligt bad. I vores optik, har de her den bedste bruser i Middelhavet. – indtil nu.

Sidst på eftermiddagen kom Freja også, så var vi igen samlet alle seks. Dansker-hygge på D’Livet.

-Aften i Porto Azzurro bugten

-SY Freja by night

Dagen efter lovede de igen kraftig tordenvejr, så vi besluttede at takke af med Elba og sejle til Salivoli på fastlandet. 12 mil. Men de havde ikke plads til os – fredage er der altid fuld hus åbenbart. Vi fik dog bekræftet, at vi har en plads den 10. juli, hvor vi skal sætte Mette i land.

Da vi heller ikke kunne få plads længere oppe ad kysten, sejlede vi tilbage til Elba og ligger nu igen i Portoferraio havn. Heldigvis, for i nat var der et værre tordenvejr, blæst og masser af regn

• Når det regner på præsten… Nabobåden har blåt lys under sin båd 🙂

Vi gik til marinebutikken og købte ”kroge” til vores fendere, så de nu kan hænge på ydersiden af søgelænderet når vi ikke har dem i brug. Og til alle jer der nu tænker, at fendere skal stuves væk når man sejler, så vil jeg bare sige, at vi ikke har plads til at stuve væk og at rigtig, rigtig mange sejler med deres fendere på den måde her. Så det må man godt 😊

Flot ophængte fendere fylder ikke på dækket – Portoferraio bugten

Da regnen holdt op ved 20-tiden, vrimlede det frem med sultne folk, heriblandt os.

I løbet af natten regnede det også helt vildt, så der er kommet meget vand her, som de måske godt kunne have brugt i kanalerne, eller sågar Donau hører vi.

• et sjælden oplevelse, regn i store mængder

Træls:

Vores log er holdt op med at virke, hvilket selvfølgelig er noget træls, men det var også træls da vi skulle afsted fra Porto Azzurro bugten og ankerspillet ikke ville trække kæden op. Så med håndkraft!! Vi mener vi har fået det lavet, og krydser fingre for at det virker, når vi går ud i bugten for natten.

Det virkede 😊 Men vi har desværre haft problemer med det igen – så nu er teorien, at vi nok skal have fat i et nyt batteri.

Efter havneopholdet tog vi endnu en nat i bugten ud for Portoferraio. Det rigtig gode ved det var, at Freja også kom og vi kunne hygge med Claus og Lone over lidt snacks og et glas vin / kop kaffe.

Her i Portoferraio kommer der mange færger, som i rigtig mange, i løbet af dagen. De sejler heldigvis ikke om natten så det er kun om dagen vi må leve med bølgerne fra dem.

• ikke så kønt når de starter op

Den 2. juli vendte vi tilbage til Livorno hvor vi skulle ligge indtil den 4. hvor vi skal hente Mette i Pisa.

-Udsigt ind mod Livorno by

Ikke en dag i Livorno, uden mindst et krydstogtskib – der er plads til mange

Når man har en ekstra dag i havn, bliver noget af tiden som regel brugt på rengøring af båd og vask af tøj samt indkøb af madvarer. Vi fandt et virkelig godt vaskeri, med nye og gode maskiner. Jeg skal undlade at vise billeder derfra denne gang.

Sidst vi var her, fik vi en mega god Caprese, så der gik vi hen igen – og blev skuffede. Ejeren/tjeneren var stadig virkelig flink men Mama i køkkenet var ikke i sit es, og havde vist også glemt at købe frisk salat.

Så kom vi til Pisa, som vi havde booket i rigtig god tid. Havnen var halvfuld, så slet ikke så travl en havn som vi havde troet. Men pæn og ren. Gode sanitetsforhold. Havnen ligger i Pisa Marina, der mest består af strand og hoteller. Der er dog en lille gade med små butikker. Og en stor Coop lidt længere væk.

Stranden i Pisa Marina

Jeg tog bussen ind til Pisa for at hente Mette. Hun landede kl. 23.30, så det var buldermørkt. Bussen var proppet, så jeg fik mig møvret ind til en ståplads. Chaufføren havde vist rigtig travlt med at få fyraften, eller også var han tidligere ambulanceredder, for han kørte sindssyg stærkt også i rundkørsler og på hullede veje. Men vi kom til at kende hinanden i bussen.

Vi tog en taxa tilbage til havnen. Denne chauffør kunne ikke læse færdselstavler, så fartgrænserne satte han selv og ikke under tilladt hastighed på noget tidspunkt. Ellers en fin ny elbil.  Vi kom hjem i god behold og fik os indrettet på båden.

Hvad tager man med til sin mor?

Lækkert rugbrød selvfølgelig

Dagen efter tog vi igen bussen ind til Pisa, denne gang for at være turister. En god tur og fint at se tårnet stadig er skævt og flot vedligeholdt.

Næste morgen sejlede vi tidligt afsted. Vi skulle sejle godt 50 mil til Elba i frisk vind og ret store bølger. Vinden lagde sig dog allerede omkring Livorno, så for motor resten af vejen. Vi sejlede ind i Portoferraio bugten i næsten blank vand. En rigtig dejlig og rolig nat i bugten. Fredag morgen sejlede Jens, Mette og mig ind til byen i gummibåden, så vi kunne gå på marked og i Coop. Det var en meget varm dag, så vi hoppede alle tre i vandet straks vi var retur på båden. Vandet var 26 grader, så det var skøøøøønt.

Jens har nu været under båden flere gange for at forsøge at få loggen til at virke, men uden held. Nu slår vi os til tåls med, at den først bliver lavet når vi får båden på land.

Efter endnu en tur under båden, for at se til loggen

Vi sejlede ind i havnen kl. 11.30 hvorefter vi gik ud til Massimo og købte en is. Mette og jeg gik bytur og var selvfølgelig inde i mange butikker, som Jens og jeg ikke havde været i. Mette gav aftensmad på en af de utallige restauranter – tusind tak for det.

Lørdag sejlede vi til Porto Azzurro bugten hvor vi lå i to dage. Der var en del kraftige faldvinde på vejen, så vi måtte have genuaen ind, da det blev lidt vildt. Vi sejlede ind i helt blank vand – igen.

Her i bugten badede og padlede vi og vi var inde i byen nogle gange. Vi skulle se om vi kunne købe strikkepinde (så nu har jeg fundet ud af hvad det hedder på italiensk – det havde jeg ikke lært hjemmefra 😊) men det havde de altså ikke nogen steder.

– paddel for begyndere

Mandag sejlede vi til Salivoli på Italiens kyst. Diesel på båden på vej ind, og der kom så Lone fra Freja og hilste på. De skulle til at afsted til Elba med datter og to børnebørn der lige var kommet ombord.

Freja sejlede ud af havnen, da vi var ved at lægge til

Vi fik vores plads og her har de også gode sanitetsforhold. Men ud over at betale 113 euro for en nat skulle vi betale for at gå i bad. Jetonerne vi skulle købe, lignede meget nogle jetoner vi havde fået udleveret på turistkontoret i Saint Dizier, til elstanderen på havnen. Vi fik dem ikke brugt dengang, men nu kom de i brug her.

Mette og jeg tog bussen ind til Piombino, hvorfra Mette skal med toget i morgen. Vi kom desværre lige i middagslukketiden (som for nogen varer til kl. 16.30!) men Mette fik helt styr på bus to tog til Pisa. Vi gik i Coop og der købte jeg en bordventilator. Det er nok de bedste 25 euro jeg har brugt i rigtig lang tid. Kan kun bruges på landstrøm, men det er også i havnene, der er mest stillestående luft. Vi har allerede haft god gavn af den.

Tirsdag den 11. juli var det desværre slut med besøg, Mette skulle hjem. Vi stod tidligt op og fik taget afsked med hende. Hun tog bussen kl. 8.25 og var første hjemme i Vandel midt på aftenen. Så en lang dag for hende.

Jeg er dog sikker på, at hun nyder temperaturen i DK, efter at have været på en båd i 30 grader og sol i en uge.

Vi sejlede ned langs kysten til Talamone, en virkelig flot tur, desværre igen modvind ca. 9 ms men det flotteste vand og en varieret kyst.

• det er da flot vand

Kom til en skøn lille lystbådehavn ved en lille by. Blev modtaget af havnemesteren i gummibåden og på broen stod der to og hjalp med fortøjning. Det er dejligt igen at være i en rigtig lystbådehavn. De fleste både er lokale og der er liv på dem. Nogen er her hele dagen og andre tager hjem, efter lige at have været nede og se efter et eller andet og i hvert fald få en snak med en eller flere af de andre. Det føles helt hjemligt. Det er så lokalt at ingen snakker andet en italiensk. Havnemesteren kan lidt engelsk, lige de gloser der er nødvendige for ham. Men vi klarer os også på italiensk 😊

Havnen i Talamone

• Fra byen

Her bliver vi indtil fredag morgen da vejrudsigten lover blæst. Og det blæser nu. Vi måler nu op til 19 m/s i havnen onsdag kl. 20. Blæsten skulle begynde at lægge sig torsdag eftermiddag. Krydser fingre.

Fra Talamone til Agropoli og nyt besøg hjemmefra – 22/7

Vinden lagde sig, så vi kunne trygt sejle ud den 14.  juli tidligt om morgenen – kl. 06.00. Men, men, men, et er hvordan vejret er i og ved havnen, noget andet er hvordan det er længere ude. Vinden tog til og vi sejlede i god vind og store rullebølger hele vejen. Det blev en lang sejlads, 13 timer. Men så kom vi også til en god plads i en god havn. Vi ankom lige tidsnok til at nå kontoret inden lukketid kl. 19.00, så vi kunne få kort til broen og sanitetsbygningen. Det er jo rart at kunne forlade broen og være sikker på at kunne komme ud til båden igen.

Så blev der lavet æggekage, det skulle gå hurtigt, vi var sultne, da vi ikke havde fået ret meget at spise på vejen.

Efter aftensmaden blev der vasket tøj i havnens 24/7 vaskeri. Båden blev også vasket. Så selvom vi var trætte var det rart at lave noget fysisk, efter den lange sejlads.

Lørdag gik med at opdage og opleve havnen og omgivelserne. Jens fik byttet campinggas efter at have cyklet rundt og ledt efter ”butikken” og så kunne han ikke betale med kort, nærliggende ATM var ude af drift, så han måtte hjem og hente kontanter. Det blev en lang cykeltur i over 30 graders varme.

Vi kom i snak med et engelsk par ved samme bro. De var på vej nordover og til Spanien.

Ved 20.30 tiden kom Signe og Peter. Da der følger en p-plads med til alle havnepladser, kunne de holde på ”vores” indtil søndag aften hvor de kørte bilen til lufthavnen. Aftensmaden blev hurtigt tilberedt så vi kunne spise sammen ved 21-tiden – i mørke 😊 så kunne de indrette sig i forkahytten.

Peter og Signe har ikke tidligere været i Rom, så søndag tog vi bus og tog ind til Rom for at være turister dér. Vi spiste frokost i Trastevere.

Med bus og Metro til Rom

Mon ønskerne går i opfyldelse?

En tilfældig gade i Trastevere   

Da vi kom tilbage fra Rom, var det hurtig omklædning og til stranden. Bare ærgerligt, at vandet var 30 grader. Vandet i bruseren på stranden var så kun 6 (måske lidt mere – men meget koldt), så vi blev både skyllet og kølet.

Nu da Peter og Signes havde bil her, benyttede vi lejligheden til at køre til supermarkedet og handle ind. Det er virkelig en luksus, vel nærmest på linje med at have egen vaskemaskine.

Aftensmaden var Italiensk/Dansk: Caprese – brød med gedeost, olie og honning på grill – og Grillpølser

Mandag ville vi afsted i god tid, men kontoret var lukket pga strømafbrydelse i havnen. De lovede det kun var indtil kl. 9.30. Jeg gik tilbage til båden og heldigvis var brolågen ikke lukket, det blev den da næste mand gik ud på broen. Og så var vi alle lukket ude ☹ Men med italiensk punktlighed kom strømmen igen kl. 9.30!! Det havde vi nok ikke lige forventet.

Så afsted til Nettuno havn hvor vi startede med at fylde diesel på (i tank og på dæk) Men også her var det godt vi havde Peter med, han tørrede op og tørrede op så der ikke var mere flydende diesel på dækket.

Vi blev anvist en langskibsplads. Fantastisk, det er vist første gang i år vi ligger langskibs.

Efter vores kombinerede frokost og ”kl. 5-mad” som vi fik kl.16, gik vi alle op i byen for at tjekke den ud. Virkelig en hyggelig by og her sælger de også Aperol Spritz til danskere 😊.

Vue over havnen fra et af byens torve

Aftensmaden blev Pizza Take Away. Let for os, anstrængende for Jens der hentede – mange trapper fra havnen og op til pizzariaet.

Her er meget varmt og om natten er det svært at sove når temperaturen ligger mellem 24 og 28 grader.

Peter fandt en løsning, han lagde sig ud på fordækket. Det hjalp også Signe, der så havde hele sengen for sig selv.

Dagen efter gik Jens og jeg på jagt efter nye batterier til Thruster og ankerspil. Peter og Signe tog paddelbords og stod i havnen, indtil de blev fortalt at det måtte de ikke, så gik de til stranden.

Vi begyndte selvfølgelig i marinebutikken på havnen. De havde ikke den størrelse batterier vi skulle bruge, men henviste os til en bilbutik oppe i byen. Så der gik vi op, fulde af forventning om at kunne købe to batterier. Rigtig god service, hun søgte og forsøgte, men havde ikke, og kunne ikke skaffe samme dag, batterier i den rette størrelse. Hun henviste os til marinebutikken på havnen! I den anden ende af havnen ligger et værft, så der forsøgte vi, men kunne slet ikke komme ind. Forsøgte en elektriker i en varevogn, han kunne, som de fleste andre, kun italiensk, men vi forstod da, at han henviste os til havnen.

Så retur til marinebutikken på havnen. Denne gang snakkede vi med en anden, som var vældig flink. Han havde en ven i nabobyen som måske kunne hjælpe. Han ringede op og ganske rigtigt, vennen havde dem. Da vi jo ikke havde bil med, ville han hente dem til os. VI skulle bare komme til butikken igen kl. 15. Det gjorde vi selvfølgelig, vi var der kl. 15 (som danskere jo er – præcise) butikken var lukket! Alt godt kommer (måske) til den der venter – kl. 15.15 kom han og åbnede butikken, men uden batterier ☹

Han fortalte dog, at batterierne stod i bilen i nabobyen og at vennen ville komme med dem senere, så vi kunne komme tilbage kl. 17.

Vi kom kl. 17.30 og nu stod batterierne klar til os – jubiiii

Jens fik dem installeret og det virker.

De gamle batterier – enhver kan da se de trænger til udskiftning….

Til aftensmaden, som igen i dag var positiv inspireret af Peter og Signe, skulle vi have noget af vores nyindkøbte rosévin. Købt i 3 liters plasticdunk til under 10 euro. Den smagte som gæret sherry, så de 3 liter blev stående på kajen da vi forlod stedet dagen efter. Man får hvad man betaler for og da vi stort set ikke ser rosévin på hylderne hernede, kan jeg sagtens forestille mig, at den har stået inde bagest på en hylde i alt for mange måneder. Vi havde heldigvis andet vin.

Onsdag sejlede vi til Gaeta bugten, noget af vejen endda for sejl – skønt. I bugten lå der kun 4 både da vi kom plus et stort amerikansk krigsskib, lige udenfor, så vi sov trygt og roligt den nat.

I bugten hoppede vi i vandet og Peter var igen under båden for at rense loggen, den virker desværre stadig ikke.  Men skønt at være i vandet.

Så blev det torsdag og vi skulle i havn. Det blev i Baios. En stor havn med flere sejlklubber, der hver råder over en bro. Den bro vi lå ved var privat, så, måske derfor, var den også uden sanitet.

Havnen Baios  

Vi sejlede forbi Ischia og andre små øer, hvor man kan ankre, men vi skulle til fastlandet, da Signe og Peter står af i morgen. På vej ind imod havnen sejlede vi forbi virkelig mange blå tønder/bøjer. Der dyrkes blåmuslinger i stort tal her.

Peter og Signe gik i land for at får styr på bussen fra havnen i morgen og vi gik ind for at betale og finde et spisested til i aften. Begge dele lykkedes. På båden fik vi kl.5-mad med Deutz Brut champagne, som Signe og Peter havde med. Super lækker, og i særklasse bedre end den anden champagne de havde med, den var bestemt ikke god.

Sidste aften med Signe og Peter skulle vi spise ude: Pizzeria restaurant, men tjeneren fortalte, at de også havde andet end pizza. Det var helt korrekt, de havde bare kun pizza på menukortet. Den søde tjenstivrige unge tjener, der kunne 4 engelske ord spurgte hvad vi ville have. Vi bestilte bruschetta til forret, det gik fint og så ville vi gerne høre hvad de havde. Det var fisk, pasta med fisk og blæksprutte. Vi bestilte en gang blæksprutte med salat (salatblade og en kvart citron) En spaghetti pomodori, en spaghetti frutti di mare og en spaghetti vongole og så kom vi til vinen. Heller ikke noget kort her. Vi kunne se på hylden hvad de havde. Da vi skulle bestille, kunne vi vælge mellem 3 vine. Vi spurgte til prisen og så måtte tjeneren hen til Mama som slog vinene op på computeren for at finde prisen. Vi valgte den dyreste rødvin (22 euro) og så en hvidvin som vi var blevet anbefalet af ”Freja” Rødvinen var varm, men han forstod da, at vi ønskede den kold ,så der kom en køler til rødvinen. Hvidvinen stod på bordet. Så kom en anden tjener og ville blande sig, så vi måtte igen afstemme hvad vi havde bestilt og vores unge tjener havde styr på det.

Signe kunne, fra sin plads, se ud i køkkenet hvor mama selv stod ved gryderne og smagte til så spaghettien var al dente, som kun en italiensk mama kan koge den og blæksprutten var perfekt.  

En meget anderledes oplevelse men maden var helt perfekt.

Næste morgen tog vi afsked med Signe og Peter efter morgenmaden. De skulle nu med bus til nabobyen, tog derfra til Napoli, hurtigtog derfra til Rom og metro til lufthavnen. Alt gik fint og da de kom til Verona, hvor de skulle overnatte, var der kun 24 grader, så Peter kunne sove indenfor.

De kommer, hvis alt går vel, hjem meget tidligt søndag morgen.  

Vi sejlede, endnu engang alene, til Agropoli. En tur på 51,9 nm vi startede ud i overskyet vejr, hvilket er helt perfekt når det er så varmt. Meget urolig vand indtil vi havde passeret Capri, så blev det mere roligt og ved middagstid kom solen igen.

Vi fik vores plads i havnen og ville betale med det samme, men da han kun kunne modtage kontanter måtte vi først en tur OP i byen og hæve.

Vi kom sent tilbage da byen var hyggelig, så igen i dag sen aftensmad (også efter italienske forhold).

Nu var det tiltrængt med en god nats søvn, og det fik vi.

Vores sidste havn i Italien – 2/8

Efter hovedrengøring af båd, ude og inde, var vi klar til at sejle videre mod Marina de Camerote. Vi ville have haft diesel på, på vej ud af havnen. Skiltet ”Aperto” stod ved tanken, men de havde vist bare ladet det står fra i går. De åbnede i hvert fald ikke – måske efter kirketid, men det kunne vi jo ikke vente på. Det var en dejlig overskyet dag, men som sædvanligt i modvind. Dog kunne vi sejle for sejl de sidste 3 mil. Bedre end ingenting.

Lige udenfor havnen var der en kaj, hvor man kunne ligge gratis, men på græsk manér. Anker ud, bakke ind til kajen og fortøje. Det havde vi aldrig prøvet før. Her var kun to både i forvejen og det var stille vand. Så vi lagde os vinkelret for kajen, ca 2 bådslængder ude, kastede ankeret og bakkede ind til kajen. En italiensk sejler fra nabobåden kom og tog imod fortøjninger og da bagfortøjningerne var ok, trak vi ankeret lidt op for at stramme til. Vi lå perfekt 😊 Gad nok vide om det kommer til at gå lige så godt i Grækenland, der er jo nok flere både (og deres ankre) og måske også vind. Vi må se – vi har i hvert fald troen på at vi kan. For øvrigt en dejlig by. Vi ringede hjem til et par af børnene og hørte om heldagsregn i Danmark (kunne faktisk godt lige bruge en regnvejrsdag her – undskyld)

Nå men vi skal jo videre og det kom vi.

Sejlede til Cetraro, en af flere havne hvor havneindløbet sander til, så det var med meget lav fart og koncentration vi sejlede ind. På 4 meter vand kunne vi tydeligt se havbunden og i havnen var vandet lige så rent. Vi kom selvfølgelig godt ind – god kaptajn. Vi fik en tysker som nabo, de var på vej nordpå, så vi fik en god snak med dem også.  Det seneste indlæg her på siden er skrevet på  denne arbejdsplads, som jeg fik lov at låne. Aircondition 22 grader – det var dæleme dejligt 😊

Min aircon-arbejdsplads 🙂

Vi fik lasagne (selv om det er varmt, kan man godt spise lasagne) lavet i omniaovnen, med en god salat til.

Næste dag, vel morgen kl. 7.45, sejlede vi ud af havnen – også uden at ramme sandbanken. Igen for motor og storsejl hele dagen. Genuaen var oppe i 5 min. så røg den ned igen. Da vi nærmede os havnen, Marina Sella Sud, kunne Jens se røg på bjerget, og ganske rigtigt der var brand og flyverne hentede vand og smed det. Vi mærkede heldigvis kun lugten og asken der dalede ned på båden og i øjnene, når vi gik i byen. Men de sagde vi ikke skulle være urolige, så det var vi ikke.

Og så til dagens helt store opgave – udskiftning af joker ventil på vores toilet!!

Jens fik skilt slanger ad og vi fik skyllet det der var tilbage af den gamle ventil, så blev jeg stik-i-rend-pige og til marinebutikkerne efter en ny. I første butik havde de en, men det kunne selv jeg da se at det var til et noget større rør end dem vi har. Så i næste butik, hvor de havde helt vildt meget fiskeudstyr, så noget spændt fik jeg spurt til en Joker Ventil. Den tavse ekspedient gik hen bagved, tog en gammel papkasse ned fra en hylde og begyndte at hale pose efter pose frem, og så vupti var der en pose jeg skulle se. Ja, den var god nok, der var en joker ventil i vores størrelse, men der var også meget andet, som jeg ikke vidste hvad var. Da ekspedienten nærmest ikke sagde noget overhovedet og da slet ikke hvis det ikke var italiensk, prøvede jeg om et par af kunderne kunne lidt engelsk. Det viste sig at resten af posens indhold er reservedele til motoren på el-toilettet. Så jeg måtte købe de hele 65 euro!! Men nu virker toilettet uden tilbageløb – og det er nu da rarest at vi får rent vand i kummen når vi trækker.

Så skulle der gøres kål på vores urinsten i rørene. Afsted igen efter citronsyre. Men det fandtes ikke i byen. Apoteket havde det i pilleform, men det er vist en anden opløsning 😊 så jeg søgte råd og købte noget stærk afløbsrens. Vi ved ikke om det har taget det hele, men det skummede op og vi ved at der ikke er så meget sten nu som før.

Efter sådan en dag spiste vi på havnens restaurant.

Her i havnen har de, de flotteste badeværelser vi har haft til dato. Der ligger endda små håndklæder til at lægge ud på gulvet efter badet.

Vores nabobåd, med en hilsen fra Danmark. Vi ser mange X-Yachter her i Middelhavet.

Det begyndte at blæse op i dag, så vi var usikre på, om vi skulle afsted næste morgen. Vi satte dog vækkeuret, men da jeg havde fået mega ondt i maven og blæsten ikke var stilnet af kl. 4, slukkede jeg vækkeuret og fik endelig lidt søvn. Jeg sov ret meget i løbet af næste dag. Jens fik købt pladsen endnu en dag (heldigvis) Hen ad dagen fik jeg det bedre  og jeg fik købt Tepai (Vignette til det Græske farvand), så nu må vi sejle der hele august.

Den 28. juli skulle vi ned i Messinastrædet. Vejrudsigten sagde: ingen vind til at begynde med, men ca 10 mil før strædet ville vi få vind – medvind!. Da vi kom ca 12 mil før strædet kunne vi  godt se der lå vind forude, så glæden var stor, nu skulle vi endelig sejle for sejl. Men nej. Samtlige vejrudsigter havde taget fejl af retningen og styrken. Vi fik modvind, store bølger og op til 25 sek/m. Søgte ind i læ af Sicilien (læ og læ? Men lidt bedre) Så tæt på nervøsitet for hvordan det ville blive i strædet, men her blev vores bønner hørt, vinden lagde sig til 10-12 sek/m og det er jo noget lettere at have med at gøre.

Messinastrædet lige frem

Østlig markering af indsejlingen

Strædet var ikke noget problem, skulle bare holde øje med alle de færger der krydsede frem og tilbage mellem fastlandet og Sicilien.

Det gik fint, kun en færge truttede af os – men rolig nu – ikke engang tæt på fare.

Så kom vi til havnen i Reggio di Calabria og nu skulle vi have diesel på. Desværre var der lige gået en meget overdimensioneret speedbåd ind til tanken. Vi lagde til ved kajen ved siden af og ventede. Efter godt en halv time sagde en af de to unge mænd på båden, at der ville gå endnu 2 timer inden de havde fået tankene fyldt op. Skulle have 2.000 liter, hurtigt omregnet til dagens listepris, ca. 30.000 kr. Gad vide om de havde fars kreditkort med, eller har de solgt en god idé til Elon Musk? Men der skal jo føde til de 6 motorer den har bagpå

Vi venter og venter….

Nå det skulle vi jo ikke vente på, så en af dieselfolkene fik os forklaret, at vi skulle lidt tættere på, så kunne dieselslangen nå. Og således fik vi fyldt tanken op, kom hen på plads, var i bad, fik grillet brød med gedeost (tak for inspiration Peter og Signe) og mens vi sad og spiste, forlod speedbåden tanken. Godt vi ikke har sådan en båd.

Det var helt klart den hårdeste sejlads vi har haft, så vi sov godt hele natten. Det gode var, at der var 4 delfiner der sprang ved siden af båden.

Den 29. juli rundede vi Italiens ”støvlespids” og passerede Italiens sydligste punkt (i hvert fald fastlandets)

“Støvlespidsen”

Vi sejlede for sejl i to timer i dag – lykke på turkisblåt vand. Der var flere sejlbåde på vandet i dag, hvilket er ret nyt, vi er vant til at sejle nærmest alene blandt få motorbåde. Det var en rigtig flot tur. Vi kom til Porto delle Grazie – en rigtig Marina. Med T-broer hvor to mand stod og tog imod os og vores fortøjninger, så vupti, så lå vi dér fortøjret, uden at have gjort andet end af få fenderne helt ned til vandet og række fortøjningerne ud over rælingen. Det er sgu da luksus. Alt i havnen var forholdsvis nyt og meget velholdt. Men at kunne gå lige fra bådens badeplatform over på en ”rigtig” flydebro – fuldstændig som hjemme i Fredericia. Det var bare SÅ dejligt, at jeg måtte gå der flere gange, bare for at gøre det…

Billede af D’Livet ved den skønne T-bro

Ellers skete der ikke så meget denne aften, måske lige ud over den schæferhund der faldt i vandet mellem båd og bro og både manden og datteren kæmpede med at få den op, men flere gange faldt den fra dem. Det hele endte godt, men nu kan jeg se at det er rigtig godt med en hunderedningsvest, så der er noget at hale hunden op i. Det gik i hvert fald ikke ret godt ved at hale i forbenene.

Vi forlod denne skønne havn kl. 7.00 den 30. juli. Vi havde igen en lang sejltur foran os. 62 sm.

Det er ikke fordi vi synes det er helt vild dejligt at sejle så lange stræk, men der er simpelthen ikke flere havne, og ankerpladser er ikke en mulighed lags denne kyst.

Vi sejlede igen i stille vejr. Læs: for motor – først da vi rundede sidste pynt og skulle ind imod havnen fik vi en vind vi ikke havde forventet. 17 m/s. Vi havde haft storsejl og genua oppe som hjælper til motoren (eller omvendt) men nu fik vi da rullet genuaen ind og lidt senere også sejlet. Vi sejlede mellem gasplatforme (mon de hedder det) og skulle jo også gerne ramme ”havnehullet”

Da vi havde fået at vide på forhånd, at der ikke var plads til os, var planen at lægge til ved dieseltanken og finde ud af at få en plads mens vi lå der. Men igen blev vi overhalet af en stor motorbåd. Så mens vi afventede, kom en havnemand løbende på broen og viste os vej til en plads, hvis vi ville ha’ den. Det var præcis ved den bro vi helst ikke ville ligge, da den var urolig og lige indenfor havneindløbet. Men vi takkede selvfølgelig ja. Kort efter kom en tyrkisk Jeanneau 50 og lagde sig ved siden af os. Virkelig søde mennesker som vi fik snakket en del med – og udvekslet erfaringer. De kom lige fra det Ioniske hav og skulle videre op langs Italiens kyst.

Dejligt naboskab

I løbet af aftenen var der havnebio. En fransk båd kom ind i havnen og ville ikke ligge ved denne bro, han ville lægge sig ved værftet (som han nok havde en aftale med) han kunne dog ikke styre båden i vinden, så han drev over i en hel del småbåde med påhængsmotorer, inden han langt om længe kom ind og ligge ved kajen.

Han har i hvert fald fået ridser i båden, og gad vide hvad der skete med de små både??

Vi gik op i byen og spiste pizzaslice på et noget alternativ pizzeria. Øl eller sodavand til. Vi valgte øl og fik to øl i flaske. Pizzaslice blev serveret på en fælles bakke. Værsgo’ spis med fingrene og drik af flasken😊Men det smagte godt.

Da vi skulle have handlet ind, blev vi her en ekstra dag. Den begyndte sådan:

Op kl. 7.15, bage boller i omniaovnen, spise friskbagte boller til morgenmad, afrime køleskab og vaske båd. Hen til stranden og bade i total klart vand, 26 grader, sandbund og sol. ”Brusebad” på broen med vandslangen. Det er da ikke så tosset..

Vi cyklede op til Coop og Conad for at handle ind, til de næste dage og nu hvor vinden har lagt sig fik Jens også skyllet salt af genuaen.

Tidligt i seng, da vi skal op kl 5 i morgen. Vi skal sejle 71 sømil og gerne være ved havnen kl. 17. Ikke helt sikker på vi har fået booket en plads, men det går vi ud fra (ikke altid til at finde ud af deres måder at udtrykke sig på, når man ringer) 

Kl. 6.00 tirsdag morgen sejlede D’Livet afsted med kurs mod den vores sidste havn i Italien. Satte sejl og genua lige udenfor havnen og tog dem ned kort før mål. Det lyder jo dejligt – men men men, vi havde også motor i gang hele vejen.

Ankom til havnen kl. 16.15 hvor vi blev mødt med radiotavshed når vi kaldte op. Vi gik ind til dieseltanken og fik tanket, hvor jeg kunne fortsætte mine opkald på VHF’en. Og nu lykkedes det, vi skulle bare sejle til første bro på venstre hånd, så ville han vente på os der.

Ved tanken mødte vi en Nordmand der ville høre hvor vi kom fra. Det viste sig, at han er ”businesspartner” som det åbenbart også hedder på norsk 😊, med en sejler fra Kolding. Og selvfølgelig keder Jens ham og kunne fortælle nordmanden, at han ikke sejler i Grækenland længere, men har fået sin båd transporteret hjem på bil i år.

Aftenen var flot og der var supermåne i Danmark, men månen var altså også flot her.

Natten var derimod noget helt andet. Vinden tog til hen over natten, så vi rullede alle rundt på bølgerne og vi måtte ud og sætte ”albuer” i fortøjningerne. Vi var møgtrætte, men på trods af det sov vi ikke særlig godt.

I dag – vores sidste dag i Italien – startede med det skønneste vejr: Overskyet 😊 Men det varede kun til ved 10-tiden, så fik solen igen magten. Vinden er vendt, så nu bliver vi presset ind mod broen. Det fik Jens styr på, mens jeg sørgede for morgenmaden. Igen i dag nybagte boller.

Derefter hen langs kysten og op i byen (læs: gaden ovenfor der går parallelt med strandgaden) Der var nu mere by og flere restauranter end forventet. Endda et lille supermarked, så nu er vinbeholdningen igen i top. Skulle jo nødigt mangle på de Ioniske øer.

Vores nuværende havn

Der er stadig for meget vind, men den skulle lægge sig først på aftenen. Så nu håber vi på en god nats søvn og en vind ”lige i røven” i morgen, når vi sejler til N. Othoni. En meget lille ø, nordvest for Korfu. anbefalet af vores tyrkiske naboer.

Grækenland

Så er vi kommet til Grækenland – 11/8

Vi skal lige have den sidste dag i Italien med. Vi var på en lang gåtur op ad den hvide trappe, der forbinder havnen med basilikaen. 284 trin op – og ned igen men vi blev belønnet med en fantastisk udsigt. På toppen ligger det meget ikoniske fyrtårn. I sig selv 47 meter højt og ligger 102 meter over havet. Det er Italiens næstvigtigste fyrtårn efter Genova. Ved siden af fyrtårnet ligger basilikaen, der blev bygget til minde om St. Peters passage her, under hans rejse til Italien.  

Efter den meget varme tur, skulle vi have skiftet gæsteflag. Italiensk ned og græsk op

Den 3. august kl. 15 lokal tid, (vi mistede en time i dag) ankom vi til øen Othoni, efter at have sejlet ca 57 mil for motor og sejl.

Vi havde regnet med at ville ligge i bugten på øens sydøstlige side, men da vi kom frem, var vinden lige ind i bugten, så vi fortsatte til den lille havn der lå kort derfra. Vi var heldige, vi kunne lige nøjagtigt ligge langskibs, ved en træbro indenfor molen. Vand og strøm på broen. Fantastisk. Jens startede med at vaske saltvand af båden og jeg stak fødderne i det helt fantastisk krystalklare og lidt kølige vand.

Da vi så havnefogeden, gik vi selvfølgelig over til ham for at melde os, og betale. Der holdt vores held lige en pause, for den plads vi havde ved broen, var booket til en flotille. De skulle ligge 2 og 2 udenpå hinanden. Så vi måtte flytte, men dog kun over til en ydermole, hvor vi skulle ligge agter ind og anker ud. Havnefogeden dirigerede men desværre havde ankeret ikke fat første gang, så om igen og så gik det fint.

En rigtig god velkomst til havnen af en havnefoged der udstrålede glæde ved sit arbejde, tålmodig, snakkesalig på både engelsk, italiensk og græsk. Han kom kørende på sin scooter hver gang der var en båd i sigte, der skulle hjælpes ind, også fiskerne fik en hånd med. Betaling: 27 euro og som han sagde ”det er 8 euro billigere end hvis I havde ligget ved træbroen”😊Hans kortterminal virkede ikke, så han ville kaste den i havnen, det anbefalede jeg ham dog at lade være med.

Lidt senere fik vi en nabo, endnu en af bådene fra flotillen. Englændere der havde lejet båd her, for 14 dage, hvert år de seneste 14 år. Så dem fik vi snakket lidt med. De var 3 både i flotillen + ”førerbåden”, som hver morgen kl. 9.30 fortalte dem hvor de skulle sejle hen den dag, og så mødtes de der om aftenen.

Så gik vi på opdagelse på øen. Hen ad vejen fra havnen rundt om hjørnet ved kirken og så var ”byen” der. 3 tavernaer, et minimarked og en tobaksforretning. Vi fik os en forfriskning på den ene taverna – der hvor der i forvejen var gæster.

Alt i alt en havn og en ø med ene flinke mennesker. Vi kan allerede glæde os til vi skal der ind igen på vejen hjem.

Næste morgen sejlede vi til Kassiopi på Korfu. Vi sejlede i havblik og i roligt tempo, fulgte Albaniens kyst hele vejen. Vi sejlede først ind i en bugt lige før Kassiopi, men der kunne vi slet ikke finde læ nok. Der var lovet uvejr dagen efter. Så vi sejlede ind i bugten indenfor Kassiopi havn. Stille og rolig bugt, sammen med en del andre både.

Også natten var rolig, men næste dag kom det lovede uvejr så ved 14-tiden. Vi havde lige siddet stille og rolig og fået frokost, da Jens mærker vinden blive kold og så kom det. 25 sek/m vind lige på en gang og det kunne ankeret ikke holde til, så det rev sig løs. På vores og på de fleste andres både. Nu kom regnen også. Vi fik ankeret op og sejlede længere hen mod havnen for at finde en smule læ. Vi kastede ankeret og det holdt. Det var skybrud – hold da kæft hvor det regnede, blæste, tordnede og lynede. Så sad/stod vi der og holdt øje med vores eget anker og de andres. Gummibåden skulle også tømmes for vand et par gange. Der er ikke meget læ for regn og blæst på en sejlbåd kun med bimini. Der lå en franskmand foran os, men ingen at se på båden, da den begyndte at drive og vi ikke kunne råbe dem op måtte vi bruge vores tågehorn og så kom der et par op fra dybet. Jeg havde næsten ondt af den unge pige i den tynde gule sommerkjole, der skulle hen og hive ankeret op, hun var gennemblødt inden hun nåede hen til ankerbrønden. Men de fik sig placeret længere væk og det holdt.

Da det hele var overstået ved 17.30-tiden, kunne vi få tørt tøj på og lave lidt aftensmad. Så sejlede vi tilbage til den indre bugt og lagde os for natten.  Ankeralarmen blev sat til, men selvom den ikke gav lyd fra sig, sov vi ikke så godt denne nat.

Vi tog afsked med Kassiopi dagen efter og sejlede til en ny bugt, Agios Stefanos. Her havde jeg ringet og bestilt plads ved hans lille bro – betaling: spis på tavernaen. Vi måtte først komme kl. 15.00 da han skulle have plads ved broen til frokostgæsterne. Vi sejlede derfor langsomt langs kysten længere nedad og fandt en bugt vi ville til dagen efter. Hyggelig langsom-tempo sejlads uden andet formål end at opleve og få tiden til at gå.

Vi kom til broen lidt over 15, og Tavernaejeren og en kollega kom og tog imod os. Vi gik op på Tavernaen for at få en Ouzo. Skal man ikke det når man kommer til Grækenland? Det udviklede sig til en lille frokost. Vi bestilte: bagt aubergine med ost, Village Feta og pommes frites samt to lokale øl.

Vi fik: Bagt aubergine med ost, Tzatziki og græsk salat 😊 De to øl var lokale. Nå det smagte nu også meget godt.

Så gik vi en tur i byen. Den kunne ikke blive ret lang, da byen ikke var ret lang. 2 Tøj/souvenirbutikker, 2 minimarkeder og en ATM. Der var 5 tavernaer ved havnen.

Vi fik naboer ved broen, 8 libanesere i en lejet 50 fods katamaran. Vældig flinke, en kom hen og snakke dansk til os – dansk mor og libanesisk far, opvokset i Libanon men studeret 3 år i København. Så kom de andre også og vi fik os nogle gode ”venner”

Vi skulle jo spise på tavernaen igen til aften. Vi bestilte forretter: Græsk salat og Village Feta og hovedretter Ssuvlaki og pasta med fisk.  Forretterne synes ejerens far (ham der tog imod bestillinger og betalen) ikke vi skulle have, han ville finde noget godt til os. Der ville jo være græsk salat til hovedretten og i den er der jo også feta. OK han fik lov og vi fik nogle dejlige forretter. Der var nu ikke salat til hovedretten, så den måtte vi lige genbestille. Vi fik lokal rosévin til. En rigtig god oplevelse også hvad smag angik.

I tavernaen havde de også lige et lille udvalg af varer man kunne købe, hvis man lige stod og manglede:

Regningen for hele dagen skulle så betales, men ikke med kort. På grund af brandene på Korfu (ret tæt ved), var der bøvl med el, vand og internettet, så vi måtte ud i båden efter flere kontanter. Og så bliver man jo glad for at byen har en ATM, så vi kunne hente flere kontanter.

Han har været meget uheldig, for hos minimarkedet virkede terminalen fint😊 kan man tænke, at han skjuler lidt for skattevæsenet?? Naaaajj mon dog…

Efter sådan en omgang mad, var det bare ud på hovedet i seng – troede vi. Vi havde kun lige lagt os, så bankede det på. En fra katamaranen ville gerne låne den vandslange vi tidligere havde aftalt han skulle låne om eftermiddagen. Så Jens op og finde vandslange frem. Men her i Grækenland er aftenerne blevet køligere, så han fandt hurtigt ned i seng igen.

Den 7/8 skulle vi så videre herfra. Vi kunne dog ikke komme ud før katamaranen og den motorbåd der var kommet, udenpå ham, var sejlet, da der ikke var dybt nok til at vi kunne sejle udenom dem.

Så vi gik hen i byen og købte lidt græske lækkerier til de næste dage i bugterne. Så ved 11-tiden gik de afsted, og det samme gjorde vi. Vi skulle sejle ca 3 mil til Kalmati Beach og fik en god ankerplads der. Vi roede i land og her gentager historien sig, en tur i byen – 2 minimarkeder og et par souvenirbutikker – så det var hurtigt overstået, ud til båden igen og bade i det friske, klare vand.

Det mest irriterende ved at have Albanien så tæt på er, at vores telefoner går på AL-net og det koster. Men årsagen er, at der ellers ikke er noget net her i bugterne. Lidt træls ikke at kunne få vejrudsigter og ankeralarm tjekket.

Heldigvis kom der en større båd og lagde sig tæt ved os, og han havde wifi uden kode. Det kunne vi lige logge på og få ankeralarmen startet. Der blev nu ikke brug for den, for vi lå godt og sikkert i bugten.

Tirsdag ville vi sejle over til fastlandet til en meget lang og smal bugt, der anbefales hvis der er meget vind i sigte. Da vi kom dertil, var hele indsejlingen nærmest plastret til med fiskefarme, de var nu i det hele taget overalt langs kysten over ca 8 sømil, startende i Albanien og næsten helt ned til den havn vi så valgt i stedet for bugten. Vi så en del delfiner springe i dag, det er så hyggeligt når vi ser dem.

Sagiada havn. En lille fiskerihavn hvor der også kan ligge nogle få turister. Vinden havde taget til, så vi var meget glade for at se italieneren fra vores nabobåd komme og tage imod fortøjninger. Her også med anker ud og det gik rigtig godt. Vi bakkede ind til molen op mod blæsten.

Vi gik hen på havnepolitiets kontor og meldte os, de fik vores oplysninger og fortalte, at havnen er gratis at ligge i. Det er sådan noget vi godt kan li’ at høre..

Vi gik en tur op i byen (har I læst det før?) men denne gang var der 1 km derop, forbi en hel del olivenlunde. Byen bestod af en del huse, men kun en bager, en pizzabar, en kaffebar og et minimarked. Vi fik en softice ved bageren. For øvrigt en bager med rigtig flotte brød og kager og sågar hjemmelavede ispinde.  Jeg må op og hente morgenbrød der i morgen

Vi kom tilbage til havnen og nu havde vinden taget noget mere til. Den lave mole hvor bølgerne så småt stod ind over da vi gik, kunne vi nu slette, ”så småt” Nu stod de ind over og helt over i vores cockpit hele tiden. Det blev kun værre og værre indtil kl. 18 hvor vinden begyndte at tage af

Kl. 20 gik vi over på en af tavernaerne for at spise aftensmad. Skal man have fisk her, skal man med ind i tavernaen og udpege hvilken fisk man vil ha’. Jens ville gerne have stegte ansjoser (dem skulle han dog ikke udpege😊) jeg fik Moussaka – dejlig mad. Og så mens vi spiste kom ejeren med myggespray til fri afbenyttelse til alle gæster. Så vi blev smurt ind, men noget af skaden var sket. Jeg kom hjem med 5 nye myggestik Jens kun med et enkelt.

Der er et floddelta her i nærheden, så måske myggekongen fra Rhône-deltaet har en fætter, der bor her med hele sin familie.

Tilbage på båden blev der lukket til og hængt myggenet op.

Min tur til bageren næste morgen:

Målet for 2023 er nået – 26/08

11/8 sejlede vi videre sydpå, denne gang til Plataria Vi lagde os ved bykajen med anker ude da der ikke var mooringsliner til alle. Vi er faktisk blevet ret gode til det med ankeret – synes vi selv. Endnu engang viser det sig, at jo mere man øver sig jo bedre bliver man😊 På vej hertil så vi delfiner, de er alligevel lidt større end marsvinene i Lillebælt – hyggeligt.

Her i byen er der, ud over de sædvanlige supermarkeder, souvenirbutikker og tavernaer også et byggemarked, og da Jens mangler sandpapir (til bordet i cockpittet) og en ny børste til rengøring af grill, var han afsted to gange i dag, begge gange var der lukket. Dagen efter gik vi begge afsted og der var åbent. De havde sandpapir men ingen børste – den kunne vi dog købe i et supermarked senere.

Mens vi lå ved kajen kom en dansker og hilste på. Vi bød på et glas rosévin og Thomas, som han hedder, kunne fortælle om området her. Han har sejlet her hver sommer i mange år. Tydeligt at høre han kom nordenfjords fra. Han skulle have båden på land den 14/8, så han var klar til at tage hjem.

Vi havde fået at vide, at der ville komme en del charterbåde ved kajen og i havnen lørdag, men også, at vi sikkert godt kunne få lov at blive liggende.  Men sikke et kaos.

Lørdagen startede stille og roligt med en kop kaffe lige overfor.

Der kom stadig både ind til kajen, som lagde til uvidende om charterbådene der ville komme senere. Ingen havnefolk på havnen til at spærre pladserne af. Så kom pludselig en ældre herre kørende i havnemandens bil, og alle de både der ikke var charterbåde fik besked om, at de ikke kunne ligge ved kajen i dag. Også os. Der blev lidt uro blandt bådejerne og italienerne ville helt sikkert ikke flytte sig, og når der er noget der går en italiener imod, kan det tydelig høres.

Vi besluttede, at vi ville blive liggende indtil ”vores” havnemand fra i går kom. Da han kom, spurgte jeg om vi kunne blive, men da han fulgtes med den ældre herre, gav han mig stille og roligt tegn til at forholde mig i ro og gå tilbage til min båd. Så det gjorde jeg, og vi fik lov til at blive. Vores italienske nabo, derimod, måtte rykke ud fra kajen og over i havnen. Det viste sig så, at der ikke kom flere charterbåde, så hans plads stod tom. Heldigt for den båd der kom meget sent ind. Uheldigt for os, for han sejlede imod vores båd på vej ind. Nå der skete ikke mere end det kan poleres væk. Helt sikkert en charterbåd, for de var 5-6 mand ombord, men alle andre end styrmanden og ham der smed ankeret, står bare og kigger og har ikke den mindste anelse om hvad de bør gøre. Blandt andet at holde fri af nabobåde.

Den 13/8 sejlede vi videre til Mandraki havn i Corfu by – Kerkira. Vi havde booket plads og fået at vide, at vi skulle komme senest kl.17. Vi ankom til havnen ved 14 tiden, men fik at vide i vhf’en, at vi ville blive kaldt ind så snart ”havnemand 2” var klar til at tage imod. Der gik så 45 min. da han var ved at lægge nye mooringsliner ned. Fik en plads ud mod havet, så vi havde fin udsigt, men der er også en del uro i vandet her i havnen. Havnen ligger lige nedenfor et gammelt venetiansk slot (en ruin)

Vi gik en tur op i byen. For første gang i lang tid, en rigtig by. Hold da op der er mange mennesker her. Tydeligt at der er mange der tager på ferie i Korfu. Nå men vi fandt et hyggeligt sted til en forfriskning. Pludselig kom der også forfriskning oppefra i form af regn. Kort overvejelse: Holder det hurtigt op igen og vi kan blive siddende eller skal vi afsted ned til båden for at lukke luger, der selvfølgelig stod åbne. Det blev det sidste, så ud i regnen og afsted. Nu var der bedre plads i de smalle gader, da alle andre stod i læ hvor det var muligt. Da vi nåede slottet holdt regnen op og nede ved båden, hvor vi nu havde fået nye tyske naboer, var der nærmest ikke kommet regn ind af de åbne luger. Tyskeren fortalte, at vinden var vendt med regnen og derfor kom modsat åbningen af lugerne – vores store held, for der kom meget regn.

Vi fik snakket med vores naboer, Eckart og Maria fra Bodensee området. Meget flinke mennesker, som også skal have båden op i Preveza medio september.

Mandag skulle vi have provianteret, så Jens fandt det største supermarked i byen, godt nok ikke lige i nabolaget, men vi gik afsted. Om langs fiskerihavnen og færgehavnen og gennem områder som ikke betrædes af turister hver dag. Endelig kom vi til supermarkedet og var enige om at vi måtte have en taxa hjem med varerne. En meget flink medarbejder i butikken, som gerne ville snakke engelsk og gerne ville hjælpe, ville sørge for at der blev ringet efter en taxa når vi var klar. Så vi handlede stort ind og inden vi gik hen for at betale, fik han en til at ringe efter en taxa. Men, men, men det var umuligt at få en taxa i dag. Vi kunne prøve at ringe igen om 20 min!, så vi besluttede os for at gå. En rygsæk, et store net, to poser og en papvin, 36 grader, godt 3 km, til båden i ret god fart, da vi bl.a. havde frisk kød med i poserne. Men vi kom hjem og i løbet af eftermiddagen gik vi igen tur i byen. Så vi var godt brugte efter mere end 11 km i benene denne dag.  Vi nød aftenen på båden, særlig dejligt er det når solen er gået ned (læs: ikke varmer på os mere) og det kun var 26 grader kl. 21.  

Den 15/8 er der helligdag i Grækenland (Jomfru Marias himmelfart) Så vi fik gjort lidt rent i båden og fik madrasser ud til luftning. Under frokosten kunne vi underholde os med de 5 både der cirklede rundt udenfor havnen og ventede på at blive kaldt ind. Nogle af dem måtte komme igen kl. 17 for at se om der var pladser. En populær havn vi ligger i. Jeg gik hen og tog en dukkert fra havnemolen. Alle steder hernede er der klart og dejlig vand at bade i. Om eftermiddagen var vi rundt på slottet og oppe i byen. Her besøgte vi Holy Church of Saint Spyridon. En imponerende græsk-ortodoks kirke fra det 16. århundrede, kendt for dets høje klokketårn og det malende loft.

Vores tyske naboer var sejlet ud og vi havde fået nye, på en båd der allerede lå i havnen – også tyskere.

I byen havde vi set en lille taverna i en sidegade som vi gik op til og spiste i, i aften.

God græsk mad og hyggeligt.

Den 16/8 sejlede vi til Karvouno Beach, hvor vi blev fortøjret i en line fra land både for og agter. Her lå vi fint og gratis, skulle dog spise på deres restaurant. Broen som lå lige overfor os, blev fyldt op med charterbåde, så der var travlhed i køkkenet da vi alle spiste næsten samtidig.

Vandet i bugten var rigtig dejligt og jeg svømmede ind til stranden, det er ikke så tit det kan lade sig gøre. Jens var i vandet for at tjekke bunden på båden og lige tjekke vanddybden, da vi lå ret tæt på land.

Lige rundt om pynten/bjerget , lå vores næste havn: Sivota. Også en by med mange land-turister. Det er bestemt også en dejlig by og ikke mindst dejlige omgivelser. Vi lagde os igen ved bykajen efter først at have været inde i havnen, men der kunne vi kun ligge en nat, så vi flyttede med det samme på havnemesters anbefaling. Vi ligger lige ud for en af havnepromenadens mange cafeer/ tavernaer med meget stærk wifi, så det kunne vi udnytte alle de tre dage vi lå her. Vi så dansk tv, to gange 😊. Blandt land-turisterne var der en del danskere og der var rigtig mange der kom hen for at høre om vi da virkelig var sejlet hele vejen fra Danmark. Hyggeligt at snakke med danskere igen. Særlig hyggeligt var det at snakke med et ungt par fra Hammel – spændende om de også komme ud og sejle langt engang.

Maria og Eckart kom forbi i deres gummibåd. De inviterede på en aperol sprits på en af cafeerne. Rigtig hyggeligt. De ligger for anker uden for havnen.

Sidst på eftermiddagen kom havnemester og tilbød os friske fisk. Han havde allerede lagt nogen ud på bænken på kajen til os, inden vi ham til at forstå, at vi allerede havde købt ind til aftensmad. Men det var sødt af ham, vi var blevet ret gode venner, da han er gift med en dansk/tysk kvinde. De bor så i Flensborg om vinteren, og han tager ret tit til Fredericia hvor han står på kajen og fisker. Verden er lille!

Lørdag den 19. lejede vi en bil og kørte en tur op i bjergene. Vi havde håbet på, at det var lidt køligere der, men slet ikke, der var 37 grader i 900 m højde. Nå men der var aircon i bilen. Vi kørte til en stor sø

og videre op til en lille landsby, eller i hvert fald en samling huse med en taverna og en brandstation som centrum. Vi spiste på tavernaen og kørte videre opad. En anden lille by havde kildespring. Lækkert frisk, koldt og dejligt vand.

Det var virkelig flot i bjergene og dejligt med en afveksling fra havnepromenader og turistbutikker.

Efter fyrværkeriet ude på stranden, gik vi en tur langs havnepromenaden. Her sælges alt: balloner med lys i, ristede majskolber, små plastichunde der piber, garn flettet ind i håret, tegning af dig eller dit barn, henna tatoveringer og meget andet. Vi var nu hurtig retur i båden.

Dagen efter sejlede vi til Parga, først ind til byen hvor vi kunne ligge ved molen. Vi kunne nu godt se, at den nok ikke var til turister, så ingen overraskelse da coast guard kom og spurgte hvor længe i ville ligge der. Vi måtte ligge til kl 15.30. da pladsen tilhører en af turistbådene fra kl. 16.

Vi gik en hurtig tur i byen og sejlede så om i bugten og lagde os for anker. Her er hele stranden plastret til med hoteller og parasoller i lige rækker på stranden. Mindst 1000 parasoller. Alle former for vandlegetøj der kan spændes efter en speedbåd, sejlede ud og ind mellem bådene for anker, så noget urolig. Der var både fra Australien, New Zealand, Canada, England, Holland, Italien, Grækenland og Danmark. I alt vel omkring 40 både. Det blev desværre ikke bedre om natten, hvor der var rullebølger hele natten, så vi var lidt bagud på søvn da vi sejlede videre til den nye havn i Mytikos.

Vi startede ud i vindstille men ca 1 ½ time før havnen rejste vinden sig fra 4-10-17-20 m/sek. sidevind, så vi holdt sejlene nede. Men heldigvis kom vi i læ af land kort før vi sejlede ind i havnen, og i havnen var der god læ. En meget ny havn, finansieret hovedsageligt af EU-midler. Havnen skal være færdig den 1/9 2023, der mangler ”kun”  tilslutning af el og vand (standerne står der) en bro langs den inderste mole, mooringsliner i hele havnen, og servicebygning på havnen, så er de færdige. Og med den fart de har haft på indtil nu, hvor de har været i gang siden 1/9 2019 bør det jo let kunne nås………eller??. Men det der er lavet er fint og vi lå langskibs i havnen, med kun en gæst mere end os, så god plads – og gratis.

Sidst på eftermiddagen kom der en sejlbåd ind i havnen. Vi kunne se, at de havde problemer med at komme rundt i havnen. Det viste sig at være det sødeste par fra Tyrkiet (polsk flag) der lige havde købt båden i Preveza, fået den i vandet kl.. 15.00 og var sejlet hertil som første sejlads i båden. Ikke rigtig nogen forudgående sejlererfaring. Med guidance fra Jens på molen fik han den vendt og efter nogle forsøg kom de tæt nok på molen til, at vi kunne gribe fortøjningerne og trække dem ind på plads. De mente selv at vi havde reddet deres liv, men det var nu nok en overdrivelse. Båden var en svenskbygget båd fra 1965 med lang køl, og det var nok den der drillede ham mest da der også var lidt vind i havnen da de kom ind.

Ved 21 tiden kom de hen med 4 kolde øl, og ville lige takke – igen – for vores hjælp. Vi fik en berigende snak, særligt om Tyrkiet, Iran, Norden og Tyskland. Interessant at høre fra deres synspunkt.

Næste morgen stod vi op til dårlig sigtbarhed, hvilket skyldtes en ny storbrand østpå i Grækenland.   Vi spurgte til branden i byen, men vi skulle ikke frygte noget, den var langt væk. En var bare ked af, at vi så ikke kunne se den flotte solnedgang der altid var her. – Nåh det lever vi med, vi har jo set et antal de seneste måneder.

Til aften kom der en X42 ind i havnen, med engelsk flag. De kom fint på plads – en erfaren sejler.

Næste morgen stod solen helt rød og så nærmest ud som om den var på vej ned. Smoggen gjorde, at vi kunne se direkte på solen

Så gik turen til Preveza Syd, en lille havn 4 nm før Preveza by. Der lå små fisker-joller/både rundt langs hele molen, så det var lidt svært at komme ind og ligge. Men på kajen gik et ældre ægtepar, som var friske at hjælpe, de rykkede lige en lille båd et par meter frem og så var der plads til os. Det viste sig at være et tysk par der var på vej hjem fra deres 11 år lange jordomsejling. Her i havnen er der frisk vand, som det eneste. Men så fik vi endelig vasket saltet af båden, fra vores tur i stormen.

Vi gik som sædvanligt en tur op i byen, her var der ikke nogen by, da det er forstad til Preveza, men der var naturligvis en taverna og en meget lille butik.

Vi har endnu ikke fået Retsina vin, så vi gik ind og bestilte en halv liter og lidt snacks. Gode snacks og ok vin, dog ikke noget vi behøver have igen.

Og så kom turen på 4 nm til Preveza by, spændende om der var plads ved bykajen – det var der, så nu ligger vi her, lige op til alle havnetavernaerne og alt det andet, med en strøm af mennesker forbi om aftenen og al slags underholdning på kajen. I aftes stod der en græker med guitar og forstærker, og sang græske sange fra kl. 21 til kl. 24, kun 30 meter længere henne ad kajen. Det kan have været en sanger med et stort repertoire, eller han kan have sunget de samme sange flere gange, men vores nordiske ører kan næsten ikke høre forskel på melodierne og da slet ikke på teksterne.

Til morgen, som var fra kl.6, begyndte de kommunalt ansatte at gøre rent på hele havnefronten. Alt skrald blev fjernet, fliser blev vasket og den smule græs der er omkring træerne blev revet. Efter det kom alle kassevognene med varer til tavernaerne. Der slæbes så meget vand i flasker og isterninger i poser at man tror det er løgn. Alle her og i alle de andre byer vi har været får leveret isterninger. Det må være fordi, de så altid er lavet af helt rent vand.

Vi har mødt et par danske sejlere her ved kajen, det er virkelig skønt at mødes og snakke med nogen hjemmefra.

Så nu er vores plan at blive her til på mandag, derefter sejle lidt rundt i golfen og så retur hertil på torsdag. Fra på næste mandag har vi en plads i Preveza Marina, lige her ved siden af, indtil vi skal have båden på land den 14. september, lige ovre på den anden side. Flybilletterne er købt til den 18. september. Det bliver helt vildt godt at komme hjem igen. Vi savner familien, vennerne og bare det at være hjemme. Vi er også total fyldt op af gode oplevelser, helt ærligt, så gider vi faktisk ikke flere oplevelser i år. Det passer os fint at tulle lidt rundt her i nabolaget nogle dage og så glæder vi os til, at komme i marinaen hvor vi går i gang med at gøre båden klar til at komme på land.

Vi nyder stadig at være her, bo i båden, snakke med dem vi møder, den gode græske mad og vejret, selvom der godt må skrues lidt ned for temperaturen. Men vi har hørt at der er skruet ned i Danmark.

Den sidste tid i Grækenland – 13/9

Som det ret ofte går med planer, så bliver de lavet om.

Vi sejlede ikke ud i golfen mandag men valgte at blive liggende her ved kajen indtil vi skal over i Marinaen. Vi kan bade ved stranden og her er hyggeligt og godt selskab.

• Ingen gader er for smalle til en café
• Manden med den tamme hane. Han cykler rundt med den på styret
• Et par af byens mange katte – hvad mon de har fået øje på?

 Græsk-ortodoks kirke i byen

Den beslutning blev vi særligt glade for da vejret slog om den 26/8. Vi fik et forfærdeligt vejr med storm fra øst med regn, lyn og torden, så vi blev presset ind mod kajen. Vi havde besøg af Pia og Bruno, som hastede hjem til deres båd. Alle mand var på dæk/kaj. Der kom gang i alle motorer for at holde bådene fri af kajen. Vi bliver jo trods alt ”kun” holdt ude af vores ankrer, hvoraf nogle rev sig løs. Dog ikke vores. Vi har et 25 kg. Rocna anker og her ligger vi med ca. 70 m. 10 mm kæde ude. Men det var ikke nok til at holde os fri af kajen, hvis ikke vi havde motoren i fremadgående. Efter ca 45 min. var det nærmest vindstille og godt vejr igen.

En del af søndagen brugte vi på at gå rundt i dele af byen vi ikke har været i før, og det er der sikkert heller ikke så mange andre turister der har. Ikke den flotteste del af byen, men der hvor folk bor og engang for år tilbage også handlede i de nu lukkede butikker.

Kun øverste etage er færdig og der bor en familie

Aftensmaden nød vi sammen med Pia & Bruno og Sinne & Sten på en hyggelig taverna oppe i byen. Meget dejlig aften, tak for den😊 

Der kommer flere og flere danskere hertil. Det er mægtig hyggeligt at mødes med dem alle, vi har alle nogle erfaringer at dele ud af og vi suger til os fra de mere ”Grækenlands-erfarne sejlere”.

Bykajen i Preveza

 De lokale fiskere lander deres fangst her hver morgen

Vejret er ved at skifte, tirsdag morgen fik vi igen torden, regn og lyn. Også blæst, dog heldigvis ikke så hård som sidst og denne gang fra vest, hvilket passer os meget bedre, her hvor vi ligger. Vi fik dog noget mere regn, så nu blev båden skyllet af for saltvand.

Det var godt. Hvad der ikke var så godt var, at vi nu havde vand i sumpen. Vi fik hurtig lokaliseret det til at komme fra vores stuverum ude agter.

Fugen øverst på lågen var ikke længere tæt, så afsted til en af marinebutikkerne for at få fat i noget fugemateriale. Næste dag var den fuget om, så nu skal vi bare have den trygprøvet. Vi venter lige og ser om vi får hjælp fra oven, ellers må vi i gang med vandslangen. Den skal jo gerne være tæt i vinter hvor der skulle komme temmelig meget regn her i regionen.

Ikke nok med, at vi fik vand ind, men da regnen var holdt op og det stadig blæste kom der en del både ude fra ankerpladserne der gerne ville ind og ligge til kaj. Ved siden af vores nabo var der en tom plads som en båd forsøgte at komme ind på. Jeg opdagede det da jeg ud ad vinduerne så en båd komme susende hurtigt lige forbi vores stævn. Så jeg for op og var klar parat da han forsøgte igen. Han havde ikke bovpropel og forsøgte at komme ind, på samme måde som før – altså uden at have beregnet vinden og strømmen og derfor igen drev. Både vores italienske nabo og mig stod klar i stævnen. Først var han lidt imod italienerens stævn, men han rev også i hans ankerkæde så kom hans stævn over mod os og her fik han også fat i vores kæde med kølen, så kæden begyndte at rulle ud. Jeg kæmpede med bådshagen for at holde ham fri af vores båd, hvilket lykkedes, og han sejlede ud og lagde an til at prøve igen, råbte jeg på engelsk og naboen på italiensk, at han skulle holde sig væk. Han sejlede over mod værfterne og vi har ikke set ham siden – heldigvis. Naboens ankeraflaster gik i stykker. Låsen der sættes i kæden, gik simpelthen over i to stykker. Vi havde heldigvis ikke aflaster på og skulle kun lige have strammet ankerspillet og trukket kæde ind igen, så ingen skader her. Men det var godt nok tæt på.

Der ligger rigtig mange både her langs kajen og alle har jo anker ude, så af og til (ret ofte) er der en der får en anden kæde med op, når de skal afsted. Derfor står man også klar ved eget anker, når ens naboer går afsted. Vi har været heldige indtil nu – håber heldet er med os de sidste dage. Når vi hæver ankeret på mandag, skal det ikke ned igen før vi er på land.

Efter en velfortjent frokostpause ville vi have vasket vores sejl for saltvand. Da vi skulle have genuaen ud opdagede vi, at vi var blevet bestjålet. Indhalerlinen til genuaen var blevet stjålet. Den var skåret af lige efter låsen, så de ca. 10 meter tov der hang på søgelænderet, fint riglet op, var simpelthen væk. Vi kunne dog godt få genuaen ud. Så måtte vi rulle ind med håndkraft, da linen jo ikke kunne nå ned til spillet.

Vi fik dog vasket begge sejl og fik dem rullet ind igen inden vinden tog til ved 14 tiden som den gør hver dag.

Nu har vi også fået begge sejl af, med et par ekstra hænder fra vores gode naboer. Sådan nogle sejl er godt nok tunge at bakse fra deres plads over på kajen, hvor vi fik dem lagt sammen.

Bordet i cockpittet er også blevet slebet og lakeret, da det ikke har været helt vild med saltvandet her nede sydpå.

Det er ret dejligt at være i gang med at gøre klar til at komme på land.

Nu har vi har fundet cyklerne frem og kørte 4,6 km ud til Lidl – udenfor byen. En rigtig flot tur derud gennem land-og gartnerbrug. Kom forbi en appelsinlund, citron- og granatæbletræer mm

Vi ligger ved siden af Zoe, en dansk båd. Der er lidt god afstand, men ikke plads til en båd -troede vi. Men, men, men – vi har haft besøg af et par både der hver især lige kunne være der.

Vi har været imponeret over alle de kæmpe både vi har set, men vi er faktisk mere imponeret over dem der sejler langt i små både. Og dejligt der er plads til os alle.

Der er rigtig mange danskere her nu. Vi ligger 5 på stribe, lige her hvor vi er og der er flere længere henne af kajen.

Søndag hoppede vi igen på cyklerne og kørte ud til et lille værft der ligger inde i bugten bag Marinaen. Vi fortsatte på vejen langs kysten, det viste sig dog, at det kun er google der mener der er en vej, så vi måtte trække cyklerne hen over sandet et stykke af vejen. Vi cyklede op fra ”strandvejen” gennem det vi vil betragte som nybyggerkvarteret for velhavere, selv deres biler var større og flottere end gennemsnittet. Vi kom til et supermarked ved landevejen hvor vi fik en ispause

inden vi cyklede videre rundt om indersøen. En rigtig flot tur på landet.

Tilbage ved båden kunne vi igen se, at en del af de både der forlader kajen får en anden båds ankerkæde med op. Heldigvis ikke vores kæde. Det kan bare ikke helt undgås når så mange både ligger så tæt og alle med anker ude. Nogen klarer situationen væsentlig bedre end andre. I dag måtte en af besætningen i gummibåden for at hjælpe med at få  kæden af ankeret – ikke helt ufarligt – og så var kaptajnen ved at sejle fra hende da de endelig kom fri.

Mandag den 4. september: I dag skal vi ind i Preveza Marina.

Heldet var med os, vi fik vores anker op, uden at have fat i andres kæder 😊

Vi sejlede over tæt forbi Ionion værftet for at se det tæt på, nu har vi ligget og set på det fra bykajen, men det er godt lige at se det tæt på, inden vi skal på land. Derefter sejlede vi forbi bykajen og ind i marinaen. Wow det er en flot marina. ALT er rent, hele døgnet. Dieselkajen er helt ren og pæn. Toilet og bad ligner noget fra et spahotel og alle broer og kajer er altid helt rene. Flinke medarbejdere er der også, så vi blev naturligvis taget godt imod ved broen, hvor vi fik en langskibsplads. Det er virkelig dejligt at ligge her hvor vi skal være de næste 10 dage.

• En del af bykajen

• vedbroen i Marinaen

Toiletter og bad

På havnen er der også en meget lille kirke, hvor der var bryllup en af dagene

Vejret her er slået om, vi har haft temmelig meget blæst fra den 4. til den 11. mest om dagen men desværre fra øst. Det er den retning der presser bådene ind mod bykajen, så vi er rigtig glade for, at vi er kommet ind i marinaen. Her er der helt læ, så vi ligger roligt. Men det er også blevet en anelse køligere. Nu er det køligere både morgen og især aften, hvor det kan blive helt ned til 20 grader. Skønt at kunne sove uden at ”svømme rundt” i sved.

I meget vind fra øst, er der ledige pladser ved bykajen

Hver morgen kommer fiskerne ind til bykajen, og så kommer både katte og mennesker til. Det er virkelig friskfangede fisk der købes her, nogle tages først ud af nettet når de sælges. Grækerne køber fiskene som de er, i en plasticpose med dem og så hjem og tilberede. De leverer også til tavernaerne – dagens fisk på menuen. Der er så ikke noget med at ligge på is, eller andre lovmæssige foranstaltninger. Måske heller ikke noget med kvoter, for så skal de godt nok have mange, da der er mange forskellige fisk i bådene. De tager sikkert alt hvad der går i deres net.

På kajen lige ved siden af fiskerne, står denne smukke havfrue

Vi har brugt nogle timer hver dag på at klargøre båden. 

Tovværk er vasket – der er altså meget tovværk på båden! Alt tovværk er pillet af båden.

Dækket er ”malet” med Boracol, mod alger og skimmel.

Grillen er gjort ren og pakket sammen. De sidste dage laves der kun mad i pantryet.

Gummibåden har sejlet sidste tur i år, her i marinaen, for at få brugt det sidste benzin. Den er pakket sammen og stuvet væk.

Båden er delvist rengjort under dæk – resten gøres lige inden vi forlader den.

Men der er også tid til andet end at arbejde😊

Vi har været til sardinfestival på havnen, med levende musik og mange boder hvor de grillede sardiner, til alle der havde købt billet (3 euro)

Vi har været ude og spise alene og med gode nye bekendtskaber, som vi håber at mødes med igen næste år. Vi fik desværre kun billede ved en enkelt lejlighed

Jens, Bruno, Pia og Britta

Tirsdag 11/9 lejede vi en bil hos Cosmos Rentals (oppe i byen) Det var en fornøjelse, god service, fin bil, Renault Clio, billigere end de øvrige vi har spurgt hos. 45 Euro for en dag incl. forsikring og ubegrænset km.

Vi kørte først til Ionion Marine, hvor båden skal ligge i vinter, så videre til lufthavnen hvor der nærmest var kaos. Rigtig mange turister skal fragtes til og fra lufthavnen i busser – de holdt alle vegne. Men Jens fandt selvfølgelig lige et sted at smide bilen. Vi gik ind og så alt for mange mennesker i kø ved check-in, i forhold til køområdets og lufthavnens størrelse. Så glæder vi os over, at vi ikke skal tjekke bagage ind, når vi skal hjem. Vi rejser med en håndtaske (lille rygsæk) hver.

Så kørte vi videre mod Patras, Grækenlands 3. største by, beliggende på den nordlige del af Peloponnes.

Vores næste stop var i Messolongi. Vi skulle lige besigtige marinen dér, da vi muligvis vil efterlade båden i havnen nogle uger næste sommer, mens vi er hjemme i DK.

I området på vej til havnen er der igen store skilte om EU-tilskud. Der er også stort anlagt infrastruktur – næsten færdigt, men ikke igangværende. Som om de store planer de har haft, ikke rigtig blev ført ud i livet – ikke endnu i hvert fald. Marinaen ligger virkelig godt beskyttet, broerne har nogle år på bagen, men det er flydebroer så alt godt. Vi er ved at være langt henne på sæsonen, hvilket vi også kunne mærke på deres kontor. De synes ikke at være helt vild glade for at der nu kom nye turister og stillede spørgsmål. Svaret på alt: Send en mail til os med bådens oplysninger og datoer, så vender vi tilbage og så fik vi et visitkort. Måske er det ikke så sært, at de er ved at være trætte, men hvor er der stor forskel på servicen de forskellige steder vi er kommet. (måske lige som i Danmark?) Glade medarbejdere og god service betyder bare rigtig meget.

Det var blevet frokosttid, så vi tillod os at sætte os i en café ved vandet (ikke ved marinaen) Vi blev enige om, at hvis der ikke var kommet nogen efter 5 min. ville vi gå igen. Der kom en ung mand og stillede to glas og en flaske vand, så smed han to menukort og gik. Rundt omkring os stod beskidt service på bordene. Vi kiggede på menuen og besluttede os for at gå. Det var alene hans optræden der gjorde, at vi kørte videre. Vi kørte ud ad en markvej og kom til en taverna, hvor der sad en del mænd og drak kaffe, spiste, drak øl, vand, ouzo og snakkede.

Dagens bil og taverna

Vi satte os og med hjælp fra en gæst der talte lidt engelsk fik vi bestilt. Lang ventetid, men alt mad var hjemmelavet og lækkert. Der kom og gik mange håndværkere der lige skulle have lidt væske i deres pause, et travlt sted men rigtig hyggeligt.

Så kørte vi til Patras. Vi kørte over Rio-Antirrio-broen, den længste skråstagsbro i verden som stod færdig i 2004. Fandt et p-hus i centrum og gik ud for at se de tre seværdigheder vi havde besluttet på forhånd.

Varmt i byen og første sted, Roman Odeon, som blev bygget før Odeon i Athen. Det blev opdaget ved et tilfælde i 1889, da der blev gravet jord op til havnen. Restaureringen fortsatte indtil 1956. Men desværre ukket pga restaurering – igen.

Næste sted, Patras Castle hvorfra der er en fantastisk udsigt over Corint-bugten og byen, det så vi desværre ikke, da vi først kom kl. 15.38. Lukketiderne overholder de bedre end åbningstiderne her i landet.

Sidste sted, Holy Church of Saint Andrew – åben JUBIII. En græsk-ortodoks basilika, som sammen med den nærliggende gamle kirke St.Andrews udgør et pilgrimssted for kristne fra hele verden. Den er dedikeret til Kristi førstkaldte apostel, Sankt Andreas. Relikvier fra apostlen opbevares i kirken. De består af den lille finger, en del af toppen af apostlens kranium og små dele af korset, hvorpå han blev martyrdød.

De gæster vi så i kirken, var rundt og slå korsets tegn foran og kysse på en del billeder og sakrofag. Vi nøjedes med at nyde al den skønhed der var i kirken.

• Kirken ude og inde

Andre billeder fra Patras

Der er også grafiti i Grækenland

Vi fandt tilbage til bilen og kørte hjemad. Vi spiste ude, her i byen, for sidste gang i år.

Vi købte dog ikke grillet majskolbe i dag. Der er ellers gang i disse grill hver aften på kajen

Majssælger – de er rigtig mange steder. Her på kajen er der nok 6-7 af dem, alle med et lille “skiv” til grillen.

I morgen skal vi have båden på land, det kan i læse mere om, når vi er kommet til Danmark. – hvis I vil😊

Hjemme i DK igen – 28/9

Torsdag 14. september forlod vi Preveza Marina, for at sejle over til Ionion Marine hvor båden skulle på land.

Så kom D’Livet op af vandet, bunden blev højtryksrenset og den blev kørt på plads på området.

Vi brugte de følgende 2½  dag på at få båden gjort vinterklar.

Anker og kæde blev hejst ned på en palle, hvor det blev rengjort og nu ligger til næste år. Ankerbrønden blev gjort ren. Det var tiltrængt, der var en ”duft” af rådden tang og mudderbund. Vi har aldrig brugt vores anker så meget som vi har gjort i år.

Alle vores fendere blev vasket og hængt til tørre, hvorefter de blev stuvet ned i forkahytten sammen med begge sejl, dyner og puder, tæpper, telt, bimini og meget andet. Alt ”løst” blev stuvet væk. Redningskrans, kastetov, påhængsmotor, vantebeskyttere mm.

Der blev dog også tid til lidt forfriskninger efter arbejde hver dag.

Der er mange meninger om, hvorvidt bådene skal dækkes til om vinteren. Vi valgte at købe en god presenning og dækkede det meste af dækket og hele cockpittet. Mange siger, at presenningerne ikke holder pga den hårde vind i løbet af vinteren. Det finder vi ud af, når vi kommer til Preveza igen næste år. Det er ikke den eneste båd der er dækket til, men rigtig mange er ikke overdækket.

Vi vil gerne have bunden renset helt af, og malet igen, så vi mødtes med Dimitris fra Yacht Paint, fredag morgen.

De kan gøre det, og han mente ikke vi behøvede ny primer, så han ville sende et tilbud til os i løbet af en uge. Der er nu gået en uge, men det er nok en græsk uge, så han får lige lidt mere tid inden vi kontakter ham😊

Det vil være dejligt (for Jens) at være fri for det arbejde selv, så han kun skal polere og vokse fribordet til foråret.

Efter arbejdsdagen lørdag, gik vi på restaurant på Cleopatra Marine og nød at vi var kommet så langt, at vi ville blive færdige i løbet af søndag formiddag.

Da vi var ved at være færdige med at spise, kom vores tyske nabo fra Mandraki havn. Deres båd ligger i Cleopatra. Så vi fik en god snak med dem igen og da de har bestilt plads indtil den 10. april og vi har til den 12. april, ses vi forhåbentlig igen næste år.

Sidste nat i båden og så skulle køleskabet tømmes og rengøres. Der skulle vaskes op sidste gang og i det hele taget lige gøres færdig under dæk.

Presenningerne blev lagt på og vi kunne ringe efter en taxa.

Vi kom til Comfort City Hotel på hovedgaden i Preveza, 20 euro incl. tunnel afgift. Et sjovt rundt beløb og ikke helt det samme som stod på taxameteret 😊 Vi bestilte ham til at hente os søndag kl. 10.

På værelset var der gang i aircon’en – wow det er dejligt 😊

Men vi kunne jo ikke hænge der hele dagen og det var blevet frokosttid, så vi gik om i en af de små gader og spiste frokost, hvor der var nærmest fyldt op med gæster. Rigtig god mad og flink betjening. Der må vi hen igen næste år.

Men først skulle der strømper og lukkede sko på, for første gang i næsten 4 måneder. Vi har ingen bagage med hjem, kun en håndtaske (lille Fjällräv), så der var ikke meget tøj at vælge i mellem.

Derfra gik vi naturligvis ned til vandet/bykajen og nu så vi igen over på bådene, der står på land.

Vi gik en tur over i marinaen for at tage afsked med ”Mikel Caffee”, hvor vi havde fået en del milkshake og kaffe i løbet af de dage vi lå dér.

Så tilbage til bykajen, hvor vi snakkede med ”About Time” fra Kolding. De havde været så uheldige at tabe deres anker, da ankersvirvlen gik i to dele. Heldigt for dem var det på lavt vand, så de fik den hentet op. Så nu skal vi huske at tjekke vores ankersvirvel når vi kommer ned til båden igen.

Der er dagligt flere der står og fisker ved bykajen, og også i dag, hvor en af dem hev en blæksprutte i land. Så op i en spand i cykelkurven og hjem til mama med fangsten.

Selvom det ikke lige er en græsk opfindelse, måtte vi lige slutte turen af med en Aperol Spritz. Det hører så godt sammen med 30 grader, sol og udsigt over vand og sejlbåde.

Vi gik på Symposio og fik vores sidste græske måltid. Der var ikke mange kunder i aften og iflg. ejerne er sæsonen ved at være slut. Der har været et stort fald i gæster den seneste uge.

Derefter gik turen tilbage til hotellet hvor vi skulle sove ”indendørs”. Det bedste ved det var, at vi havde eget badeværelse og vi skulle ikke selv lave morgenmad – eller vaske op bagefter

Udsigt fra værelset hen ad hovedgaden tidligt mandag morgen

For de af jer der ikke kan læse hvad der står på den gule bygning – det er en fantastisk slagterbutik  

Overfor, til den anden side en skole

Og så den helt store overraskelse, mandag formiddag. Taxaen der skulle hente os kl. 10 ankom til hotellet kl. 9.45! Vi blev kørt til lufthavnen (ikke flere km, den dagen før) 25 Euro incl. tunnel afgift. Igen i dag stod der et væsentligt mindre beløb på taxameteret 😊

Da vi trillede ud mod landingsbanen, kunne vi skimte bådmasterne i baggrunden. Det er alligevel underligt at efterlade D’Livet for det næste halve år.

Preveza fra luften (havnen på billedet er Preveza Sud

I bunden af den midterste /dybeste bugt ligger Sivota

Med 2 ½  times forsinkelse kom vi afsted fra Stansted og da vi kom til Billund fik vi lige en ekstra runde, før vi landede i anden omgang. Da vi var så langt nede, at vi tydeligt kunne skelne bygninger mv i Billund by, satte han fuld speed på motorerne og så steg vi til vejrs igen. Kaptajnen fortalte, at der var for meget medvind til den fart han havde på, så han ville lige give Billund et ”take two” ”ingen grund til bekymring”

I anden omgang kom vi fint ned. Vi blev modtaget af Mette og Daniel, der stod med Dannebrogsflag. SÅ dejligt.

Rigtig dejligt at se, og mærke, dem igen.

De havde vores bil med til os, så vi satte dem af på vejen, og kørte så hjem. Hjem er der hvor de gode stole er, et stabilt og hurtigt internet og en ny dansk avis.

Alt i alt en rigtig god tur fra Frankrig til Grækenland. Heldigvis ingen uheld og heldigvis en masse gode oplevelser, alene og i mødet med andre sejlere og lokale. Vi har mødt SÅ mange dejlige mennesker, vi har oplevet forskellen på de forskellige nationaliteter. Vi har endnu engang fået bekræftet, at Danskere der mødes i udlandet, nærmest føles som familie. Det er skønt at mødes med alle, men der er nu noget særligt ved at mødes og snakke med danskere. Vi har fået venskaber, vi vil bestræbe os på at holde liv i. Tak til alle jer. Vi har mødt mange charterbåde der blev sejlet af dygtige sejlere, men desværre også nogen hvor besætningen bestemt ikke burde have været alene ombord. Vi har oplevet små og store byer, de mindste og de største havne, små og større ankerbugter, gode og mindre gode broer, hjælpsomme havnefogeder og få af det modsatte. Men alt det giver kulør på hverdagene. For det er det, det er – hverdage, og hvem holder ikke mest af hverdagen?

Kun de første uger i Frankrig havde vi overtøj på, ellers har vi haft varmt og meget varmt vejr hele tiden kun afbrudt meget få gange af regn. Vi har haft vind i Grækenland, men sjældent noget vi kunne sejle for sejl i.

Vi har sejlet og badet i det flotteste, klareste vand, vi nogensinde har sejlet i.

Vi har nydt at have tid. Vi har nydt at have besøg hjemmefra og vi har nydt hinanden. Vi har lært, at vi har svært ved at rumme så mange oplevelser, som vi fik i år og vi kunne mærke, at da oplevelseskontoen var fyldt op, forstærkedes savnet efter dem derhjemme. Så de kommende år bliver turen enten kortere eller afbrudt af en tur hjem.

Vi har lagt en plan for de næste år, men da den sikkert bliver ændret, holder vi den for os selv 😊

Hermed farvel for i år, med vores sidste billede fra bykajen i Preveza. Tak til jer der har fulgt med. Vi vender tilbage i 2024.

2024

Se ruten

Ioniske hav – Grækenland

Gensyn med D’Livet – 11/4

Så ankom Jens til Preveza

Flot billede fra flyet ned på Preveza by, bykaj og marina (øverst/midt i billedet) og området hvor bådene ligger på land nederst i billedet.

Preveza lufthavn, eller Aktion Airport som den hedder, er ikke ret stor og først fra maj er der regelmæssige fly dertil. Indtil da, er det lidt sparsomt med muligheder for at komme dertil. Derfor måtte Jens fra Kastrup, til Gatwick og til Preveza. En rejse på godt 16 timer fra Fredericia. Når vi flyver hjem til sommer kan vi flyve direkte fra Preveza til Aalborg på 3 timer og 20 min.!!! + tog fra Aalborg til Fredericia.

Fra lufthaven til Ionion Marine er der ikke længere end man kan gå, så det gjorde manden med den nye hofte selvfølgelig 🙂 her ligger D’Livet i midten.

Alt var godt, presenningen lå lige så fint som da vi forlod hende og nu står hun med den fineste bund, hun har haft i den tid vi har ejet hende.

Jens måtte desværre alene afsted. Jeg venter med at tage afsted til Gitte har født, så jeg lige kan hilse på vores nye barnebarn.

Uden mad og drikke…….

Der måtte selvfølgelig noget mad til, og der er jo absolut intet i vejen med et græsk måltid mad med ½ kg lokal vin til

På restauranten mødte Jens to andre danskere der også var kommet med flyet. De har deres båd liggende samme sted. Altid godt at have nogle landsmænd omkring, hvis man får brug for en ekstra hånd. (når nu min er i DK)

Alt det var jo i går. I dag er Jens naturligvis i fuld gang. Vores kasser er ankommet, den ene lidt beskadiget, men der er ikke faldet noget ud, så værktøjet mm er kommet og poleringen kan gå i gang

God arbejdslyst skat.

Så starter sæsonen 27/4

Jens har nu fået båden gjort klar til at komme i vandet. Det skete den 15. april, og kun ca 3 timer senere end aftalt, men vi er jo i Grækenland hvor aftaler holdes, men ikke altid til tiden😊

Han sejlede over til Preveza bykaj, hvor han lå og ventede på, at jeg skulle komme. Og man må bare sige, at det ikke var i det bedste vejr. Efter sommervejr på land kom regn og blæst, da han lå ved bykajen. Der lå flere og ventede på deres hustruer eller andre de skulle sejle med, så de kunne heldigvis hjælpe hinanden når vejret blev for slemt, eller når en båd fangede en anden båds anker.

Der blev også vasket båd flere gange, fordi der, sammen med regnen kom rødt sand fra Sahara. Det sad godt fast overalt på båden.

• Rude i sprayhood efter “sandregn”

Sand på dækket

Efter at være blevet mormor for anden gang, den 20. april tog jeg til Preveza, hvor jeg ankom den 24. om aftenen. Det var dejligt igen at være sammen med Jens og i Grækenland på D’Livet. Og med mig kom også bedre vejr.

Vi blev liggende i Preveza torsdag og sejlede fredag til Lefkas. Vi skulle dog lige drilles lidt af vores anker. Betjeningspanelet fik ikke strøm og så virker ankerspillet naturligvis ikke :-(, så Jens, der snart er udlært skibs-elektriker, måtte i gang, og så virkede det fint.

En tur på 8,6 nm – en meget blid start på sæsonen. For at komme til Lefkas skal vi gennem en smal rende, hvor broen fra øen til fastlandet åbner hver hele time. Det passede med at vi kun skulle vente ca 10 min.

I havnen/bykajen fik vi en plads mellem en masse charterbåde, der var ved at blive gjort klar til de sejlere, der skal nyde det græske på dem, i sommer.

• Find D’Livet

Alene her i Lefkas er der virkelig mange charterbåde der gøres klar. Der var også mange i Preveza. Ikke så sært der er mange både i højsæsonen her i Grækenland.

Der arbejdes effektivt på alle både, derimod er det ikke alle lejere, der er erfarne sejlere. Vi snakkede med et ungt tysk par der havde lejet en 41 fods sejlbåd. Deres erfaring var, at de, sidste sommer, havde lejet en båd i Kroatien i en uge!!

• Her er også plads til fiskerne

• Flere charterbåde

Lefkas er en rigtig dejlig by med mange, meget smalle gader, en hel del torve samt gågade og hovedgade med mange butikker af enhver slags. De er desuden ved at være færdige med en stor og meget fin plads ud mod vandet – tilskud fra EU 3.977.000 Euro. Men den bliver også flot og brugbar 😊

Her er lidt stemningsbilleder fra byen:

I morgen sejler vi videre sydpå, så må vi se hvor vi lander, men målet er Nidri

Problemer med vores anker 7/5

Vi fik en rigtig dejlig sejlads til Nidri, med en times tid for genua, inden vinden vendte sig mod os. Da vi var tæt på, ville jeg gøre ankeret klar, som jeg plejer, men nu virkede det ikke igen ☹ Så jeg overtog rattet og Jens lagde sig på maven, med diverse værktøj, ved ankerbrønden og begyndte at skille strømstik til betjeningspanelet ad. Satte alle ledninger sammen udenom kontakterne og så virkede det. Vi fik os en tur rundt om en mindre ø imens Jens havde hovedet i ankerbrønden – synd det kun var mig der oplevede det 😊

• Indsejlingen til Nidri

• Vi ligger ved broen blandt svenskere, englændere og grækere

I Nidri lagde vi os ind til “Skorpios charterbro” lige nedenfor byen, der var mooringsliner, så vi skulle ikke engang bruge ankeret. Der var wc og bad, el og vand incl. i havnepengene, så 29 euro var okay. Der er også en god bådudstyrsbutik i byen, så vi fik købt en ny kontakt til betjeningspanelet. Jens-skibselektriker måtte i gang igen, men da hullerne i skroget ikke passede med det nye stik, ville han lige gå hen og se om ikke han kunne købe en billig boremaskine. Det kunne han i butikkens genbrugsafdeling. En boremaskine med batteri og div. bor for 10 euro. Et fund. Dog ikke så smart, at stikket til opladeren var engelsk. Så mig afsted efter en adapter. Her fik jeg hjælp af vores meget flinke havnemester, der vidste hvor jeg skulle gå hen. Så 3 euro senere var boremaskinen sat til opladning. Der blev arbejdet grundigt i ankerbrønden og alt virker nu. Det skal det gerne gøre resten af vejen.

Jeg gik i rengøringsmode og fik vasket tøj og jeg vil gerne her rette en stor tak til Peter fordi han sørgede for, at jeg fik støvsuger med i år. Jeg elsker den støvsuger.

Vi nød byen, som har hvad vi har brug for, fik gået nogle gode ture og fik årets første is – Softice m. chokoladesovs – Det kan noget, som man siger…

• Hovedgaden i Nidri. Det røde skilt med den hvide vandrette streg, er ikke kendt af alle her 🙂

Aftensmaden blev på en af byens mange tavernaer – lækkert, efter en dag med meget arbejde. Nå ja, i hvert fald i forhold til hvor meget VI arbejder på en gennemsnitsdag😊

Vi havde wifi, så jeg kunne blive opdateret på ”Badehotellet” – De to sidste afsnit. Pyh ha, det var godt John Henrys kone ikke fik fingrene i det hotel 😊

Tirsdag sejlede vi videre, dog først en runde inde i bugten. Det er virkelig dejligt her i Nidri, både i bugten og i byen.

• Bugten bag Nidri

Vi sejlede for motor til Vathi på Meganisi. På vejen sejlede vi forbi øen Skorpios, som tidligere ejedes af Aristotelis Onassis, og hvor han boede sammen med sin hustru Jackie Kennedy. Desværre var hans barnebarn, som øen var gået i arv til, ikke interesseret i at beholde øen og solgte den til en russisk oligark der forærede den til sin datter. Som vi så det, er hun i fuld gang med at bygge på øen, så den kan måske gå hen og blive en ferieø for rige russere ☹. Hvis de kan komme hertil.

I Vathi lagde vi os ved bykajen. Vi kan godt lide bykajer, da de ofte er gratis at ligge ved eller i hvert fald billigere end marinaerne.

• Bykajen i Vathi

• Bykajen, med kik til kirken og marinaen

Der var plads ved siden af os, og den blev udnyttet af charterbåde, der ligger og træner i at smide anker og bakke ind til kajen, så der er god underholdning – på den gode måde, de fleste gange gik det fint.

Vi gik en tur om til den anden side af øen (Den er ret smal her) kun 600 meter. 300 m OP og 300 m ned. Men vi blev belønnet med den skønneste udsigt ned over Abelike bugten på den modsatte side.

Onsdag blev endnu en god, stille dag. Vi gik ud langs NW siden af bugten en god tur med ene flotte udsigter over det klareste turkisfarvede vand. Det bliver vi aldrig trætte af at se på.

• Friskfanget blæksprutte bliver bearbejdet på stenen

Torsdag sejlede vi videre til Fiskardo, længste sejlads i år hele 17,89 nm😉 igen for motor. Her kan man ligge ved kajen næsten hele byen rundt. Fiskardo er en meget flot og hyggelig by. Sådan forholder det sig ikke helt med ankringen her. Da vi ligger i forskellige vinkler ind mod kajen, vil ankerkæderne nemt komme til at krydse hinanden. Og det skete også her. Vi havde en del ankershow foran os, heldigvis var vi ikke implicerede i noget af det.

Fredag morgen ville jeg hente brød ved bageren. Skiltet i døren ”åben hver dag fra kl. 7.30 til 15.00” jeg kom kl.  7,35 til en lukket dør. Gik en tur rundt i byen og kom tilbage – ventede – kl. 7.55 åbnede bageren så døren – Det er rigtigt græsk. De overholder altid aftaler, men ikke nødvendigvis til tiden 😉

• Bagerbutikken i den meget smukke by

Efter morgenmad skulle vi afsted og vi fik ankeret op uden problemer.

Vi sejlede sydpå mod Sami på Kefalonien. En del af turen alene for genua. Vinden tog til, så det var super, at Pia og Bruno stod klar til at tage imod fortøjningerne da vi ankom. Nu var vinden i nærheden af 17 m/sek. Vi ligger ved siden af en båd fra Troense og en tysk båd, der på den anden side har Pia IV. Dejligt at være sammen med dem igen.

• Sami på Kefalonien – Pia IV og D’Livet

Sami på Kefalonia 10/5

Ud over at tage vores fortøjninger, var der også kaffe klar til os på ”Pia IV” – tak for det 😊derefter gik vi rundt i byen på må og få. Vi spiste sammen med Pia og Bruno og efter middagen var der optog i byen, da det var ”langfredag” Præsten gik forrest og derefter brandmandsorkesteret der spillede sørgemusik. De fleste indbyggere i byen fulgte efter i optoget.

Lørdag var der truende skyer på himlen det meste af dagen. Som danskere tør man jo godt vove sig ud, selv om der er truende regnbyger (ellers ville vi jo sjældent komme ud i DK😊) Så vi gik en god tur langs kysten

Da regnen truede alvorligt, søgte vi mod ly i byens kirke. Den var åben, præsten var i gang med at rengøre det billede, som de troende kysser i kirken. Men straks vi forlod kirken låste præsten af. Så vi var heldige med at se denne smukke kirke.

Efter at have stået i ly under en markise, ved en for længst lukket butik, gik vi hjemad, langs landevejen.

• En særlig god vin der dyrkes her? Stokkene er i hvert fald godt beskyttede:-)

• Det lover godt for olivenhøsten

Det er altid dejligt at skulle i seng om aftenen, når vi har været udendørs hele dagen og denne aften var ingen undtagelse. Men hvordan falder man i søvn til truttende færger og fyrværkeri på kajen? Der var ikke andet for, end at stå op og se halløjet. Flot fyrværkeri, som for øvrigt vendte tilbage med fornyet styrke, efter vi var kravlet til køjs anden gang. Men hvem har egentlig brug for at sove tidligt, når man ikke skal op på arbejde næste morgen😉?

Søndag morgen, hvor alt var lukket pga påsken, stod morgenmaden på ristet brød fra i går. Bageren åbnede godt nok senere på formiddagen. Men både i dag og i morgen sælger de kun brød bagt lørdag – til fuld pris 😊 De forstår det, de grækere….

• Udsigt til vores strand

Mandag tog vi afsked med Pia og Bruno, for denne gang. Det betød, at vi kunne overtage deres plads i havnen – kongepladsen – hvor man ligger langskibs, uden anker ude😊

• Selv på kongepladsen skal der arbejdes

Men denne dag blev også den dag, vi gik længst af alle dage siden vi forlod Danmark. Ved 13.30-tiden gik vi fra båden op mod det græske flag, der vajer på bjergsiden over byen. Turen blev på 12 km. Vi gik på asfaltvej næsten hele vejen op (ca 360 m over havet) ud på noget der lignede fjeldvandring i Norge for at komme hen til flaget.

• Udsigten på vej op var der bestemt ikke noget i vejen med

• Flaget var snoet rundt om flagstangen, det måtte lige rettes ud

• Jens viser vej – nedad

• Find Jens…

Nå, men vi skulle jo ned igen, og selvfølgelig ikke ad samme vej. Nej vi fandt en anden vej på google-maps, som vi jo har gode erfaringer med 😊 Og ned kom vi, ad gedestier og grusveje (læs: løse sten) vejen mindede meget om en god skipiste, altså lige bortset fra, at der manglede 1 meter sne.

Tilbage i byen ved 16.30 tiden, var der heldigvis en god præmie

Det var nu en rigtig god tur. Vi fik begge mærket alderen i vores knæ og Jens’ nye hofte var på sit livs længste vandring og så i sådan et terræn. Den lod også lige givet ”lyd” fra sig. Men det var ikke noget der afholdt os fra at gå en god tur igen dagen efter.

Vi havde nemlig set, at der var en drypstenshule ca 4,5 km udenfor byen Drogarti Cave. Og ikke bare en hule men en af Grækenlands fineste. Det var jo kun en smuttur, så den gik vi ud til tirsdag. Udelukkende asfaltveje 😊 og kun moderate stigninger, (i dag kun 120 m over havet). Det ændrede sig dog da vi kom til hulen, hvor vi skulle ad trapper 95 m ned i dybet.

Ingen fotografi apparater. Men det lod til, at det var ok med telefoner. Billederne blev i hvert fald gode😊

Da vi igen kom op fra dybet, og de 18 grader, gik turen mod havnen igen. Vi gik igen en anden vej hjem. Her kom vi forbi ”Odusseus Zoo” en park der ikke så indbydende nok ud til, at vi ville ind. Længere fremme på ruten kom vi forbi – og ja jeg skriver forbi – et maritimt museum. Vi så de kopier af gamle skibe, der stod udenfor, de var virkelig flotte.

-Skib kaldt Archimedes

Tænker du nu, ”hvad var det nu det var med ham Archimedes og en eller anden lov”? Så er en del af svaret naturligvis her:

”Den hydrostatiske opdrift er en konsekvens af Archimedes’ lov: Legemet påvirkes af en opdrift, der er modsat rettet tyngdekraften og svarer til tyngden af den væske, det fortrænger” fx kan et skib flyde på vandet.

Sikke kloge vi bliver. Men kommer de fleste store tænkere ikke også her fra det antikke Grækenland? Så hvis ikke vi skulle blive kloge her, hvor så?

• Odysseas skib med roere i 2 etager

• Skib – ukendt (for os)

Selv en ged med kid, i sådan en flot omgivelse, kan få os til at stoppe op. Om marken er så god for geden, eller den hellere ville være hvor der var mere græs og vand, skal vi lade usagt.

Onsdag forlod vi den skønne by Sami og sejlede til Port Vathi på Ithaka, hvor vi ligger nu. Også en rigtig fin by med en meget lang bykaj. Mere om det næste gang.

Vathi på Ithaki 12/5

Her i byen fik vi igen en kongeplads. Nu har vi ligget her siden i onsdags og vi nyder stadig byen og bjergene.

Hver formiddag går vi en god tur. Nogle gange nede på det flade, men flere gange går vi op, op, op. Helt bestemt går det flest gange opad. Vi nyder udsigterne og stilheden. Dér hører vi kun klokkerne fra geder og får og summen fra insekter. Der er ikke larmende motorcykler og knallerter, som der er rigeligt af nede i byen. Det er som om, at alle de helt klart ulovlige tohjulede køretøjer, kører rundt for at blive set og hørt. Og når den eneste nogenlunde lige og flade vej i byen går rundt om bugten, nede ved vandet, kører de selvfølgelig her. Schwam drüber, som vi siger eller som vores statsminister formulerer det så godt: ”Lev med det”. Og det gør vi helt bestemt.

Fordi vi nu har ligget ved kajen i flere dage, har vi taget imod mange både. Ud over, at det er en god hjælp til dem der kommer, er det også en rigtig god måde at komme i kontakt med de andre sejlere på. Her har været sejlere fra mange lande: Grækenland, England, Malaysia, USA, Tyskland, Østrig, Danmark og Sverige. At snakke med de andre sejlere, er noget af det vi nyder rigtig meget. Ligesom det er skønt at snakke med de lokale.

Vi har også mødt vores tyske bekendte fra sidste sæson. Hyggeligt at nyde en øl sammen med dem og opdatere hinanden.

I dag blev vi inviteret til Happy Hour på S/Y Mette, smadder hyggeligt og en rigtig god idé at invitere “ukendte” danskere på et glas. Tak for det Jørgen og Ulla.

• Kongeplads, denne gang dog med anker ude

• God og traditionel græsk mad på denne taverna og samtidig hyggelig og flink betjening – onsdag aften (og igen lørdag, fordi det var så godt)

• Ved indsejlingen til Vathi så vi denne halvt sunkne båd
• Vi måtte over og se nærmere på den – det blev så fredag
• Et træskib, Berta-Lina fra Hamburg. Lokale rygter siger, at ejeren ikke har kunnet sælge båden og derfor selv har banket hul i båden og forladt stedet. De er noget overraskede over,. at lige netop en tysker kunne finde på det.

• Vi gik op til kirken. 138 trappetrin op nede fra byen. Man kan dog køre i bil en del af vejen.

• Bag kirken var kirkegården. Helt ud til klippekanten og godt fyldt op. Men sikke en udsigt

• På vej ned kom vi forbi dette tag, som ikke er noget særsyn her. Det er blot ikke samme håndværkerskole / krav som vi er vant til hjemmefra.

• En af byens trapper. På vej ned fra kirken…

• …til en af de kirker der ligger nede i byen

• Udsigt ind mod byen, fra det sunkne skib

• Udsigterne bliver vi aldrig trætte af. Her ind over bugten og byen, fra bjerget mod nord/vest.

• Fra samme tur, men nu ud over indsejlingen hertil.

• På vej hjem oppe og nede

• Vi drikker altså ikke alkohol hele tiden 🙂 – i dag var præmien en rigtig god kop kaffe

• Hjemme havde vi besøg af svalerne, som bor med deres unger lige på den anden side af gaden.

I dag, søndag, startede meget stille og roligt, vi var på et tidspunkt den eneste båd ved bykajen. Det blev der lavet om på hen ad eftermiddagen, da blæsten tog noget til. Der kom mange både ind og dem der ville lægge til, i nærheden af os, havde god brug for hjælp. Charterbåde med uerfarne sejlere, der skulle lægge til i ret god sidevind. Ikke sjovt for nogen, men slet ikke for de uerfarne. Ankre der ikke fik fat, så de måtte ud igen, et stykke tov i vandet der gik i skruen, så de måtte have en ned og dykke og så alt det sædvanlige med, at de ikke havde tovværk klar når de kom ind m.m.m. På et tidspunkt fik Jens helt ondt i øjnene af at se på det. Her kl. 21 er vinden ved at lægge sig og der er igen ro på kajen. Vi er gået ned om læ og gør klar til at tage afsted til Poros i morgen.

BLÆSEvejr 23/5

Mandag 13. maj skulle vi videre fra Vathi til Poros. Først skulle vi have ankeret op – og som det er hos os i øjeblikket, er det altid fyldt med spænding at finde ud af om ankerspillet virker. Efter lidt tid med motoren i gang virkede det. Man kan af og til glæde sig for tidligt, og det gjorde vi. Vi fik 10 m kæde op, så strejkede ankerspillet igen ☹. Der var heldigvis plads på vandet til, at Jens kunne komme op og trække ankeret de sidste 20 meter med håndkraft. Kønsroller eller ej, jeg priser mig lykkelig over at have en stærk mand ved min side.

Poros havn er en færgehavn, så den er ret stor, men det er ikke en marina. Vi var heldige, at der var en plads ved den nye ponton/flydebro hvor vi kunne snige os ind bag en stor motorbåd fra Cook Islands. Der var kun 2 m vand, så endnu engang havde vi gavn af vores lave køl. Vi kunne ligge langskibs de næste 3 nætter og ikke spekulere på vores anker 😊

Poros er et lille hyggeligt sted og en by der må blive besøgt af mange turister, vurderet ud fra antallet af cafeer/tavernaer og souvenirbutikker. Men de har jo også de lokale småbutikker, og både bager og slagter blev besøgt.

Tirsdag blev det regnvejr om eftermiddagen, men intet er så galt at det ikke er godt for noget. – Vi fik gjort rent i båden og nød vores telt, som kun nordeuropæere kan finde på at sejle med.

Onsdag gik vi op til kirken – den ligger som mange andre kirker oppe på en bakketop. Vel at mærke ikke en bakke i dansk forstand, men nok også overdrevet at skrive en bjergtop 😀

Om aftenen gik vi ud og spiste. Jeg skal fri jer for alt vores mad, for her i landet får man mange retter, men endelig kunne vi få ansjoser, så det fik en af os. Og så en Ouzo til at slutte af med

Efter 2 dage sejlede motorbåden og vi rykkede helt frem på broen, da vi ville sejle tidligt næste morgen.

Der begyndte at komme mange både ind, da de lovede dårligt vejr – hvilket vi havde set på Windy. Vi havde derfor besluttet at sejle videre til Zakynthos torsdag, tidligt om morgenen, i stedet for fredag, da der skulle komme meget vind sydfra, fra torsdag hen på eftermiddagen.   

Vi har været rigtig glade og trygge ved Windy, men denne torsdag, den 16. maj 2024 svigtede den os. Vi sejlede ud fra Poros og ret snart ramte de store bølger os og vinden tog til (20 m/sek) helt indtil vi kom ned i læ af Zakynthos. Men stadig store bølger, nu rullede vi bare ikke helt så meget som tidligere. Det var faktisk et forfærdeligt vejr.

• Blank vand i havnen da vi ankom kl. 12, en stor kontrast

Her i Zakynthos havn var det også stilhed før storm i bogstavelig forstand. Vi havde smidt 50 m kæde ud da vi ankom, men fik at vide, at vi gerne skulle smide alt det ud vi havde. Så alle 100 meter røg ud. Derudover blev båden fendret godt af mod kajen og ekstra fortøjninger midtskibs fra og på land. Så kunne vi ikke gøre andet end at vente, sammen med vores nabo – den store motorbåd fra Cook Island. Der står et flag på havnen, det blev vores pejlemærke på vindstyrken.

Vind fra syd er bestemt ikke godt i havnen på Zakynthos og det måtte vi leve med indtil hen ad fredagen. Fredag var også dagen hvor vi fik besøg af Alice og Thorkild (A&T). Det var virkelig dejligt at være sammen med rigtig gode venner hjemmefra. Thorkild havde søgt på gode restauranter hjemmefra, så vi blev enige om at gå på STAHMOS og spise. Det var lidt dyrere end andre restauranter men hold da op hvor var det godt. Super betjening og rigtig god mad. Måske er den så god fordi hr. Stahmos for mange år siden har haft besøg af René Redzepi, eller også er Noma så god fordi Redzepi har været hos Stahmos?? No matter what, så kan vi kun anbefale stedet. Det er for øvrigt der, de lokale går hen når de skal spise godt. (kilde: Værterne på Alice og Thorkilds hotel)

Lørdag blev vi hentet af A&T i deres lejede bil. Vi kørte næsten øen rundt. Dejligt at se øen indefra og ud/ned på de smukke bugter og køre i bjerge og gennem små bjergbyer. Vi var naturligvis også henne og se øens ældste oliventræ, som er over 2000 år gammelt

Hvis I også vil vide mere:

Vi var nysgerrige på de stendyser der var på marken bag oliventræet. Det viste sig at være vand”boringer” i hvert fald grundvand.

• Man skulle tro de ledte efter vin 🙂 meget entusiastiske

Vores frokost bestod af en bagel med ost fra A&T’s fantastiske morgenbord, og så fik vi kaffe og kage til dessert

Vi kørte hen og så ned til Shipwreck bay, Det flotteste vand og sand på øen (tror vi)

-se efter på stranden, dér ligger resterne af et gammelt skibsvrag. Man kan kun komme til stranden fra vandsiden.

Vi kørte med Alice og Thorkild hjem på deres hotel, som er rigtig dejligt med en flot have og en rigtig god udsigt

Så kørte vi alle fire ind til byen for at spise. Denne gang på en af de utallige tavernaer i nærheden af byens torv.

Vi valgte at dele en Gyrus og der var da i hvert fald kød og mad nok

på vej tilbage til båden var der underholdning/opvisning ved havnen. Kan det være afdansningsbal fra aftenskolen? Vi havde mange gode ideer 🙂

Hjemme igen, på båden, kunne vi nu nyde en stille nat, hvad vand og vind angik.

Søndag var det fint vejr og vi sejlede alle fire ud til Lagana bugten eller turtle-bay som den også kaldes, fordi det er her på denne strand, at den truede Caretta Caretta havskildpadde yngler, og har gjort det i årtusinder.

• Søndag morgen, sikke en forskel

Æggene lægges dog først fra juni til august. Vi så desværre ikke nogen skildpadder dér, men på vejen tilbage til havnen så vi en, der var oppe i lang tid.

I aften cyklede vi ud til A&T hvor vi spiste sammen, på en af tavernaerne i deres by. Det var bestemt også god mad og betjening. Generelt er det god hjemmelavet mad man får på tavernaerne i Grækenland.

Mandag begyndte vi at gøre os klar til afgang tirsdag. Vi fik diesel på, fra tankbil på havnen og fik fyldt den ene vandtank. Vi fik vasket lidt tøj og gjort rent i båden. Ved 14-tiden kom A&T – lige til kaffetid i byen😊

I aften grillede vi på båden og fik sagt farvel og tak for dejligt samvær til Alice og Thorkild.

Tirsdag den 21.maj sejlede vi videre til Mesolonghi i ret stille vejr. Men, men, men det varede ikke længe før vi igen fik vind op til 21 m/sek og store bølger. Vi satte reduceret genua for at undgå for meget banken i bølgerne. Den kunne vi ikke rulle ind før vi kom til lidt lavere vand, på vej ind i Patrasbugten, hvor bølgerne var knap så høje. Da vi kom ind i kanalen ind til Mesolonghi var det sejlads i blank vand. Og det nød vi meget 😊

Sidder du og tænker ”Hvordan gik det så med ankeret?” Så kommer ankerhistorien her:

Vi kom som sagt lidt manuelt ud fra Vathy, så nu blev det altså lidt for træls med det ankerspil. Allerede i Poros, mens vi lå langskibs var Jens trukket i sit bådelektriker outfit og snart var der åbent til ankerspil mekanikken. Han kom frem til, sammen med Herløv på telefonen, at det måtte være relæet der drillede. At have en som Herløv i Danmark, og heldigt nok i Kolding denne dag, var fantastisk. Han fik fat i et nyt relæ, som Thorkild hentede hos ham og tog med i kufferten ned til os dagen efter.

Så kontaktede vi havnen i Zakynthos, om de kunne skaffe en bådelektriker til at os. Det kunne de sagtens og det bekræftede de da vi ankom i havnen. Han ville komme i løbet af torsdagen, men det blev ikke til noget, så blev vi lovet, at han ville komme fredag, men, uha vi kunne da bare forlade båden, for vi ville blive ringet op en halv time før han ville komme. Da han stadig ikke havde været der om fredagen, var undskyldningen at han ikke kunne arbejde i det dårlige vejr, men at han ville komme lørdag ved 10 tiden. Og han kom kl. 10.40 😊

Endelig så vi den uddannede elektriker

Han var der i 20 minutter og konkluderede, at batterier og relæ fungerede som de skulle, men at det var automatikken der var noget galt med. Det kunne kun laves på Lefkas. Vi besluttede dog at sejle til Mesolonghi, og så håbe og be’ til at vi ikke ville få store problemer med ankeret gennem Patras bugten og Korinth bugten. Men elektrikeren havde jo vist os, hvor vi skulle trykke for at få det til at virke. Og nu, her i Mesolonghi marina ligger vi med mooringliner 😊

Tak til Thorkild og Alice for at hente og tage relæet med til os og en særlig stor tak til Herløv for altid at hjælpe os, når vi har brug for din ekspertise.

Her i marinaen fik vi endnu et fif af Bruno, der indebar brug af kontaktspray og WD40. Om vores problemer nu er løst eller ej, finder vi ud af, når vi næste gang skal bruge ankeret. Så måske er der endnu en ankerspilfølgeton i næste opslag herfra 😊

God weekend til jer alle, her fra et vindblæst Grækenland, men heldigvis med sol og god varme.

Tilbage på fastlandet 28/5

Vi kom godt i havn i Mesolonghi, hvor der er mooringsliner ved flydebroer. Vi har desværre fundet ud af, at det drikkevand vi fyldte på tanken i Zakynthos var salt. Så nu har vi tømt tanken og fyldt nyt, rent, vand på. Heldigvis var det kun den ene tank det gik ud over.

Efter sejlads i høje bølger med utallige sprøjt ind over rælingen stod den igen på bådvask, så Jens vaskede båd, mens jeg gik i bad. En fair fordeling? Men vi gør hver især det vi er bedst til, og Jens er helt afgjort bedst til at vaske båd😊

Vi blev inviteret til et glas på Pia IV, det er bare så hyggeligt at mødes og være sammen med dem igen.

Så blev det aftensmadtid og som i ser var det hjemme på båden.

Mesolonghi er hovedstad i Missolonghi kommune, kommunen har ca 35.000 indbyggere. Byen adskiller sig fra de andre byer vi har været i, ved ikke at være turistby. Ingen souvenirbutikker og meget få turister i byen. Til gengæld er den megahyggelig at gå rundt i, med alle de små gader og butikker, torve og kirker.

Mesolonghi er desuden kendt som stedet for en dramatisk kamp, under den græske uafhængighedskrig i 1821 –  1829. Grækerne var det første folkeslag der opnåede selvstændighed under det Osmanniske Rige. 25. marts 1821 er uafhængighedsdag og nu græsk nationaldag.

Der er rigtig mange statuer, buster og andre mindesmærker i byen.

 

I 100-året for de moderne olympiske lege, blev de afholdt i Grækenland (Hvor ellers?)

Onsdag var Jens igen i ankerspil-reparations-mode. Han havde jo fået et fif og nu skulle det udføres. Efterfølgende prøvede vi det af, og det virkede. Også her til morgen da vi skulle sejle var der strøm til ankeret med det samme. Nu tror vi på, det er lavet, men det finder vi jo stadig først ud af, når vi næste gang ligger for anker.

Sidste år var vi også her i Mesolonghi, men i lejet bil. Dengang ville vi have lidt frokost på en af tavernaerne ved havnen. Men det synes personalet vist var lidt træls, for de overså os flere gange så vi til sidst bare gik fra stedet. Onsdag aften var vi så på samme taverna, sammen med Pia og Bruno. Det viste med alt tydelighed at nogen kan have en dårlig dag, for hold da op hvor var det godt, både servicen men især maden. Vildt lækkert og samtidig billigt. Det var en rigtig hyggelig aften.

I kanalen var der mange garn og fiskebåde ved de små huse hele vejen langs kanalen der er ca 5 km, lang

Månen sagde godnat med fuld styrke torsdag aften, men flot er det

Ligesom det også er flot at forlade en marina i morgensol og stille vejr  

Fredag sejlede vi videre til øen Trezonia. Turen fra Mesolonghi til Rio-Antirio-broen gik rigtig fint, lidt medvind men for motor.

5 mil før broen skal man kalde Rio Traffic på VHF for at få tilladelse til at sejle under. Efter at have oplyst bådens navn, længde og højde, fik vi at vide, at vi skulle sejle under det sydlige brofag. Men vi skulle lige kalde igen 1 mil før vi kom til broen for at få den endelige tilladelse. Det gjorde vi selvfølgelig og vi måtte sejle under. Skulle dog blive på VHF kanal 14 de næste 7 mil 😊

Som Jens sagde: ”Der er mere trafik under Lillebæltsbroen end der er her”. Der sejler godt nok færger på tværs lige efter broen, men …?? Nåh ja, de bestemmer og vi gør som vi får besked på.

Efter broen kom der mere vind og vi gik 8 knob alene for genua. Vinden blev mellem 8 og 12 m/sek, så det var godt vi havde den med os. Her i havnen skulle vi ligge langskibs, ved en betonmole. Heldigvis var der 2 flinke englændere på molen til at tage imod vores fortøjninger. Vi havde den hårde vind lige ind på siden, så det var ikke nemt at komme ind til molen. Men nu ligger vi her, godt fortøjret og med fenderbræt til at beskytte fenderne mod den meget ru betonmole.

Små fiskerbåde i havnen – ved molen ligger D’Livet godt.

Vi har været på Trizonia i 3 dage. Bygningen af havnen blev påbegyndt for nogle år siden, men er aldrig gjort færdig. Den fungerer dog fint, her er vand og gode pullerter. Nogle pladser har mooringsliner, de pladser er dog optaget af både, der ser ud til at have ligget i vandet mindst en vinter. Her er ikke godt at ankre, da der efter sigende ligger mange kæder og gamle liner på bunden.

Der er meget stille og roligt her på øen. Vi har gået rundt på øen flere gange, så vi har vist været på alle stier og grusveje. Der er næsten ingen biler på vejene og dem der er, ville vi kunne få skrotpræmie for i Danmark. Men de kører stadig.

Afsted det går fra havnen og ind på øen

Det er godt med en bænk når vi slutter vores traveture af. Og det vand bliver vi aldrig trætte af at se på

Udsigt fra øen til Glyfadas  på fastlandet, nogle villaer på øen er ret store og flotte.

Andre steder kan du købe en grund med udsigt og oliventræer

Udsigt er god hele vejen rundt og solen kræver en solhat…

På en af de korte ture rundt om øens syd/østlige ende kom vi forbi et forholdsvis nyt hotel. Helt nyt for os, er værdibokse på parasolstangen.

På søndagsturen langs kysten ud og op på bjerget hjemad så vi denne skildpadde, så nu har vi både set hav- og landskildpadder 😊

Senere på søndagen gik vi til en strand på sydsiden af øen. Meget kuperet vej dertil men jeg fik min første dukkert i det klareste, men kolde, vand.

Lørdag var vi med ”færgen” over til Glyfadas

Det er så færgen, der sejler i pendulfart fra ø til fastland og retur. Turen der koster 2 euro/person varer ca. 5 min.

I byen fandt vi en bager og købte et frisk brød. Her på øen er der ingen butikker, men der er en del tavernaer omme i ”byen”

Ser man godt efter, kan man se, at der står bakery på skiltet. Butikken er inde bag borde og stole

Der kommer mange endagsturister til øen. De er helt klart med til at holde liv i alle tavernaerne i byen

Mandag morgen sejlede vi videre til Galaxidi, ca. 20 sømil mod øst.

Besøg ved Korinthkanalen mm 4/6

Efter nogle skønne dage på Trezonia sejlede vi videre til Galaxidi, øst for Trezonia i Korintgolfen.

Det er ved at blive en god vane at kongepladsen er ledig til os, det var den nemlig også her.  Vi kom til at ligge langskibs 

Galaxidi er, som så mange andre, en hyggelig by med en bykaj hvor bådene bliver skiftet lidt ud i løbet af dagene og hvor der ligger tavernaer så tæt at den ene støder op til den anden. Men bag dette, ligger en by med mange små butikker og de lokale ældre mænds cafeer.

Der er kirker og torve, flotte og knap så flotte huse, men alt i alt er det rigtig hyggeligt at gå rundt i disse byer, hvor vi hele tiden får øje på noget nyt og spændende. Eller spændende og spændende for det kan jo bare være et husnummer, en blomst, en plante, en vejbelægning eller noget andet 😊

Flot vejbelægning

Hus navne og nr. skilt

• Appelsintræer som vejtræer

Andehus 

Morgenstemning på havnen

Mon han nogensinde bliver færdig med at feje? – Altså ham til højre, for ham til venstre nyder jo bare udsigten

Øen har levet af fiskeri og der har været rigtig mange fiskere på øen. Da fiskerne tog ud, var man aldrig sikker på, om de kom hjem igen. Denne statue af en kvinde og to børn er til minde om det.

Ups der kom en ekstra med😊

Vi lejede en bil, den var ikke stor, men vi skulle jo også kun være os to i den. Vi aftalte en Opel Karl, men fik en Fiat Panda fra 2017. Pæn bil, kørte egentlig også okay men sæderne…. Efter de første par timer savnede vi godt nok sæderne i vores Mondeo. Ud over automatgear og motorkraft 😊 men vi skulle jo ikke skynde os, vi skulle ”bare” ned til Korinth kanalen ca. 220 km fra havnen.

Her er den så: (det lille hus bagved er havnekontoret)

Jens kan lige være der

Det er altså utroligt at man i 1881-1893, har kunnet bygge denne kanal på 6,3 km, 21 m. bred og siderne er ca 50 meter høje. Ved lavvande er dybden 8 meter.

Og der er ikke tilsat farve til vandet eller photoshoppet.

På vejen dertil kørte vi igennem et kæmpe område af brændte træer og enkelte brændte huse. Det er fra den store brand, der var her sidste år i august. Vi kørte ca. 15 km gennem området og så er det jo meget længere på den anden led. Forfærdeligt at se, men også imponerende hvordan de har formået at holde ilden fra de byer der ligger i området. Sidste år lå vi i Mytikos, her på vestkysten og røgen dækkede for solen i flere dage.

På hjemvejen kørte vi til Delphi, hvor vi så på meget gamle og meget store sten, men oraklet stødte vi ikke på. Medmindre hun er blevet forvandlet til asiat, for dem var der rigtig mange af.

Da vi kom hjem efter 6 timer i bilen, var vi godt trætte i ryggen af sæderne, så det blev et kvarter på langs og hentepizza til aften.

31. maj sejlede vi fra Galaxidi tilbage til Messolonghi. Vejrudsigten var god, og så var det med at komme afsted. Vejret blev næsten som forudsagt, så nu er vi igen tilhængere af Windy😊 Der er ret mange fiskefarme her i golfen

Vi mødte kitesurfere lige før broen

Broen er også flot nede fra salonen (der skulle lige laves lidt frokost)

Vi lagde os ved bykajen denne gang, lige overfor er der en lille kiosk, som vi måtte støtte – så der var vaffelis til dessert.

Og så sagde solen godnat, ind over marinaen

Mon vi skal have ny kortplotter? 14/6

Efter vores korte ophold i Messolonghi sejlede vi til Vathy på Ithaki.

Så stille vejr, at jeg kunne skrive dagbog/logbog undervejs

På en af vores gåture så vi en ny form for solbeskyttelse af både 😊

Men hvis resultatet uden, bliver

Så er det også bare med at få tæpperne frem…

Vi hyggede os med besætningerne fra OcEan og Pia IV og spiste på ”vores” gode Taverna i byen.

På en af vores ture rundt i byen så vi, at kirken var åben og vi fik lov at gå ind og kigge. Her ventede der os en stor oplevelse, da det første ikon vi så, var malet af selveste El Greco, hvilket de var meget stolte af i kirken.

El Greco levede fra 1541 til 1614. Født i Grækenland døde i Spanien. Han er en af de betydeligste kunstnere i overgangen mellem europæisk renæssance og barok og har været inspiration for malere helt op til 1900-tallet.

Vandet bliver vi aldrig trætte af (hmm- har jeg skrevet det før??) Vi gik tur langs NØ kysten, ud til en lille strand hvor vi blev kølet af, inden den varme gåtur hjem igen.

Den 9. juni sejlede vi videre til Sivota på Lefkas (der er mange byer her, der hedder det samme, men de ligger da heldigvis på forskellige øer eller fastlandet. Derfor er ø-navnet med) en lille hyggelig by med en del broer/havne. Næsten hver bro er sin egen havn. Vi lagde os ved Sivota Pontoon. Rigtig fint sted at ligge. Der var nu ikke nogen til at tage imod os, ikke engang de sejlere som lå der i forvejen kom og hjalp, hvilket er nærmest uhørt. Men vi er stolte sejlende vikinger, så vi klarede os selv. Senere kom en belgisk båd ind, som vi naturligvis hjalp. Da havnedamen kom og så vi var kommet ind, og ikke havde fået nogen hjælp, vendte hun straks tilbage med 4 Mythos øl, fordi vi havde gjort hendes arbejde (2 til os og 2 til belgierne) Det gør vi nu gerne, også uden af få noget for det.

Turen hertil var i fint vejr

“Vores” bro

D’Livet ligger her

Her i Sivota var vi pludselig 5 danske både, så der blev ”indkaldt” til danskertræf på stranden, med egne drikkevarer kl. 16. Det var rigtig hyggeligt at mødes, vi endte også med at spise sammen om aftenen. Mange gode oplevelser og erfaringer blev drøftet og delt

Vi hørte, at der ligger en vingård lige ovenfor byen.

Lige ovenfor vil sige ca 5 km. OP ad bakke, så vi bestilte en taxa til at køre os derop. Heldigvis!! Da vi ankom, var der lige kommet 2 busser med skoleelever, der skulle på virksomhedsbesøg, så vi måtte vente til deres rundvisninger var ovre. De fik faktisk også en smagning, dog kun dessertvinen. Jeg har faktisk altid troet, at man skulle kunne se over bardisken, før man kunne få serveret alkohol, men nej, ikke her.

Det tog kun ca 1 time…Men så blev det vores tur.

Vi nævner af og til charterbåde. Her i Sivota er der en havn, kun med ret nye katamaraner

De er nu flotte når de ligger der    

8. juni sejlede vi videre til Nidri, 5 mil alene for genua

Det var virkelig dejligt igen at sejle for sejl og nyde den ro der er.

I Nidri lå vi for anker i bugten, da alt ved broerne/havnene var optaget. Det var jo lørdag og charterbådene var inde for at skifte besætning. Men vi lå godt og sikkert her, både dag

 Og nat

Vi roede ind til land og gik tur i byen. Vi, nok mest mig, blev fristet af hjemmelavet is, så vi købte en is og det var himmelsk. Lige så godt som de bedste italienske is. – Ja vi nåede ikke at tage et billede, før de var spist..

Der er væsentlig mere liv i Nidri nu, end da vi var her første gang i april. Alt er åbent og der er mange flere turister.

Vi ville også sejle en tur længere over i bugten, hvor der ligger nogle skibsvrag, så denne gang tog vi motoren på gummibåden og sejlede afsted, meeeen det gik ikke så godt. Vi var knap nok nået ud til det første vrag før motoren gik ud. Det var som om den ikke fik benzin, så fat i årerne og ro tilbage, hvor Jens fik skilt motoren ad, renset, pustet og samlet og så kunne vi sejle afsted igen. Jens har en stejl læringskurve på mange ting, nu også påhængsmotorer😊

10. juni sejlede vi til Lefkada hvor vi kom forbi denne lille fiskerbåd på vejen

Her ved Katopodis broen, blev vi taget imod af de danskere vi havde mødt i Galaxidi, det er ved at blive en god vane, at der står danskere på kajen når vi kommer ind. 

Asad, der er ”bromand” her, og også ham der opkræver havnepenge kontant og uden kvittering, huskede os fra sidst vi var her. Vi fortalte, at vi skulle finde Raymarine, da vi formentlig skal have en ny plotter. Så han gav os telefonnummer til dem og sagde, at vi bare skulle sige vi lå ved hans bro, så skulle de nok komme hurtigt. Som sagt så gjort.

Jeg ringede til dem kl.10.30. 10 min senere stod der to Raymarinemænd på vores båd. De kunne godt se, at den ”lus” vi havde fået på skærmen kun ville blive større så det var en god ide at få den skiftet. (Vi havde inden tiden rådført os med Køster hjemme i DK, han mente også at vi skulle skifte) Vi havde så valget mellem en brugt (fra en privatbåd) og en ny. Forskellen i prisen var knap 4.000 Euro. Vi valgte den brugte. På vores spørgsmål om hvornår vi skulle komme tilbage til havnen for at få den skiftet, var svaret. Det kan vi gøre nu, skal bare lige hente den. Whaaaat! Skulle vi da opleve det her i Grækenland? Ja åbenbart for de kom igen 10 min. senere og skiftede plotteren, så kl 11.45 forlod de båden, efter at have indstillet den, præcis sådan som Jens gerne vil have den. Det var fantastisk service. Alt dette for kun 600 euro kontant og uden kvittering. Men hvis der blev bøvl med den skulle vi endelig komme igen.

Den gamle beholdt vi, måske vi kunne få brug for en reservedel – engang??

Dagen efter sejlede vi så til Preveza til et gensyn med bykajen. Denne gang gjorde vi brug af de liner der er lagt ud på charterbådenes pladser. Som noget nyt i år, er der lavet pladser til dem, så dér kan vi andre kun ligge fra mandag til torsdag, hvor charterbådene er ude at sejle. Det er lidt ærgerligt, men når bare vi ved det, så kan vi jo undgå weekenderne dér.

Vi fik købt skyggenet til båden

Hvilket er virkelig lækkert. Noget højere lækkerhed end skønhed, men som man siger ”skønhed kommer indefra” og det gælder vel også her 😊

Den 12. juni lå jeg underdrejet med meget ondt i maven, så først sidst på eftermiddagen kunne jeg gå med Jens over til caffé Mikkel i Marinaen og få en af de gode jordbær milkshake, han fik en del af sidste år, da vi lå dér.

Det var virkelig en varm dag og ingen vind overhovedet – og hvad er så det værste der kan ske – Cafféen var lukket den 10/6, google oversatte skiltet til, at de skulle flytte. Så vi gik tilbage til bykajen, fandt en café med aircondition og satte os dér.

Mens jeg lå underdrejet havde Jens igen været håndværker og havde lavet pumpen på vores manuelle toilet. Den var begyndt at hyle når vi pumpede og det er altså ikke ret sjovt at vide, at naboerne kan høre hvornår vi er på toilettet. Heldigvis skulle den kun renses og nu virker den også, helt lydløst, igen.

 Vi ville videre til Mytikas den 13. da vi så ville undgå at sejle i meget blæst, men vi skulle lige handle lidt ind først. På vejen op til byen kom Pia IV til kaj, og vi aftalte at mødes til en kop kaffe inden vi sejlede afsted. Det er altid dejligt og berigende at være sammen med jer, så heldigvis mødes vi jævnligt og tak for det.

På vejen op til supermarkedet kom jeg i tanker om en børnesang: ”Der sad to katte på et bord, kvitte vitte vit bom bom”

Og så i dag, fredag, ligger vi her i Mytikas

Der er virkelig gang i vinden og havet i dag, så vi ligger det helt rigtige sted. Ca 13 m/sek med lovning op til 17. så vi får noget luft i dag. Temperaturen er helt nede på 25 grader i vinden. Vi måtte faktisk tage en bluse på, da vi skulle spise frokost. Ja altså, rolig nu, bare en t-shirt😊

I går var det stille og virkelig varmt, så der gik vi kun op i byen og tilbage, men i dag skulle vi ud og blæses igennem, så vi gik op og ud til vestkysten, en virkelig flot tur.

Vi gik om i byen, da valget var; helt ned til havet eller om i byen. Denne del af byen havde vi aldrig været i, da vi nu var kommet et godt stykke derudaf.

Kommer man kørende fra byen ud mod havet, er det åbenbart ikke tilladt at køre lige ud

Tilbage i vores del af byen gik vi på vores stamcafé. Det må vi vel gerne kalde den, da det også var den eneste café vi besøgte sidste år. Den kunne såmænd godt ligge på Nørrebro – lige bortset fra vejret.

Her i havnen er der trods alt sket noget i forhold til sidste år.

Der er blevet lavet vej, stensætning og der er lagt beton ud hvor der tidligere bare var grus, ja vi så faktisk en gravko i arbejde denne gang.

Læg mærke til gravkoen og den fornuftige hat

Til sidst, denne gang, får I et billede ud over havn og strand

Og så et STORT TILLYKKE til Jakob, Tobias og Christian med deres fødselsdage i dag

Besøg hjemmefra – og af politiet

Sidste gang jeg lagde noget op på denne side, var der nærmest stormvejr i Mytikos, og med dårligt signal måtte jeg sidde ude i ”kulden” i en ret ukomfortabel stilling for bare at opnå 2, nogle gange 3, ”streger” på telefonen

Solnedgangen var flot mod vest

Og de lyserøde skyer mod øst

Søndag den 19. juni sejlede vi så til Sivota, hvor Evan og Inge var på ferie. Det var rigtig dejligt at være sammen med dem et par dage.

Vi så Danmarks første EM kamp på deres hotel og spiste med i restauranten inden vi gik tilbage til D’Livet

Mandag havde vi inviteret dem på rigtig græsk mad nede i byen. De tog godt imod det og det var i hvert fald noget andet end hotellet, både hvad maden og komforten angik. Men en rigtig hyggelig aften. Alle blev mætte og vi sluttede selvfølgelig af med en ouzo

Tirsdag sejlede vi lidt rundt i området og endte ude ved den blå lagune og jeg skal lige love for den var blå. Aldrig har jeg set så blåt og klart vand før og vi har da ellers set en del.

På vej dertil

Tak til Evan og Inges hotel-nabo for dette billede af D’Livet på havet

Så er vi her:

Her i Sivota har vi snakket med rigtig mange danskere, der er på ferie her. Det er hyggeligt, at de kommer og snakker. De er meget interesserede i at høre, om vi har sejlet hele vejen fra Danmark og hertil 😊 og hvor lang tid det tager.

Onsdag morgen hev vi ankeret og sejlede til Paxos. Spændende at komme til et sted vi endnu ikke har besøgt.

Havnen er fyldt op hver aften, bortset fra fredag, hvor vi kun er ganske få både her.

Dagligt kommer der turistbåde med MANGE dagsturister, der fylder godt i de smalle gader og på tavernaerne

Mellem 150 og 250 gæster på hver båd

Vi ligger lige i starten af byen, lige overfor en café, så vi kan sidde og få kaffe/øl og samtidig holde øje med båden

Og så er det dejligt let at bestille en frokost, som bliver leveret på båden.

Aften i havnen

Danmarks anden EM kamp så vi på ”stor” skærm på byens torv. Vi var tre danskere og en masse englændere, men der var god stemning.

Det er virkelig varmt her, så fredag formiddag måtte vi til stranden. På vejen dertil står en atlet med den olympiske fakkel

En af årsagerne til, at vi valgte at sejle til Paxos nu, var vejrudsigterne, de havde lovet maksimum 28 grader hvilket vi havde glædet os til, men ak og ve vi har alle tre dage haft min. 35 grader. 7 grader lyder måske ikke af meget, men det er det og særligt i den ende af skalaen.

Så står månen op – godnat fra Gaios på Paxos

Vi har været på jagt efter et lille airconditionanlæg til båden, men desværre ikke i denne by, men nu er jagten gået ind og vi leder videre i de kommende byer. Vi drømmer om at kunne lægge os til at sove i lavere temperatur end de ca 32 vi har i agterkahytten om aftenen 😊😊😊 

Jeg har hørt man kan få en hovedpude med en kold side – sådan en madras vil jeg gerne ha’

Vi forsøgte igen i Preveza, her kunne vi godt få en aircon, men den var godt nok for stor at have med i båden, så nu holder vi ud, de sidste tre uger og håber på lidt lavere nattetemperaturer i september, når vi kommer herned igen.

I Preveza var vi heldige at få en af de pladser ved bykajen, hvor vi ligger lidt i læ af erhvervskajen, men uroligt ligger man altid ved denne kaj. To både længere henne var Pia IV, som fik gæster fra hjemegnen. Jørgen og Jonna som vi havde fornøjelsen at spise sammen med vores sidste aften her. Tak for hyggeligt samvær, vi glæder os til også at møde jer igen – på vandet.

Sejladsen hertil var i stille vejr og vand, så er det jo ingen sag at være kaptajn

Lørdag aften var der folkedans på kajen. Det var så lige dér vi kunne ærgre os over at have fået en plads i den ende af kajen. Græsk folkemusik i mere end 2 timer, max volumen og ca 20 meter fra D’Livet. Det er ikke sød musik i vores ører. Vi måtte trække ned i salonen for at kunne snakke sammen. Så da de stillede op igen søndag aften sprang ikke bare sveden, men angstens sved frem på vores, efterhånden brune, pander. Denne gang var det børn og unge der optrådte med egne danse. Musikken var nok en anelse bedre, men da den ikke altid passede til performance på scenen, sluttede den meget brat, når koreografien ikke var længere. 😊

Vi blev enige om, at det var den lokale ungdomsskoles freestyle-dansehold der optrådte. De fleste i meget lidt tøj. Måske derfor blev der ikke klappet så meget fra publikum i dag som i går.

Lidt billeder fra

Katte er alle vegne, her en der har fundet en god soveplads

Der er store både ved kajen i dag.

Bykajen

Tirsdag sejlede vi sydpå. Fra broen ved Lefkas og hele vejen ned til Palairos sejlede vi for genua. En dejlig vind som alle i kanalen benyttede – flot syn. Også ham lige bag os, fik genua op

Palairos er en fin havn. Bestil gerne plads i forvejen. På trods af, at der var flere ledige pladser i havnen, blev vi bedt om at lægge os ud for anker og vente. 2 timer senere kom vi ind på en plads, der havde været fri hele tiden. Nå pyt vi ligger godt og til 10 euro pr nat + el og vand

Ankerbugt til højre, havn til venstre – vi ligger yderst på ydersiden af flydebroen

Ankerbugten er for øvrigt ret god. Lavt vand og sandbund.

Vi gik en tur hen langs stranden, som vi plejer, og der var tavernaer på stribe, som der plejer at være. En viste Danmarks kamp mod Serbien, så der måtte vi hen, og spise og se kamp den første aften.

Dagen efter gik vi OP i byen. Den vinder big time ved nærmere bekendtskab. En rigtig græsk by, uden souvenirbutikker, kun lokale butikker og små kaffebarer på fortovene. Et par små lokale supermarkeder, bagere,  slagtere og alle mulig andre småbutikker. Og længst ude et stort supermarked og en bager/cafe i moderne udgave. Derfra gik vi ned til havnen ad en anden vej, end den vi kom op ad. Det viste sig bare, at den førte ned til stranden i bunden af bugten, så vi var kommet længere hjemmefra. Men heldigvis gik der en vej/sti langs vandet hen til havnen. En skøn og lang tur. Og jeg må indrømme, at det var mig der viste vej hjemad – på min mavefornemmelse af retning 😊

Hvad gør man når der ikke er en stige på byggepladsen? Man laver da bare en.

Bygaden

Lidt af stranden ved siden af havnen

Vores bovpropel satte ud da vi kom til Palairos havn, så derfor valgte vi at sejle til Lefkada for at få den lavet, selv om vores plan havde været at gå sydpå. Men som vi altid siger ”Planer er til for at ændres”.

Vores ven her i Lefkas, Asad havde lovet at skaffe en til at se på bovpropellen torsdag når vi ankom. Han havde kontaktet en der ville komme, lige så snart han var færdig, hvor han arbejdede. Så ham aldrig. Så han blev droppet. – øhh eller var det os der blev droppet…

Vi skulle flytte, da broen vi lå ved ville blive fyldt op med charterbåde fra fredag til søndag. Så vi sejlede ud til ”bykajen” og lagde os.

Der var en hel del sidevind med hårde vindstød. Jeg var gået hen på land for at tage imod fortøjninger men ak og ve, lige da Jens skulle ind på plads blev båden taget af vinden og uden bovpropel ramte vores anker nabobåden. En stor motorbåd ”BlueEyes” og lavede en ridse i glasfiberen. Øv øv øv.

Ups – lagde i mærke til flaget. Den sejler under Indonesisk flag (det faldt politiet også over, når nu ejeren er græker)

Ejeren var ikke på båden, kun et crewmedlem, der var påmønstret for 2 uger siden. Han talte med ejeren i telefonen og de ville anmelde det til deres forsikring. Vi ringede naturligvis også til Pantaneus og fortalte hvad der var sket.  Meget snak frem og tilbage mellem crew og ejer og pludselig kom politiet. Ejers forsikring ville have en politianmeldelse ….. 2 betjente kom og så på ridsen og hørte hvad der var sket. De synes måske det var meget at de skulle lave anmeldelse på sådan en ridse, men det skulle jo gøres. De fik billeder af vores bådpapirer, Jens’ pas og duelighedsbevis og forsikring. Efter noget snak frem og tilbage fandt crew også papirer på ejer og båden som de også tog billeder af. De påpegede igen, at hvis ejer var helt sikker på, at de skulle lave en anmeldelse, ville båden blive beslaglagt her på pladsen indtil der var en fagmand, der havde skrevet under på, at den var sejldygtig!! Så trak han politianmeldelsen tilbage, han kunne jo nok regne ud, at det ville der gå noget tid med, og båden kunne jo sagtens sejle.

Så pakkede de sammen og tog afsted. Nu ville ejer og hans forsikringsmand så have os til at skrive under på, at vi havde lavet ridsen og tog skylden. Men der satte vi godt nok foden ned. Vores forsikringsselskab og hans forsikringsselskab kunne vel finde ud af det sammen, og for øvrigt havde vi fortalt politiet at vi havde skylden. Efter flere forsøg på at få os til at skrive under opgav de. Iflg crew var det fordi, de ikke stoler på forsikringsselskaberne!!!! Men det gør vi.

Endelig efter 1 ½ time kunne vi så få lov at spise i fred. Med udsigt til en flot himmel

Politi og crew

Men vi ligger fint her hvor vi ligger nu, og er gode venner med crew😊

I dag, lørdag, har vi været ude og se ruinerne af et gammelt slot/borg, med udsigt til indsejlingen til kanalen her mod syd. En rigtig god tur

For at komme derover skal man over den ”bro” der skal åbne, når vi sejler sydpå fra Preveza.

Vi ligger og venter på vores elektriker, der har lovet at komme sent på eftermiddagen i dag, lørdag. Han kan nå det endnu……VI HÅBER

Det lakker mod enden – for denne gang 11/7

Vores elektriker kom selvfølgelig som aftalt. Man skal bare lige huske, at eftermiddag hér er indtil kl. ca. 20. han kom – så – og sejrede 😊 Meget flink og rar mand og ikke mindst dygtig og omhyggelig. Alt blev tjekket og han fandt fejlen. En kontakt ved skillerelæet (ja vi lærer mange nye ord). Det fik han fikset og så målte han alle batterier og tjekkede vores solenergianlæg. Så virker det hele igen. Men han ville lige komme forbi mandag morgen for at tjekke om vores batterier var gode nok, efter de har haft meget lav spænding i mange dage. Han skrev søndag, at han ville ringe mandag kl. 8.30. Kl 8.32 ringede han, at han kom om 10 min. afhængig af trafikken. Han var her kl. 8.40, målte batterierne og dommen var, at vi heldigvis har nogle rigtig gode batterier. Så tog han afsted igen. Naturligvis efter betaling.

Vores varmeste anbefaling af Lefkada Yacht Services i Lefkada.

Vi var inde i byen for at se Danmark mod Tyskland. Jeg er nogle gange træt af de danske kommentatorer, men da kampen blev afbrudt, manglede vi dem. Den græske kommentator nåede ikke helt igennem til os – vi forstår ikke et eneste ord. Tak for at holde os ajour fra Danmark Gitte og Christian.

I seng kl. 01, og kl. 03.30 stoppede musikken på restauranten lige bag os og vi kunne falde i søvn. Så sov vi til gengæld til kl. 8.30 og stod op til 34 grader.

Maandag kunne vi endelig forlade Lefkada og vores nabobåd.

Vi sejlede sydpå igen til Nidri hvor vi lagde os for anker. Vi så ”Mette” ligge ved en af broerne og gik hen og hilste på Ulla og Jørgen da vi havde været en tur inde i byen. Vi mødtes med dem igen kl 18 til happy hour. Altid hyggeligt at være sammen med jer, tak for det.

Det bedste ved at ligge for anker er, at vi kan hoppe i vandet fra båden

Fra Nidri gik turen til Agia Eufemia på Kefalonia. Kun 21 grader da vi stod op, det var fantastisk 😊 Havnefogeden dirigerede os og råbte da vi skulle smide ankeret. På trods af ”ankerguide” lå vores kæde over nabobådens. Det fandt vi ud af da de skulle afsted, så vi måtte slække kæde og de kom fint fri uden af rive vores ankerkæde op. Vi strammede op igen og lå så fint. Nabobåden var en charterbåd, hvor ankerspillet ikke virkede, så de skulle trække anker op med håndkraft – dæleme ærgerligt når man lejer en båd og det så ikke virker.

Dagen efter havde vi lejet en bil, denne gang en lidt større og bedre. Citroen C-Elysee

Vi startede med at køre hen mod Sami, til Melissani Cave Lake.  Her blev vi roet rundt på søen inde i bjerget. Den største del af søen havde ikke længere bjerg over sig, så der var åbent til blå himmel, den mindre del var stadig med ”tag” over. Vandet er helt klart og på bunden er der sten. Der vokser planter på dele af bjergsiderne men der er også drypsten. Helt fantastisk flot.

Og igen var vi heldige at komme før turistbusserne. Da vi skulle i land, stod turisterne nærmest hele vejen ned ad trappen til søen, så der kom alle robåde nok i brug. Vi var kun to både da vi var der. 

• Ned til søen i hulen

• Blå himmel over os

Fra den overdækkede del og ud

Sten på bunden

Blåt vand

Og så kom busserne…..

Vi kørte videre mod Argostoli, en storby på Kefalonia. På vej dertil fandt vi et lille sted at spise hvilket var noget sværere end vi havde troet. Der er sådan set småbyer på Kefalonia, men de er så små, eller afsides liggende, at de ikke har en taverna. Er der endelig en er den kun åben til aften. Men vi fandt da et sted. Da vi kom til Argostoli, var vi glade for, at vi ikke havde taget turen dertil i båd, for havnen var bestemt ikke noget at råbe hurra for og byen er en stor by. Fint at besøge den med bil.

På gangbroen der krydser Argostoli bugten

Vi besøgte også Fiskardo, hvor vi tidligere har ligget i med båden. Det er en meget fin by og en hyggelig havn men der er ofte ankerkaos.

Vi kørte hjem og afleverede bilen. Her blev vi spurgt om alt var gået godt og da vi svarede ja til det, skulle udlejer ikke se mere. Han så ikke engang på bilen.

Vi spiste nede i båden, da det var lidt køligt ude. Årsagen til bilturen var blandt andet, at det blæste temmelig meget, så vi kunne alligevel ikke sejle ud, så hellere blive og se lidt mere af Kefalonia.

Udsigterne fra køreturen var der bestemt ikke noget galt med. Meget flot ø.

Vores havn set oppefra

Flot vand og mand

Så sejlede vi til Vathy på Itaka, der var ikke ret mange både i havnen, så det var helt svært at vælge hvor vi ville ligge. Vi fik øje på en dansk båd og lagde os i nærheden af den. Det viste sig at være Lars i Frida, så vi fik snakket noget med ham og hans kæreste. De skulle desværre ligge der lidt længere end os, da hans motor til ankerspillet var brændt af.

Om natten fik vi en hel del blæst, men morgenen var skøn, kun 25 grader kl.9.00 og der var blank vand

Med den temperatur måtte vi gå en længere tur, så igen over på den anden side af ”havnen” og afslutning på vores stamcafé til kaffe og sikkerhedskopiering af telefoner. Det tog lidt tid, så vi kunne også nå at få en juice

Fra Vathy sejlede vi til Kálamos. Her havde vi aldrig været før, men det skulle være en skøn lille havn på en meget lille ø. Det var rigtigt. Vi gik til stranden, som lå noget længere væk end vi forventede, men vi kom da dertil og turen lønnede sig. Virkelig skønt vand med en temperatur hvor vi rent faktisk blev afkølet.

Søndag startede rigtig godt. Vi gik tur OP i byen

Her er en rigtig fin og hyggelig lille by. Der er mange flotte udsigter fra de smalle gader. Gaderne indbyder ikke til kørsel i bil og der kører da hellere ikke ret mange biler på øen og 95% af bilerne har ikke nr.plade på. Der kører flere scootere og golfvogne.

Der var en lille købmandsbutik, som vi ikke ønskede at handle i

Og lidt henne ad fortovet så vi dette rod. Jeg tænker vi kan lære dem lidt om returemballage.

Det var begyndt at blæse og vinden kom lige ind i havnen hvilket betød sidevind til alle både. Havnemesteren, den kendte George, forsøgte at pakke havnen med så mange både som muligt, men det gik nu ikke så godt. En del af bådene kunne ikke manøvrere i den stærke vind, der nu var blevet til ca 17 m/sek, så flere både blev skadet fordi andre både drev ind i dem. Nogle slæbte også deres anker hen over bunden, så vi var to både der fik vores anker hevet op. Motoren i gang og fuld kraft fremad, så vi ikke endte inde i kajen. George kom heldigvis og hentede ankeret som han så lagde ud for os. Uheldigvis for os, blev vores anker lagt omme bag en båd i den anden side af havnen. Jeg er ikke i tvivl om, at han kan pakke en havn, men så må det være i stille vejr og ikke i 17 m/sek med faldvinde.

Vi blev på båden hele aftenen og fik en rugbrødsmad til aften. Og så, næsten lige så pludselig som vinden var kommet, forsvandt den. Kl. 23.15 gik vi i seng, da var faren drevet over.

Næste morgen stod vi op kl. 6.45 og heldigvis gik båden, som vores anker lå bag ved, tidligt ud af havnen, så vi kunne komme afsted kl. 7.45. Vi satte kursen mod Lefkada eller Preveza. Hvis vi nåede broen i Lefkas kl. 11 ville vi fortsætte til Preveza. Det gjorde vi, så vi ankom til Preveza kl. 12.35.

Hård tur for kaptajnen

Vi mødte en fisker undervejs

Så er vi under, vel nærmest igennem, broen for sidste gang inden vi skal hjem

Vi var heldige at finde en plads, godt nok ikke i læ fra marinaen, men indtil skrivende stund (torsdag kl. 10) har der ikke været noget vind af betydning.  

Vi så, at Melianne med Jonna og Jørgen lå her, så dem besøgte vi og spiste aftensmad sammen med oppe i byen. Tak for rigtig hyggelige stunder med jer to.

Tirsdag gik så småt i gang med at gøre klar til, at få båden på land på lørdag. Det er godt nok hårdt arbejde i 41 grader i skyggen som der var mandag og tirsdag ved middagstid. Lige nu kun 34 grader, det er også meget men og til at holde til😊 Men det er jo ikke arbejde det hele, der er også tid til at bade og hygge.

På bygaden i går – i skyggen

38 grader

Når der er over 35 grader er det nærmest en overvindelse at skulle have sko på

…også denne slags.

På lørdag sejler vi over bugten til vores ”sommerhavn” Vi glæder os rigtig meget til at komme hjem til alle dem vi elsker og holder af.  

Vi glæder os også til lavere temperaturer og til at komme væk fra alle de, alt for mange både der er her nu. OG som Jens siger, at kunne tage en god flaske vin ud af vinkøleskabet. Her drikker vi ”lokal vin” købt i supermarkedet 1,5 l for 4 euro

Tak for denne gang. Vi fortsætter vores sejllads her i det Ioniske hav den 26. august.

Tilbage til D’Livet – 26/8

Lige da vejret i Danmark blev til den kølige og våde side, tog vi med Kristian på arbejde i Billund Lufthavn, hvorfra vi fløj til London Stansted for at flyve videre til Preveza. Planlagt til at lande her i Preveza kl. 22.30. Vi ankom kl. 23.50! Ryanair er altså langt fra altid “on time” som de ellers praler med.

Nå men vi ankom til dejligt vejr, tog en taxa til Ionion Marine, hvor båden lå og ventede på os

sammen med en helt masse andre både – det ser da godt ud, sådan en mørk nat (med lys på pladsen)

Vi fik pakket båden ud og lukket alle luger op, i håbet om, at få noget luft ind i båden. Det var nu så som så med det. Ikke en vind rørte sig. Endnu engang kom vores blæser os til undsætning. Vi kunne gå i seng og sove med dejlig vind i agterkahytten.

Lørdag og søndag fik vi gjort båden klar til at komme i vandet og vi fik pustet ud efter en dejlig fyldt kalender i dagene op til afgang. Dejligt at være sammen med så mange familie og venner i de dage. Men i det hele taget var det SKØNT at være hjemme i sommer.

Vi har god tid, da vi først skal i vandet mandag kl. 12.30 – det glæder vi os helt vildt til. Her hvor vi ligger kan vi ikke rigtig gå ture og ingen by i nærheden. Så det bliver blandt andet til avislæsning (tak for aviser Anne Mette)

og så kan man jo altid gå og tage billeder af båden…

Og dette:

som vi ikke ved hvad er, men vi ved, at det ikke hører til her, så efter at have taget billedet blev det smidt over bord. En eller anden form for insekt har bygget bo på dutten, der sidder på låget til gasflaskerummet. Inde under sædet i cockpittet. Hvordan det overhovedet kan lade sig gøre???? Hvis nogen, der læser dette, ved hvad det er for et dyr, vil vi gerne vide det – evt. ved en kommentar på facebook.

Nu skal vi lige se om sejlmageren åbner idag. Vi vil lave en aftale med hende om at sy vores sprayhood, når vi kommer på land igen den 1. oktober. På skiltet til hendes kontor står åben kl. 9.30. Nu er klokken snart 11 og hun er ikke kommet endnu. Vi er kommet til Grækenland!

Fra land til vand 7/9 24

Vi var klar til at komme i vandet, og alligevel kom de før tid og hentede os, så vi skulle lige have taget strømmen fra. Men så fik de hårdtarbejdende folk et hvil i skyggen af båden.

Men straks vi var nede, var de i gang. De fjernede de forreste og de midterste støtter, så båden kun stod på kølen og de to bagerste støtter – tænk at den kunne det!

Den blev kørt den korte tur til ”havnen” hvor den kom over og hænge i sub-liften og så i vandet, med båd og besætning.

Vi er klar til 5 uger på vandet.

Vi sejlede den korte tur, 0,62 nm, til Preveza hvor vi skulle have handlet ind. Og så skulle vi naturligvis lige snakke med de danskere vi kendte ved kajen.

Som man skal, var jeg henne hos Vera, vores havnemester, og betale havnepenge. Der er stadig lidt rod på skrivebordet.

Kajen i Preveza er den absolut reneste vi har set. Der bliver tømt affald flere gange om dagen og der er altid fejet og vasket på kajen. Denne dag blev palmerne også studset

Der lå en ret stor coaster ved erhvervskajen, for at losse korn fra Ukraine. Den fik lidt hjælp til at komme derfra

Selv slæbebåde og store coastere kan være flotte…..

Tirsdag kom Pantaenius’ agent i området for at snakke med os om den skade vi lavede på en motorbåd i juni. Han skulle høre vores side af sagen og så skulle han måle afstand fra vand til anker. Det mål beviste, at vi ikke havde lavet de andre skader som motorbådsejeren har forsøgt at få vores forsikring til at betale. På mit spørgsmål om han forsøgte at få flere skader betalt af vores forsikring, var fordi vi er udlændinge, svarede han ”Nej det er nok bare fordi han er græker”

Onsdag sejlede vi tidligt afsted fra Preveza til Paleros. Broen til Lefkas åbner ikke så tit mere som tidligere, så det var vigtigt at komme med kl. 10.00. Vi var kun 3 både der skulle sydpå men helt vildt mange der skulle nordpå.

Vi sejlede ind i Paleros havn i stille vejr. Det første derefter var at komme hen til stranden og få en dukkert.

Vores nabobåd, 4 voksne grækere og et mindre barn, var så taget afsted uden en vandslange, så de lånte vores. For det fik vi 4 modne figner. Lækkert.

Natten her i Paleros var vidunderlig. Helt stille vand, for første gang kunne vi sove hele natten uden at blive vugget og høre på bølgernes larm under båden. Der var kun 25 grader til morgen, solen var ikke kommet op over bjergene endnu, så vi nød det.

Vi gik hen til Vounaki havn der ligger ca 1 km herfra. Havnen var fyldt med 36 charterbåde fra Neilsen. Der ligger også et sportshotel i tilknytning til havnen, hvor gæsterne kan lære alle former for vandport. En fin havn, men ingen gæstesejlere.

Da vi kom hjem, begyndte Sailing Holiday bådene at komme ind. Det var bestemt ikke de bedste sejlere der havde lejet disse både. 2 ud af 10 både havde en kaptajn der kunne sejle. Men de var heller ikke godt hjulpne af følgebåden. Den havde også ret svært ved at lægge til, og til at hjælpe bådene ind. Vi har tidligere set Sailing holiday komme ind i havne og de har alle været godt hjulpne af crewet på følgebåden. Der var havnebio for alle pengene denne gang.  

Men uden mad og drikke…. Vi gik op til denne restaurant

Og bestilte en menu med 10 småretter for 30 Euro. Der var mere end rigeligt mad til os to.

Tzatziki – Rødbedesalat – Brød – Græsk salat

Stegt kylling – Oksebøf – Pastizzio – Suppe – Fyldt tomat – pasta med kød og feta

Bagt Feta med honning

Og så fik vi lige en yoghurt dessert med kanellikør på huset.

Restauranen ser ikke ud af noget ude fra vejen, men sikke en terrasse med udsigt over havet. Og så er det mor selv der laver maden. Hun har 2 gasblus og en ovn i køkkenet. Hun snakker og forstår ikke ret meget engelsk. Hendes mand taler kun græsk. Han får lov til at servere maden og tage af bordene. Datteren laver ikke noget. Som mor siger ”hun spiser kun😊

Mor skal også selv ud og klare betalingen.

Hun havde da også lidt travlt den aften, da der kom 15 gæster, der skulle have alt muligt forskelligt mad.

Her i Paleros hænger der solhatte hen over gaden ned mod havnen. I Vejle hænger der paraplyer hen over en af gaderne – det siger også noget om vejret de to steder😊

Nå men vi ville videre til Vathi på Itaka.

Vi sejlede ud fra havnen i Palaros mens solen stod op

Vi havde håbet på at få en af kongepladserne i Vathi, men det kunne ikke lade sig gøre denne gang. Så ud med ankeret og ind til kajen. Det er fjerde gang vi er her i år, så vi kender jo byen, vi gik over til stranden for at bade

Kunne jeg dog bare tage nogle af disse grene/kogler med hjem til jul…

Det var helt vildt lækkert. Senere gik vi op til en kirke vi ikke har været ved før. Højere oppe end tidligere og så bliver udsigten bare god.

Vi kunne stå og se, at der kom mange både ind, og da vi nåede ned til vores båd, fik vi en fransk katamaran ind på bagbord side. Helt op af vores båd. Han spillede højt musik og om natten havde han sin motor til at køre. Det var bare træls, som vi siger i Jylland.

Og som om det ikke var træls nok, virkede vores ankerspil ikke da vi skulle derfra om morgenen. Denne gang kunne vi ikke få den i gang, så det blev anker op med håndkraft – en hård start på dagen. Men det blev en rigtig god sejlads til Nidri for sejl.

Der var helt vildt mange både på vandet og alle sejlede for sejl, så det var med at være vågne, da ikke alle har lært det der med ”lu viger for læ” og ”styrbordshalse har retten” men så må de mere rutinerede  (Jens) jo bare sørge for at vige 😉

På vejen fik jeg ringet til Lefkada Yacht Service for at høre om han kunne komme og se på (=reparere) vores ankerspil. Han ville ringe tilbage

Vi kom ind til IBA broen med god service fra ”havnemesteren”

Han fortalte, at vi kunne benytte toilet og bad, samt poolen på hotellet som ejer broen.

Det ville vi benytte så vi gik op i bad og kl 18 gik vi op i deres poolbar og fik en Aperol Spritz. Vi vidste jo hvor det var, for vi havde tidligere været der med Ulla og Jørgen som lå ved broen. Vi så en del andre fra broen, benytte faciliteterne ved nabohotellet. Så da vi mødte havnemesteren på vejen tilbage, spurgte vi igen, og det viste sig, at vi havde været på det forkerte hotel.

Så i dag, tirsdag, efter at have hentet morgenbrød til denne solopgang…

startede vi dagen med at bade i poolen på Athos hotel.

Og Panos fra Yacht service har selvfølgelig ringet. Han kommer tidlig eftermiddag i dag – det var så kl.15.10 😊 De kom to mand arbejdede i ca. 1 times tid og så havde han forbundet strømmen til ankerspillet udenom automatikken, som han helt ærligt ikke vidste hvad vi skulle bruge til, da vi ikke har en fjernbetjening til ankerspillet.  Alt virker fint nu og for 50 Euro 😊 incl. kørsel fra Lefkada.

Vi var glade og næste morgen sejlede vi vider til Lefkada hvor vi også lå med liner (uden anker i brug)

 I Lefkada var vi oppe i byen, som vi nu kender så godt og næste morgen sejlede vi videre til Gaios på Paxos, en tur på 31 mil eller 6,5 timer. En hel del af turen foregik for sejl – dejligt. Vi måtte tidligt op for at nå broen ud af Lefkas kl. 8.00. Det er dog ikke så slemt at komme tidligt op når solen venter på broen

I Gaios fandt vi en plads tæt på hvor vi lå sidst. Det var sådan set godt nok undtagen om aftenen/natten hvor de spiller høj musik på cafeen lige overfor. Men denne gang lå vi ved siden af en polsk båd med 6 mænd og en dame. De underholdt med noget der ligner irske folkesange, på polsk forstås, men det lød godt og mange sad og lyttede.

Men så kom skuffelsen, da vi skulle derfra næste morgen virkede ankerspillet ikke. Vi prøvede at lade motoren gå noget tid, for at se om der kom liv i spillet. Men nej, så der var ikke andet for end at jeg begyndt at hale ankeret op. Jens kom til, da båden var langt nok ude til ikke at støde ind i nogen og vi fik ankeret ombord og kunne sejle derfra.

Et par fra Struer havde taget et billede af os da vi sejlede ud. Tusind tak for det.

Vi mærkede ikke noget til lavsæson, men som en af butiksindehaverne fortalte mig, så falder antallet af turister uge for uge og 31. oktober lukker alt ned i Gaios og som hun sagde, så må kattene igen leve på gaden.

Fra Gaios sejlede vi til Petriti på Korfu. En lille fiskerihavn på den sydøstlige del af Korfu. Her er 4 store kuttere og en hel masse små fiskerbåde.

Her er en del tavernaer, 3 ”supermarkeder”, et fodboldstadion, en kirke, strand og på havnen både toilet og bad, samt el og vand. (Undtagen lørdag hvor der ikke er noget vand) på hotellet har de en swimmingpool hvor vi fik adgang, for 8 euro for en dag på en solseng under en parasol – incl en øl eller vand.

Fiskekutterne sejler ud ved 19 tiden og de har alle fire en lille båd på slæb.

Den bruges, når nettet er sat, til at sætte lys rundt ved netkanten for blandt andet at fange blæksprutter, som der spises mange af her i landet. Kutterne  kommer hjem næste morgen ved 7 tiden. Så holder der en del fiskebiler og aftager en stor del af fangsten, som skal ind til byerne og lokalbefolkningen kan så købe fisk ved kutterne.

Vi valgte at bruge nogle timer lørdag, ved poolen

Men det var først efter vi havde været på en 3,5 km lang stroppetur OP ad ”bjerget” og ned igen. Det var nu en fin tur, men det gik noget mere opad end forventet. Igen var Google lidt overfladisk med at give os højdemeter, men vi kom op i 135 meter i 33 graders varme. Heldigvis var der skygge en del af vejen. Og vi havde solhatte på.

Så alt i alt er det gået godt med at komme fra land til vand og fra Preveza til Korfu.

Blæst og regn – 15/9

Vejrudsigten bliver studeret grundigt når man er på havet. Og derfor vidste vi godt, at vi skulle søge havn den 9. og 10. september.

Den 9/9 fik vi denne advarsel fra de græske myndigheder

Vi sejlede derfor fra Petriti den 8. op til bugten ved Korfu by. Vi havde bestilt plads i Mandraki havn (lige ved siden af) fra den 9. til den 11. Dér ville vi kunne ligge i læ for vinden.

I bugten fik vi kastet anker og da vi var sikre på, at det lå som det skulle, sejlede vi ind i gummibåden og gik en tur i Lidl. På vej dertil kom vi forbi lufthavnen, som er meget travl. Vi kunne følge med i alle ankomster og afgange fra pladsen i bugten. Vi badede lidt fra båden, det er det absolut bedste ved at ligge for anker, at man kan det.

Så skulle vi på besøg hos Pia 4. og da Pia havde fødselsdag, så hun fik en lille sang med på vejen 😊 Senere blev vi hentet af Pia og Bruno i deres gummibåd, for at sejle ind og spise på en lille taverna. Det var rigtig hyggeligt, tak for det.

Tilbage på båden var det sengetid og snart kunne vi mærke vinden tage til, så vi sov ikke helt så godt denne nat.  Da vi også ved, at vores ankerspil ikke altid fungerer, begyndte vi at gøre klar til at sejle (læs: tage anker op) kl. 10. Efter ca. ½ times motor kom der liv i spillet og med tålmodighed og god tid, lykkedes det at få ankeret fri, så vi kun skulle trække det sidste 1,5 meter med håndkraft.

Derefter sejlede vi den korte vej til havnen, hvor vi desværre ikke kunne komme ind før kl. 12. Dem der lå i havnen var vist ikke ret interesserede i at skulle sejle ud. Men lidt i 12 blev vi kaldt ind og kom til at ligge ved kajen, lige ved restauranten. En fin plads.

 Vi gik en tur op i byen, man bevæger sig ikke så meget når man ligger for anker, så vi skulle lige gå lidt, og da vi kom tilbage, besluttede vi at skifte biminien ud med vores telt – Heldigt, for ca. 15 min. senere begyndte det at regne og det var ikke bare regn, men nærmest skybrud. Blæsten, var vi heldigvis i rimelig læ for, men hold da op hvor det regnede og det blev ved til næste morgen, hvor vi blev vækket af torden og lyn. Disse lyn var så skarpe og længe på himlen at alt blev lyst op og så kom braget lige oveni. Nu hvor vi lå så godt var det da lidt hyggeligt og grækerne har helt sikkert brug for vandet.

Kl. 8 stod vi op til tørvejr og kl. 10 gik vi op i byen sammen med Pia og Bruno. Vi gik nok bare lidt på må og få, og kom bl.a. til et marked med frugt og grønt og så selvfølgelig fisk.

Appelsiner – grønne udenpå men godt modne

Når man “skovler op” med en fejebak er det så skidtfisk?

Mandraki havn ligger nedenfor et gammelt venetiansk slot (ruin) hvorfor vi skal OP fra havnen, gennem indgangen til slottet og ud i byen. Der er rigtig mange besøgende i byen der skal ind på slottet ligesom der er rigtig mange turister der bliver sat af deres turistbusser lige udenfor slottet, så der må en betjent til at dirigere ved fodgængerfeltet, ellers har bilisterne ikke en chance.

Her i havnen ligger vi ved siden af en anden dansk båd – næsten. Han er englænder og hun er dansker. Der ligger i alt 5 danske både her i havnen.

Sidste aften i Mandraki var vi igen ude og spise, i godt selskab.

Derefter hjem i seng – vi skulle jo tidligt op næste morgen.

Og det kom vi. Vækkeur kl 06.30 og ud af havnen ved 7 tiden i den flotteste solopgang

Der var stadig noget sø derude efter blæsevejret og ved 10 tiden fik vi lige en regnbyge, så nu blev regnjakkerne fundet frem fra det skab de har hængt i siden 2023.

Men det bliver jo heldigvis godt vejr igen.

Og efter 60 mil og 9 timers sejlads kom vi til Preveza. Men når man ankommer hertil bykajen på det tidspunkt af dagen, får man ikke en af de bedste pladser, så vi lagde os ved en af charterbådenes pladser og krydsede fingre for at en af dem der ligger længere inde af kajen ville sejle ud næste morgen. Og så heldige var vi, så vi flyttede plads inden morgenmaden. Og hvordan gik det så med at få ankeret op, tænker du måske. Det gik rigtig godt. Spillet virkede både op og ned – heldigvis, for vi havde 70 meter kæde ude. Det stoppede med at virke da jeg strammede kæden op.

Fredag morgen spurgte Lars fra S/Y Frida om vi ville med i Lidl, han skulle først aflevere lejebilen kl. 11.30. Det ville vi rigtig gerne, så kunne vi få købt lidt ind. Tak for det Lars.

Da vi kom tilbage, ville vi lige tjekke ankerspillet igen, og nu var den helt død. Jeg ringede til Panos, vores livline. Han ville se om han kunne nå at komme til os i dag og vende tilbage. Kort tid efter begyndte det at regne helt vildt, så ringede Panos at de var på vej. De var ved at skifte køl på en båd, og det kunne de ikke i regnvejr.

De kom igen to mand og denne gang er vi overbeviste om, at spillet er lavet. Vi har prøvet det af og det virker hver gang.

Så denne gang var vi ret glade for regnen, lige indtil jeg skulle på dæk og hente betjeningspanelet. Jeg var ikke ude i mange minutter, men bluse og bikinibukser var plaskvåde. Det tørrer heldigvis hurtigt når først regnen stopper og solen kommer igen.

Så skulle jeg op og klippes – kan I se det var en travl dag 😊 men endnu engang fik jeg en lidt anden frisure end jeg rejste hjemmefra med. Men vask, klip og føn for 20 euro og håret gror jo ud igen.

Alt dette skulle jo fejres, så vi gik hen og fik en øl på cafeen overfor kirken.

Kl. 17 fik vi et glas vin og lidt snacks sammen med Lars.

Natten var et kapitel for sig selv. Hold da op hvor vi hoppede og rullede. Kl. 3 vågnede jeg da noget væltede i kahytten, så ud og få samlet op, tilbage i seng men svært at falde i søvn. Fortøjningerne knirker, naboens fendere – uden poser – piver når de kommer i klemme mellem vores både og vi ruller, vipper og hopper. Men det lykkedes ved 4 tiden, da det begyndte at løje af.

Efter morgenmaden ville vi lige stramme ankeret op. Der var strøm i panelet men UPS Panos har fået byttet om på noget, så nu er UP=ned og DOWN=op 😊😊 men det lever vi fint med.

Så gik vi en lang tur forbi stranden, der lød som Vesterhavet

Ind i byen fra strandsiden, en del af byen vi ikke har været i før.

Her gøres de øverste etager færdig først

Der har vist været mange opslag på denne lygtepæl

Men vi fandt dog ned til vores hovedgade-café til en afslutningsøl – der altid serveres med lidt spiseligt.

Temperaturen er nu i nærheden af græsk efterår, så vi krøb ned i kahytten og så dr-tv lørdag aften.

Søndag morgen stod vi op til kun 19 grader, så efter morgenmaden ville vi gå en tur igen. Det er det gode ved den lavere temperatur, nu er det til at holde til at gå ture mm

Vi gik ud langs bugten, hvor gæsterne ligger for anker og de lokale fisker

Vi kom helt op til den store vej hvor vi gik en tur på kirkegården. Hold da op den er stor

Tilbage på båden efter en kop kaffe på vejen, har vi nu fået redt op til Morten i forkahytten og fundet plads til alt det vi plejer at stuve af vejen dér, andre steder i båden.

Så nu glæder vi os bare til at få besøg.

Besøg hjemmefra 30/9

Søndag aftenved 21.45 tiden, kom Morten med taxa fra lufthavnen. Det var dejligt at se ham igen. Vi gik på Symposio og fik aftensmad (her giver det da virkelig mening at det hedder AFTENSmad) og fik snakket en masse.

Han blev indlogeret i forkahytten og næste morgen sejlede vi afsted til Sivota på Lefkas. Vi gik gennem broen kl. 10 og kom til Sivota kl. 13.30. En rigtig god sejlads for sejl. Der var mange både på vandet og næsten alle havde sejl oppe. Lige før vi skulle sejle ind til Sivota kom ”Mette” med Ulla og Jørn sydfra. Et dejligt gensyn.

Vi troede der ville være mange ledige pladser i Sivota, og det var der også, men de var reserveret til flotiller. Vi fik dog en plads langskibs ved restauranten ”Vibes” hvor vi så skulle spise, mod at ligge gratis ved broen. Vores gæst, som er en erfaren sejler, hjalp gerne til med det praktiske, hvilket jeg nød. Dog lige her kunne vi ikke få øje på erfaringen. Men spørg selv Morten – vi hænger jo ikke nogen ud her. Desværre har vi ingen billeder ☹😊

Morgen i Sivota – D’Livet ligger ca. midt i billedet

Ved første lejlighed skulle Morten naturligvis mærke på vandet. En temperatur der passede ham rigtig godt😊 Han er – lige som os andre – vild med det flotte vand og i det hele taget med at sejle her. 

Tirsdag sejlede vi videre til Pálairos, på fastlandet. Men dog først efter, der var besvaret mails og vi havde fået morgenmad

Vi slog lige et smut ind i bugten ved Nidri, så Morten også kunne se en stor ankerbugt. Vi havde jo reelt kun 3 sejlerdage, så det var med at udnytte dem.

Da vi ankom til Pálairos var første punkt på den dagsorden vi ikke har, at komme hen til stranden og bade. Her er vandet lidt køligere end i bunden af havnen/bugten ved Sivota, men det er stadig skønt at bade her. Klar vand med en rigtig fin temperatur.

Om aftenen skulle vi – for vores vedkommende, igen – op til ”Sto Spitiko Mas” og spise. Denne gang valgte vi 12 retter med fri vin – nu er vi jo tre til at dele😊 Vi blev alle godt mætte, uden at spise op. Der var mange gæster og nogen af bordene stod ude under det halvtag, der var delvis dækket af siv. Delvis og regn går ikke så godt sammen, så vi rykkede ind under det halvtag der var dækket af blikplader. Så nu sad alle gæsterne under bliktaget, tæt sammen. Vi kom til at sidde ved siden af et dansk par, der var på charterferie. De var ikke helt tilfredse med vejret. Men det var hyggeligt og maden var også god denne gang.

Da vi skulle hjem var det holdt op med at regne, så det var kun våde veje og vandpytter vi skulle igennem.

Onsdag sejlede vi igen nordpå, mod Lefkas by. Rigtig fint vejr i dag og så gør det jo ikke noget, at man også skal arbejde lidt ind imellem

Som lønnet arbejder

Som ulønnet kaptajn

Vi fik en plads ved ”bro 2” En af dem der kun koster 15 euro fra onsdag til fredag morgen kl. 9.00. Der kom en stor sejlbåd, hollænder, ind på vores bagbords side. Han kunne slet ikke styre sin båd så mens Jens og Morten stod på broen og tog fortøjninger kæmpede jeg en kamp for at holde ham fra at brage ind i siden på vores båd. Heldigvis kom manden fra vores nabobåd og hjalp mig med at skubbe. Pyh ha’-  ingen skrammer på vores båd, men det var i hvert fald ikke Hollænderens skyld.

Det viste sig, at han kom til Lefkas for at få lavet noget automatik der gjorde, at han ikke kunne styre gas og bovpropel. Det var enten fuld speed eller ingenting. JA det kunne vi da se!!

Vi gik ture i byen og nød en kop kaffe med udsigt over vandet og ud til broen. Aftensmaden indtog vi i LightHouse Tavern

Et virkelig hyggeligt sted med rigtig god mad. Det kan varmt anbefales.

At gå til bageren her, sådan en tidlig torsdag morgen er bestemt ikke nogen straf, se lige en solopgang og skyerne der spejler sig i vandet – Smukt.

Morten skulle hjem i dag, og den taxa vi havde bestilt til kl. 9.30 kom til tiden – selv om vi er i Grækenland 😊

Så var vi alene igen. Vi fik gjort rent og lagt alt vores habbengut tilbage i forkahytten😊 Vi gik hen for at handle mad til de kommende dage og lige da vi kom retur til båden begyndte det at tordne, lyne og ikke mindst regne  – og det blev så ved i 3 timer.

Efter det gik vi en tur i byen, solen kom frem og der blev en ganske behagelig temperatur.

Fredag skulle vi forlade vores plads. Vi havde besluttet os for at vente med at gå igennem ved broen til kl. 10.

Broens åbningstider er kl. 8, 10, 12, 14,16, 18 og 20.

Inden vi forlod vores plads, hørte vi, at broen ikke åbnede kl. 8. Vi kunne ikke få VHF kontakt til broen så vi sejlede ud til nogen af dem der lå og ventede fra kl. 8 og fik at vide, at den først åbnede kl.14!!

På FB så vi senere, at det skyldtes personalemangel.

Vi var heldige at finde en plads ved den inderste bro i havnen, hvor vi kunne ligge indtil vi skulle afsted.

Vores ”bromand” fortalte os, at da broen kun er åben 15 min. gælder det om at holde farten og ikke have for lang afstand mellem bådene, hvis man skal nå at komme med. Er der en der sejler meget langsom må man gerne overhale, for ikke at forsinke alle efterfølgende både!

Vi sejlede ud ved 13.30 tiden og der lå virkelig mange både for anker og ventede på at komme igennem broen. Vi sejlede hen blandt de forreste, men det var begyndt at blæse lidt, så alle skulle have et øje på hver finger. Men jeg vil sige, at alle undtagen en stor katamaran, sejlede eller lå forsvarligt. Ham her forsøgte at sejle zig-zag mellem alle for at komme helt hen forrest. Det gik dog ikke, så han måtte – temmelig utilfreds – ligge stille noget tid. Der var nærmest kaos omkring ham.

Så da broen endelig gik op kom der gang i alle både. Vi havde besluttet at, såfremt der var ledig kajplads lige udenfor broen, ville vi lægge os ind der. Og det var der. Der kom ikke så mange både fra nord. Så vi kunne sagtens lige snige os derind. Da vi havde lagt til, strømmede bådene stadig fra syd mod nord. Vores gæt er, at der gik mellem 70 og 80 både nordpå og ca 20 sydpå. Men broen var også åben i 25 min. Der var simpelthen ikke plads mellem bådene til, at den kunne svinge på plads. Bilerne begyndte selvfølgelig at miste tålmodigheden og begyndte at dytte, samtidig med at broen hylede (som tegn på at den lukker) så der var godt gang i den.

Vi ligger fint her, med kort afstand til stranden og god ”underholdning” hver gang, broen åbner.

Vi grillede på kajen da havnedamen kom for at opkræve betaling. Vi kunne have solgt vores grill til hende, hun var helt vild med den. Hun fotograferede den, så hun kunne købe sådan en.  

Dagen efter, den 21/9 sejlede vi videre. Vi ville sejle til Vonitsa, men havde besluttet, at hvis der var en god plads i Preveza ville vi lægge os der, så vi kunne vi tage sejl af på kajen dér.

Vi gik afsted kl.8.30 og der havde broen ikke været åben kl. 8.00 – og ja det viste sig, at broen nu kun åbner kl. 10,12,14,16 og 18 de næste 3 dage på grund af personalemangel.

Der var gode pladser i Preveza og nu ligger vi her.

Vi har taget sejl af båden og fået gummibåden pakket væk. Og nu er der nok lidt opgaver til os hver dag. Der er mange stuverum der skal sorteres i og rengøres og i det hele taget få båden gjort klar til at komme på land i vinter.

Ude under sengen i forkahytten kan der komme lidt vand ind, når vi får bølger ind over og det gjorde vi i stor stil, i maj, da vi sejlede til og fra Sakyntos. Vi har en utæthed ved et af vores sceptre ved prædikestolen, så der var kommet vand ind. I det stuverum ligger der et par overskydende fendere, som vi kun skal bruge i kanalerne. En snor fra en af dem har ligget i saltvand siden maj måned og så ser den sådan ud

Tydelige saltkrystaller – det er alligevel vildt

Vi har lavet aftale med en sejlmager om, at de får vores sprayhood, telttag og lazybag i vinter, da syningerne visse steder har fået for meget sol, så de trænger til lidt reparationer hist og pist. 

Og nu – i dette øjeblik – har Jens fundet vores cykler frem og gjort dem klar til en cykeltur.

OBS til jer der venter spændt på nyt om vores ankerspil – så virker det stadig 😊

Og seneste nyt om broen ved Lefkas. Den er, siden 26/9 lukket på ubestemt tid. Dens sikkerhedscertifikat er udløbet og den skal derfor i tørdok og tjekkes inden der kan udstedes et nyt. Den besked så vi på Facebook samme dags aften – altsa intet varsel!! Det betyder, at hvis man skal sejle mellem Preveza og Lefkas skal man nu vest om Lefkas ø, så 40 sømil i stedet for 12!!

Her i Preveza holder vi nu ”ferie” indtil vi skal på land den 1. oktober.

Vi cykler en god tur hver dag og nyder samværet med de øvrige danskere ved kajen. Ligesom vi får snakket med øvrige sejlere. Vejret er om morgenen omkring 22 grader. Fra middag til sidst på eftermiddagen er der 30 grader og når solen går ned bliver der behagelige ca. 27 grader og den brise der altid er her sidst på eftermiddagen føles pludselig afkølende (jeg vil simpelthen ikke skrive ”kold”, når jeg ved der er omkring 13 grader i Danmark)

Så den foretrukne beklædning er fortsat bikini og badeshorts (dog kun på båden😉)

På land for vinteren 2/10

De sidste dage i Preveza gik med alt den klargøring vi kunne, mens båden lå i vandet.

Vi tog sejl og genua af, fik dem lagt sammen på kajen og ind i forkahytten, til alt det andet.

Gummibåden blev også pakket sammen. Den fik plads på dækket/ruffet.

Motoren har fået nyt olie og filtre samt skiftet impreller.

Impreller er ikke bare noget man sådan lige skifter. Adgangen til det sted den sidder i motoren er lavet til proff’er og i hvert fald ikke til Jens’ arme og hænder. Men han fik snoet hånden ind og efter lidt (faktisk meget tid) og lån af en ”udtrækkerskrue” fra Bruno, kom den endelig fri og den nye kunne monteres. Det gik til gengæld hurtigt. Så skulle alt vandet fra kølesystemet bare samles/tørres op og vips færdig efter ca. 2 ½ time 😊

Motoren startede selvfølgelig med det samme derefter – stor glæde at spore ombord😊

Alt tovværket blev vasket i den nye balje vi har købt i ”kineserbutikken”, som jo overhovedet ikke har noget med kinesere at gøre, ud over, at en meget stor del af varerne, helt sikkert, er lavet i Kina og så har de nærmest alt. I den butik har vi købt mange ting.

Tirsdag eftermiddag var ”fridag” så vi cyklede en tur ud til havnen ”Preveza Sud” Der var lige så stille og rolig som sidste år da vi lå dér. Det var dengang, vi ikke vidste hvad der ventede os om næste pynt. Nu kender vi området ret godt. Begge dele kan noget, som man siger….og må gætte sig til hvad de så hver især kan 😊

Også onsdag var vi på cykeltur, rundt om indersøen, nord herfor. Vi sluttede af på hovedgaden med en kop kaffe. Meget godt kan man sige om cafeen, men stille er der ikke. Igen i dag var jeg ene ”høne i kurven” Det er oftest mænd der har tid til at sidde og drikke kaffe og få en snak med alle dem de kender.

Torsdag cyklede vi vestpå. Vi kom ud til de flotte huse og senere var vi rigtig ude på landet. Altså der hvor vores fødevare bliver dyrket.

Egen vandboring (Hvem har mon godkendt den??)

Tomater i drivhuse

Nyplantede squash

Salat

Der er lang vej endnu….

Fredag cyklede vi ud forbi appelsinlunden og op til de store supermarkeder. Vi skulle faktisk ikke handle, men i Lidl er det svært at gå forbi deres bake-off afdeling uden at købe noget, så det blev til spinat og ostetærte til frokost og et par ”pain au chokolat” til kaffen. Det var hele turen værd 😊

Lidl er Lidl uanset hvilket land

Nyere og gamle drivhuse -ingen samles plastic ikke sammen…

Fredag aften var vi igen inviteret til fødselsdag. Mange tak for endnu en hyggelig aften Pia og Bruno.

Lørdag cyklede vi ud til Universitetet, det er hegnet inde med videoovervågning på porten, så vi holdt os på afstand. Men kvarteret det ligger i, er virkelig flot. Vi cyklede videre ned ad en dejlig lang bakke, for at opdage, at den vej Google havde tegnet ind på kortet var et grusspor, der var svær at cykle på, så vi måtte op af bakken, som nu ikke var helt så dejlig.

Og det var så sidste cykeltur i denne omgang. De næste to dage bliver med hård blæst, så der bliver vi på båden. Helt ærligt, så er jeg heller ikke så vild med at cykle i modvind.

Vi fik vind som lovet, og heldigvis også fra den retning de havde lovet. Vest-nord-vest, så vi lå fint i læ af bygningerne ved havnen. På trods af det, lå vi temmelig uroligt søndag eftermiddag og nat, samt igen om mandagen. Det blev heldigvis ikke så slemt som først lovet.

Se lige tre flotte danske flag ved kajen i Preveza.

Mandag formiddag, den 1. oktober, lettede vi anker for sidste gang i år, for at sejle over til Ionion Marine og komme på land. Vi kom fint op og på plads, fuldstændig som sidste år

Vejret er rigtig fint til at arbejde i. Om morgenen er der mellem 14 og 16 grader, formiddag ca 20, middag op til 28, aften kølige ca 18 grader.

Super for mennesker, men desværre også for myg. Her på pladsen er der decideret myggeplage. Vi har derfor kun de luger åbne der er myggenet for, og vi har også myggenet for nedgangen, så kan vi (læs: Britta der allerede efter 8 timer havde fået 17 myggestik) da være nogenlunde i fred nede i båden. Så endnu engang Hurra for de lavere temperaturer.

I morgen onsdag regner ved med at blive færdige med alt i og på båden, så vi kun skal have presenning på torsdag morgen. Derefter tager vi til Preveza igen, hvor vi har booket hotel indtil vi skal hjem på lørdag

Vi er ikke så gode til at tage billeder når vi går og arbejder. Men der kommer en allersidste beretning fra i år herfra i næste uge.

Hjemme igen 11/10

Onsdag fik vi afleveret vores sprayhood, taget til vores telt og vores lazybag til sejlmageren, som har et lille kontor på pladsen

Sol og saltvand er hårdt ved alt på båden og nu hvor det har regnet nogle dage, har vi også fundet ud af, at en hel del af syningerne er gået op hist og pist, og så er der jo ikke rigtig nogen fordel i at have telt på i regnvejr, når det drypper ind. De har nu vinteren til at få alle syninger gået igennem og repareret, hvor det er tiltrængt.

Det er ikke så slemt at skulle gå hen på toilettet kl. 23.30, når man går her blandt mange både i flot vejr.

Og så lige rundt om hjørnet ligger D’Livet, midt for/til højre

Torsdag formiddag var vi færdige og båden klar til at stå her hele vinteren, dækket med presenning, som sidste år og vi kunne køre med Lars / Frida, til Preveza, hvor vi skulle bo på hotel indtil lørdag morgen.

Efter vi fik vores værelse, gik i bad og så ned på cafeen og spise club sandwich til frokost. På en eller anden mærkelig måde følte vi os mere som turister i byen nu, hvor vi ikke havde vores båd liggende ved kajen.

Kl. 18.30 mødtes vi på Pia 4 til et glas vin inden vi gik hen for at spise og tage afsked med gode sejlervenner. En rigtig hyggelig aften

Lørdag, 5/10, blev vi hentet af den bestilte taxa og kørt til lufthavnen, hvor vi fløj med Condor til Hamburg

Her blev vi hentet af Morten og kørt hjem, lige til døren – helt vildt dejligt at komme så hurtigt hjem. Tusind tak Morten for at du ville hente os.

Det er altid spændende at se hvordan alt står til hjemme. Både huset og haven så godt ud.

Paradisæblerne er plukket, overhældt med snaps og sukker, og står nu og venter på, at det bliver tid til julefrokost med hele familien.

Vi er ved at have fundet os til rette og nyder at være hjemme igen.

Vi fortsætter eventyret til foråret ’25, hvor vi sejler nordpå.

2025

I år sejler vi mod nord

Da vi stoppede med at arbejde i 2021, var det fordi vi ville bruge 4-5 år på langturssejlads. Det sidste af de 5 år er i år, så derfor går turen nu hjemad.

Her kan I se vores planlagte rute hjem. Så må vi se om planen holder 🙂

Spurgte du: “Hvor lang tid tager det??” Vi ved det ikke, men hvis vi har vejret, vinden og vandmængden i floder og kanaler med os, går vi ud fra, at vi sejler ind i Fredericia Marina sidst i september.

Først skulle vi jo til Preveza. Vi skulle afsted fra København den 9. april kl. 7.25 via London Gatwick til Preveza med ankomst hertil kl. 18.25. En tur vi har taget før, men nu var det sidste gang. Vi fik fejret Mettes 30 års fødselsdag og fik sagt farvel til familie og venner.

Men da dagen oprandt, fik vi en besked fra flyselskabet, vi skulle med fra Gatwick, at flyet var aflyst pga strejke blandt flyvelederne i Grækenland. Det var godt nok træls!!! Så vi måtte i gang med at finde ny flyforbindelse og få ny tid til at få båden i vandet.

Vi havde naturligvis gjort huset klar til at forlade, så vi havde intet i køleskabet. I fryseren fandt vi rugbrød og leverpostej, så vi kunne få lidt aftensmad – kl. 21. Der gik meget god tid med at forsøge at finde fly og med at tale med ”kundeservice” hos flyselskabet.

Torsdag morgen fik vi fat i Ionion Marine og fik om booket tiden til at få båden i vandet fra den 12. til den 15. april. Vi fik flybilletter fra Kastrup via Istanbul og videre til Athen. Vi fik booket en bil, så vi kunne køre fra Athen til båden, ca. 450 km.  Men vi kunne komme afsted med kort varsel så alt blev godt.

Så kører vi fra lufthavnen kl. 21.05

Så fik vi gang i Apple Car Play

Vi går nu og gør båden klar til at komme i vandet på tirsdag. Båden er vasket, poleret og rengjort om læ. Vores pakke, som vi sendte hertil, er hentet og pakket ud. Da vi havde bilen, kørte vi til Preveza for at handle, ja man kan vel nærmest kalde det ”preppe”, for vi skulle købe alt, både basis- og friske varer. Vores Mazda 2 var godt fyldt op.  Ved samme lejlighed kørte vi lige ned til bykajen for at hilse på Pia og Bruno, hyggeligt at få snakket lidt med dem, for dem ser vi ikke hernede mere. De er sejlet sydover og vi går naturligvis nordover.

Nu sidder jeg og venter på om jeg bliver kaldt i samråd eller om der skal nedsættes en kommission for at se på hvad der egentlig gik galt😊 Jeg er jo, blandt mange andre jobs, også sikkerhedsminister her. Men selv den bedste kan lave fejl. Da vi kom ud af flyet i Istanbul, hvor jeg naturligvis bad Jens om at holde ved gelænderet ned af trappen, og vi kørte med bus til lufthavnsterminalen hvor vi alle stod ud i en stor klump, holdt jeg ikke øje med hvor jeg gik, så da der kom en slags fortovskant, lå jeg lige så lang jeg var. Intet brækket men jeg tog fra med venstre hånd (musklen under tommeltotten) og det gjorde virkelig nas. Det går bedre nu (tak fordi du spørger) men der er stadig meget jeg ikke kan, så det har været enhåndsarbejde at gøre båd ren og pakke ud. Heldigvis er jeg gift med en arbejdshest, der klarer alt det jeg ikke kan, plus hans eget arbejde.

Arbejdstøjet skal vist smides ud efter denne omgang

Men dag for dag bliver det bedre – heldigvis. Skulle jeg komme i samråd vil jeg helt klart påberåbe mig, at kanten ikke var godt nok markeret, så det må alene tilskrives lufthavnen og ikke ministeren 😊

Nå tilbage til båden. Vi havde bestilt slibning og maling af bunden. Da vi kom, var bundet slebet men ikke malet. De sendte deres mand i dag, mandag.

Redningsveste testet og isat nye patroner – Safety first :-).

Hver morgen bliver vi vækket kl. 7.30 af køer der skal på marken. De går maks 5 meter bag båden og en del af dem har klokker om halsen. Det tager ca 30 min. før alle er forbi. MANGE køer, en del kalve og en tyr. Jeg fristes til at tænke, at han, altså tyren, får lov at lave kalve på den helt originale facon. Sikke et dejligt liv de kreaturer har her.

Nu ligner D’Livet snart det hun er – en SEJLbåd.

Vejret: Blandet skyet og sol. Da vi kom, var der 9 grader kl. 0.55, kl. 7.30 næste morgen var der 7 grader, så ikke ligefrem sommer, men, men, men op ad dagen kom solen med 17 grader og vi trak i de korte bukser. Kun om aftenen har vi de lange på. Umiddelbart kun en lille byge i udsigt på tirsdag, men det slår ikke skår i glæden over at være her og snart skal til at sejle igen.

I morgen kl. 10.30 skal D’Livet igen i vandet og vi sejer over til Preveza bykaj. Er vejret til det sejler vi derfra på onsdag, men mere om det næste gang.

I vandet og til Italien 20/4

Efter vi kom i vandet fra Ionion Marine, tirsdag formiddag, sejlede vi over til bykajen i Preveza.

Vi var heldige, at finde en god plads dér. Eneste dansker ved kajen, vi mødte dog et par danskere fra Svendborg, som vi også havde mødtes med i Messolongi sidste år. Nå men første punkt på vores dagsorden var at få afleveret vasketøj hos Nina og taget afsked med hende. Hun har været vores faste vaskedame i Preveza. Så skulle vi lige have handlet frugt og grønt og nu er der alt hvad vi behøver for at overleve de næste dage.

Vera, havnekvinden her på kajen, kom og hilste på, og hende tog vi også afsked med.

Det særlige ved grækerne er, at man nærmest bliver i familie med dem man møder flere gange. Det er de rigtig gode til, uden det virker hverken påtvunget eller ”for meget”. Skønne mennesker.

Men nu skulle vi jo mod Italien. Vejret (læs: vinden) var til at sejle til Syvota om onsdagen.

En enkelt byge undervejs

Denne lille fætter landede hos os, og fik naturligvis lov at blive indtil den igen kunne flyve. I de ca 30 minutter den var hos os, var den hele tiden i gang med  at nette sig og måske tager jeg helt fejl, men det så ud som om den blandede spyt i pollen og satte det på plads op benene igen. Jeg ved det ikke, men den fik fred og ro, så den kunne komme i land og sørge for at vi også fremover kan få mad på bordet.

I Syvota lå vi denne gang i marinaen. Kun få både dér og i byen var der nærmest heller ingen mennesker – stor kontrast til byen om sommeren. Vi spiste på en af de to tavernaer, der var åbne, på havnen og sluttede af med en god Ouzo.

Der kom besøg fra Quorning i Skærbæk, denne flotte trimaran

Stort set hele Syvotas fiskerflåde var i havnen torsdag morgen. Med fiskere i fiskerbåde på denne størrelse sejler ud hver dag, fanger fisk der bliver solgt i løbet af dagen i butikker og til restauranter, er der vist ingen risiko for, at de tømmer havet for fisk. Det er formentlig bedre og også pænere end de store flydende fiskefabrikker vi har hjemme. Ja, ja jeg ved godt at der er mange andre forhold at tage med i den ligning, men det var nu min nostalgiske tanke denne morgen.

Vi skulle videre, denne gang fra Syvota til Kassiopi havn. I 2023 lå vi i bugten uden for havnen, for anker da vi pludselig fik et rigtig møgvejr og ankeret rev sig løs. Så vi valgte havnen denne gang. Vi fik igen en storm, så det var rart at vi var bundet fast til kajen.

Der var kun os og den udlejningsbåd der ligger foran os (Tyskere der kan sejle) Vi havde planlagt grill denne aften og det gennemførte vi på trods af vejret. En sej grillmester

Her i byen, som ligger på Corfu, var der til gengæld mange turister i byen og stort set alle tavernaer og restauranter var åbne og havde mange gæster.

På min morgentur efter brød kom jeg til at tænke på Kejserens nye klæder 😊

Langfredag sejlede vi videre til øen Othoni. Øen ligger nordvest for Corfu og er det tætteste vi kan komme på Italien, i Grækenland. Det var også her vi sejlede til fra Italien i 2023.

Øen var denne gang endnu mere lukket og stille end sidst. Udenfor sæson og påske. Der lå 2 katamaraner og en ”færge” i havnen da vi ankom, men efter kort tid var de alle tre sejlet, og vi var alene i havnen til lørdag hvor vi stak østpå til Italien.

Vi fik dog gået en god tur rundt på øen og sluttede ved havnekontoret 😊 hvor vi kunne komme på wifi og Jens fik opdateret sit søkort på telefonen.

Så blev gæsteflaget skiftet og vi var klar til afgang lørdag.

Flot solopgang til at sende os afsted kl. 7, vind nok til sejl, men også motor. Vi skulle jo langt i dag 50 sømil. Efter to år med småture i det ioniske hav er det faktisk langt.  Vi ankom til Leuca kl. 13, men vi havde jo også vundet en time alene på tidsforskellen. Vi var ude i nogle store Middelhavsbølger, vind på 10-12 m/sek og alm. bølger. Men det gik fint, de sidste par timer alene for sejl.

I Leuca fik vi tanket og fik lagt til i havnen med hjælp fra ”the mooringman” som er standard her. Nu ligger vi her de næste par dage, til vejret er til at sejle videre.

Lørdag fik vi sagt tillykke med de 10 år til Frederik og søndag var det 1 år til Laura. I morgen mandag er det så Gittes tur til at få en lykønskning. Vi glæder os til næste år hvor vi er hjemme til at fejre dem alle.

Solen skinner her er dejligt varmt ca. 20 grader. Vi udforsker byen og omgivelserne. Var et smut i kirke søndag, men den var naturligvis propfuld af katolikker der skulle have tilgivet deres synder. Dem synes vi ikke lige vi havde nogen af, så vi gik igen 😊

Find D’Livet

Ikke kun eventyr der kommer til mg på min vej, også en denne…. Så er det alligevel bedre med navnet Godik i Danmark 🙂

Min vejrmand, der ligesom langt de fleste andre sejlere tjekker vejr- og vindudsigt flere gange om dagen, siger lige nu, at vinden passer os i morgen, så der tager vi endnu en lang tur. Til Crotone ca. 70 sømil.

Det har været dejligt med en “fridag” her i Leuca, men også skønt at vi kan komme videre i morgen.

Rundt om støvlelandets fod 30/4

Siden vi forlod Leuca har vejret været noget ustabilt.

Vi har ikke haft regn, heldigvis, men vi har haft blæst af varierende styrke fra næsten ingenting til 22 m/sek.

Middelhavsbølger og de almindelige bølger der følger vinden, så flere gange er bølgerne kommet fra forskellige retninger. Så bliver sejladsen ikke rolig.

Ingen vind og sol

Mere vind og skyer

På vores vej fra Leuca til Crotone fik vi endnu engang en lille træt passager. Denne gang en lille fugl der trængte til et kvarters hvil

I Crotone kom vi ind til sejlklubben og ligge ved flydebro. Her var der rabat på prisen (=ingen moms) fordi vi er medlemmer af dansk sejlunion 😊 Vi ankom sidst på eftermiddagen, så vi gik straks i bad og en tur op i byen, men som alle andre steder var alt lukket pga påsken. Dog ikke alle restauranter og cafeer. Vi fandt et lille pizzaria i en baggade (bag gaden ved vandet) og fik et par gode slices og en øl. Her kom mange lokale og hentede pizzaer.

På strandpromenaden var der virkelig mange italienere i deres fineste tøj på gåtur med hele familien. De nyder påsken og familien. Men vi lod dem have restauranterne i første række.

I gaden bag strandpromenaden forsøger alle at komme frem i bil og mange finder da også en p-plads

disse biler er alle parkerede!!

lige før afgang fra Crotone

Fra Crotone gik turen til Porto delle Grazie – de havde ikke fundet ud af, at det endnu ikke er sæson – for her måtte vi betale 76 Euro og så var baderummene under ombygning. Men det må siges, at det er en virkelig lækker havn, med t-broer og masser af flinke ansatte. To hjælpere til at tage fortøjninger og byde velkommen. Stadig ikke mange turister, så hvad mon prisen bliver til sommer?? I 2023 lå vi her den 31/7 Højsæson og betalte 66 euro.

Tirsdag aften ved t-bro

Herfa til Messinastrædet. Vi gik ind for at få diesel på båden og fik så en plads i havnen. Turen hertil var i alt slags vejr hvor af de sidste 2 timer var vind op til 22 m/sek. Så vi tænkte det ville blive dejligt at komme i havn. Det var det også, men fra vi kom til vi sejlede ud igen næste formiddag har vi vippet og rullet. Der går nemlig også færger ind i havnen!!

I dag 24/4 skal vi videre nordpå. Vi vil gerne ud af strædet med strømmen, så da det er højvande ved Gibraltar kl. 13.20 i dag, går strømmen mod nord kl. 11.35 her i Messinastrædet. Ja det er sådan noget man lærer når man er på langfart 😊

Der var nærmest kun færgetrafik i strædet, men det var da også nok

Så forlader vi Messinastrædet

Vi kom til en lille havn, Bagnara Calabra. Den var endnu ikke helt klar til sæson 25, for alle flydebroer, undtagen den der ligger i hele året, lå stadig på kajen. Men opfindsomheden var stor hos havnefolkene. De fik rykket lidt med nogle af de mindre både og fik lige præcis plads nok til, at vi kunne klemme os ind her.

Skønt havnen ikke var helt klar var manden i røret helt klar over hvad de skulle have for at vi lå her en nat. 100 Euro!! Hvilket vi naturligvis protesterede over og så måtte den stakkels mand ringe op igen og få at vide at det vara 50 Euro pr nat. Stadig dyrt men dog halv pris 😊

Havnekontoret

En fin gåtur hen til byen

De var i fuld gang med at gøre klar til gæster i alle ferielejligheder og hoteller

Afsted næste morgen og her var der middelhavsbølger / rullebølger (kært barn har mange navne)

Det er hvad de gør ved os

Vi kom dog godt videre til Porto di Cetraro og næste dag sejlede vi ud med sorte skyer i hækken på os

Vi slap dog fri for regn og kom til porto di Camerota. Her vidste vi, at der var mulighed for at ligge ved en gratis kaj, lige udenfor havnen. Men ak og ve, de var ved at bygge kajen om,  så vi måtte sejle ind i havnen og betale for at ligge der. 66 Euro. Var vi først kommet i maj ville prisen have været 105 euro. De ved godt hvad de vil ha’ i havnene her i Italien.

Søndag den 27. april gik turen videre til Agropoli. Vi sejlede ud i stille vejr og solskin og så efter et par timer skete uheldet….  Vores genua faldt ned, så hurtigt på dæk og bjerge sejlet der halvvejs lå i vandet. Det var topsvirvlen der var knækket, så ikke mere sejlads for genua. Øv øv øv

Da vi kom til Agropoli, fik vi en plads ved kajen, så vi kunne få sejlet på land og lagt sammen, så det kunne stuves væk.

En mand og hans Genua på dæk

Vi lægger sammen..

nu i pose.

Jens ringede til Bent De Jong, og så var der kommunikation mellem dem en hel del gange. TUSIND tak for din store hjælp Bent, det var fantastisk. Nu forsøger vi at finde en ny topsvirvel her i Italien eller i Frankrig.

Vi havde dog, på trods af det uheld, en god dag i Agropoli. Mandag sejlede vi videre til næste havn, denne gang et sted vi ikke var på vejen herned. Isola di Procida. En hyggelig havn og en meget hyggelig by. På vejen dertil sejlede vi forbi Amalfikysten, Capri og havde også Vesuv med Pompei om styrbord alt i alt en flot tur. Omkring øerne var der meget færgetrafik. Det er helt vildt hvor mange færger der sejler hernede. Skal man med en færge her fra øen kan man nærmest bare stille sig ned til havnen, som Københavnerne stiller sig til bybusstoppestederne. Der kommer altid en færge/bybus.

Vesuv

I havnen

Alle kører på disse elcykler. Det går også opad de fleste steder på øen

Færger

Fiskeflåde, bådene er noget større her end i Grækenland

Byens kirke

Og godnat over havnen

Tirsdag tog vi videre til Gaeta. Her var vi også i 2023 hvor vi lå for anker. Dengang lå der et stort amerikansk krigsskib her. Det er her ikke længere. Der er dog stadig base her med amerikanske soldater. Mon Trump er blevet sur på Meloni og har trukket skibet hjem? Eller kan det være Pete Hegseth, der synes det skulle spares væk – vi ved det ikke…

Men byen er flot

Her inspirerer bænkene til læsning.

Og så lige et glimt af vores aftensmad. I går fik vi nemlig de sidste af de store græske pølser vi havde med derfra. De er virkelig bare lækre.

Sejladsen her til Nettuno var stille og rolig, vind af skiftende styrke men mest stille vejr.

En fisker på havet

Overblik over havnen i Gaeta (fra en brochure)

Og nu ligger vi i Nettuno og sejler videre til Rom i morgen

Turister i Rom mm

Vi ankom til Marina di Roma, den 1. maj kl. 12.30. Vi fik diesel på båden og blev skrevet ind i havnen.

Så var vi klar til en halv dags arbejde. Båden skulle vaskes ud og gøres ren inde, ligesom vi skulle have vasket tøj. Vi vidste fra sidst vi var her, at der er et godt vaskeri på havnen, så inden aften var alt vasket, også os selv, der fik et velfortjent bad.

Fredag morgen cyklede Jens efter morgenbrød. Tror det vejede 2 kg, men til 3 euro er det vel ok og så påstod bageren at det var det bedste brød i Italien. Det var fint og det varede i flere dage, mest til ristet brød og toast (lavet på panden – det kan man godt)

Vi tog bussen og toget til Rom

Det var shorts og t-shirt vejr – heldigt – for så godt vejr har vi endnu ikke haft siden

Vi begyndte med at gå op til Santa Maria Maggiore-kirken, hvor pave Frans (pave nr. 266) er stedt til hvile.

På vej dertil så det ikke ud til, at der var mange besøgende, men da vi så de opstillede toiletvogne, anede vi uråd og der var MANGE der ventede på at komme ind i kirken. Sikkerhedskontrol af alle besøgende som i en lufthavn. Vi valgte at tænke på paven udefra og gik videre mod Peterskirken. Hen over Piazza Barberini med Fontana del Tritone

Og via Den Spanske Trappe

Og som man siger: ”When in Rome, do as the Romans”

Så vi fik os en kop kaffe på vejen

I en chokoladefabrik, med chokoladeforme som dekoration

Så langs Tiberen

Til vores næste mål Peterskirken

Der var gang i opsætning til TV transmission fra skorstenen på det Sixtinske Kapel

Og skorstenen er sat op og klar til sort og hvid røg

Vi har aldrig set så kort en kø til kirken, men det er jo kun maj og paven er jo kørt ud til sin begravelseskirke i pavemobilen, såååhh…

(Sidste nyt: Vi ved nu, at paven er valgt. En amerikaner, Leo den 14 – tillykke med en ny pave på kun 69 år, men mon alder gør en forskel)

Men vi valgte nu at blive ude og nyde byen da vi har været i kirken tidligere. Men for pokker hvor er det bare et helt enestående flot bygningsværk, det måtte vi lige sidde og nyde inden vi spændte apostlenes heste for igen.

Vi gik til Trastevere kvarteret hvor vi fandt et lille hyggeligt sted der lavede god mad. Så blev sulten og tørsten stillet

Vi kunne nyde synet af lækker italiensk is lige på den anden side af gaden, men vi måtte gå forbi, vi kunne ikke spise mere. Og der skal faktisk en hel del til før jeg passerer en isbiks i Italien 😊

Endnu engang i trav hen til Colosseum hvorfra vi tog toget tilbage til havnen – altså på metrostationen af samme navn, lige overfor.

Tilbage til havnen. Vi blev enige om, at den er godt en kilometer lang. Midt i havnen er der en strand

Der skiltes godt nok med, at man ikke må bade, men stranden benyttes af mange.

Lørdag var der slappe-af-dag inden vi søndag morgen sejlede til Civitavecchia.

En stor havn med 2-3 krydstogtere inde ad gangen, containerskibe og færger og nåh ja, så er der også lige 2 marinaer i bunden. Den ene Darsena Romana sejlede vi ind i. Det gav havnemesteren en smule sved på panden, for han havde faktisk ikke flere pladser, men han kaldte forstærkning og hurtigt var der 7 mænd samt en kvinde, der kunne tale engelsk, ude og hjælpe os ind på en plads der nærmest ikke var der. Det endte med, at de sprang rundt på båden og hev i fortøjninger, men vi kom ind og vi lå godt. Da det sidste knob var bundet, blev vi inviteret ind i deres klubhus til frokost.

De havde lige holdt generalforsamling og så sluttede de naturligvis af med en frokost. Vi blev rigelig forsynet

Madmor

havde haft gang i ovnen, der var både salte og søde tærter og vi skulle helst smage dem alle. Det blev dog ”kun” til 5 stk. før vi kunne få lov at sige nej tak. Til maden var der rødvin, Prosecco og vand.

Én mand og én kvinde kunne engelsk, så vi fik snakket mest med dem. Han var ivrig efter at fortælle os om havnen og byen, men alle var fantastisk flinke. Sikke en velkomst.

Huset der rummer deres klubhus, er 500 år gammelt

Byen er 2000 år gammel og havnen har tidligere været havn for Romerriget og for paven i Vatikanet.

Her kunne vi lige passe ind

Lige overfor os lå hele fiskeflåden

Gad vide om det er fælles garn eller hvordan de finder deres egne, mange er der i hvert fald.

Her i byen forstår man da at kombinere nyt og gammelt

boligblokke bygget ovenpå den gamle bymur. Om det er smukt vil jeg lade være op til hver især.

På vej ud af havnen blev vi forfulgt af en slæbebåd der skulle ud og hente en krydstogter ind. Vi nåede ud inden den skulle vende rundt i havnen. Den er altså stor når man ligger i en lille sejlbåd ved siden af

Og så videre til Marina de Punta Ala, men mere om det næste gang.

Færdige med Middelhavet 15/5 25

Den 6. maj: Vi kom godt ud af havnen kl. 05.55!! Hvem sagde ferie? 😊 Det var vindstille, men det skulle da ændre sig.

Da vi kom ud af den store havn (den vores marina lå i bunden af) var der store bølger der kørte rundt fra alle retninger i stive 3 timer, før vinden faldt lidt. Så blev det fint vejr.

Men den sidste time inden vi skulle i havn, fik vi stik modvind, så der blev ”banket pæle”.

Vi kom godt i havn på trods af 12 m/s retning ind i havnen, så vi ligger lidt skævt, både på grund af vinden og fordi linerne på vores plads var meget korte.

Hen på eftermiddagen kom der en fiskekutter ind og lagde sig langskibs ved broen lige bag os. Så vi fik, på nærmeste hold, set hvordan de tømmer sådan en båd for fisk og blæksprutter. Direkte til køber, som var med ombord og stable fyldte flamingokasser og trække dem hen i sin ”Ford Transit” Så nye kasser ombord og så var der fyraften. Desværre ikke noget billede. Vi sad nok bare begge to og fulgte med i arbejdet og tænkte ikke  på billeder hertil. Næste morgen var båden væk.

Og vi stod endda op kl. 6.00, vi skulle til Livorno. Denne dag var vejret heller ikke med os. Startede med fint vejr, så vi var glade, men de sorte skyer truede og bedst som de var over os, åbnede de sluserne. Så vi fik nogle timer med bølger OG Regnvejr.

Vi kravlede begge i ly for regnen

Heldigvis var der tørvejr da vi sejlede ind i Livorno havn. Vi startede med at sejle til dieseltanken, hvor vi ringede efter ”dieselmanden” han sagde 10 min. og det holdt da så nogenlunde stik.

Den Havn-i-havnen som vi tidligere har ligget i, kunne vi ikke komme ind i, da han hellere ville have flere superyachter (måske ikke lige de ord han brugte – men helt sikkert meningen) Så vi sejlede hen til Yachtklubbens bro og kaldte på Massimo eller Andrea, som dieselmanden havde fortalt os vi skulle 😊

En af dem (ved ikke hvem) kom og hjalp os i havn, som de altid gør hernede. En fin plads – lidt udsat når færger og krydstogter skulle ud og ind, men vi hang jo fast i begge ender.

På havnekontoret

fik vi nøgle til eget toilet og bad

Gammelt men rent. Desværre virkede det elektriske lys ikke, men heldigvis var der nok af naturligt lys, bare døren stod lidt på klem.

Vi gik op i byen, som vi kender ret godt efterhånden, men fik dog set kirken indefra denne gang. Handlede lidt på vejen hjem.

Hjemme igen fik vi set til stuverummet under forkahytten. Der kan nemlig godt komme lidt vand ind, når vi får bølger ind over og det må man da sige vi har fået.

Der var ca 25 liter saltvand, så godt at få det ud i havet hvor det hører til.

Med det overstået kunne vi grille og slappe af for aftenen.

Vi så et afsnit af Badehotellet. Jeg var så heldig at få hele serien på cd’er julegave. Hyggeligt at gense.

Den 8. maj skulle vi videre til La Grazie, en skøn lille bugt bag Chinque Terre.

Men først skulle natten overstås. vi fik regn, lyn og torden. Uvejret kom to gange i løbet af natten og det var nærmest skybrud, så meget regnede det. Men både er jo heldigvis vandtætte 😉

På vejen ud af Livorno så vi dette flotte skib ligge i dok

Vi lå også i Le Grazie på vejen sydpå. Nu skulle vi igen ligge for anker. Selv om jeg glædede mig til at slippe for anker, mens vi var i Grækenland, var det nu helt dejligt igen, bare at smide anker og ligge helt stille og roligt. Der sænker sig en total fred over besætningen, når vi ligger og vugger blidt i det stille vand.

Og nåh ja, så slog matrosen, kaptajnen i 500 😊

Dagen efter var vi igen tidligt oppe, vi skulle i dag krydse Genova bugen. En sejlads på 69 sømil – 9 timer.

Det var jo fint vejr, så vi satte storsejlet inden vi tog ankeret op. Dejligt at sejle ud i de tidlige morgentimer, blandt både der stadig havde ankerlys på og andre der, ligesom os, var tidligt afsted.

Vi kom ud på åbent hav efter ca 2,5 sømil. Og sikke en velkomst – bølgerne havde gjort sig særlig høje og valgt at komme til os fra mange retninger, så det var noget af en brat overgang. Ikke nok med det, så var der også ved at blive opbygget sorte skyer foran os. Vi tog sejlet ned, da vi kunne se, at de nok indeholdt mere regn end vi byder os om, og ganske rigtigt kort efter kom regnen i tykke stråler. Så dem havde vi glæde af en times tid – hurra for godt sejlertøj.

Derefter blev det stille og roligt bedre vejr og de sidste par timer var der sol og varme.

Indsejlingen til havnen: Marina di Capo San Donato var ret svær at finde, så godt med en god plotter. Vi fandt selvfølgelig ind og kom på plads. På kajen var der malet symbolet for handikapplads selvom den var fuldstændig lige som de andre pladser langs kajen.

Vi gik ind til byen Finale Ligure, ca 3 km. Det var tiltrængt at få os bevæget så det var en fin tur og en hyggelig by.

Tunnel til biler, ind til byen

Og til cykler og gående ind til byen og hjemad igen

Den 10. sejlede vi så videre til San Remo. Endnu et godt gensyn. Her er mere liv i de andre både ved broen end vi har set tidligere. Også turen hertil var anderledes. Vi havde nemlig kun meget svag vind (imod os) og sol. Så kun for motor i dag. Kysten er flot hele vejen og i det vejr kunne vi rigtig nyde det.

Da vi kom ind i havnen, var meningen, at vi ville tanke diesel. Men den ene tank var lukket og den anden var blokeret af en motorbåd, ikke bare en stor motorbåd men en meget anderledes og stor motorbåd

og åben bagtil (zoom ind)

Så vi lagde os til og venter med diesel til en anden gang.

Vi gik op i byen, som ud over deres store kasino også har store og brede cykelstier – og mange cyklister

Aperol Spritz og kaffe

Kaffen fik vi på vores lange gåtur op til en kirke vi kunne se fra båden. Men når man går efter næsen kommer man ikke altid derhen hvor man regnede med. Det vi ikke vidste er, at der i San Remo by er en ”slugt” ned midt i, så da vi gik OPad mod kirken endte vi på den forkerte side af slugten. Vi kom dog til en anden meget moderne kirke, lige der hvor vejen endte.

Kirken vi ikke kom op til

 Så ned igen

Forbi denne flotte container til affald. Her må alle da kunne sortere korrekt.

Så skulle vi skifte gæsteflag. Nu sejler vi jo til Frankrig i morgen

Et fysisk bevis på, at vi nærmer os kanalsejladsen.

Vi skal ikke så langt i dag, kun ca 5 timer til Nice. Vi ville gerne have været til Monaco, men det var havnene ikke enige med os i, så vi valgte Nice i stedet for. Så vi sejlede først fra San Remo kl. 9.

I Nice startede vi med at gå en tur rundt i byen og på Le Promenade Anglaise. En virkelig flot og ren by med en havn hvor der ligger STORE både.

Den største af alle både i havnen:

83,5 m lang (274 fod) 12,5 m bred, 9 m lang pool på dækket

Kan have 12 gæster i 6 kahytter og mandskab på 24 personer

Båden er til salg ca 1 mia DKK

Nysgerrig, så søg google: Savannah Bikini yacht

Da vi sejlede ud af Nice havn næste dag, kom dette fragtskib ind med motorbåde.

Jens var ikke helt frisk, så han tog sig en lur undervejs – heldigvis havde vi godt vejr.

Vi sejlede til Port de Bormes les Mimosas. En fantastisk flot, ren og rolig havn. Og så så vi for første gang vore eget flag på kajen

Vi lå ved siden af en Canadier, der var på vej til Korsika

Derfra mod Cassis og nu begyndte kysten at ændre sig igen.

Vi kom ind til broen, og gik så en tur til stranden for lige at dyppe fødderne i Middelhavet en sidste gang. Ikke varmt nok til at jeg blev lokket længere ud.

Så gik vi op i byen på må og få, fulgte et skilt, uden at vide hvad det førte til, men der var mange der gik dertil.

Det viste sig at være en strand på den anden side af klippen.

Da det nu er sidste havn før Port Navy Service – hvor vi skal have masten af båden og ind på Rhône, ville vi spise ude.

Et hyggeligt sted. Det eneste der ikke var så godt var, at deres fiskeudstilling lå lige bag mig, og det er ikke en lugt jeg er vild med.

På vejen hjem kl. 21

De er noget fascinerende ved byer der ligger for foden af bjergene.

Og så i går, den 15/5 25 sejlede vi til Port Navy Service

Fra Havet til Rhône floden 19/5 25

Vi ankom til Port Navy Service ved Port Saint Louis du Rhône torsdag den 15. maj 2025 kl. 13.30.

Vi har haft 25 sejlerdage fra Preveza hertil. De fleste med store bølger og en del vind. Men de sidste par sejladser har været mere rolige og ikke mindst denne tur fra Cassis var rigtig god. Godt nok ikke for sejl, da vinden kom lige imod os, og vi ikke bruger det der med at krydse 😊

Kysten er virkelig flot her og vejret var godt. Humøret var måske også lidt bedre, nu da vi kunne skimte første delmål på turen nordpå.

Der var god plads ved kajen, så vi lagde til og begyndte at rigge af – det vi nu kunne. Masten skal jo gerne blive stående til i morgen, og der er rigeligt med blæst her – fra nord!

Det skal åbenbart altid blæse når vi er her.

Fredag skulle vi have masten af kl. 13.30, det blev godt nok lidt senere, men hvad havde vi egentlig forventet? Netop det.

Der ventes på mastekranen

Så kom de i gang

Så ligger masten klar, til vores arbejde med at få den klargjort, til transport til Trave Werft, ved Lubeck.

Og vupti (det går hurtigt her på siden) er den pakket og klar til transportfirmaet Hansen & Hamacher

Her ligger vores mast så ved siden af Savannas mast. Nu venter de bare på Mettes mast så er de klar til at komme til Lübeck

Lørdag morgen da vi skulle afsted, var meget smukt – også med motorbåd

For at komme ud på Rhône skal man igennem en lille underlig sluse fra Port Saint Louis. På skiltet, som vi havde læst i går, var første åbning kl. 06.30. Den gik vi selvfølgelig efter. Da jeg kalde slusen op for at meddele at vi gerne ville med igennem, fik vi beskeden: Den åbner først kl. 08.55. Så os ind og fortøje ved kajen og vente og vente og vente. Men endelig kom vi igennem og ud på den store flod.

5250

Nu var der pludselig meget at se på, med land på begge sider.

Middelhavssalt i kæmpebunker

Færger der krydser floden

Nu skal vi også til at holde øje med de grønne og røde bøjer igen….

(ja, vores søgelænder ser ikke for godt ud. Men det hvide splintres som glas efter et par år i sydens sol)

Store erhvervsfartøjer

Byer langs floden

Vores spejlbillede i vinduerne på en krydstogter

Vi skulle kun gennem én anden sluse – af den rigtige slags – i dag. Det kom vi så sammen med en flodkrydstogter, som kun lige kan være der i bredden

På vej til slusen

 I slusen

Vi lagde til for natten i Aramon, en lille ”havn” vel nærmest kun en bro men med el og vand. Havnepenge skulle vi lægge i en kuvert i hans postkasse

En hyggelig by

En forfriskning på byens bar, på torvet.

Det skal jo ikke være alkohol hver gang 🙂

Søndag sejlede vi videre mod Viviers

Her var der flere steder med ”vandkant til salg” end TV2 kan diske op med på en hel sæson

Igen var der sluser på turen

Her er smukt

Viviers er en meget gammel og meget smuk by. Som de skriver hernede er det en af Frankrigs gemte perler. Nok ikke helt forkert, her er virkelig hyggeligt OG gammelt.

(ja, ja men det er altså bygningen der er gammel😊)

Havnen er fin og her er også et bevis på, at man ikke behøver en stor båd for at få store oplevelser

Fransk båd, 22 fod, med masten på dæk.

Mandag var en skøn morgen at sejle ud i

Det skønne stoppede dog brat med regn, torden og lyn, så vi fik telttaget på, og heldigvis varede det kun ca ½ time. Så holdt det tørvejr resten af dagen.

Vi går stadig ind for atomkraft

Så kom vi endelig til Valence l’Epervière, hvor vi skulle starte med at have diesel på, men det var nu ikke så ligetil. Her er indsejlingen sandet meget til, så der kun er 1,40 m vand (hørte vi efterfølgende) Vi stod også fast, men kaptajnen og hans skib fik ved fælles hjælp og god motorkraft, gjort os fri af sandet og vi fik diesel på tanken. Derefter sejlede vi stille og roligt hen i havnen hvor vi nu målte 2,20 m vand.

Her ligger vi nu og slapper af, efter at have været på en længere gåtur til e.Leclerc supermarked og fået spist indkøbte tærter til aften.

I morgen går turen til Condrieu. Håber vi kommer ud af havnen med vand under kølen hele vejen.

På vej til Canal des Vosges – med forhindring 25/5 25

Den 20. maj skulle vi videre fra Valence. Vi havde sat vækkeuret til kl. 6.15. Vi ville gerne nå til Condrieu i dag. En tur på 88 km. Plejer man at tage bilen i garagen, når man skal på tur er det jo ikke langt, men her sejler vi med ca.10 km/timen og så er der lige sluserne, vi ved aldrig hvor længe vi skal vente på at komme igennem dem.

Men det meste af natten og da vækkeuret ringede, regnede det meget kraftigt, så vi blev enige om at sove videre. Vi kom derfor først fra Valance kl 9. Og på vej ud af indsejlingen skulle vi lige mødes med sandet igen, denne gang kom vi dog hurtigere fri og kunne sejle mod den første sluse. Vi var heldige, at der kom en peniche/flodpram, ”Vesine”, de har altid fortrinsret til sluserne, men da han kun var 110 m kunne vi komme ind og ligge bag ham, så næsten ingen ventetid her.

Ved næste sluse måtte vi vente lidt, da samme peniche kom bag os. Han havde ligget stille lige ovenfor første sluse.

Vi ventede sammen med en engelsk sejlbåd. De var sejlet fra Valence kl. 7 i regnvejr, havde ventet næsten 2 timer ved første sluse. Så nu var vi da rigtig glade for, at vi havde valgt at sove lidt længere.

Vi kom begge ind bag penichen. Det var nu sol med lette skyer men 25 grader, så vi var hoppet i de korte bukser. I dagens 3. og sidste sluse, kom vi ind sammen med en ældre flodkrydstogter, så næsten heller ingen ventetid her. Vi holdt en gennemsnitsfart på ca 10 km/t incl. 3 sluser. Det er vi faktisk ret godt tilfredse med.

Ca 15 min. før vi kom i havn i Condrieu kom regnen tilbage i store mængder, men vi kom i havn og ligger nu godt her til i morgen.

Condrieu er en by der ligger på begge sider af floden. Broen midt i byen er kun åben for fodgængere – heldigvis – når de bærende kabler er sikret med spændestropper!!

Onsdag morgen sejlede vi vil Lyon, en kort tur på 55 km.

Afslappende når man har et spil der kan holde fortøjningen

Rolig nu, jeg har faktisk styr på det

Så vi ankom allerede kl. 13.15 til Lyon.

Her lå i forvejen en dansk båd. Hyggeligt at møde dem og høre om deres tur via Canal des Vosges sydpå. De havde problemer med vanddybden på toppen af bjerget, men ellers var det gået fint.

Der var meget modstrøm på Rhône i dag, og der var rigtig meget ”drivtømmer” – træstammer og grene i alle størrelser. Så en meget koncentreret kaptajn.

Da vi kom i havn, skulle vi ud til Les Halles, en stor madhal, hvor vi fik den lækreste tapas sidst vi var her.

Så på cyklerne og afsted ca. 5 km derud. Da vi kom ind, var ”vores” sted ved at lukke og ville ikke åben mere denne dag. Skuffelsen var stor men vi fandt heldigvis en erstatning. Ikke på niveau men meget lækkert.

Vi fik handlet lidt i det supermarked der ligger lige ved havnen og spiste hvide asparges med skinke og jordbær til dessert til aften – lækkert.

Fra Lyon sejlede vi til Macon dagen efter. Både ind til og ud af Lyon, ligger der mange ”husbåde” og selv om man bor på en båd kan man jo godt have ”en have”

Igen en lang dag på 84 km sejlads – en stor del af tiden i regnvejr. Det er altså bare ikke særligt hyggeligt. Men vi har jo vores danske sejlertøj med og på, så vi klarer os fint. Igen i dag heldige ved sluserne, dog lidt træls i sluse 2 hvor vi igen lå efter en peniche. Han valgte bare ikke at fortøjer båden, så han holdt sig på plads ved at have sin propel i gang hele tiden. Det betyder mere arbejde til os fordi han laver uro i vandet, udover den uro der kommer når slusen fyldes med vand.

Da vi nærmede os Macon havn var der lagt små bøjer ud til ro-baner på et meget langt stykke af floden.

I havnen fik vi diesel på og så kom solen. En skøn aften her i havnen.

Vi sejlede tidligt fra Macon næste morgen – kl. 6.00 – vi ville gerne nå til Saint-Jean-de-Losne i dag . En tur der blev 124 km og 11 ½ times sejlads. Nu var vejret godt så morgenmaden blev spist undervejs.

Sluserne var igen i dag uden særlig ventetid – skønt.

Det var en meget flot tur hvor naturen viste sig fra sin bedste side. Vi så mange storke og storkereder. I ét træ talte vi 10 reder og der var en stork i dem alle. Vi er ikke vant til at se storke flyve omkring os, men det så vi her.

Her går også køer med kalve, geder med kid, får og heste helt ned til floden. Ingen hegn ud over det naturlige. Her er glenter der svæver højt over os på jagt efter et godt måltid. Der er rigtig mange hejrer der sidder og lurer på mad fra floden. Vi hører fuglene kvidre og gøgen kukke, og naturligvis svaner, de er alle steder.

Vi kom i mål og startede med at fylde diesel på tanken igen. Det er med at fylde op når muligheden er for det.

Vi lagde os ved kajen. En lidt speciel kaj, nærmest en stor bred trappe hvor fortøjningsringene er ret langt fra bådene.

Heldigvis har vi lange fortøjninger med og en flink sejler i båden foran os (fra New Zealand) hjalp os med at fortøjer, indtil vi selv kunne forlade båden og gøre det færdigt.

Meget praktisk ligger byens restauranter lige ovenfor, så vi gik op og fik et glas vin. Her kom vi i snak med et dansk par der skulle hente deres lejede flodbåd dagen efter. Dejligt og hyggeligt at møde danskere.

Vi gik over floden, ikke efter vand, men efter forråd.

For i morgen og de næste tre dage skal vi bare sejle så vi kan komme op og få startet på Vosges, så vi kan komme igennem så længe der er vand nok. Det er vores projekt lige nu.

MEN SÅDAN SKULLE DET IKKE GÅ!!!

Forestil dig, at du er i gang med et stort projekt på arbejde. Du knokler lange arbejdsdage for at nå at blive færdig til deadline. Samtidig tænker du på, at du trænger til nogle fridage, men du knokler på. Pludselig bliver du fyret og får nu de tiltrængte fridage, men ville faktisk hellere knokle videre og blive færdig med projektet. Sådan har vi det lige nu.

Vi sejlede ud kl. 7 i 5 graders varme men flot vejr.

Vi skulle i en sluse efter ca 15 km. Og det kom vi uden problemer. Problemerne kom først i slusen, hvor Jens pludselig ikke kunne give gas, så vi måtte have fat i VNF slusemanden, der allerede var der. For ikke at blokere slusen, måtte han og jeg trække båden ud af slusen og fortøjer til en slags bro udenfor slusen.

Han hjalp os med at finde telefonnummer til et værft, H2O, i den by vi lige var kommet fra. Udfordringen var, at det var lørdag og værkstedet var lukket. De var dog villige til at forsøge at finde en mekaniker der ville køre ud til os, det fandt de og kl. 11.15 kom der en mekaniker. Han så på det og konstaterede, at gaskablet er sprunget og et beslag ved gashåndtaget var knækket.

Sideløbende med de indledende samtaler med H2O snakkede vi med Hans fra Savanna, som nu var næsten ovre Vosges. Han gav os et telefonnummer til et værft i Corre – noget længere væk – og kom med forslag til midlertidige løsningsmuligheder. Dejligt med gode venner i nærheden. Tak Hans.

Mekanikeren havde naturligvis ikke reservedele med, så han kørte igen, men først efter at jeg havde talt i telefon med hans chef. Mekanikeren talte kun fransk, men chefen taler engelsk. Vi aftalte, at han vil ringe til mig igen mandag morgen for at aftale hvornår de kan komme og lave det. Så lige nu laver vi ikke ret meget andet en at sidde med krydsede fingre.

Mekanikeren satte dog ekstra omdrejninger på vores tomgang, så vi kunne tøffe hen til næste havn,

med 3 km/timen

Kom vi til Auxonne hvor vi ligger nu. En by der er kendt for deres mange skorsten

En dejlig havn ved en større by. En meget flink havnemester, fra Australien, og liv på de øvrige både. Vi ligger lige overfor en anden dansk båd fra Køge, her er også både fra Sverige, Tyskland, Holland, Schweiz, England og Australien. Et dejligt samrend af flinke sejlere.

Vi forsøger at holde ferie, men glæder os meget til samtalen med H2O i morgen.

Hertil og ikke længere… 31/5 25

Søndag aften kom en herboende finne hen til os for at fortælle, at hvis vi havde, eller fik problemer med vores båd, kunne han hjælpe med det meste. Han har være bådmekaniker i mange år med eget firma i Tyskland.

Han fik selvfølgelig lov til at se det brækkede beslag i reguleringsboksen (den hvor gashåndtaget sidder på). Han mener han kan svejse det, hvis ikke H2O kan komme og lave det.

En mand med meget på hjerte, men en af dem det er rigtig godt at kende. Vi aftalte, at hvis det ville tage for lang tid med H2O, skulle vi bare ringe til ham.

Mandag morgen ringede jeg til H2O, det var nu ikke nødvendigt for Phillippe, chefen der taler engelsk, ringede nærmest samtidig og fortalte, at de ikke kunne få et beslag som reservedel, men en ny reguleringsboks med håndtag og det hele. Det vil koste ca 215 euro, om vi ville have det. Hvad kan man sige andet end ”ja, det vil vi” Det vil han kunne få leveret tirsdag morgen og så vil de komme og lave det.

Vi skulle dog lige betale et depositum på 500 euro før de ville bestille det hjem og gå i gang med at lave noget på båden.

Lige nu, tirsdag formiddag kl. 12.10 har vi fået besked om, at de har fået reservedelen og har sendt en mand afsted til os.

Han gik i gang kl 13, men da han kun snakker fransk, ville vi gerne have en oversætter, da vores google translate-samtale ikke har net nede om læ. Og han lå jo og kravlede rundt nede i agterkahytten. Heldigvis kan Bjørn, fra den anden danske båd i havnen fransk og han ville gerne hjælpe, tusind tak for hjælpen Bjørn. Og håndtaget er reguleret bagud i udgangspositionen, så nu behøver vi ikke afmontere den ene bordplade.

Nu er vi glade 😊😊

Da mekanikeren forlod os, gjorde vi klar til at sejle. Vi startede op ad Petit Saone i den tro, at sluserne lukkede kl. 21, men nej de lukker kl 19, så ved 3. sluse måtte vi overnatte

Kl. 7 åbnede slusen og kl 7.10 sejlede vi ind i den, efter at have sovet godt hele natten.

Vi måtte trække i fuld sejleruniform, da det var regnvejr næsten hele dagen.

Hold nu kæ… vi var våde da vi nåede til havnen i Scey-sur-Saône kl. 15.30. Efter 10 sluser og 2 tunneler.

Her er fine t-broer til gæster og både wc og bad var virkelig fine, så vi fik et tiltrængt varmt bad og lidt kl.-5 mad inden vi gik en tur hen i byen. Vi havde jo ikke været af båden siden i går eftermiddag.

Find D’Livet

Når bageren har lukket, kan man købe baguette i automaten udenfor.

Her kan man købe diesel på kajen, hvilket ikke er ret mange steder man kan det. Men det var biodiesel til 3,60 euro/l, så vi ventede til næste sted, hvor vi fik det for 1,60 euro/l.

Fredag sejlede vi videre til Corre, startbyen for Canal des Vosges.

Vi ankom til gæstebro kl. 14.00,

Havnen her er lidt speciel, da der for enden af alle T’er i T-broerne er pæle.

Vi gik hen og se på første sluse på Vosges. Der var et skilt med advarsel om, at de kun garanterede 1,60 m vand fra sluse 26 til 14.

Vi besluttede alligevel at forsøge. VNF mente ikke vi kunne komme forbi sluse 14, men vi fik lov til at forsøge. Så søndag sejlede vi ind i slusen kl. 8,00,

Vi fik udleveret en fjernbetjening (fra auromaten) til sluserne på kanalen og sejlede opad. Det gik rigtig fint indtil sluse 18, hvor vi måtte pløje os afsted gennem mudderbunden. Mange steder på vejen mod sluse 13. men vi klarede det og tænkte ”nu kommer vi over” Vi sov et sted mellem sluse 14 og 13, under en bro

Her åbnede vi champagnen for at fejre at vi havde besejret kanalen. Nu 330 m over havet og helt sikre på, at vi kunne komme over og videre til Toul og Mosel.

I dag, til morgen sejlede vi så videre mod toppen. Vi skrabte bunden nogle gange og måtte også forcere en betonunderføring men vi kom igennem sluse 1 på toppen.

Da vi sejlede ud derfra kunne vi ikke komme længere. Det var umuligt at skubbe os igennem. Vanddybden viste 1,40 m. vi stikker 1,60 m, så måske ikke så underligt, at vi ikke kunne komme længere.

Vnf manden der havde fulgt os de seneste 5 sluser forsøgte om der kunne komme mere vand i kanalen, men de har ikke meget vand at hente af og hvis de skal øge dybden med 10 cm på en strækning af 10 km vil de hurtigt løbe tør og så slutter deres sæson for i år.

Vi får altså ikke mere vand og sejlede derfor retur til en brink mellem sluse 1 og 2 og her ligger vi nu. VNF har endnu ikke ændret vanddybden fra 1,60 til 1,40 som der kun er her på toppen.

Vi har efter mange overvejelser besluttet at vi sejler retur i morgen og forsøger at sejle via Canal Rhône au Rein til Rhinen og derfra nordpå.

Vi skal åbenbart have problemer både på vej ud og hjem.

Nu håber vi bare, at det lykkes at komme ned herfra i morgen.

Det var det for i år – desværre- 6/6 25

Nu er beslutningen taget og vi begynder vores tur ned ad Vosges, desværre sydpå – igen. Vi startede ud kl. 7, vi kunne jo lige så godt komme i gang.

Det gik meget bedre nedad. For det første er det jo meget mere afslappende at sluse ned end op og når vi så får vandet med os ud af sluserne, hjælper det jo også. Vi klarede 33 sluser i dag.

Vi var, selvfølgelig, mod bunden nogle gange, men ikke så alvorligt som på vejen op.

Vi havde tørvejr, så det var tæt på, at vi kunne nyde turen 😊 Vi sejlede til kl. 15.45 og lagde til ved Fontenoy-le-Château. Hvor vi vidste der er en by, og så ville vi ud at spise på denne, vores 6. bryllupsdag. Men ak og ve, eneste butik i byen er en bager og så er der en café men den lukkede kl. 17. Butiksdøden er udpræget her. Så vi spiste på D’Livet.

Kajen vi lå ved i Fontenoy-le-Château

Bageren

åbnede kl. 7.15, så jeg var der selvfølgelig til tiden, da vi igen i dag gerne vil videre nedad. Bageren var dog ikke klar til at åbne, men vi er jo i Frankrig så hvad betyder 10 min. egentlig – og det har de jo ret i.

Jeg så hvordan leverandørerne af mel kom slæbende med sækkene på ryggen helt ind i bageriet. Det var helt nostalgisk at se. Fuldstændig som min far fik leveret mel da jeg var barn.

Nå men jeg fik brødet med i hånden. Ingen indpakning her 😊

Vi sejlede afsted, så ville vi spise morgenmad undervejs. Det blev så allerede i den første sluse. Vi kom fint ind i slusen, men da vi ville starte slusen, virkede det ikke, så vi ringede til VNF, der ville sende en mand. Vi ventede tæt på ½ time. Passede fint med morgenmaden. Der er ikke noget der er så galt, at det ikke er godt for noget. Nogle gange skal man bare lige lede lidt efter hvad det er godt for…

Herfra gik det så fra sluse til sluse i regnvejr, der af og til blev afløst af tordenbyger.

Når der kommer en stor båd imod os, må vi ind i ”skoven”

Vi var drivvåde, da vi lagde til ved en bro, eller en halv bro, kl. 14.30, i byen Montureux-les-Baulay på Petit Saône.

Efter frokost – og opklaring – gik vi en tur i byen. Her er et postkontor 4 halve dage i ugen og det er så hvad der er af ”butikker”.  Her i Frankrig har langt de fleste byer et postkontor og i de lidt større byer er det som regel en ret stor bygning.

Men vi fik hilst på en del franskmænd. De er nemlig meget gode til at hilse. Uanset om de står og snakker med andre eller hvad de laver, så hilser de altid.

Da vi skulle til at spise aftensmad kiggede solen frem fra skyerne af og til, men ikke nok til at vi kunne få tørret sejlertøjet eller skoene.

Men så fik vi den bedste besked. Mette og Daniel var i dag (2. juni) blevet forældre til lille Karla og alle har det godt. Så nu skal vi snart hjem på besøg.

Tirsdag gik turen videre til Savoyeux. Vi skulle gennem 9 sluser, 1 tunnel og 2 flood locks der som regel er åbne, men ikke i dag – desværre. Da vi nåede ned til Scey-Sur-Saône havn var der lige gået 3 udlejningsbåde ud før os og en efter, så der blev kø ved næste sluse.

Vi kom med den ene ind i slusen og da vi kom til første flood lock havde vi en med os ind. I denne lock skulle man ud på en flydebro og fortøjer. Hende der sprang ud fra båden bag os, havde en line i land og den var bestemt ikke lang. Jeg spurgte om de ikke havde flere liner (ikke at det var nødvendigt her) men de havde kun en i hver side og den er ret kort. Gad vide hvad de vil gøre i de høje sluser???

Ved næste sluse så vi, at nogen var ved at samle noget op fra slusen, det var en lejebåd der havde tabt en fender i slusen, som de var tilbage for at hente. Og da de skulle videre, skulle de vende rundt og det endte med at de drev/sejlede helt ind til brinken, men desværre den brink hvor træerne hænger langt ud over, så de trak nærmest en trækrone hele vejen hen over båden som hele besætningen stod ude på og der var dækket bord med glas og flasker mv. Jeg tænker ”kaptajnen” lærte noget – på den hårde måde.

Det er nu slet ikke alle der lejer båd, der er så dårlige sejlere, men det er da også utroligt, at man kan komme ned og leje en båd uden nogensinde at have sejlet tidligere.

Der var lovet regn igen i dag fra kl. 13, men vi fortsatte ned til havnen og lige da vi skulle til at lægge til kom en regnbyge.

Der var kun ca 1 km til byen, og da vi stadig ikke har været ude at fejre vores bryllupsdag, gik vi over for at se om det ville lykkes her. Der var en restaurant, som vi glade og optimistiske gik ind i. Jo, man kunne da spise her, men i dag, desværre kun til frokost. Der var to ansatte der var syge i dag så de lavede ikke mad til aften ☹

Vi blev og fik os en Aprerol Spritz inden vi gik tilbage til båden.

Her er en del gæstebåde, så der er dejligt med liv i havnen, efter vi har ligget ”ude på landet” de seneste dage.

Onsdag havde vi besluttet kun at sejle til Gray. Vi trængte til at komme til en større by. Vi gik gennem slusen og hen til ”bykajen” hvor der i forvejen lå både. Da vi kom tæt på, kunne vi se skiltet med 1m dybde. Men vi lader os jo ikke sådan lige slå ud, så vi prøvede og vi kom langt nok ind til at vi kunne hoppe i land. Vi havde igen regnvejr på turen.

Ved 12-tiden klarede det op, og vi gik optimistiske en tur op i byen (godt nok med regnjakke) vi fik ca 20 min i tørvejr. Vi gik i Intermarché, den største vi har været i på hele turen. Et hypermarked meget tæt på bykajen, og et godt sted at fordrive tiden i regnvejret.

Senere på eftermiddagen gik vi over til VNF-kontoret lige ved slusen. De var vældig flinke og ville finde ud af noget til os til næste morgen (mellem 11 og 12) hvor vi skulle komme igen. Dette kontor har overblik over Petite Saône og Canal du Rhône au Rhin herfra til Montbéliard.

Som aftalt, mødte vi op lidt over 11 med pain au chokolat til personalet. De havde snakket med kontoret der har strækningen fra Montbéliard til Rhinen, og det var desværre dårlige nyheder. På strækningen efter Mulhouse var de i gang med noget gravearbejde og der var kun 1,50 m dybde i år og næste år. Den gode nyhed, som vi ikke kunne bruge til noget, var, at tunellen ved Besancon var åben igen. Turen rundt om klippen er nemlig kun 1,20 m dyb. Men det bliver jo ikke aktuelt for os.

Vi fik gode kontakt-telefonnumre til VNF og også til dem her på kontoret, så kunne vi bare ringe. De var meget hjælpsomme og ville virkelig gerne hjælpe os men eneste vej i år er Canal entre Champagne et Bourgogne

Hvor kanalen ser sådan ud ved indgangen fra Petite Saône

og den lange vej hjem via Belgien og Holland. Den vej vi kom herned i 22/23. Det har vi besluttet at vi ikke vil, så vi er nu tilbage i Auxonne havn hvor vi har fået en vinterplads, i vandet, så må D’Livet forlades igen.

Nu tager vi hjem på tirsdag og lader båden ligge her. Skulle der så komme nok vand i Vosges i løbet af sommeren, tager vi ned og sejler over bjerget. Ellers kommer vi herned i det meget tidlige forår for at gøre samme tur – op og ned ad Vosges og så ser vi ikke flere forhindringer for at komme hjem.

Men nu skal vi lige bruge de næste dage på alt det der skal gøres før vi kan forlade båden.

Dejligt at komme hertil igen. Inden vi kom ind i havnen, mødte vi finnen fra sidste uge. Han kom sejlende i sin gummibåd og råbte til os, overrasket over vi kom tilbage. Og da vi havde lagt til, kom havnefogeden og snakkede. Når nu situationen er som den er, er det skønt at være et sted med dejlige mennesker.

For øvrigt, så var vi på La Fontaine og spise onsdag aften i Gray. Lækker mad og god vin.

Den faktiske rute i 2025

Som det så ofte sker når man sejler, holder planerne ikke. Heller ikke vores sejlplan fra Preveza til Fredericia.

Her er vores sejlede rute i 2025

Nu da vi er hjemme ville vi køre ned til Trave Werft for at lave en aftale med dem om, at vores mast skulle blive hos dem hele vinteren. Det var godt lige at se, at alt var ankommet og i god stand.

Savanna lå i havnen, nu med mast på. Vi spiste frokost med dem i Lübeck. Det var rigtig hyggeligt at være sammen med Connie og Hans igen og tak for mad. De var heldige at komme over Vosges ca. 10 dage før vi forsøgte. Godt for dem – ærgerligt for os.

2026

I år satser vi på at sejle hele vejen hjem

Her er vores planlagte rute for i år. Set i lyset af tidligere år, er det måske lidt optimistisk overhovedet at ha’ en plan, meeeen mon ikke den holder i år 😉

Så kom vi til Auxonne 30/3

Vi kørte hjemmefra torsdag 26/3 kl. 05.00! og ankom her til havnen kl. 17.40. Ingen kø i Tyskland og kun ca 10 min. forsinkelse ved et uheld, da det var sket lige ud for en rasteplads, og alle kunne køre ind om rastepladsen og på motorvejen igen.

Da vi kom til Port Royal her i Auxonne og kom hen til D’Livet så hun sådan ud:

Temmelig beskidt men dog med presseningen på. Efter en kold nat med frostvejr skulle der hentes morgenbrød, og sådan så det så ud på båden:

Ikke noget at sige til, det var svært at komme ud fra dynerne. Fredag eftermiddag kom hun til at ligne sig selv igen:

Vejret de seneste dage har været meget afvekslende. Vi har haft sol, regn, blæst og slud. Nætterne har været med frostvejr og derfor har vi, efter den første nat, haft 2 dyner hver samt et sengetæppe. Så vi har ikke haft problemer med at holde varmen om natten. Når vi er i båden om dagen og aftenen har vi haft gang i vores oliefyr. Vi plejer at sige, at vi ikke kan undvære vores køleskab, men i disse dage er vi mere forelskede i vores oliefyr end i køleskabet. Vi håber selvfølgelig ikke at nogen af dem går i stykker.

Vores pumpe i sumpen (helt nede i bunden af båden) som vi havde haft strøm til hele vinteren var blevet slukket. Det er ikke havnefogeden der har gjort det, så hvem og hvordan ved vi ikke, men den var gået i stykker. Så den måtte Jens også lige skille ad. Det var nu ikke så svært for glasset om filteret var gået i to stykker. Det er sikkert frosten der har ødelagt det. Det blev limet og nu virker den igen.

Ellers havde D’Livet det godt, ligesom alt i båden var i samme stand som da vi forlod det i august sidste år.

Vi er klar til at sejle ud af havnen den 1. april, sammen med Ulla og Jørn i S/Y Mette. De kommer hertil i eftermiddag.

Jeg bliver altid så glad (og lækkersulten) når jeg kommer ind i en fransk bagerbutik. Den her i byen er også virkelig lækker, så lige et par billeder derfra (taget i smug, så ingen så det) Læg mærke til alle de påskechokolader der er, og det er kun en 1/3 af det de har i butikken. Ret flot til en by med kun ca 8000 indbggere.

Og naturligvis baguettes

I dag har vi været på køretur “ud i det blå” – bare fordi vi kunne, nu vi har bilen her. Og jeg har købt Vignette til de franske floder og kanaler, så nu er der betalt for sluser mm i april måned.

Hvad det koster? 184 Euro/1.385 kr. for vores båd.

Så kom vi over bjerget 9/4 26

En plan der holdt: Vi sejlede ud af havnen i Auxonne den 1. april, som også er min fars 94 års fødselsdag og Daniels 32 års – tillykke til jer, med METTE kort efter. Det var temmelig koldt.

Alt gik godt gennem de 7 sluser og 1 tunnel.

Vi gik i havn sidst på eftermiddagen. En havn hvor vi vidste vi kunne købe diesel. Men men men, i havnen lejer de både ud og de har åbenbart valgt kun at bruge deres diesel til egne både. Vi klarer os uden diesel hér og valgte så at dele et par øl med Ulla og Jørn

Man kan sejle og bo på både i mange størrelser. En Peniche eller en Narrowboat

Næste dag sejlede vi til Corre. Vi stod op til frost på båden, så sprayhoodvinduerne måtte tøes op med føntørrer. Endnu en kold morgen at sejle afsted i, men en flot morgen på Petit Saone.

METTE lige bag os

Endnu engang gik vi efter diesel, så vi lagde os ind til tanken i Port de Saone. Det viste sig dog, at hende der må sælge diesel holdt middagspause. Først skulle vi vente 3 kvarter, det vr ok, så kunne vi lige få lidt frokost mens vi ventede. Da de 3 kvarter var gået fik vi at vide, at hun først kom om 1,5 time så der slap vores tålmodighed op. METTE sejlede derfor forbi og var nu forrest

METTE forsøgte at sejle til slusen i Corre men der var for meget sand foran slusen til at de kunne komme igennem, så de smed ankeret og lå derfor i kanalen da vi kom. Vi gik ind i havnen og fik os et dejligt og tiltrængt bad.

Jens cyklede efter diesel og på trods af, at han væltede med cyklen fik vi fyldt op.

I dag klarede vi 14 sluser og 1 tunnel,- og husk det er sluser opad helt indtil vi når toppen af bjerget.

Påskelørdag var dagen hvor vi skulle igang med Canal des Vosges(Bjerget)

Vi fik besejret 38 sluser idag, hvoraf de 24 var opad. Turen op ad Vosges var bestemt ikke uden problemer. Vi var imod sand, mudder og sten. Steder måtte vi kæmpe os gennem mudderbund med fuld kraft på motoren og kom kun frem med 2 km/t.

Vi fandt et overnatningssted på vejen op

Da vi kom op på toppen ramte vi en betonkant (under vandet) så hårdt at båden nærmest hoppede og jeg blev sendt ned for at tjekke om vi tog vand ind. Det var bestemt den værste oplevelse på turen. Heldigvis ingen vand i bunden af båden. Da vi havde sejlet de ca 10 km på toppen, i tavshed, dårlige nerver, spændte og forhåbningsfulde, kunne vi endelig slappe af. Efter 10 timers slusearbejde var det skønt at kunne lægge til kaj lige ved kanalen ind til Epinal. Ikke helt autoriseret men godt til os.

Og så fejrede vi at vi vr nået over bjerget med dejlig champagne.

Vi cyklede ind til Epinal søndag formiddag

Både på vejen op og ned af Vosges har vi haft godt brug for “vores” VNF-mand. Der er mange grene og andet skidt der samler si i sluserne, så portene enten ikke kan åbne eller lukke helt og så må der en VNF mand til hjælp. De er nu altid meget flinke og hjælper gerne. Det giver bare noget ventetid.

Her på nordsiden er der til gengæld masser af vand, så det er helt dejligt at sejle her. Sluserne er også pænere og brinken er ikke i stykker så mange steder som på sydsiden.

2 røde lys over hinanden betyder: der er noget galt du må ikke sejle ind i slusen.

Så blev det påskedag og i dag er det Mettes 31 års fødselsdag. Vi holdt en halv fridag og tog cyklerne ind til Epinal. En dejlig tur til en afveksling fra at sejle. Men vi skulle jo videre, så ved middagstid tog vi afsted og efter 16 sluser nedad 6,5 timer og kun lidt hapsere undervejs lagde vi til i Charmes. Det med frokost blev ikke rigtig til noget idag. Der er ikke ret langt mellem sluserne, så der er simpelthen ikke tid til at finde noget frem. Men vi overlever og fik hentet en pizza i Charmes.

I den sidste sluse inden Charmes måtte vi igen vente på VNF, men nu lagde vi os ind i slusen og ventede

Her i Charmes ligger vi sammen med rigtig mange autocampere. Det er ikke fordi der er så meget vand her ved kajen. Vi står på grund og har vel 50 cm ind når vi skal af og på. Her i byen tog vi en ekstra fridag. 2. påskedag er den eneste dag i påsken der er helligdag i Frankrig, så den holdt vi i hu.

Solen varmede idag, så Jens var i shorts for første gang, da vi gik på i byen. Så kirken og var ved bageren, der er jo altid en bager åben her i Frankrig. Folk skal jo kunne købe baguettes alle dage.

Vi fik vasket båden og gjort rent inde -det er nu altid så dejligt at få dete overstået.

Fra Charmes havde vi håbet at komme til Toul i et stræk, men som så mange gange før, ville sluserne ikke det vi ville. Efter 16 sluser nedad skulle vi lige igennem den sidste på kanalen, men der sad igen et stykke træ i klemme i porten og vi måtte vente meget længe denne gang inden VNF kom og hjalp. Samtidig kunne vi aflevere vores fjernbetjening til sluserne

Derfra ud på dybere vand og ind i den første store sluse på Moselle. 25 minutter så var det overstået. Ved den næste sluse var der dobbelt rød.

Det endte med, at vi lagde os ved kajen der til næste morgen, hvor vi endelig fik kontakt til nogen der kunne åbne slusen.

og derfra gik det fint indtil vi skulle fra Moselle ind på Marne au Rhin mod Toul. Pindene der hænger ned før slusen virkede ikke, hverken fra den ene eller den anden side. så efter 1 time og 15 min. kom en VNF mand og hjalp os igennem de tre sluser og en bro her ind til havnen hvor vi ligger nu.

Vi nyder at være kommet hertil og på fredag tager vi toget ned til Auxonne for at hente vores bil. I weekenden er der vinfestival her, så når vi har oplevet det kører vi hjem til flere fødselsdage.

Så kom vi ned til båden igen – 1/5 26

En lille update her fra D-Livet

Vinfestivallen var virkelig god. Rigtig mange stande og alle ville gerne give smagsprøver

Så vi fik læs på cyklerne tilbage til båden

Efter at have været hjemme et par uger og været til fødselsdage tog vi hjemmefra i tirsdags kl. 10.30 – tak for transport til banegården Tommy

Overnattede i Hamborg og ankom til Toul onsdag ca. kl. 17.30. En kort gåtur fra banegården til havnen og vi kunne lukke os ind og få smidt jakkerne og de lange bukser. Det gik fint med toget hele vejen og super dejligt med et break i Hamborg. Hvor vi kunne få nogle skridt i fødderne efter at have siddet stille længe. Dette blev da til 17.000 ! Vi måtte jo også lige have noget at styrke os på undervejs.

Her var de var løbet tør for Aperol, så det blev Hugo i stedet for.

På vejen hertil kørte vi bla over Mainz lige før banegården i Frankfurt

Første punkt på dagsordenen den i onsdags var at få handlet lidt ind til morgenmad, torsdag. Vi tog derfor cyklerne frem og kørte til SUPER U (tæt ved hallen hvor vi var til vinfestival)

Til bageren torsdag morgen og så ud og nyde solen, især hvor der var læ, da der blæste temmelig meget.

Fredag 1. maj er helligdag i Frankrig. Alt er lukket, også sluserne, så vi må vente med at sejle videre til lørdag.

Sluserne herfra havnen og ud til Moselle har før været automatiske men automatikken virker ikke, så man skal ringe til VNF, gerne 24 timer i forvejen, og aftale at blive sluset ud. Så dette gjorde jeg torsdag, da de jo ikke er på arbejde fredag. VNF-manden talte kun fransk, så jeg måtte tilbage i mit skolefransk fra 3. real (hvor jeg fik 5 så det er kun tallene fra 1-10 jeg husker derfra) men nok mere i de gloser og vendinger jeg har lært mig mens vi har sejlet i Frankrig, og det lykkedes at aftale, at vi skal gennemsluserne kl. 9 lørdag formiddag. Jeg er overbevist om, at vi aftalte det, spændende om VNF også er det 😊Heldig med at det er den 2. og klokken 9 😊

Vi skal gennem denne sluse (nr. 26) først:

Port de France, havnen i Toul:

I slusen nord for havnen (nr. 25) er der overløb. Da der er så meget vand i Marne au Rhin i øjeblikket, i hvert fald lige her.

Og det løber videre til sluse 26 hvor der også er overløb

Jeg har været på gåtur og tage billederne mens Jens sad med sit håndarbejde. Han reparerer læderet på bådens rat

Der var annonceret med en 1. maj fest på Place Henri Miller kl. 11 – 17.

Vi cyklede naturligvis derud. Temmelig meget op ad bakke, så vi glædede os til levende musik og en kold fadøl.

Vi måtte hurtigt sande, at 1. maj fest her i Toul ikke er det samme som i Danmark. Ikke et eneste fadølsanlæg på hele pladsen. Mest tyrkisk the og hjemmehæklede tasker mv. vi var der ved 12 tiden og ingen af de boder der havde grill med, var gået i gang med at grille. Så efter to runder på pladsen cyklede vi ned til byen.

Nu er vi klar til at sejle i morgen, hvis vi kan komme ud for planter 😊

Nu er vi i Luxembourg 9/5 26

Vi kom godt ud af havnen i Toul Vi havde bestilt slusning til kl 9.00 Det blev sammen med ”La Vie en Rose” i de to første sluser

Fra sluse 3 til 6 fulgtes vi med en fransk båd og en båd fra Luxemburg, som vi kaldte for Knold og Tot båden. Vi tror det var deres første sejlads og i hvert fald første slusninger. Det gjorde ondt at se. Det værste var, at de ikke blev bedre i sluse 4 end i sluse 1, på trods af, at både slusemanden og franskmanden, i hver sin sluse,  var henne og forklare dem hvordan de skulle gøre. I sluse 6 var jeg henne og hjælpe, da de lå helt på tværs og bankede stævnen ind i kajen.

Vi kom til Pompey hvor vi lagde os ved en lille bro i floden, her skulle der være både vand, el og toilet. Det var en flot bro vi kom til, men vand og el var der nu ikke noget af. Et flot toilet, sådan et der låser og gør rent efter hvert besøg. Det lyste grønt – men manden der skulle låse det op må have glemt det, for døren var låst. Så er det godt vi selv har toilet ombord.

Her begyndte vi at møde de store erhvervsfartøjer

Efter Pompey sejlede vi til Pont-á-Moussin, en skøn havn bag en tange ud i floden. Vi fandt en plads ved en T-bro. To mænd stod klar på broen for at hjælpe, men ak og ve tre andre kom og fortalte at vi ikke måtte ligge der, vi skulle gå over til gæstebroen. Så afsted igen og her ligger vi så langskibs.

Det var søndag, men vi cyklede alligevel op i byen for at se på den og på kirkerne. Der var en volleyball-turnering på torvet

Efter cykelturen og et bad på havnen skulle vi have lavet noget mad. Jens skulle lige på toilet men da han ville skylle ud gik toilettets motor ud og toilettet stod fuld af sort vand (olie og flodvand)

Vi lukkede døren og spiste inden Jens gik i gang med at skille det hele ad

Og finde ud af hvor vi kunne købe enten en ny motor eller et nyt toilet. Vi søgte på nettet og kontaktede Morten og Bent for gode ideer men endte med at kontakte et fransk firma der sælger toiletter helt identiske med det vi har.

Nu har vi bestilt et nyt til levering i en tysk havn, som vi skal ringe til i morgen for at aftale at de vil tage imod det og samtidig reservere plads til os.

Alt lykkedes og vi kunne sejle videre til Metz mandag. En tur på ca 30 km og kun 2 sluser hvoraf den første var 8,5 m høj, så står matrosen godt nok og håber vi snart er nede, når der kun er ca 1 m tilbage af fortøjningen, men det gik – selvfølgelig. Vi ankom til indsejlingen efter ca 3 timer. Ved indsejlingen stod der ”dybde 1,5m” på skiltet, men det holder jo ikke kaptajnen tilbage. Vi kom også fint ind til gæstebroen.

Her i området er der rigtig mang hejrer, også på vores bro

I Metz var vi bl a i ”Saint-Etienne katedralen”

Kæmpe kirke der er 123 m lang. Kirkeskibet er 76 m lang og der er 41,41 m til loftet. 6.500 m2 farvet glas og 800.000 besøgende om året. Vi måtte desværre ikke tage billeder i kirken. Men pyt, de viser alligevel ikke hvor storslået den er.

Vi var også på marked, i markedshallen lige ved siden af kirken. Udelukkende fødevarer med hold fast hvor var det fine ting og mange kunder var der også.

Næste dag cyklede vi, i regnvejr, ud til et stort indkøbscenter lige ved siden af Pompidou centret.

Vi var rundt overalt, og igen i dag var det kaptajnen der købte tøj

I kælderen lå en stor E.Leclerc hvor vi naturligvis skulle ned og kigge. Vi fandt Kastelane champagne i ½ flasker til 5,65 euro pr flaske, så vi måtte lige købe 4 fl. 😊

En del regn mens vi var i Metz og da vi sejlede derfra den 6. var det i skyet vejr, men tørt næsten hele dagen.

Første vinmarker

Sidste sluse i Frankrig

Her blev vi sluset sammen med en Peniche

Så kom vi ud til Tyskland på styrbord side og Luxembourg til bagbord, og lige her ligger Schengen, byen hvori Schengen aftalen blev underskrevet den 9. maj 1985.

Vi sejlede dog videre til Schwabsange havn, som vi nu kan se hedder Schengen Marina selv om den ligger 5 km fra Schengen. Men det navn ”sælger nok bedre” hvorom alting er, er det en dejlig havn med gode faciliteter og diesel på kajen.

Her i Luxembourg er al offentlig transport gratis, så vi tog bussen ind til Luxembourg by, det tog ca 1 time. En god måde at få set noget af landet på samtidig.

I Luxembourg by gik vi først til den gamle bydel hvor vi blandt andet så Notre Dame Katedralen og Storhertugens bolig

Vi gik derefter til ”den flotteste balkon i Europa” som der står i brochurerne. Det er også en meget flot udsigt til en del af byen der ligger nærmest i en slugt

Vi kørte med sporvogn tilbage til stationen hvorfra vi kørte tilbage til havnen. Efter godt 15.000 skridt i dag trængte vi til at få fødderne op 😊

Vores plan var at sejle videre fredag, men vi ville også gerne til Schengen, så vi valgte at blive en dag mere. Tog bussen til Schengen fredag, hvor vi var på museet

og en tur rundt i byen. Vi var inde og smage vin i det eneste hus der havde åbent

Han fortalte, at der skulle være festival i byen dagen efter hvor schengenaftalens 41 års dag skulle fejres. Så vi tog bussen hjem og betalte for 2 dage mere.

I dag ville vi så tage bussen til Schengen igen, men pga festivalen og den lukkede by – for trafik- var bussen aflyst. Vi valgte så en anden gratis transportform, vores cykler. De er gode til cykelstier her, og da det er langs floden, er det ret fladt, så en god tur i sol og varme.

Festivalen fejres i alle tre lande og broen mellem Tyskland og Luxembourg er lukket for kørende trafik, så vi var i alle tre lande. De havde alle boder med mad og drikkevarer og naturligvis en masse forskellige håndværksvarer til salg samt levende musik.

Vi gik til Frankrig, så retur til Tyskland hvor vi spiste en Pflamkuchen og tilbage til

hvor vi fik et glas vin på Schengen slot – i haven inden vi cyklede hjem.

Alle schengenlande har en flise med navn (i dagens anledning også flag) og en stjerne. Stjernen er en bronzefigur. På vores er der legoklodser, en stol, den grimme ælling, et vikingeskib og den lille havfrue. De huller der ikke er figurer i, er til kommende schengenlande.

Da vi kom tilbage til havnen købte vi en baguette i automaten på p-pladsen. Frisk og lun.

Her har vi nu fået selskab af en af de både vi lå ved siden af i Metz. Hyggeligt.

I morgen sejler vi videre til Schweich og så krydser vi fingre for, at vores nye toilet er kommet eller kommer mandag/tirsdag.

5 dage i Schweich 14/5 26

Vi havde en god tur til Schweich. 57 km 3 sluser på 7 timers sejlads i godt vejr.

De to første sluser var klar til os, da vi ankom så det gik hurtigt. Ved den 3. måtte vi vente en halv times tid da der skulle et erhvervsfartøj godt lastet med træ op. Men så kom vi ind og så, at der var flydepullerter i slusen. Havde vi haft plads til det ville vi have danset rundt af glæde. Det er bare SÅ meget lettere end blot en pullert på kajkanten. Nu håber vi på flydepullerter i resten af de høje sluser.

Turen var flot. Vi kom igennem/forbi mange små byer men også Trier kom vi forbi. Byen ligger dog ikke ned til floden. Men deres erhvervshavn kom vi forbi og den er stor!

Der var temmelig trafikeret på Mosel af både Flodkrydstogter og flodpramme, men kun en enkelt fritidsbåd og den lå for anker. Vi kom dog også ind i et område hvor ynglingejoller var på vandet. Og som de tyske sejlere er kendt for, lå de og krydsede, så Jens skulle være vågen – de var jo for sejl, og så ved vi jo godt hvem der skal vige 😊

Vi sejlede ind i havnen og forstod nu hvorfor vi havde fået at vide, at vi skulle lægge os ind til t-broerne til højre lige indenfor. Vi var imod bunden da vi forsøgte at gå lidt længere ind. Men nu ligger vi her i første ”hul” ved siden af en tysk båd som lå bag os i Schengen. Der snakkede vi ikke med dem og det var de vist kede af, for i dag snakkede de, så nu ved vi nærmeste alt om dem. Jens fik da ordnet alle fortøjninger, fundet cykler frem og rejst udestuen, samt fundet alle 4 forlængerledninger til landstrøm og først da han kunne nå hen til stikket, fandt han ud af, at der var et stik på/under vores bro. Så alt pakket sammen igen og så kunne jeg sige, at vi skulle videre. Det skulle de jo også, da de var ved at tømme båden for at flytte i deres autocamper. Næste morgen kom de begge og bankede på for at sige farvel inden de kørte hjem til Soltau. De var faktisk rigtig søde.

Vi cyklede op i byen for lige at tjekke den ud. Fandt også både en bager og en stor Edeka, samt mange andre butikker. Hjemme igen begyndte det at regne og næste dag da vi vågnede regnede det stadig og det blev ved on/off hele mandagen.

Nå nu skulle vi så finde ud af om vores toilet var ankommet.

NEJ, men Laura på værft-kontoret var meget hjælpsom med at prøve at spore pakken. Kunne dog ikke finde noget, så vi gik hjem og forsøgte at komme i kontakt med Thomas (vores kontakt hos sælgerne) Men de må ha’ meget travlt for deres telefon går mere på telefonsvarer end hos de største banker i Danmark – og det uden at de ringer tilbage når man lægger en besked ☹Emails bliver formentlig læst men selv om de arbejder med sagen hører vi ikke fra dem. Fordelen ved at være standhaftig og blive ved med at ringe og skrive er, at de nu kender mit navn når de tager telefonen – tror de genkender telefonnummeret. – nå men ikke mere snak, hvad sker der?

På nuværende tidspunkt har vi aftalt at toilettet skal sendes til Traben-Trabch. Den havn vi er i fra den 16. til den 20 maj. Og da de lovede at sende pakken afsted fra Lyon onsdag 13/5 bør det da for fa…. kunne nås. Vi har valgt at tro på det. Og nu har Laura på kontoret lovet at ringe til mig hvis toilettet alligevel skulle dukke op her.

Nå men der skal jo også vaskes tøj, så vi købte den token vi skal bruge for at starte maskinerne, da vi alligevel var i restauranten og spise mandag. Tirsdag morgen gik vi op for at vaske. Ingen penge på vores token, så over på restauranten igen. ”Undskyld så har min kollega glemt at kode jeres token” Retur og nu virkede den. Mens maskinen vaskede, cyklede vi ind til byen og OP til Weingut Marmann Schneider. Vi havde fået en af hans vine mandag aften og den var god nok til at vi cyklede der OP. En flinke mand der gerne solgte ud af hans vine.

Så kom vi igen op til vasketøjet og nu var maskinen færdig – eller det vil sige den var stoppet uden at have centrifugeret, så vi gav os til at vride tøjet. Badehåndklæderne tog vi med hjem og hang på søgelænderet resten (mindre stykker) kom i tørretumbleren. Den viste 4,45 timer!! Men efter ca tre en halv time var den stoppet. Tøjet var næsten skabstørt så det var da i det mindste lykkedes.

Dagen sluttede med friske hvide asparges og skinke til aftensmad. Det er altså lækkert.

Onsdag ville vi til Trier, så vi gik op i byen og tog bussen. Ca 30 min så stod vi af ved hovedbanegården i Trier. En fin bustur hvor vi fik set noget af det vi ikke ser fra vandsiden.

Vi var også i Trier i 2022, da vi var på vej hjem fra Vitry (hvor båden overvintede) Dengang var vi på en fantastisk vinbar, som vi gerne ville besøge igen. Men øv øv den var lukket hele dagen. Men Trier er en flot by med en helt fantastisk domkirke.

Bl a på grund af disse ruiner af et “coloseum” regnes Trier for Tysklands ældste by

• Læg mærke til orglets placeing

Vi havde stort set tørvejr mens vi var i Trier men busturen hjem var i styrtregn, som stoppede 5 min før vi skulle af bussen, så vi kan også være heldige med vejret 😊

Vi gik i Edeka for at handle lidt ind til frokost de kommende dage, hvor vi har Morten, Line, Clara og Gustav med.

Så kom vi til Koblenz 23/5 26

Vores gæster kom med morgenbrød fredag morgen og efter fælles morgenkaffe på D’Livet, kom vi endelig på Mosel igen.

Vejret var lidt af hvert, Sol, regn, skyet men helt vindstille, hvilket også betød, at vinplantterne kunne sprøjtes fra helikopter

Det var fascinerende at se hvordan han kunne flyve den helikopter hen over markerne

Da vi kom i havn, blev vi enige om, at det havde været ok vejr når nu det ikke er blevet sommer hernede endnu.

Vi skulle igennem 2 sluser, og kort efter den første sluse (9 meter dyb) lagde vi ind til en ”en-båds-bro” ved Weingut Lehnert-Veit (pk 146,7). Et rigtigt hyggeligt sted med gode vine som han villigt skænkede smagsprøver af. Det endte da også med, at han fik solgt nogle flasker, som han kørte ned til båden på sin sækkevogn. Bare ærgerligt, at vi allerede var der kl. 11.45, for der var også restaurant og en hyggelig have at sidde i. 

Derefter til den næste lille bro til Weingut Geierslay (pk 142) Her måtte vi dog lige forcere autoværnet og krydse landevejen for at komme over til huset. Men også har havde de lyst til at servere smagsprøver for os og endnu engang havde vi vin med derfra.

Så manglede vi bare sluse 2 på ”kun” 7,5 meter inden vi kunne gå i havn i Bernkastel-Kues.

Ny gast på for-fortøjningen i slusen.

Efter ankomst til havnen gik vi til byen, der var et stykke vej, men nu skinnede solen og vi havde alle godt af at få nogle skridt i benene. Ligesom vi også havde godt af at nyde et glas vin/vand med lidt snacks inde i den helt fantastisk flotte og hyggelige by.

Vi sluttede af med dejlig aftensmad på den gamle banegård, hvorefter vi gik retur til båden. Herfra tog Morten, Line, Clara og Gustav en taxa tilbage til deres bil og hotel. Men heldigvis kom de igen lørdag morgen. Og igen med morgenbrød.

Lørdag sejlede vi fra Bernkastel-Kues, som egentlig er en by man let kan få et par dage til at gå i, og hurtigt efter kom vi til dagens eneste sluse. Denne gang kom vi i sluse med en flodpram. Og så var der flydepullerter i slusen (6 meter) det er altså bare lækkert

Vi blev velsignet med tørvejr hele dagen og vi fik i hvert fald set vinmarker i dag. Også steder der nok mere er klippefremspring end marker, men vinstokke gror åbenbart på al slags jord/sten. Godt det ikke er os der skal klippe og høste på de fremspring.

Vi havde bestilt plads i havnen og fået at vide, at vi skulle ind på plads 3, men inden vi nåede helt derhen, blev vi kaldt ind på en anden plads af Die Hafenmeisterin, Hanne Polch. En rigtig fin plads i en fin havn med de pæneste og reneste toiletter og bad vi endnu har set ved kanalerne.  Vi fik alt det at vide vi havde brug for og blev inviteret til et glas velkomstvin kl. 17.

Morten tog en taxa til Bernkastel-Kues efter sin bil og vi andre gik ind til byen. Også her ligger havnen lidt væk fra byen, mere præcist 2 km. Morten kom ind til byen og vi gik alle rundt og nød det gode vejr og den hyggelige by.

Vi fik lidt frokost med udsigt over Mosel inden vi gik til bilen og blev kørt tilbage til havnen.

Her skulle de lige have deres tasker og ikke mindst deres kasser med vin og så måtte vi sige farvel til dem. Der er jo nogen der skal hjem og arbejde og i skole 😊

Byen her er pæn og hyggelig. Vi må bare ikke sammenligne med Bernkastel-Kues da den er noget helt specielt. Men mon ikke vi kommer til flere skønne, skønne byer her på Mosel? Det regner vi da med.

Nå men tilbage til velkomstvinen. Vi var der sammen med en anden, som for øvrigt lige havde købt en båd af Boote-Polch, men det var hyggeligt og da Hanne selv er vild med Mosel vin skulle vi da også smage det udvalg hun havde. Det blev til et par glas hvidvin eller tre og et glas Sekt. Retfærdigvis skal jeg nævne, at Hanne ikke drak mere end et glas. Men hun er også fyldt 83 år hvilket man hverken kan se på hende eller på hendes energiniveau. Skøn kvinde.

Havnekontoret/vinbar i Traben-Trarbach

I kristi himmelfartsweekenden har vinbønderne her omkring åbne kældre, så vi cyklede ind til byen søndag. Vi var dog kun hos en bonde hvor vi købte sekt og hvidvin, men rigtig hyggeligt. Vi kørte derefter over på den anden side af Mosel og fik en kop kaffe hos Panoramacafé lige ved siden af byporten

Om aftenen kørte vi hen til ”Die Mosel” og fik aftensmad. Vi var blevet anbefalet den restaurant af Hanne, der fortalte, at de på værftet altid tog kunder med derhen når de skulle bespises. Et skønt sted med virkelig lækre tapasretter på menukortet og rigtig god vin.

Der var vinflasker overalt

Og så en helt fantastisk tur langs en billedskøn Mosel hjemad.

Flodpramme der ligger for natten

Mandag morgen efter morgenmaden blev jeg ringet op af Laura fra Boote Kreusch i Schweich. Havnen vi lå i fra den til den 16. maj. Hun fortalte, at de havde modtaget et marine toilet 12 V. Det var så vores toilet der nu stod i Schweich, mens vi ligger i Traben-Trarbach.

Vi måtte afsted efter det. Så med tog herfra til Schweich med et skift. Fra banegården i Schweich til havnen i taxa, hente toilettet og så retur samme vej. Fra banegården (som faktisk er endestation for Moselweinbahn, og minder umådelig meget om et trinbræt) kom kassen bag på cyklen og så blev den trukket hjem.

Så begyndte monteringen. Der er ikke meget plads, men Jens kan åbenbart arbejde i mange stillinger

Og nu med softclose 😊

Undskyld de mange billeder af toilettet, men det har fyldt en hel del for os. Derfor skulle det fejres med et glas champagne

Den skarpe læser vil nok bemærke, at det er en halv flaske champagne. Det skyldes alene, at vi fandt halve flasker på bud til 5,65 euro pr flaske. Vi tog de sidste 4 flasker de havde 🙂

Tirsdag kom Alice og Thorkild for at sejle med til Koblenz. Onsdag morgen sejlede vi ud af havnen mod Senheim.

Vi gjorde stop i Reil, hvor vi selvfølgelig skulle besøge Marcus Burg.

Vi købte en del vin, så Alice og jeg blev kørt til båden sammen med vinen 😊

Vi sejler under mange broer på Mosel, denne bro er speciel fordi bilerne kører nederst og togene øverst.

Senheim marina ligger, som mange andre, sammen med en campingplads. Denne er ejet af hollændere, som flere og flere campingpladser er her.  Men en dejlig havn og med udsigt til vinmarker. Ikke at det er helt særligt, for vi ser på vinmarker hele vejen langs Mosel.

Så skulle vi til Cochem. Det er nok den by ved Mosel flest har besøgt, det betyder dog ikke, at det er den flotteste eller billigste.

Selvfølgelig skal man besøge Cochem, men besøger man kun den by langs Mosel har man efter vores mening ikke rigtigt besøgt Mosel. ;Men det er flot at sejle dertil med slottet på bjerget

Vi lagde til i den lille ”havn” i byen

Vi besøgte slottet. Kørte med bus op og tilbage. Alice og Thorkild tog den guidede rundvisning, vi tog ned noget før.

Da vi kom ned til byen tog vi på senneps museum. Ja museum er det vel ikke, men en historisk sennepsmølle. Vi fik en masse smagsprøver, men det er nok ikke noget vi rejser efter igen.

Til gengæld fandt vi det mest fantastiske sted, da vi gik over til vores side af Mosel. Lige nedenfor broen ligger Weinhaus Hieronimi. Så da Alice og Thorkild kom ned fra bjerget gik vi hen i deres have og fik en vinsmagning. Virkelig et skønt sted.

Fra Cochem gik turen videre til Koblenz.

Vi ville ligge i Segel- und Motor Yacht Club. Men her ligger havnene (som ret beset bare er T-broer) så tæt på hinanden at det nærmest kun er på land man kan se hvor havnen er. Det betød også, at vi fik lagt til ved en forkert havn, så vi måtte flytte til næste bro for at komme i den rigtige havn. Og så skulle man tro det var lige meget, men ned det er det ikke, for her hvor vi ligger er der bad og wc. Der er en restaurant der laver god mad og så kunne vi jo starte med en aperol i haven.

I dag tog de så hjem og med sig i bilen har de en del af den vin vi har købt på turen på Mosel. Tak for hyggelige dage.

Vi fik så rigget båden til igen, så den passer til to personer. Hvilket betyder, at de sejl vi havde flyttet op på dækket og alt andet vi havde fundet andre pladser til fra forkahytten, nu kom retur.

Så cyklede vi til Edeka for at handle mad til de kommende helligdage. Her er butikkerne jo faktisk lukkede i helligdage. Senere gik vi hen til Koblenz strand, og fik en is.

Stranden er kunstig lavet men masser af sand, borde og stole samt boder med is, mad og drikkevarer. Mange bader og ikke mindst sejler de på paddelboards og i mindre motorbåde som sættes i ved slæbestedet lige ved siden af. Så der er et leben af børn, unge og voksne – men ingen høj musik. Det hører vi kun når partybåden sejler forbi.

Til aften fik vi hvide asparges, indkøbt ved Edeka, som havde en maskine til at skrælle og vaske asparges. Super så var de jo lige til at lægge i vandet.

De sidste par dage har det været meget varmt her. 29 grader og fuld skrald på solen. Vi har lige tjekket at der er 22 grader og byger i Preveza Grækenland.

Nu vil vi gå til køjs, så vi er klar til at erobre Rhinen i morgen.

Sejlads på Rhinen 28/5 26

Søndag morgen sejlede vi ud her fra vores sidste havn på Mosel.

Forbi stranden

Det var ikke helt uden ”sommerfugle” at vi nu skulle ud og sejle med de store. Vi håbede dog at der ikke ville være så mange erhvervsfartøjer når nu det er pinse.

Men først skulle vi lige igennem den sidste sluse fra Mosel til Rhinen

Der var lidt ventetid ved slusen

Inden vi kunne komme ind. Endnu engang var vi heldige med en flydepullert, de 7 m ned. Og så var det ud af den sidste sluse, indtil vi igen går ind på kanalerne oppe ved Duisburg.

Fra slusen under en bro og hen forbi Dreieck, hvor Kaiser Wilhelm I ser ud over Mosel og Rhinen der løber sammen

Og så var vi på Rhinen

Her er godt med strøm men ikke så meget trafik

Trafikken kom dog senere fra begge retninger og krydsende færger samt en hel del speedbåde, vandscootere og jetski. Jeg ved ikke hvad de får ud af at ligge og sejle hurtigt forbi os, men vi får unødig bølgegang! Nogle gange har de store skibe brug for at sejle i modsatte side af sejlretningen og så sætter de et blåt skilt ud i styrbord side, det betyder jo så, at vi også skal skifte til den modsatte side af vores sejlretning. Alt det kom ligesom i bunker, heldigvis var der også tidspunkter hvor der ikke var nogen der var større end os 😊

Men her er bestemt også flot

Vinmarker og mange både der sejler med endagsturister

Og så efter 8 timers sejlads kom vi til Köln med indsejlingen lige efter de letgenkendelige bygninger på havnefronten

Da vi kom ind, var vores reserverede plads besat, så vi fik anvist en anden som vi så kun havde en times tid, så kom ejeren af pladsen hjem efter en kort sejltur. De var nu mægtig søde for vi fik lov til at ligge her indtil havnemesteren havde fundet en ny plads til os. Udfordringen var bare, at havnemesteren også passer dieseltanken, og der lå flere motorbåde i kø. Dem valgte han at betjene først, så da vi havde ligget i havnen i 2 timer fik vi endelig fat i ham og vi fik pladsen vi ligger på nu.

Og så mandag morgen så der sådan ud her hvor vi ligger

Formiddagen blev brugt til at vaske tøj i maskine – første gang på denne tur. Jens lavede en tørresnor i cockpittet, så da vi havde hængt tøjet op gik forlod vi båden. Vi skulle være kulturelle i dag.

Først skulle vi se Köln Domkirke. Det gik fint med at komme derhen, det sidste stykke vej kunne vi bare følge strømmen af turister ( øh andre turister 😊)  Kæmpe kirke. De to tårne er 157 meter, det passer dog ikke helt for sydtårnet er 7 cm lavere end nordtårnet. Det lagde vi desværre ikke mærke til

Der var gudstjeneste i kirken, så vi kunne kun stå nede bag i kirken. Lidt ærgerligt at vi ikke kunne gå rundt og se den fra flere vinkler, men jo helt forståeligt. Måske mere uforståeligt, at vi overhovedet fik lov at komme ind mens der var gudstjeneste.

Der er godt nok højt til loftet her.

I kirken ligger knogler fra de tre vise mænd, i en forgyldt kiste. Det gør kirken til et eftertragtet pilgrimssted.

Efter kirkebesøget gik vi gennem gågaden (lukkede butikker) ned til vandet hvor vi gik over på den anden side af havnen, dog stadig på denne side af Rhinen. Her ligger både det Tyske Ol-museum og Chokolademuseet Lindt. Vi begyndte på OL museet. Det ville jo være ærgerligt hvis jeg skulle købe chokolade og det så smeltede fordi vi skulle ind på Ol-museet bagefter 😊 Sådan må man være så praktisk…

Så det blev OL-museet. Rigtig meget fra meget gamle dage men også noget fra de ”gamle dage” vi kan huske. En lille afdeling med OL 1936 var der også. Bla med billede og beskrivelse af Jesse Owens. Respekt

Det var lidt interaktivt, mest for børn, men Jens var da på cyklen for at lave en vindtunnel til sig selv.

Der var lagt løbebaner ned på gangen (dog med et skilt om, at man ikke måtte løbe) her var bla markeret længder for trespring gennem historien. Hold nu op hvor hopper de langt, allerede deres første af de tre hop er mega. Det er noget andet end at se dem på TV

Efter alt den sport måtte vi til chokoladen.

Meget interessant med hele historien om cacaobønnen, dyrkningen og forarbejdningen. Der var også en produktion vi kunne gå rundt i. De gjorde meget ud af også at fortælle om de mindre gode ting, som fx børnearbejde i Afrika og meget, meget mere.

Hvem ville have troet, at Belgierne, som har så god chokolade, spiser mindre end danskerne, men sådan er det altså

Og som på alle museer slutter man af i museumsbutikken

Det kan se ud som om jeg elsker chokolade – og det gør jeg også, men jeg beherskede mig meget. Primært pga varmen 😊

Tirsdag var vi med turisttoget rundt i byen. Vi så ikke så meget vi ikke havde set før, men nu fik vi så at vide hvad vi havde set og mere historie. En god tur, men der er ingen komfort i sådan et tog. Vi kører nærmest uden støddæmpere og på alle typer af brosten og andet ujævn belægning.

Onsdag sejlede vi fra Köln, kl. 06.30, vi havde jo lagt en rute på ca 110 km og i dag ville vi få 2 sluser opad og der ved man jo aldrig hvor lang tid vi ville komme til at vente.

Da vi kom ud af havnen, kom der erhvervsfartøjer fra begge sider men vi kom ud i ”rækken” og fandt ”vores plads” og derfra og til indsejlingen på Rhein-Herne-Kanal, gik det fint. Rigtig mange har blåt skilt ude, så vi skulle jo skifte side, men flere gange fulgte vi blot efter en erhverv, så gik det rigtig fint. Ingen problemer og ingen der truttede efter os 😊

Rhintårnet i Düsseldorf

Mange flotte broer over Rhinen

Trafikken blev tættere omkring Duisburg som har en kæmpe erhvervshavn. Da vi sejlede ind på kanalen, sejlede vi næsten 5 km gennem Duisburgs erhvervshavn.

Fun Facts:

Havnen er verdens største indlandshavn

Området omfatter 21 dokker, et vej- og jernbanenetværk der hver er over 40 km langt og et omladeområde på mere end 1000 ha. (Endelave er 1.320 ha)

Årlig godsmængde over 120 millioner tons

Verdens største indlandscontainerterminal der håndterer flere millioner TEU årligt (TEU=svarende til 20-fods containere)

Første sluse på kanalen, kom vi med et belgisk erhvervsfartøj. Vi havde læst, at der skulle være flydepullerter – men nej, det var der ikke

Så stor var vores overraskelse, da vi i næste sluse, for øvrigt med samme belgier, opdagede flydepullerter på sydsiden, da vi var ved at lægge til ved nordsiden. Vi skiftede hurtigt til den anden side og nød flydepullerten.

Der var lidt mere uro i vandet end vi havde forventet, men nu har vi jo også sluset nedad i meget lang tid. Og belgieren sejlede stille og roligt ud af slusen så hun ikke lavede for meget uro i vandet.

Efter disse to sluser drejede vi ind her i Oberhausen Marina hvor vi ligger nu. Her er hvad vi behøver og mere til.

Vi ligger lige ved siden af et stort ”Sealife” det er knap så godt for de spiller panfløjtemusik hele dagen. Det lyder lige som når man kommer ind i et spabad. Men her starter det kl. 9 og bliver ved til kl. 20. Vi ligger meget tæt på en motorvej, og som Jens siger: ”Det er ligesom at bo i Erritsø” 😊 jeg kan bedre klare trafikstøjen end det- i længden – forfærdelige musik fra Sealife. Nå men det er jo fint med et SEAlife.

Til den anden side er der et stort Aquapark

og lige bag havnen, 200 m herra,  ligger Westfield CentrO Oberhausen, som iflg. Deres hjemmeside ”ikke blot er et sted at shoppe – det er en livsstilsdestination, der kombinerer shopping, spisning og fritid. Uanset om du leder efter noget specifikt at købe eller blot ønsker at tilbringe en afslappende dag, finder du alt hvad du behøver samlet et sted”.

Enig i at alt er samlet på et sted og det er da også et af Tysklands største med 250 butikker og et areal på 125.000 m2, – meeen ”et sted at slappe af” Den ramte godt nok ikke lige os.

Overfor centret er der et Legoland Discovery Center som vi måske vil besøge senere?? Vi er godt vant med Legoparker og -huse hjemmefra.

Nå men tilbage til sejlerlivet. Vi forlader D’Livet her i Oberhausen på lørdag

hvor vi tager hjem for at fejre Karlas 1 års- Tobias’ 12 års- og Christian og Jakobs 39-års fødselsdage. Og så lige en ”Komsommersammen” aften med gode venner hos Alice og Thorkild, så det er bestemt værd at køre hjem for.  

Vi skal dog først lige have fyldt dieseltanken op, så Jens går efter diesel hos Shell. Og i disse tider endnu en oplysning: Diesel koster 1,829 Euro pr liter her. Det er faktisk billigere end i Luxembourg – hvem skulle nu ha’ troet det 😊

På lørdag tager vi toget her fra indkøbscentrets bus- og togstation til Fredericia. Ja, ja vi skal da skifte undervejs…I Münster, Hamborg og Kolding.